NYT MAGAZIN FOR NATURVIDENSKABERNE GRUNDLAGT AF DEN PHYSIOGRAPHISKE FOREN I CHRISTIANIA BIND 44. REDAKTION: H. Mohn, Th. Hiortdahl, W. C. Brøgger, F. Nansen. Hovedredaktør N, Wille. --S3®C=— KRISTIANIA KOMMISSION HOS T. 0. BRØGGER A. w. BRØGGERS BOGTRYKKERl 1906 Indhold. Side. Daniel Danielsen, Skjælbaiikestudier i den østlige del af Nedenes amt (Tavl. I.) 1 Jens Holmboe, Studier over norske planters historie. III 61 P. A. ØYEN, Bræoscillation i Norge 1905 75 — Skjælbanker i Kristianiatrakten 81 Embr. Strand, Nye bidrag til Norges hymenopter- og dipterfauna . . 95 Oscar Schultz, Ueber einige Abarten und Varietäten palaearctischer Rhopaloceren 105 W. C. Brøgger, Eine Sammlung der wichtigsten Typen der Eruptiv- gesteine des Kristianiagebietes nach ihren geologischen Verwandt- schaftsbeziehungen geordnet 113 Hjalmar Broch, Ueber die Chaetognathen des Nordmeeres (Tafl. II, III) 145 — Bemerkungen über den Formenkreis von Peridinimn depressmn s. lat 151 S. K. Selland, Om vegetationen paa Voss og Vossestranden. (Pl, IV) 160 Alette Schreiner, Om chromatinmodningen i sexualcellerne. (Tavl. V) 201 Thekla r. Resvoll, Pflanzenbiologische Beobachtungen aus dem Flug- sandgebiet bei Röros im inneren Norwegen. (Tafl. VI— XI) . . 235 S. 0. F. Omang, Hieracium-Sippen der Gruppe Alpina aus dem südlichen Norwegen. I. (Tafl. XII -XIV) 303 Hans Kiær, Aarsberetning for Det biologiske selskab i Kristiania 1905 Sfô Jens Holmboe, Einige abweichende Formen von Anemone Hepatica L. aus der Umgegend von Christiania. (Tafl. XV) 357 Boganmeldelser I Fortegnelse over tidsskrifter, hvormed redaktionen har indgaaet bytte- forbindelser XVII Institutioner, som modtager „Nyt Magazin" gjennem Universitets- bibliotheket XXI Forfatterne alfabetisk ordnede. Hjalmar Broch, S. 145, 151, W. C. Brøgger, S. 113, Daniel Danielsen, S. 1, Jens Holmboe, S. 61, 357, Hans Kiær, S. 345, S. 0. F. Omang, S. 303, Thekla R. Resvoll, S. 235, Alette Schreiner, S. 201, Oscar Schultz, S. 105. S. K. Selland, S. 160, Embr. Strand, S. 95, P. A. Øyen, S. 75, 81. 31454 Skjælbankestudier i den østlige del af Nedenes amt. Af Daniel Danielsen. (Med 1 planche). 0, 'm Nedenes amts glacialgeologiske forhold er der hidtil offentliggjort temmelig lidet, skjønt skjælbanker i dette amt om- tales allerede af Keilhau. I prof. Brøggers „Senglaciale og postglaciale nivåforandringer i Kristianiafeitet" beskrives (side 335—344) nogle skjælforekomster ved Arendal. I en anmerk- ning paa foden af siden nævnes videre (side 448) en skjælbanke ved Risør kirkegaard. Side 449 citeres en udtalelse af Keilhau om høitliggende skjælforekomster paaTromøen, og endelig om- tales (side 532—536) et par forekomster paa Aske r øen ved Lyngør og et par paa T r o m ø e n. Og blandt disse forekomster er det atter blot en af Arendalsforekomsterne, som er grundi- gere undersøgt. Fra de andre foreligger bare høist ufuldstæn- dige faunalister, opgjort efter udplukning af indsendt materiale. Nærværende arbeide er et lidet bidrag til belysning af faunaens sammensætning paa endel nedenesiske skjælforekomster og af dette kyststrøgs glacialgeologiske forhold i det hele. Under- søgelserne har været temmelig spredte og gjør aldeles ikke krav paa nogen slags grundighed. Dels har foi-udsætningerne været smaa, dels hjelpemidlerne tiF, bestemmelsen af de forskjellige former sparsomme. Navnlig er smaaformerne stedmoderlig be- handlet. Hr. amanuensis P. A, Øyen, som gjentagne gange har Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIV. I. 1 2 DANIEL DANIELSEN. hjulpet mig med bestemmelsen af vanskeligere former, aflægger jeg herved min bedste tak. Paa de utallige øer, holmer og skjær, som udgjør en saa betydelig del af Dybvaag prestegjeld, finder man meget almin- delig i et par meters høide over havet jordlag, beslaaende næsten udelukkende af skaller af talløse organismer, væsentlig mollusker, som levede her, da landet laa dybere nedsunket end nu. Paa Aske r øen, hvor jeg er bedst kjendt, tindes saaledes den meste bebyggelse og det meste af den dyrkede mark paa en under- grund, som bestaar af slig „skjølsand". Paa mange potetesakre vælter der op skaller af østers og andre muslinger for hvert spadetag, og graver man dybere ned, gjennem det øverste, muld- blandede lag, kommer man ned i rene kalksanden, der de fleste steder har en næsten hvid farve. Disse lavtliggende skjæl- bankers mægtighed kjender jeg ikke ; men brøndgravninger viser, at den naar op til adskiUige meter. Høiereliggende forekomster af skjælsand er derimod sjeldne. Den høieste, jeg kjender, den, som Brøgger omtaler, ligger ca. 13 m. over havet. Keilhatj omtaler skjæl fra større høide paa Tromøen; men forekomsten her er vistnok ikke nøiere undersøgt. Lige fra jeg første gang i julen 1899 plukkede ud og ind- leverede til universitetets samling de skjæl fra to forekomster paa Askerøen, som Brøgger omtaler i sit arbeide (side 532 — 534), har jeg fra tid til anden gjestet disse skjælbanker og ogsaa fundet og undersøgt nye. Fra flere af dem er prøver indleveret til universitetet. Nogle af disse forekomster er utvilsomt gla- ciale, andre ligesaa utvilsomt postglaciale. En enkelt er begge dele, idet faunaen tydelig viser, at banken er dannet dels i glacial, dels i postglacial tid. Imidlertid vil jeg her gjennemgaa bankerne ikke i den orden, som deres alder tilsiger, men i den orden, hvori jeg har truffet paa dem. Som nævnt er lavtliggende skjælbanker paa Askerøen og de andre øer i Dybvaag meget udbredte, og indbyggerne paa ^isse øer kan ikke undgaa daglig at ha disse vidnesbyrd om SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 3 tidligere høiere vandstand for øie. De har skjælsand i åkrene, i brøndene og oppe i skogen, de har skjælsand i sine blomster- potter og som veifyld, hvortil den er særlig hensigtsmæssig paa grund af den hvide farve, som gjør veiene synlige selv i mørke høstkvelder. De bruger skjælsand til at skure sine gulve med og gir hønsene den i maden, for at de skal faa materiale til skaldannelsen paa eggene. Kort sagt, skjælbankerne og sanden i dem er her noget rent dagligdags, som folk i almindelighed ikke reflekterer stort over, Begynder de at undres over fæno- menet, slaar de sig eller slog de sig ialfald før ofte til ro med, at det maatte være i „syndflodens" dage, disse skjællene var biet liggende her. Den foiekomst, som har vakt mest opmerksomhed hos befolkningen, er den høiestliggende, Kloppedalen ca. 13m. o. h. Jeg omtaler den først, da den som den lettest tilgjænge- lige ogsaa først blev gjenstand for min gjennemsøgning. Kloppedalen er et lidet dalstrøg, som fra bugten ved Østre Askerøen strækker sig nogle hundrede meter vestover parallelt med øens længderetning. Den gjennemstrømmes af en liden bæk, som kommer fra endel myrer og tjern inde i skogen og falder ud i Østre Askerøbugten. Paa begge sider af denne bæk dannes skogbunden paa flere steder af skjælsand med flere meters mæg- tighed. Det meste af sanden tør nu kanske være brugt op til veifyld; men endnu er der nok levnet til at gi et begreb om faunaens sammensætning. Bankens yderste parti ligger ca. 100 m., det inderste ca. 400 — 500 m. fra sjøen. Høiden er som nævnt ca. 13 m. o. h. Dog ligger enkelte partier lidt høiere, og en hel del ligger lavere og danner undergrunden for nogle jorder og potetesakre i den nærmest sjøen liggende del. Hvad der ligger under banken, er vanskeligt at konstatere. For det første er sandens mægtighed saa betydelig, og for det andet hindres gravningen ved det vand, som stadig holder sig paa et vist dyb i dalen. Hvor det et enkelt sted har lykkedes mig at komme igjennem banken, viste den sig at ligge paa en moræne, idet der fandtes et grus med masser af smaa skursten. Men om det DANIEL DANIELSEN. er ligedan andre steder, er tvilsomt. Det parti, hvor under- grunden dannedes af moræne, syntes i det hele at ha en lidt afvigende karakter, ogsaa hvad faunaen angik, idet denne her indeholdt flere arktiske former som peden islandicus Müll., lepeta cæca, Müll., panopæa norvegica, Spengl. o. a. Ler tindes ogsaa i Kloppedalen; men det er blottet for fossiler og hviler ifølge opgivelse paa skjælsand, saa det er antagelig en ferskvandsdannelse af yngre datum end skjælbanken. Faunaen bestaar af følgende former, hvoraf de med (B) merkede er anført af Brøgger: Anomia ephippium, Lin., (B), ret almindelig. A. aculeata, Lm., sjelden. A' striata, Brogchi, (B), i mængde, optil 45 mm. lang. Ostræa edulis, Lm., (B), i mængde, ofte med skallerne sammenklappet. Vel decimeterstore eksemplarer. Peden varius, Lm., (B), almindelig, optil 60 mm. lang. P. islandicus, Müll., (B), sparsom, blot fundet i én del af banken, men her ikke sjelden. Længde optil 76 mm. P. opercularis, Lin., sjelden. Mytilus edulis, Lm., (B), liden og ikke talrig. M. modiolus, Lin., (B), i mængde, en liden form, længden sjelden over 60 mm. Nucula nucleus. Lm., sjelden. Cardium edule. Lm., (B), max. længde 35 mm., almindelig i bankens allerø verste lag sammen med littorina-arterne og nassa reticulata, Lin. C. nodosum. Turt. C. exiguum, Gmel,, (B). C. fasciatum. Mont. Lævicardiwm norvegicum, Spengl., talrig, i smukke eksem- plarer, længde optil nogle og 60 mm. Gyprina islandica, Müll., (B), sjelden, optil 75 mm. lang. Astarte compressa. Mont., sjelden. SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 5 A. elliptica, Brown, sparsom, blot i et enkelt parti hyppi- gere, optil 28 mm. lang. Venus sp., ét eksemplar. Timoclea ovata, Penn., (B), almindelig. Tapes decussatus, Lm., sjelden, blot fundet i den yderste del af banken. T. pullastra, Mont,, temmelig almindelig, længde optil 44 mm. T. virgineus, Lin., sparsom. T. aureus, Gmel., temmelig almindelig. Lucina horealis, Lin., (B), i mængde, ofte med sammen- klappede skaller. Længde optil 43 mm. L. spinifera. Mont., sjelden. Axinus flexuosus. Mont., sjelden. Madra elliptica, Brown, (B), sjelden. M. suhtruncata, da Costa, sparsom, indtil 26 mm. lang. Scrohicularia piperata, Bell, (B), sjelden. Äbra alba, Wood, sparsom. Macoma calcaria, Ghemn., sjelden, blot i et enkelt parti af banken. M. haltica, Lm., sjelden. Solen ensis, Lm., (B), almindelig, undertiden med hele skaller. S. siliqua, Lin., ligesaa. Thracia villosiuscula, Magg., (B), i mængde. Corbula gibba, Olivi, sparsom. Mya truncata, Lin., (B), sparsom; findes særlig i et enkelt parti. Lang og tyndskallet. Længde optil nogle og 50 mm. Panopæa norvegica, Spengl., et enkelt eksemplar af ca. 60 mm. længde. Saxicava pholadis. Lm., (B), almindelig, oftest liden, sjelden optil nogle og 30 mm. lang. S. arctica, Lin., sjelden og liden. DANIEL DANIELSEN. Nacella pellucida, Lin., et enkelt, lidet eksemplar. Patella vulgata, Lin., (B), i mængde, ikke af betydelig størrelse. Tectura virginea, Müll., (B), i mængde. T. rubella, Fabr., blot ét sikkert bestemt eksemplar. Muli- gens nogle af de som t. virginea bestemte tilhører denne art. Scutellina fulva, Müll., sjelden. Lepeta cæca, Müll., sjelden. Gibhula cineraria, Lin., (B), almindelig. G. tumida, Mont., sjelden. Capulus hungaricus, Lin.,- sjelden. Lunatia intermedia, Phil., (B), sparsom. Natica clausa, Brod., sjelden. Littorina littorea, Lin., (B), i de øverste lag i mængde, ellers sparsom. L. rudis, Maton, sparsom, i de øverste lag. L. obtusata, Lin., (B), sparsom. Lacuna pallidula, da Costa, sjelden. L. divaricata, Fabr., sparsom, liden. Hydrobia sp. Onoba striata, Mont., ret almindelig. 0. aculeus, Gould., ligesaa. Älvania sp. Rissoa parva, da Costa, sparsom. B. albella. Lov. (?). R. inconspicua, Ald. Rissostomia membranacea, Ad. Bittium reticulatum, da Costa, i stor mængde. Aporrhais pes pelecani, Lin., ret almindelig. Polytropa lapillus, Lin., (B), almindelig, men oftest bare i brudstykker. Nassa reticulata, Lin., (B), almindelig, især i de øvre lag. N. pygmæa, Lamk., sparsom. JJtriculus truncatulus. Brug., sparsom. SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 7 Hertil kommer halaner, echinuspigge, echinocyamus, nulli- porer o. s. v. De fleste af disse former fandtes nogenlunde jevnt fordelt over hele banken. Rene strandformer som littorina- arierne og cardium edule, Lin. fandtes næsten bare i de øverste skikter, hvor sanden begyndte at bli mere uren og gytjeblandet. Af tapes decussatus, Lm. blev blot fundet ét skal, i bankens yderste og noget lavere liggende parti. De artiske former var for fleres vedkommende indskrænket til den tidligere nævnte del af banken, hvor underlaget var moræne. Her tør man vel gaa ud fra, at der er skeet tilblanding fra en ældre forekomst af glacial oprin- delse. Foruden peden islandicus, Müll, og lepeta cæca, Müll. fandtes her ogsaa macoma calcaria, Ghemn,, astarte elliptica, Brown temmelig almindelig, mya truncata, Lm. hyppigere end i andre partier, og endelig et skal af panopæa norvegica, Spengl. — Forekomstens mest fremtrædende former er følgende: anoniia striata, Brocchi, ostræa edulis, Lm., mytilus modiolus, Lm., lucina horealis, Lm., thracia villosiuscula, Macg., patella vulgata, Lm., tedura virginea, Müll, og hittium reticulatum, DA Costa. Hyppige er ogsaa solen-arterne, undertiden med begge skaller hele. Hvad forekomstens alder angaar, kan der ikke herske tvil. Den maa regnes til tapeshankerne, og trods sin ringe høide nærmest til de øvre tapeshanker. Forekomsten af selve tapes decussatus, Lm. er jo her afgjørende. Om dette nivåa ligesom tapes-nivaaet paa Jæderen ^ er et depressionsnivaa, gir denne forekomst ingen besked om. Spørgsmaalet vilde muligens bli besväret, om man kunde bringe paa det rene, hvad bankens underlag bestaar af; men dette har som før nævnt ikke ladt sig gjøre. At vi i denne høide har en afleining af saa betydelig mægtighed, uden at hidtil forekomster fra den nærmest fore- gaaende tid er fundet i større høide, kunde synes at tyde paa, ' P. A. Øyen: „Tapes-nivaaet paa Jæderen." 8 DANIEL DANIELSEN. at dette nivåa betegner et sænkningsmaximum med langvarig stilstand eller langsom forskyvning af strandlinjen; men de posi- tive beviser mangler. Den anden af Brøgger omtalte forekomst ligger ved et sted, som kaldes „Skotfurra". Navnet skal efter enkeltes mening skyldes en del af en gammel træstamme, som rager op af san- den paa strandbredden. Skjælbanken ligger 1 — 2 m. o. h. Der er gravet en grøft, idet man har tat veifyld her, og i denne grøft har jeg plukket ud de nedenfor nævnte former, hvoraf de med (B) merkede er anført af Brøgger: Anomia ephippium, Lin., sparsom. A. striata, Brocchi, (B), i mængde, optil nogle og 40 mm. Ostræa edulis, Lm., (B), i mængde, over decimeterstore eksemplarer. Pecten varms, Lin., (B), i mængde og i ret store eksem- plarer. Hinnites pusio, Lm., sjelden. Vola maxima, Lm., nogle temmelig smaa eksemplarer. Mytilus edulis, Lm., liden og sparsom. M. modiolus. Lm., (B), liden, endnu sparsommere end fore- gaaende. Modiolaria discors, Lm., (B), sjelden. Nucula nucleus, Lm., sjelden. Cardium exiguum, Gmel., (B), almindelig. G. fasciatum, Mont., sparsommere. Lævicardium norvegicum, Spengl., sparsom. Timodea ovata, Penn., (B), ret almindelig. Tapes pullastra, Mont., sjelden. Tapes sp. (virgineus eller aureus), sparsom. Bosinia exoleta. Lm., (B) (?). Lucina borealis, Lm., (B), i stor mængde, optil 43 mm. lang. Axinus flexuosus, Mont., sjelden. SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 9 Kellia sub orbicularis, Mont., sjelden. Tellimya ferruginosa, Mont., (B), sjelden. Macoma bdltica, Lm., sjelden. Psammobia vespertina, Ghemn., ligesaa. Abra alba. Wood,, sjelden. Corbula gibba, Olivi, sjelden. ' Saxicava pholadis, Lin., (B), ret al min delig, liden. Xylophaga dorsalis, Turt., et defekt eksemplar. Boreochiton sp., nogle led. Patella vulgata, Lin., (B), meget almindelig. Nacella pellucida, Lin., sjelden. Tectura virginea, Müll,, (B), almindelig. Scutellina fulva, Müll., ret almindelig. Emarginula fissura, Lin., sparsom. Gibbula cineraria, Lin., (B), almindelig. Lunatia intermedia, Phil. sparsom. Littorina littorea, Lin., (B), ret almindelig. L. rudis, Maton, sparsom. L. obtusata, Lin., ligesaa. Lacuna pallidula, Da Costa, liden og sparsom. L. puteolus, Turt., et eksemplar. L. divaricata, Fabr., sparsom. Hydrobia sp. Onoba striata, Mont., ret almindelig. Bissoa violacea, Desm., ret almindelig. B. parva, Da Costa, i mængde. B. inconspicua, Ald., sparsom. Bissostomia membranacea, Ad., sjelden. Bittium reticulatum, Da Costa, (B), i mængde. Aporrhais pes pelecani, Lin , (B), sjelden. Scalaria communis, Lam., sjelden. Glathurella linearis. Mont., sjelden. Polytropa lapillus. Lm., (B), ret mange brudstykker. Nassa reticulata, Lm., (B), temmelig sparsom. 10 DANIEL DANIELSEN. N. incrassata, Strøm, sparsom. N. pygmœa, Lamk., sjelden. Utriculiis truncatulus, Brug., sparsom. Hertil kommer halaner, echinuspigge, nulliporer o. s. v. 4 af disse har jeg ved senere gravninger ikke gjenfundet, nemlig modiolaria discors, Lin., tellimya ferruginosa, Mont., dosina exoleta, Lm. og aporrhais pes pelecani, Lm. Om de 3 af disse skal jeg ikke udtale mig. Det er muligt, at de ved senere besøg blot har undgaaet min opmerksomhed; men at dosinia exoleta, Lm. fandtes her, skal jeg tvile paa. Den er jo temmelig iøinefaldende. Jeg skulde være tilbøielig til at tro, at materiale fra en anden forekomst, hvor dosinia fandtes i mængde, er biet indblandet i materialet fra denne, eller at der paa anden maade har fundet en forveksling sted. Imidlertid er jo paa den anden side denne mangel paa dosinia noget paa- faldende i en saa lavtliggende banke. En anden af de laveste tapesbankers karakterformer, nemlig psammobia vespertina, Ghemn., fmdes vistnok, men meget sparsomt. Forholdet forklares ved at anta, at denne forekomst erafsat paa relativt dybt vand og saaledes noget ældre, end man efter den ringe høide over havet skulde vente. Mangelen af cardium edule, Lm. tyder i den retning. At littorina littorea, Lm. alligevel er ret almin- delig, beviser intet i modsat retning. Den kan saaledes godt være skyllet ned fra grundere vand, da der ret over forekomsten hæver sig en noksaa brat li. — Imidlertid er vel denne fore- komst noget yngre end Kloppedalsforekomsten. Sammenlignes deres faunaer, sees forskjellen væsentlig at beståa i, at faunaen ved „Skotfurra" er fattigere end den i Kloppedalen. Af former, som mangler i Kloppedalen, kan merkes vola maxima, Lin.; men dette kan ogsaa betragtes som en følge af, at forekomsten ved „Skotfurra" er dannet paa noksaa dybt vand. Ligesaa den omstændighed, at scutellina fulva, Müll., er almindeligere her end i Kloppedalen. SKJÆLB ANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. H De forherskende former er følgende : Anomia striata, Brocghi, ostrœa edulis, Lm., peden varius, Lm.^, ludna borealis, Lm. fissoa parva, Da Costa og hittium reticulatum, Da Costa. To former, nemlig xylophaga dorsalis, Turt. og lacuna pute- olus, TuRT., er ikke tidligere fundet fossile her i landet. Mens Kloppedalen ligger i skogen vest for Østre Askerøen og „Skotfurra" ca. IV2 km. vestenfor paa øens indside, ligger den næste forekomst ved bebyggelsen paa Østre Askerøen. Jeg vil derfor betegne den som „Østre Askerøen". Denne skjæl- banke er i udstrækning den største, jeg kjender paa disse kanter, og vistnok ogsaa den mægtigste. Naar alligevel faunaens arts- antal ikke er større, beror det paa ufuldstændig undersøgelse. Forekomsten er nemlig vanskelig tilgjængeiig, idet den dækkes dels af bebyggelsen, dels af den dyrkede mark, enge og potetes- akre. I potetesakrene kan man vistnok finde adskilligt, naar man er tilstede høst eller vaar og foretar gravning; men ellers er det blot under visse omstændigheder, f. eks. ved grøftegrav- ning, at en mere indgaaende undersøgelse muliggjøres. En saa- dan grøftegravning fandt sted sommeren 1900 over en samlet længde af 300 — 400 meter, og da kom diverse ting for dagen. Senere har jeg maattet indskrænke mig til opplukning paa akre og i grøfter og lidet omfattende gravninger paa enkelte steder. Lidt er ogsaa fundet i en brønd i tørkesommeren 1904. Men, som nævnt, forekomsten er alligevel forholdsvis Hdet undersøgt. Denne store og mægtige skjælbanke ligger ganske lavt. Overfladens høide over havet er fra ca. 1 m. til ca. 4 meter. Den ligger i et dalføre, som strækker sig tvertigjennem øen paa et af dens smalere partier. En stigning af vandstanden paa 5 m. Vilde vistnok skabe en passage, et trangt sund fra udsiden til indsiden. En stor del af bebyggelsen paa Østre Askerøen og mesteparten af den dyrkede mark sammesteds er beliggende paa denne skjælbanke. Det kan her bemerkes, at sanden er af stor betydning i tørre somre, idet den udelukker vandmangel. Graver man blot i nogen afstand fra stranden et hul i sanden til til- 12 DANIEL DANIELSEN. strækkelig dybde, fyldes det snart med vand, der blot har en ganske svag, for de fleste næsten umerkelig braksmag. Saa fuldstændig er saltet i sjøvandet filtreret fra i sandlaget. Til vask er dette vand ikke førsterangs; men det er heller ikke det vand, der findes saa høit i banken, at der ikke er sjøtræk, idet den mængde kalk gjør det „haardt" ; det afsætter „kjedelsten" i kogekarrene. Paa Vestre Askerøen, hvor der ikke fandtes brønde med sjøtræk, holdt der sommeren 1904 paa at bli vandmangel. Man hentede i længere tid vand fra en holme, hvor der var vandsig under en fjeldknat; men ogsaa her blev det tilslut bare søle og mudder. Da fandt man paa at grave i skjælsanden nogle faa meter fra stranden, og straks havde man et uudtøm meligt forraad af godt vand. Faunaen bestaar af følgende former: Anomia epMppium, Lin., sparsom. Ä. striata, Brocchi, hyppig, max. længde 35 mm. Ostræa edulis, Lm., i mængde, ofte med sammenklappede skaller, over decimeterstore eksemplarer. Peden varius, Lm., overordentlig talrig, optil 55 mm. længde hos hele eksemplarer; brudstykker af større. P. islandicus, Müll., i enkelte partier af banken. Optil ca. 90 mm. lang. P. tigrinus, Müll., sjelden. Vola maxima, Lm., sjelden. Mytilus edulis, Lm., almindelig; længde optil 75 mm. M. modiolus, Lm., temmelig almindelig, max. længde hos hele eksemplarer 80 mm.; brudstykker af større. Cardium echinatum, Lm., blot et brudstykke af et eks- emplar. C. edule, Lm., sparsom, blot i smaa eksemplarer og kun til- stede i de øverste lag, sammen med littorinaarterne og nassa reticulata, Lm. C. nodosum, Turt. C. exiguum, Gmel. SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 13 C. fosciatum, Mont. Lœvicardium norvegicum, Spengl , almindelig, optil 50 mm. længde hos hele eksemplarer; brudstykker af større. Cyprina islandica, Müll., sparsom, optil 95 mm. lang. Astarte compressa, Mont., sparsom. A. elliptica, Brown, blot i enkelte partier, optil 29 mm. lange, temmelig slidte eksemplarer. Venus gallina, Lin., sjelden. /ç^ Timoclea ovata, Penn. i mængde. Tapes aureus, gmel., ret almindelig. T. virgineus, Lin., ligesaa. ^'**^ T. pullastra. Mont., sparsom. Dosinia exoleta, lin., almindelig. Lucina horealis. Lm., i stor mængde, længde op til 39 mm. Montacuta hidentata, Mont., sjelden. Madra elliptica, Brown, sparsom. M. subtruncata, Da Costa, ligesaa. Scrohicularia piperata, Bell., sjelden. Macoma baltica, Lin., sparsom. Psammohia vespertina, Chemn., almindelig, optil nogle og 50 mm. lang. Solen sp., blot et enkelt brudstykke. Thracia villosiuscula. Magg., almindelig. Corbula gihba, Olivi, sparsom. Mya truncata, Lin., ret almindelig, lang og tyndskallet. Saxicava pholadis, Lm., almindelig, liden. Boreochiton sp., sjelden. Patella vulgata, Lm., almindelig, optil 52 mm. lang. Nacella pellucida. Lm., sjelden. . Tectura virginea, Müll,, ret almindelig. Scutellina fulva, Müll., ligesaa. Lepeta cæca, Müll., blot i enkelte partier, sparsom, liden. Gihbula cineraria, Lm., almindelig. G. tumida, Mont., sjelden. 14 DANIEL DANIELSEN. Capulus hungaricus, Lin., sjelden. Lunatia intermedia, Phil., sparsom. Littorina littorea, Lin , blot i de øverste lag almindelig. L. rudis, Maton, sparsom. L. ohtusata, Lin., som 1. littorea, men meget sparsommere. Lacuna pallidula, Da Costa, sparsom. L. divaricata, Fabr., ligesaa. Hydrohia sp. Onoha striata, Mont. Älvania reticulata, Mont. Rissoa violacea, Desm. R parva, Da Costa, almindelig. R. interrupta. Ad. R. inconspicua, Ald. Rissostomia membranacea, Ad. Bittium reticulatum, Da Costa, meget almindelig. Äporrhais pes pelecani, Lin., blot et brudstykke. Polytropa lapUlus, Lin., almindelig, men sjelden hel. Nassa reticulata, Lm., almindelig blot i de øverste lag. N. incrassata, Strøm, sjelden. N. pygmæa, Lamk., sparsom. Buccinum undatum, Lin., sparsom, temmelig liden. Utriculus truncatulus, Beug., sjelden. Hertil kommer balanus, echinus, echinocyamus, nulliporer, krabbeklør o. s. v. De forherskende former er følgende: Ostræa edulis. Lm., pec- ten varius, Lin., lucina borealis, Lin. og bittium reticulatum, Da Costa. Almindelige er ogsaa: Anomia striata, Brocchi. my- tilus edulis, hm., timoclea ovata. Penn., dosinia exoleta. Lm., psammobia vespertina, Chemn., patella vulgata, Lin., gibbula cineraria, Lm., rissoa parva. Da Costa og polytropa lapillus, Lin. Banken er saaledes utvilsomt at regne til de lavere tapes- banker. Merk f. eks. den hyppige forekomst af psammobia vespertina, Chemn. og dosinia exoleta, Lin. samt bankens hele SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 15 varme præg. Der er omstændigheder, som kunde synes at tale imod, f. eks. forekomsten af peden islandicus, Müll. Men denne maa sikkert være udskyllet af en ældre, glacial forekomst. Naar man ser, hvor hyppige lavtliggende glaciale skjælforekomster er paa dette kyststrøg, kan denne forklaring ikke møde vægtige indvendinger. Det kan ogsaa merkes, at pecten islandicus væ- sentlig er indskrænket til begrænsede partier af de undersøgte omraader. Til samme oprindelse som pecten islandicus maa kanske ogsaa astarte elliptica, Brov^^n og lepeta cæca. Müll. henføres, da de blot er fundet i ét af de parlier, hvor ogsaa pecten islandicus forekom. At det glaciale element ikke er mere fremtrædende, naar det først findes, kan heller ikke overraske. Disse 3 former, pecten islandicus, astarte elliptica og lepeta cæca, er bland t de hyppigste paa dette kyststrøgs glaciale forekomster, og pecten islandicus har jo desuden paa grund af sin størrelse og sit modstandsdygtige skal let for at gjøre sig gjældende selv i omgivelser, hvor den blot er en gjenganger fra svunden tid. Faunaens rent littorale element, hvis repræsentanter er former som cardium edule, Lm., littorina-arievne samt delvis nassa reticulata, Lin., findes særlig, hvor man ifølge oprindelsen maa vente det, nemlig i bankens allerøverste lag, umiddelbart ved overgangen til muldlaget. Denne omstændighed viser da, at bankens dannelse har fortsat, næsten helt til den blev hævet paa det tørre, og at der siden ikke er bortført noget nævne- værdigt. Saadanne „littorinaskikter" har jeg iagttat i flere par- tier af bankens horisontale udstræknmg, dels i dens midterste og høieste, dels i dens yderste og laveste parti. Bankens mægtighed kjendes ikke. Brøndgravninger til flere meters dyb har vist, at mægtigheden er ganske betydelig. Det vilde ved denne som ved andre forekomster være af interesse at faa konstateret undergrundens karakter. Den anselige mægtighed kunde tyde paa, at bankens dannelse har været udstrakt baade over en sænknings- og en stigningstid. Har landet her været hævet paa det tørre eller lige op i littoralbeltet i tiden før tapes- 16 DANIEL DANIELSEN. tiden, maatte man vente paa et vist dyb i banken at finde en littoralfauna. Forøvrigt kan jo ogsaa afleiningens mægtighed skyldes den gunstige beliggenhed. Den er dannet i et sund, hvor der sandsynligvis har gaaet en frisk strøm, som har be- gunstiget en i-ig udfoldelse af dyrelivet og dermed en hurtig lag- dannelse, Noget lignende kan vistnok siges om Kloppedalen, idet det blot er ganske ubetydelige hævninger i terrænget, som skiller Kloppedalen fra øens udside. Det lavere tapesnivaa, hvortil „Østre Askerøen" hører, synes at være særlig udpræget paa kysten her. Ogsaa paa Vestre Aske r øen findes en vidtstrakt banke i lignende høide og vistnok med lignende fauna, om jeg end blot har iagttat enkelte former. Paa fastlandet indenfor Lyngør findes ogsaa paa flere steder lavtliggende tapesbanker. Ligeledes paa de vestenfor liggende øer, San dø en og Bor øen. Paa Borøen har jeg iagttat bl. a. peden islandicus, Müll, meget udbredt i dette nivåa; men den maa vel ogsaa her være udskyllet af ældre forekomster. Fra de lavere tapesbankers tid er vistnok ogsaa en af de nedenfor nævnte forekomster ved Hassalviken paa Askerøen og en af dem paa Tromøen. Den næste forekomst tas med, ikke fordi den gir bidrag til strøgets fossile molluskfauna, men fordi den viser enkelte inter- essante forhold, hvad den nulevende fauna angaar. Forekom- sten ligger nemlig under nuværende havlinje. Stedet kaldes „Utterstrand" og ligger paa udsiden af øen, nær Østre Asker- øen. Forekomsten findes i en bugt, „Holla", hvis indløb er bare ca. 1 m. bredt og ofte er tørlagt. Ved høi vande kan der være en god fod vand i indløbet; men ofte kan det i lange tider ligge tørt. Inde i denne bugt, hvor våndet om sommeren opnaar en meget høi temperatur, der gjør bugten yndet som badebassin, særHg for barn, lever en fauna, som i flere henseender er af interesse. Undersøgelserne har imidlertid været ganske over- fladiske, saa hverken den récente eller den fossile fauna kjendes blot tilnærmet. De iagttagne former er følgende: SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. \ 7 Anomia striata, Brocchi, fossil. Ostrœa edulis, Lin., levende paa Va — 1 m. dyb. Døde skaller i mængde. Peden varius, Lm., fossil. Mytilus edulis, Lin., levende og fossil. M. modiolus, Lin. fossil. Gardium edule, Lin., levende i mængde. Stor. Længde optil 52 mm. Tapes aureus, Gmel , almindelig levende og fossil. T. virgineus. Lm., ligesaa. T. pullastra, Mont., ligesaa. Bosinia exoleta. Lm., fossil. Lucina horealis, Lm., fossil. Scrohicidaria piperata, Bell., almindelig levende og fossil. Macoma haltica. Lm., levende og fossil. Psammdbia vespertina, Chemn,, levende (?) og fossil. Mya arenaria. Lm., almindelig levende og fossil. M. truncata. Lm., fossil. Saxicava pholadis, Lm., fossil. Patella vulgata. Lm., levende og fossil. Optil 61 mm. lang. Tedura virginea, Müll., fossil. Qihhula cineraria, Lm., fossil. Littorina llttorea. Lm., i mængde levende og fossil. Bittium reticulatum. Da Costa, fossil. Polytropa lapillus. Lm., fossil. Østers lever i denne bugt paa bunden (vel 1 m. dybt) og paa fjeldvæggen paa siden, ofte paa blot en f od vand. Størrelsen er ikke særlig betydelig. Gardium edule. Lm. lever i mængde paa bunden, særlig hvor strømmen fra indløbet sætter våndet i bevægelse. Den op- naar en betydelig størrelse. Skaller af 45—50 mm. længde er meget hyppige, og jeg har fundet levende eksemplarer af optil 52 mm. længde. Nyt Mag. f. Naturv. XXX.^IV. L 2 18 DANIEL DANIELSEN. Ogsaa patella vulgata, Lin. findes recent i store eksemplarer, optil 61 mm. lange. Af de récente arter kan forøvrigt merkes de 3 tapes-arter, mya arenaria, Lin. i store eksemplarer, macoma haltica, Lm. og scrohicularia piperata, Bell. Af psammohia vespertina, Ghemn. har jeg fundet skaller, som gav indtryk af at være récente; men jeg tør ikke paastaa det, da jeg ikke har seet den levende der. Det, som er af interesse her, er forekomsten af østers paa saa lidet dyb og den betydelige størrelse, som et par andre former opnaar. Forklaringen maa vel søges i de eiendomme- lige naturforhold, den indesluttede bugt med det om sommeren sterkt opvarmede vand, og en stadig ind- og udgaaehde strøm, naar våndet staar over tærskelen. Tilgangen paa næring er uden tvil rigehg. Jeg har ogsaa paa en anden strand, nemlig paa Løktene ved Askerøen fundet levende cardium edule af lignende størrelse som de største i „Holla", en størrelse, som jeg ikke har iagttat hos fossile skaller paa nogen af de mig bekjendte forekomster. Heller ikke paa den forekomst, som nu skal omtales, Mær- holmen, er faunaen mere indgaaende studeret, om end grun- digere end paa den foregaaende. Jeg blev først opmerksom paa forekomsten sommeren 1901 ved et besøg paa Mærholmen, en saagodtsom træløs holme udenfor Askerøen, helt ude mod det aabne hav. Dengang lagde jeg bare merke til, at der fandtes en ganske indestængt saltvandsdam, afspærret fra sjøen ved en sandbanke. Først sommeren 1904 kom jeg til at se lidt nær- mere paa faunaen og fandt da, at der var etpar former, som gjorde sig særlig gjældende. Forekomsten var nemlig dengang meget let at undersøge, da den langvarige tørke havde bragt store mængder af våndet til at fordunste, saa store partier af bunden laa tør. Det, som først slog mig, var den fremtrædende rolle, som nacella pellucida, Lin, spillede. Denne nydelige mol- lusks fine skaller fandtes i massevis og i betydelig størrelse og fremviste ofte det prægtigste farvespil. Endvidere fandtes store SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 19 mængder af modiolaria discors, Lm. Desuden var saxicava pholadis, Lin. talrig tilstede og gihbula cineraria, Lin. og po- lytropa lapillus, Lin. hyppige. Mya arenaria Lm., der jo ellers paa récente forekomster er saa almindelig, fandtes her ganske sparsomt og blot i en dvergagtig form. Ogsaa mytilus edulis, Lin. var liden, men hyppig. Paa den anden side fandtes lacuna divaricata, Fabr. i paafaldende store eksemplarer. Følgende former er iagttat paa forekomsten: Anomia ephippum, Lin. A. striata, Brocchi. Pecten varius, Lm. Mytilus edulis, Lm., almindelig, men liden. M. modiolus, Lm., almindelig, større end foregaaende. Modiolaria discors. Lm., i mængde. Cardiuin exiguum, Gmel. Timoclea ovata, Penn. Tapes pullastra. Mont., dveragtig. Macoma haltica, Lm. Mya truncata, Lm., liden, M. arenaria, Lm., dvergagtig. Saxicava pholadis, Lm., i mængde. aS. arctica. Lm. Craspedochilus marginatus, Penn.(?) Patella vulgata, Lm. Nacella pellucida, Lm., i mængde, op til ca. 20 mm. lang. Acmæa testudinalis, Müll., nogle eksemplarer. Gihbula cineraria, Lin., i mængde. Lunatia intermedia, Phil. Littorina littorea, Lm,, almindelig, noksaa liden. L. ohtusata, Lm. Lacuna pallidula. Da Costa, almindelig. L. divaricata, Fabr., almindelig og ret stor. Bittium reticulatum. Da Costa. Aporrhais pes pelecani. Lm. 20 DANIEL DANIELSEN. Polytropa lapillus, Lin., i mængde, Buccinum undatum, Lin. Forekomsten viser som nævnt flere eiendommeligheder i faunaens sammensætning og i formernes udvikling; men det er bare, hvad man maa vente efter beliggenheden. Ved almin- delig vandstand ligger bassinet fuldstændig isoleret. Blot ved bøivande kommer forbindelse istand med sjøen, og blot da kan altsaa nye faunaelementer komme til. Naar trods dette blot faa af de almindeligste former mangler, forklares det jo let derved, at afsperringen ikke kan være meget gammel. Blot en stigning af havets nivåa paa ca. V2 m. vilde bevirke en saa- godtsom uafbrudt kommunikation, og den tid, da sjøen stod 1/2 m. høiere, kan vel ikke ligge langt tilbage. Et par maa dog sandsynligvis være indvandret, elterat bassinet blev afsperret, nemlig mya arenaria, Lin. og acmæa testudinalis, Müll. Af de former, som engang er kommet ind, har nogle fundet for- holdene gunstige og naaet en frodig udvikling, andre er uddøde, og atter andre frister som dvergformer en kummerlig tilværelse. Forøvrigt er ikke undersøgelserne grundige nok til fuld- stændig at fastslaa, hvilke former er récente, og hvilke blot fos- sile. En mere indgaaende undersøgelse vilde dog vistnok væ- sentlig levere bidrag til den fossile fauna. De specielt frem- hævede former (muligens med undtagelse af gibhula cineraria, Lin) er sikkerlig nulevende paa forekomsten. Bruger man den af Brøgger gjennemførte inddeling af molluskfaunaen i arktiske, boreale og lusitanske former, blir sammensætningen paa denne forekomst temmelig afvigende fra den normale i postglaciale og récente banker. Særlig indtar de lusitaniske former en meget beskeden plads til fordel for de boreale og (i mindre grad) de arktiske. Da jeg i 1901 underkastede Askerøens skjælbanker en fore- løbig undersøgelse for at medbringe prøver til universitetets mineralogiske institut, traf jeg ved gravning i ca. 4 m. høide over havet i Hass al viken paa en skjælbanke af hgnende karak- SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 21 ter som de andre paa øen. Hassalviken ligger paa Askerøens indside, lidt vestenfor Østre Askerøbugten, ved Løktenesund. Der er i nogle meters høide en afsats, som hæver sig jevnt ind- over, og som er dækket dels af skjælbanken, dels af myr. Denne banke har ingen betydelig udstrækning og blot ringe mægtighed, bare ca. IV2 — 2 m. Faunaen er ogsaa noksaa faa- taallig, hvad arter angaar. Forresten bestaar banken ligesom de andre paa Askerøen næsten udelukkende af skjælsmulder med hele skjæl. Følgende arter er fundet: Anomia ephippium, Lm., sparsom. A. striata, Brocchi, almindelig. Ostræa edulis, Lin., almindelig, i over decimeterstore eks- emplarer. Peden varius, Lin., ret almindelig. P. islandicus, Müll., nogle brudstykker af temmelig smaa individer. Mytilus edulis, Lin. liden og sparsom. M. modiolus, Lin., hgesaa. Nucula nucleus, Lin., sjelden. Gardiwm edule, Lin., almindelig i enkelte partier øverst oppe. Længde indtil 42 mm. C. exiguum, Gmel. C. fasciatum, Mont. Lævicardium norvegicum, Spengl., sparsom. Cyprina islandica, Lm., sjelden. Astarte elliptica, Brown., et lidet brudstykkci Timoclea ovata, Penn., almindelig. m . • T \ Begge disse er almindelige. Til- lapes vtrgmeus, Lm. , rp p \ syneladende med overgangs- x • Ct l/t i GtiS y vjrMEL« I ' former. Lucina horealis, Lm., i mængde, ofte med sammenklappede skaller. Axinus flexuosus, Mont., sjelden. Abra alba, Wood., sparsom. DANIEL DANIELSEN. Macoma calcaria, Ghemn., et eksemplar. M. baltica, Lm., et eksemplar. Psammobia vespertina, Chemn., almindelig, i ganske godt bevarede eksemplarer. Solen sp., nogle brudstykker. Thracia villosiuscuïa, Magg., ret almindelig. Corhula gibba, Olivi, sparsom. Mya truncata, Lm., ret almindelig, lang og tyndskallet, Saxicava pJioladis, Lm., sparsom og liden. Äntalis entalis, Lin., et eksemplar. Boreochiton sp., led af et individ. Tedura virginea, Müll., ret almindelig. Patella vulgata. Lm., almindelig, optil ca. 60 mm. lang. Lepeta cæca, Müll., et eksemplar. Gibbula cineraria. Lm., ret almindelig. Lunatia intermedia, Phil., sparsom. Littorina littorea, Lm., almindelig, mest i brudstykker. L. rudis, Maton, sparsom. L. obtusata, Lin., ret almindelig. Lacuna divaricata, Fabr., sjelden, liden. L. pallidula, da Costa, sjelden. Hydrobia sp. Onoba striata, Mont., ret almindelig. Rissoa parva, da Costa, almindelig. Bittium reticulatum, da Costa, almindelig. Polytropa lapillus. Lm., almindelig, men blot i brudstykker. Nassa reticulata, Lm., almindelig. N. pygmæa, Lamk., sjelden. Hertil kommer balaner, echinocyamus, krabbeklør o. s. v. De forherskende former er: Anomia striata, Brocghi, ostræa edulis. Lm., timoclea ovata, Penn., tapes aureus, Gmel. og t. virgineus, Lm., lucina borealis, Lin. og bittium reticu- latum, DA Costa. Hyppige er ogsaa littorina littorea. Lm. og SKJÆLBANKESTUDIER I DEiN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 23 polytropa lapillus, Lm., begge mest i brudstykker, samt psam- mohia vespertina, Chemn. og nassa reticulata, Lin. Banken er saaledes en ægte repræsentant for de lavere tapesbanker. Den bærer dette navn med mere ret end de andre, idet tapes- arterne, t. aureus og t. virgineus, er blandt de hyppigst fore- kommende former. Merkes bør ogsaa den hyppige optræden af psammobia vespertina, mens dosinia exoleta, Lin. ikke er fundet her. Om bankens dannelsestid kan der altsaa ikke herske tvil. Imidlertid er der ting, som tyder paa, at ogsaa her er skeet en indblanding af former fra ældre forekomster. Fra ældre forekomster maa antagelig stamme pecten islandicus, Müll., astarte elliptica, Brow^n, (?), macoma calcaria, Chemn., antalis entalis, Lin. (?) og lepeta cæca, Müll. Men de ind- blandede former er kvantitativt ganske forsvindende. Paafaldende er den ringe mængde smaaformer. I det øverste parti blir strandformer som littorina-arterne og cardium edule, Lin. almindeiigere, saa bankens dannelse har vistnok holdt paa, til sjøen stod bare 4 — 5 m. høiere end nu, og neppe nævneværdige masser kan være bortført. Dens dannelsestid falder sikkert sammen med dannelsestiden for banken paa Østre Askerøen, dog saaledes, at dennes yngste parti er yngre end det yngste af Hassal viksbanken. Mægtigheden er som nævnt ligesaa hdt som den horison- tale udstrækning betydelig. Nederst blir sanden mere gulagtig, uren og smuldrende paa grund af våndet, som holder sig her. Underlaget er berg. Heller ikke denne forekomst leverer saa- ledes svar paa spørgsmaalet om oscillationer under den post- glaciale tid. Mens alle de hidtil nævnte forekomster har havt en fauna, bestaaende væsentlig af boreale og lusitaniske former og blot iblandet enkelte arter, som maatte antas at tilhøre ældre, gla- ciale forekomster, er dette glaciale element paa den forekomst, som nu skal behandles, meget stærkere fremtrædende, ja i den grad, at forekomsten med ligesaa stor ret kan kaldes glacial 24 DANIEF, DANIELSEN. som postglacial og recent. Denne skjælbanke ligger ligesom den foregaaende i Hassalviken, men helt nede i stranden. En selv noksaa overfladisk betragtning af faunalisten maa overbevise om, at alle disse former umulig kan ha levet side om side til samme tid. Enten maa forekomsten være dannet i flere sæt, til forskjellige tider, som har været temmelig langt fjernet fra hverandre, eller dannelsen har udstrakt sig konti- nuerlig over en uhyre lang tid. Først nogle ord om beliggenheden. Lidt østenfor det sted, hvor den netop behandlede forekomst flndes, altsaa mellem denne og Østre Askerøbugten, er der en sandstrand af ikke betydehg udstrækning og uden noget paafaldende i nogen henseende i det ydre. Ret over er der en fjeldvæg, som hæver sig noksaa brat, og fra hvilken store og smaa kHppeblokke er væltet ud. Selve stranden er ogsaa dækket af en masse større og mindre sten, der gjør gravning vanskelig. Stranden fortsætter med tem- melig grundt vand og med sandmateriale nogle meter ud. Der- paa følger som almindehgt et belte med blød hund, dækket af zostera og med sterkere heldning, og saa kommer dybt vand. Stranden frembyr altsaa intet bemerkelsesværdigt i sit udseende. Gir man sig til at plukke op de skjæl, man finder paa den, be- merker man kanske flere eksemplarer end vanligt af cardium echinatum, Lm., og iblandt slænger ogsaa en astarte elliptica, Brov^n. Det var netop disse former, som fik mig i 1901 til at grave med en spade i strandsanden, og hvad jeg fandt, lønnede snart umagen. Det viste sig, at i en fods dybde i sanden blev arktiske mollusker ganske almindelige. Side om side med dem fandtes boreale og lusitaniske, dels saadanne, som forlængst er indvandret til vore kyster, dels former som solecurtus antiqua- tus, Pult., der hører til de sidst indvandrede. Artsantallet vokste i det hele op til en størrelse, som ellers er ukjendt paa Askerøens skjælforekomster. Siden har jeg gravet i banken baade 1902 og 1904, og det tør vel nu siges, at den er tem- melig godt kjendt, hvad de større former angaar. Specielt det SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 25 glaciale element vil neppe ved fremtidige undersøgelser forøges videre. Jeg har forsøgsvis ogsaa foretat gravninger paa flere andre steder langs Løktenesund og fundet noget af det samme, men ikke paa noget sted en fauna, som kan maale sig med denne lokalitets. De forhold, hvorunder gravningen er foretat, for største- parten under våndet, har hindret en nøiere distinktion mellem faunaen i de forskjellige skikter, selv om en saadan distinktion stratigrafisk er tilstede. Blot saa meget kan siges, at den ark- tiske fauna blir mere fremtrædende, eftersom man kommer dybere ned. At grave særlig dybt lar sig vanskelig gjøre. Dels hindres gravningen af store og smaa stenblokke, dels af våndet, som stadig bringer den løse sand til at rase ned i hullet. Mere end en god meter ned har jeg neppe kommet. Følgende arter er fundet: Terebratulina caput serpeniis, Lm., sparsom. Waldheimia cranium, Müll., ret almindelig. Anomia ephippium, Lin., sparsom. A. aculeata, Lin., sjelden. A. striata, Brogghi, i stor niængde og af betydelig størrelse. Ostræa edulis, Lm., i mængde, ofte mere end decimeter- stor. Hinnites pusio. Lm., sjelden. Pecten varius. Lm., meget almindelig, længde optil ca. 65 mm. P. opercularis. Lm., sjelden. P. islandicus, Müll., almindelig i dybere lag af banken, max.længde 83 mm. P. septemradiatus, Müll., sjelden, ca. 40 mm. lang. P. tigrinus, Müll., sparsom. P. striatus, Müll., sjelden. Vola maxima, Lm., sparsom og liden. Lima Loscomhii, Sowb., sjelden. 26 DANIEL DANIELSEN. Mytilus edulis, Lin., sparsomt fossil, almindelig recent, længde 90 mm. M. modiolus, Lin., almindelig fossil, længde optil 105 mm. Nucula nucleus, Lin., i mængde. Leda pernula, Müll., temmelig sjelden; længde hos hele eksemplarer 21 mm., brudstykker af større. L. minuta, Müll., sjelden, længde 9 — 10 mm. Yoldia hyperhorea, Lovén, meget sjelden. Area glacialis, Gray, temmelig sjelden, de største eksem- plarer ca. 18 mm. lange. Cardium echinatum, Lin., meget almindelig; vakre eksem- plarer, optil 58 mm. lange. C. edule, Lin., sparsom, mest i overfladen. Ubetydelig af størrelse. C. nodosum, Turt., sjelden. C. exiguum, Gmel., temmelig sjelden. C. fasciatum, Mont., almindelig. C. minimwtn, Phil., sjelden. LcBvicardium norvegicmn, Spengl., almindelig. Længde optil 60 mm. Gyprina islandica, Müll., almindelig, optil nogle og 90 mm. lang. Ästarte compressa, Mont., almindelig, optil 18—19 mm. lang. A. elliptica, Brown, i stor mængde, optil 33 mm. lang. Timoclea ovata, Penn., almindelig. Tapes aureus, Gmel., ret almindelig, recent. T. virgineus, Lm., sparsom, recent. T. pullastra. Mont., almindelig, recent. Dosinia exoleta, Lm., sjelden. Lucinopsis undata, Penn., almindelig, Lucina horealis, Lin., ret almindelig. L. spinifera, Mont., sjelden. Axinus flexuosus, Mont., sjelden. SKJÆLBANKESTUDIER 1 DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 27 Montacuta hidentata, Mont., sjelden. Tellimya ferruginosa, Mont., ligesaa. Mactra suhtruncata, da Costa, ligesaa. Scrobiçularia piperata, Bell., sjelden, recent. Äbra alba, Wood, sparsom. Ä. longicallis, Scacchi, ligesaa. Ä. nitida, Müll. (?), ét eksemplar. Macoma calcaria, Chemn., ret almindelig i dybere lag; liden, dog enkelte eksemplarer optil 38 mm. lange, M. haltica, Lm., sjelden, recent. Psammohia ferrøensis, Ghemn., sjelden. P. vespertina, Chemn., ligesaa. Solecurtus antiquatus. Pult., sparsom. Solen ensis, Lm., sjelden. S. siliqua. Lm., ligesaa. Thracia villosiuscula, Macg., almindelig. T. truncata, Brown, temmelig almindelig, dog mest i brud- stykker. Corbula gibha, Olivi, sparsom. Mya truncata, Lin., mest den tyndskallede form, almindelig i dybere lag, men ogsaa recent paa overfladen; sjelden af betydelig størrelse. Mya arenaria. Lm., almindelig, recent. Panopæa norvegica, Spengl., sjelden, længde ca. 65 mm. Saxicava pholadis, Lin., i mængde, ikke af betydelig størrelse. S. arctica. Lm., almindelig. Zirphæa crispata, Lm., meget sjelden. Teredo norvegica, Spengl., sjelden. Äntalis entalis, Lm., almindelig. Ä. striolata, Stimps., sparsom. Boreochiton sp., ligesaa. Patella vulgata, Lin., sparsom. Tectura virginea, Müll., meget almindelig. 28 DANIEL DANIELSEN. Scutellina fulva^ Müll., almindelig. Lepeta cceca, Müll., meget almindelig, optil 18 mm. lanj Pundurella noachina, Lin., sparsom, længde optil 11- 12 mm. Emarginula fissura, Lin., i mængde. E. crassa, Sow., sjelden. Scissurella crispata, Flem., sjelden. Gibbula cineraria, Lm., ret almindelig. G. tumida, Mont., sjelden. Capulus hungaricns, Lin., ligesaa. Lunatia grønlandlca, Beck. (?), sjelden. L. intermedia, Phil., ret almindelig. L. Montagui, Forb., sjelden. Trichotropis borealis, Brod. & Sow., sjelden. Littorina littorea, Lin., i mængde, recent. L. rudis, Maton, sparsom, recent. L. ohtusata, Lin., i mængde, recent. Lacuna pallidula, da Costa, sjelden. L. divaricata, Fabr., ligesaa. Hydrdbia sp. Onoba striata, Mont., ret almindelig. 0. aculeus, Gould, almindelig. Älvania reticulata, Mont. Ä. punctura. Mont. (?) Rissoa violacea, Desm. R. parva, da Costa. R. interrupta, Ad. R. albella. Lov. R. inconspicua, Ald. Rissostomia membranacea, Ad. Turritella terebra, Lin., sjelden. Bittium reticulatum, da Costa, i mængde. Aporrhais pes pelecani, Lin., meget almindelig. Triforis perversa, Lm., sjelden. SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 29 Parthenia interstinda, Mont. Odostomia sp. Clathurella linearis, Mont., sjelden. Mangelia costata, Don., ligesaa. Trophon clathratus, Lin., ligesaa. Polytropa lapillus, Lin., sparsom. Nassa reticulata, Lm., temmelig almindelig. N. incrassata, Strøm, almindelig. N. pygmæa, Lamk., sparsom. Buccinum undatum, Lin., mest defekte eksemplarer, flere varieteter, sparsom. Neptunea despeda, Lin., sjelden, blot i brudstykker. Cylichna cylindracea, Penn., sjelden. JJtricMlus truncatulus, Brug., sparsom. Endelig nogle defekte eksemplarer af en sipho- eller chryso- domtis-s^. Hertil kommer halanus porcatus, da Costa og h. crenatus, Brug., krabbeklør, skalstykker og pigge af flere echinus-m-ier og echinocyamus, placostegus politus, Fabr. (i mængde), pro- tuta borealis, Lin., pomatoceros tricuspis, Lm., nulliporer o. s. v. Blandt molluskarterne er følgende forherskende : Anomia striata, Brocchi, ostræa edulis. Lm., peden varius. Lm., nucula nudeus, Lm., cardium echinatum, Lin., astarte ellip- tica, Brown, saxicava pholadis, Lm., lepeta cæca, Müll., emarginula fissura. Lm., littorina littorea, Lm., littorina obtu- såta, Lm., rissoa parva, da Costa, bittium reticulatum, da Costa og aporrhais pes pelecani. Lm. Hyppige er ogshdiwald- heimia cranium, Müll., peden islandicus, Müll., cardium fasciatum. Mont., lævicardium norvegicum, Spengl., cyprina islandica, Müll., astarte compressa. Mont., timoclea ovata, Penn., lucinopsis undata, Penn., axinus flexuosus, Mont., macoma calcaria, Chemn., thracia villosiuscula, Magg., mya truncata. Lm., antalis entalis. Lm., nassa reticulata, Lm. og n. incrassata. Strøm. 30 DANIEL DANIELSEN. Størst interesse frembyr denne forekomst derved, at her for første gang fandtes area glacialis, Gray i Nedenes (omtalt i Hellands „Nedenes amt", Iste bind, side 39). Og den findes i en form, som ikke staar tilbage for de største fra Kristiania- feitet. Endel af forekomsten i Hassalviken skulde altsaa stamme fra det celdre arealers tid. Area glacialis er jo en dybvands- form, og det samme er tilfældet med flere af de andre arktiske former paa forekomsten, saaledes antalls striolata, Stimps., panopæa norvegica, Spengl. o. fl. Desuden er af yoldia hyper- borea, Loven fundet et par defekte eksemplarei'. Det fortjener at merkes, at denne forekomst ligger indenfor „Raet", saa Brøggers formodning, at den store form af area glacialis ikke findes indenfor „Raet", gjælder i hvert fald ikke hernede. At den glaciale fauna har levet paa dybt vand, bekræftes ogsaa ved den lidet fremtrædende rolle, som halanus-skallerne spiller. De forholdsvis faa og smaa, som findes, kan jo ogsaa delvis tænkes at være skyllet ned fra grundere vand. Den glaciale fauna er altsaa en dyhvandsfauna, og da den levede her, maa landet saaledes ha ligget temmelig dybt nedsunket. Det stemmer jo ogsaa med, hvad man ved om havlinjens stilling i arcatiden i Kristianiafeitet. Da den marine grænse neppe ligger høiere end knapt 100 meter paa denne del af kysten, kunde det ligge nær at slutte, at den glaciale fauna har levet ved Hassalviken omkring tiden for maximum af nedsynkning. For nærmere at begründe en saadan slutning maa hensyn imidlertid ogsaa tas til, hvad andre glaciale skjælforekomster lærer, og spørgsmaalets yderligere diskussion maa derfor udstaa, til andre forekomster er omtalt. Imidlertid tør det altsaa fastslaaes, at endel af Hassalvikens fauna stammer fra senglacial tid og fra en tid, da landet laa betydelig nedsunket. Saa kommer spørgsmaalet: Fra hvilken tid stammer faunaens mere sydlige element? Fra tidlig eller sen postglacial eller fra recent tid? Sandsynligvis stammer endel af bankens indhold fra noksaa tidlig postglacial tid, og dannelsen har fortsat helt SKJÆLBANKESTUDIFR I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 31 til nutiden. Der findes nemlig repræsenlanter baade for bety- deligere og for ringere dybders fauna, en broget blanding, som der ikke findes sidestykke til hverken paa de ovenfor eller neden- for nævnte forekomster. Følgende af forekomstens arter angis af prof. G, O. Sårs ikke fra mindre dyb end 10 favne. Tallene ved siden angir mindste dyb, naar dette er over 10 favne. Og- saa de arktiske arter er tat med, da mange af disse sandsyn- ligvis ogsaa har holdt sig et stykke ind i den postglaciale tid: Terehratulina caput serpentis, Lm., waldheimia cranium, Müll., anomia striata, Brogghi, pecten septemradiatus, Müll. (20), p. tigrinus, Müll., leda pernula, Müll. (20), 1. minuta, Müll., yoldia hyperborea, Loven (20) ^, area glacialis, Gray (60), cardium fasciatum, Mont., c. minimum, Phil., lucina spinifera, Mont., axinus flexuosus, Mont., tellimya ferrugi- nosa, Mont (18), ahra longicallis, Sgacchi (30), a. nitida, Müll. (20), thracia villosiuscula, Magg., panopæa norvegica, Spengl. (50), antalis entalis, Lm., antalis striolata, Stimps (30), scutel- lina fulva, Müll., puncturella noachina, Lin., emarginula crassa, Sow., scissurella crispata, Flemg. (40), capulus hun- garicus, Lm., lunatia Montagui, Forb. (15), trichotropis bore- alis, Brod. &Sow., alvania reticulata, Mont,, trif oris perversa, Lin., parthenia interstincta. Mont., clathurella linearis, Mont.,^ trophon clathratus, Lm., neptunea despecta, Lin. (20), man- gelia costata, Don. (20) og cylichna cylindracea. Penn (40). Om de fleste af disse og en hel del flere, som ogsaa lever paa grundere vand, maa det vel antas, at de har levet i Hassal- viken i temmelig tidlig postglacial tid. Men der findes ogsaa rent littorale former, som imidlertid ofte samtidig bærer præg af ikke at være meget gamle. Bankens dannelse fortsættes den dag idag ved skallerne af former som mytilus edulis, Lm., cardium edule. Lm., tapes pullastra, Mont., t. aureus, Gmel. ' Egentlig y. limatula, Say. Brøgger antar, at y. hyperborea er en mere høiarktisk form end y. limatula, men at begge er varieteter af samme art. 32 DANIEL DANIELSEN. Og t. virgineus, Lm., scrohicularia piperata, Bell., macoma baltica, Lm., mya arenaria, Lm. og m. truncata, Lm., patella vulgata, Lm., littorina littorea, Lm. og 1. ohtusata, Lm. Har nu bankens dannelse, som tog sin begyndelse allerede i senglacial tid og holder paa endnu, gaaet ganske kontinuerlig? Det er vanskeligt at afgjøre med sikkerhed, men maa vel kunne antas. Afsætningen har i saa fald gaaet meget langsomt for sig, og man har her en ganske eiendommelig modsætning til bankerne i Kloppedalen og paa Østre Askerøen, hvor mægtig- heden er den flerdobbelte og alligevel faunaen meget uniform. Flere faktorer kan ha været medvirkende i dette forhold. Dels er beliggenheden af Hassalviksbanken kanske ikke saa gunstig for udfoldelsen af et rigt dyreliv, dels har dybden gjennem hele den postglaciale tid været større, saa at forekomsten har ligget under det dyb, hvor den hurtigste afsætning af skaller foregaar. Imidlertid er jo høideforskjellen mellem Hassalviken og Østre Askerøens forekomster temmelig ubetydelig, saa den sidste om- stændighed kan neppe være af nævneværdig betydning ved sammenligning mellem disse to. Det kan jo ogsaa tænkes, at endel skjælmateriale paa en eller anden maade kan være bort- ført"; men sandsynligvis er det den lidt ugunstige beliggenhed, som har spillet hovedrollen. Et forsøg paa at rekonstruere lidt af den tidlige post- glaciale fauna gir følgende resultat: Terehratulina caput serpentis, Lm., anomia ephippium, Lin., a. aculeata, Lm., a. striata, Brocchi, [ostræa edulis, Lm.), (hinnites pusio, Lm.), peden septemradiatus, Müll., p. tigrinus, Müll., (p. striatus, Müll.), {lima Loscomhii, Sow.), mytilus modiolus, Lm., nucula nucleus. Lm., cardium echi- natum, Lm., (c. fasciatum, Mont.), c. minimum, Phil., cyprina islandica, Lin., timoclea ovata, Penn., [lucinopsis undata, Peintn), lucina horealis, Lm), axinus flexuosus, Mont., {monta- cuta bidentata. Mont.), {tellimya ferruginosa, Mont.), {mactra ■subtruncata, da Costa), abra alba, Wood, a. longicallis, SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 33 ScACCHi, a. nitida, Müll., {psammobia ferrøensis, Ghemn.), (corbula gihba, Olivi), tectura virginea, Müll., [scutellina fulva, Müll.), emarginula fissura, Lin., scissurella crispata, Flemg., {gihhula cineraria, Lin.), g. tumida, Mont., [capulus hunga- ricus, Lin.), {lunatia Montagui, Forb.), {1. intermedia, Phil.), onoba striata, Mont., [bittium reticulatum, da Costa), aporr- hais pes pelecani, Lm. [triforis perversa, Lin.), parthenia interstincta. Mont.), {clathurella linearis, Mont.), nassa in- crassata. Strøm, buccinuni undatum, Lin. og {utriculus trun- catulus, Brug). — Hertil kommer naturligvis en hel del ark- tiske former, som har holdt sig fra senglacial tid. Dette rekonstruktionsforsøg er gjort paa følgende maade: Jeg har plukket ud de former, som kjendes fra tidlige post- glaciale forekomster i Kristianiafeitet, og som desuden gaar ned til nogenlunde betydeligt dyb (mindst 40 favne ifølge Sårs). Alle disse arter kjendes fra ældre afsætninger i Kristianiafeitet end „isocardialeret og de øvre tapesbanker"' . De i parentes inde- sluttede kjendes ikke fra ældre afsætninger end ,,yngre cardi- mnler, øverste ostræaler og -banker'"''. (Se Brøggers „Sen- glaciale og postglaciale nivåforandringer i Kristianiafeitet", for- tegnelsen side 652—663). Nu viser det sig, at tar man væk de ovenfor nævnte former og alle de arktiske former, kjendes næsten alle de tiloversblevne ogsaa fra Askerøens andre postglaciale skjælforekomster. Af større former er det bare følgende 9, som dette ikke er tilfældet med: solecurtus antiquatus. Pult., mya arenaria, Lin., zirphæa crispata, Lin., teredo norvegica, Spengl., antalis entalis, Lin., emarginula crassa, Sow., turri- tella terebra, Lin., mangelia costata. Don. og cylichna cylin- dracea. Penn. De 6 af disse, nemlig zirphæa crispata, teredo norvegica, emarginula crassa, turritella terebra, mangelia costata og cylichna cylindracea er ogsaa ved Hassalviken meget sjeldne, saa der bare er fundet ét eller høist lo — tre eksem- plarer, af den første endog bare et brudstykke. Solecurtus antiquatus, mya arenaria og cylichna cylindracea (?) horer Nyt Mag. f. Natiirv. XXXXIV. I. 3 DANIEL DANIELSEN. til forekomstens senest indvandrede former og kan følgelig ikke ventes paa de andre forekomster. Tilbage blir da bare antalls entalis, som ved Hassalviken findes i mængde, men ellers ikke kjendes fra Askerøens andre forekomster, naar undtas den nær- liggende Hassalviken 4 m. o. h. Denne form kjendes ellers ikke fra ældre afsætninger i Kristianiafeitet end isocardialeret og de øvre tapesbanker og skulde saaledes kunne ventes ligesaa godt f. eks. i Kloppedalen som i Hassalviken, hvis ikke dybde- forholdene lagde hindringer i veien. Men det er netop det, de sandsynligvis gjør. Formen opgis af Sårs at leve paa dyb fra 10 til 100 favne, altsaa fortrinsvis paa noget dybt vand. Det sandsynligste er vel da, at den levede ved Hassalviken paa den tid, de øvre tapesbanker afsattes. Det ene eksemplar, som er fundet paa forekomsten 4 m. o. h., er vel da udskyllet af en lidt ældre afsætning. Det eksperiment, som er gjorl, at udskille endel former, som skulde indgaa i den tidligere postglaciale fauna paa fore- komsten, synes saaledes ikke at savne berettigelse. At gaa mere i detaljer vil der dog være liden mening i. Hensigten var nærmest at faa island et billede af denne forekomsts fauna i tiden mellem den senglaciale tid og tapestiden og derved søge at paavise kontinuiteten i bankens dannelse. Og jeg mener, der er grund til at tro, at der ikke har været betydelige afbrydelser i dannelsen i tiden fra den senglaciale tid til nutiden. Den videre behandling af denne skjælbanke faar udstaa, til andre forekomster er omtalt. Hassalviksforekomsten er den eneste kjendte utvilsomt glaciale skjælforekomst paa Askerøen, den eneste forekomst, hvor det arktiske element gjør sig merkbart gjældende. Det er tid- ligere nævnt, at man baade i Kloppedalen og paa Østre Asker- øen finder spor af glaciale forekomster i form af indblandede arktiske mollusker i tapesbankerne. For at finde en tiblandet glacial forekomst har jeg maattet forlade Askerøen og ta turen ind til fastlandet. I 1902 holdt man paa med et veianlæg, som SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT, 35 skulde forbinde Vinterstø (ret nord for Lyngør) med hovedveien fra Dybvaag over Løvdal og Laget til Risør. Under dette vei- anlæg tog man grus i bækkeheldet paa sydsiden af Gjevings^ dalføre, og herunder stødte man midt inde i grustaget paa skjæl- førende 1er. Jeg blev først opmerksom paa lerklumper, som laa spredt langs veikanten, indeholdende former som saxicava pholadis, Lin., macoma calcaria, Chemn. og peden islandicus Müll., men ved at følge veien fandt jeg ogsaa 1er paa primært leiested i grustaget. Det var ikke stort parti af leret, som var blottet, og forholdene vanskeliggjorde en nøiere undersøgelse. Imidlertid plukkede jeg ud endel af skjællene og havde dem tilligemed nogle lerprøver med ind til universitetets mineralogiske institut. 1904 besøgte jeg atter stedet og fandt leret igjen; men det var nu yderligere reduceret. Derimod var det denne gang lettere at se, hvad der laa over leret, og dette viste sig at være skiktet morænegrus, snart finere, snart grovere, med større blokke og skurstene. Skjønt det ikke lykkedes mig at forfølge lerlaget ind under morænen, idet en stor stenblok laa iveien, kan der dog neppe herske tvil om lerets og morænens strati- grafiske forhold. Den tanke, at en tidligere moræne siden delvis skulde være borteroderet for at gi plads for leret, er forkastelig, da det ikke kan tænkes, at morænen da havde staaet med saa steile vægge, som den gjør. Sjøen maatte uden tvil ha ødelagt morænens primære lagning og bredt dens materiale jevnere ud- over som underlag for leret. Leret overleies altsaa faktisk af morænen, d. v. s. efter lerets afsætning maa der ha skeet en fremskydning af bræen i dalføret. Det skjælførende 1er ligger lige i veiens nivåa paa dennes mod bakken vendende side. Men nedenunder veien, i siderne af den dalsænkning, hvor Gjeving uld varefabrik ligger, er der gjort et snit i bakken, og her sees tydelig skiktet 1er med brudstykker af saxicava pholadis, Lin. ' Navnet skrives almindelig Giving; men den hyppigste udtale er Gjeving, hvorfor jeg her benytter denne form. 36 DANIEL DANIELSEN. Og store stenblokke. Lerskikternes fald indover er noksaa be- tydeligt. Om leret er skjælførende helt op til veiens nivåa, eller om disse skikter er adskilt fra det skjælførende 1er ovenfor veien ved fossilfrie lag, kan ikke afgjøres, da snittet ikke naar helt op. I leret nedenfor veien er ikke fundet andre fossiler end saxicava pholadis, Lm. i brudstykker. Paa indsiden af veien er fundet følgende: Peden islandicus, Müll., ikke meget stor. Leda pernula, Müll., sjelden. Macoma calcaria, Chemn., ret almindelig, men oftest liden. Enkelte store og tykke eksemplarer. Mya truncata, Lin., sparsom og liden. Saxicava pholadis, Lm., i mængde, af længde optil 39 mm. Lepeta cæca, Müll., almindelig, længde optil 15 mm. Pundurella noachina, Lin., sjelden. Natica dausa, Brod., ret almindelig, temmelig liden. Trophon dathratus, Lm., sparsom, ikke af betydelig størrelse. Desuden halanus crenatus, Brug., protula horealis, Lm., o. s. v. Alle de nævnte molluskarter findes ifølge Sårs ved Spits- bergen, og alle undtagen leda pernula, Müll, ved Grønland og Polarøerne. Faunaen er saaledes ublandet arktisk. Men da det under- søgte parti er saa lidet, kan det neppe være et helt korrekt billede af faunaen, det gir. Det kan jo godt hænde, at der ogsaa har levet nogle boreale former. Imidlertid viser faunaen, selv om den er mangelfuldt kjendt, overensstemmelse med Kristianssands- og Arendalsforekomsternes fauna. Jeg har i et andet arbeide ^ fremsat den hypotese, at Kristianssandsfore- komsternes dannelsestid blev afløst af en tid, da bræerne rykkede frem, saa forekomsterne blev overleiet af morænemateriale eller ^ „Om nogle skjælforekomster ved Kristianssand", „Nyt magazin" 1905. SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 37 udskyllet bræslam. Ogsaa i denne henseende faar man altsaa overensstemmelse, idet Gjevingforekomsten sikkert er overleiet af moræne og saaledes støtter hypotesen. Jeg har i samme arbeide ogsaa fremsat den opfatning, at Kristianssandsforekom- sterne er ældre end det yngste arealer og stammer fra sænk- ningstiden. Er nu, hvad flere omstændigheder jo tyder paa, disse forekomster nogenlunde samtidige med Gjevingforekomsten, skulde ogsaa den være dannet i arcatiden og sandsynligst tinder landets sænkning. Gjevingforekomstens høide over havet er ikke maalt, men er sandsynligvis ca. 18 m. Det underste ligger altsaa nogle meter lavere. Skal man udtale noget om det sandsynlige dyb, hvorpaa forekomsten er dannet, kan dette neppe være stort, men heller ikke ganske ubetydeligt. Det maa vel altid ha været en 20 meter. Da høiden over havet er over 15 m., skulde sjøen ved dannelsen ha staaet mindst 35 m. høiere end nu, kanske 40 m. høiere. Jeg antar endvidere, at forekomsten stammer fra landets sænkningstid. Hvis sænkningen har gaaet nogenlunde hurtig for sig, kan godt leret i det nedre nivåa være dannet paa grundere vand. Da dette 1er er temmelig urent og grusblandet, og skjællene desuden brudt istykker, synes det, som om der ved dets dannelse var livlig slamtilførsel fra dalen. Lerdannelsen blev altsaa afbrudt ved en fremrykning af bræen ned gjennem dalen og en dermed sammenhængende morænedannelse. Faunaen har under dette maattet fortrække længere udover eller ned paa dybere vand, indtil gunstigere tider atter indtraadte. Imens har landet stadig sunket. Hvorvidt den indtraadte koldere periode har havt til følge, at faunaen ved kysten fik et mere arktisk præg, vides ikke, da forekomster fra denne tid neppe nu kan være hævet paa det tørre, idet isbræerne strakte sig omtrent helt ned til den nuværende strand. Det skulde da være, at man ude i den nuværende skjærgaard kunde finde en fauna, som har levet paa den tid, udenfor bræernes rækkevidde. Denne fauna maatte da ventes at ha et temmelig 38 DANIEL DANIELSEN. arktisk præg. Er der nu noget til hinder for at anta, at endel af faunaen ved Hassalviken netop er fra denne periode? Den store form af area glacialis, Gray, yoldia hyperborea, Loven og flere af de andre former i Hassalviken synes at maatte passe her. I saa fald faar vi altsaa forbindelse istand mellem Gjevings- og Hassalviksforekomsten. Den første ligger forholdsvis høit, men er dannet paa forholdsvis grundt vand, den anden ligger lavt, men er dannet paa dybt vand, saa den kan godt være lidt yngre, f. eks. fra den tid, da landet var sunket 50—100 meter. Men synkningen vedvarer, og bræens fremrykning stanser. Hassalviksforekomstens dannelse fortsættes stadig væk, fremdeles væsentlig med arktiske former. Tilsidst naar havet sin høieste grænse, og stigning af landet indtræder atter. Hvorvidt landets dybeste nedsynkning indtraadte samtidig med bræernes sterkeste fremrykning, eller før eller senere, kan for tiden ikke afgjøres. Det sandsynligste er kanske, at bræerne atter var paa retur igjen, da maximum af nedsynkning indtraadte. Da bræerne rykkede tilbage, blev der atter livsvilkaar for en molluskfauna i Gjevingdalen. Den indfandt sig lidt efter lidt, og nu indvandrede, eftersom klimatet blev mildere, den ene form efter den anden. Nogle af de gamle høiarktiske arter holdt sig længe, andre maatte gi labt straks, atter andre kjæmpede en kort tid en haabløs kamp. Findes der nu forekomster med repræsentanter for denne tid? En saadan forekomst lykkedes det mig at finde sommeren 1904, netop paa Gjeving. Ned gjennem dalen løher en elv eller en hcek, som har sit udspring fra Stordals van det, og som ved Gjeving driver en klædes- klemmefabrik foruden den tidhgere nævnte uldvarefabrik. Ovenfor klemmefabriken er der bygget en dam, og lige i dennes øvre ende, der hvor elven begynder at løbe med svagere strøm, fandt jeg i elveleiet i ca. 20 m. høide over havet nogle forvitrede skjælrester. Paa den anden bred fandtes flere slige, særlig af balanus por- catus, DA Costa, mya iruncata, Lm. og pecten islandicus, Müll., og ved gravning i elveleiet fandtes en forekomst, indeholdende SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 39 ustyrtelige masser af disse og adskillige andre marine former. Faunaen indetiolder følgende arter: Anomia epMppium, Lm., almindelig. A. aculeata, Lin., sparsom. Peden islandicus, Müll., i stor mængde, længde optil 105 mm. P. tigrinus, Müll., sparsom. Mytilus edulis, Lm., rei almindelig i brudstykker af optil 70 — 80 mm. lange eksemplarer. M. modiolus, Lm., sparsom, brudstykker af store eksem- plarer. Nucula tenuis, Mont., sjelden, længde 7 mm. iV. nucleus, Lm., sjelden, længde 10 mm. Area glacialis, Gray, et eksemplar af IOV2 mm. længde. Tridonta borealis, Chemn., meget almindelig, optil 41 mm. lang. Astarte compressa, Mont., spai-som, af middelstørrelse. A. elliptica, Brown, i mængde, optil 35V2 mm. lang. Axinus flexuosus, Mont., ca. 13 mm. lang. Ahra longicallis, Scacchi, ret almindelig. A. prismatica, Mont,, et eksemplar af 9 mm. længde. Macoma calcaria, Chemn., i mængde, optil 35 mm lang. Mya truncata, Lm., i stor mængde, af betydelig størrelse, flere varieteter. Saxicava pholadis, Lm., i mængde, tykskallet, baade lang og kort, max.længde 48 mm. S. arctica, Lm., almindelig. Zirphæa crispata, Lm., et enkelt, lidet eksemplar. Boreochiton sp., nogle led. Tectura rubella, Fabr., ret almindelig, længde optil 13 mm. Lepeta cæca, Müll., ret almindelig. Længde optil 12 — 13 mm. Puncturella noachina, Lin., sparsom. Margarita cinerea, Couth., sjelden. 40 DANIEL DANIELSEN. Oïbhula tumida, Mont., ret almindelig. Lunatia grønlandica, Beck (?), sjelden og liden. L. intermedia, Phil., sjelden. Natica clausa, Brod., sparsom, oplil nogle og 30 mm. lang. Trichotropis horealis, Brod. & Sow., sjelden. Littorina sp. (littoreaP), sparsom. Onoha striata. Mont., sjelden. Bela tenuicostata, M. Sårs, ligesaa. B. trevellyana, Turt., ligesaa. Trophon clathratus, Lin., sparsom. Buccinum undatum, Lin., almindelig, længde optil 100 — 110 mm. Neptunea despecta, Lin., almindelig, længde optil 120 — 130 mm. Chrysodomus Turtoni, Bean.^, nogle faa meget unge eksemplarer. Hertil kommer halanus porcatus, Da Costa, i stor mængde og store eksemplarer, b. crenatus, Brug., spar- sommere, skalstykker og pigge af forskjellige echinider, placo- stegus politus, Fabr., pomatoceros tricuspis, Lin. (almindelig), protula horealis, Lin., hryozoer o. s. v. Forekomsten maa vel siges at være temmelig righoldig i sit slags. Et ganske overfladisk blik paa faunalisten viser, at størsteparten af formerne er arktiske eller saadanne boreale, som gaar langt mod nord. Undersøger man formernes ældste kjendte forekomst i Kristianiafeitet, finder man, at allesammen paa 9 nær findes i saa gamle afsætninger som „yngre og yngste arealer og portlandialer etc, øvre myabanker i Smaa- lenene". 4 kjendes først fra „cyprinaler etc, lavere myabanker i Smaalenene, øvre myabanker i Kristianiadalen", nemlig mar- garita cinerea, gibbula tumida, trichotropis borealis og littorina littorea (og 1. rudis). 2 kjendes først fra „ældste ' ØYEN, som har undersøgt et eksemplar, bemerker, at det sandsynligvis er denne form; men eksemplaret var noget lidet til, at det kunde af- gjøres med absolut sikkerhed. SKJÆLBANKESTUDIER 1 DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 4L cardiumler, laveste myabanker i Smaalenene, lavere myabanker i Kristianiadalen", nemlig pecten tigrinus og nucula nucleus. 1 kjendes først fra „yngre cardiumler, øverste ostræaler og -banker", nemlig lunatia intermedia. 1 kjendes først fra „isocardialer og øverste tapesbanker", nemlig ahra prismatica. Endelig har vi chrysodomus Turtoni, som ikke tidligere er fundet i senglaciale eller postglaciale afleininger her i landet. Den angis af Sårs at leve paa dybder fra 20 til 100 favne og lindes i Østfinmarken og Trondhjemsfjorden, men er ellers udenfor Norge kun kjendt fra England. Hvad de øvrige speciell fremhævede 8 formers nuværende udbredelse angaar, kan føl- gende bemerkes (efter Sårs): Margarita cinerea og trichotropis horealis er egte arktiske former. Den første gaar ikke sønden- for Lofoten, den anden gaar saa langt sydpaa som til det vest- lige Norge og kjendes ogsaa fra England. De lever paa dy b fra 10 til 130 og 150 favne. Gihhula tumida gaar ikke læn- gere nord end til Vestfinmarken, men mod syd til Middelhavet, lever paa 3 — 100 favnes dyb. Littorina littorea gaar til Øst- finmarken og til England, dyb — 3 favne; littorina rudis gaar længere baade nordover og sydover; der kunde kanske ogsaa være tale om littorina palliata, Say., som er en ægte arktisk form, der gaar baade til Østfinmarken og til Grønland, Pecten tigrinus gaar nordover til Vestfinmarken og sydover til Middel- havet, dyb 10 — 100 favne. Nucula nucleus gaar til Lofoten og til Middelhavet, dyb 5 — 100 favne. Abra prismatica gaar til Vestfinmarken og Island samt til Middelhavet, dyb 10—100 favne. Lunatia intermedia gaar til Lofoten og Island og til Middelhavet, dyb 5—80 favne. De forherskende former er følgende 3: Balanus porcatus, Da Costa, pecten islandicus, Müll., og Mya truncata, Lin. Desuden findes i mængde astarte elliptica, Brown, macoma calcaria, Chemn., og saxicava pholadis, Lin. Hyppige er ogsaa tridonta horealis, Chemn., huccimim undatum, Lin., og neptunea despecta, Lin. — Af særlig interesse er forekomsten 42 DANIEL DANIELSEN. af area glacialis, Gray. Den viser, at denne interessante mol- lusk hernede har holdt sig temmelig langt ind i den senglaciale tid. Den er rigtignok nu meget sjelden, idet blot ét eksemplar er fundet i Gjevingelven. Af andre dybvandsformer kan merkes bela tenuicostata, M. Sårs, som ogsaa kjendes fra Kristianssands- forekomsterne. Spørger man om det dyb, hvorpaa denne forekomst er dannet, kommer man i vildrede. Der lindes baade udprægede littbralformer, som mytilus edulis, zirphæa crispata og litto- rina littorea, og ligesaa udprægede dybvandsformer, som area glacialis, ahra longicallis og bela tenuicostata. At disse har levet samtidig paa forekomsten, kan neppe antas, og man tvinges da til den forklaring, at forekomstens dannelse har vedvaret gjennem et længere tidsrum med betydelige nivaaforandringer eller fundet sted til vidt adskilte tider. Imidlertid er det hverken de udprægede littoralformer eller de udprægede dybvandsformer, som er de forherskende. De former, som gir forekomsten dens præg, er saadanne, som har temmelig vid bathymetrisk ud- bredelse, men dog fortrinsvis holder sig paa noksaa moderate dybder. De forherskende former kan vel karakteriseres som egte my abankef ormer, og hovedmassen skulde efter dette være afsat paa relativt grundt vand i myatiden. Landet har under hele afsætningen befundet sig i stigning, saa det først afsatte er dannet paa dybt vand, sandsynligvis omkring maximum af nedsynkning. Til denne ældste fauna paa forekomsten maa vel bl. a. regnes area glacialis, som baade er en dybvands- form og tidlig uddød her sydpaa. Denne fauna er saa under landets stigning og klimatets mildnen gradvis biet afløst af den egentlige myabankefauna, som er den overveiende paa fore- komsten. Ikke usandsynligt er det, at dannelsen har fortsat helt ned til den postglaciale tids begyndelse, idet, som ovenfor nævnt, flere former blot kjendes fra postglaciale forekomster i Kristianiafeitet. Repræsentanterne for dette yngste faunaelement maa da være former som abra prismatica og lunatia inter- SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 43 media samt pecten tigrinus og nucula nucleus, end vid ere de rene littoralf ormer, som først nu, efteråt en stor del af hæv- ningeii var tilendebragt, har fundet de passende bathymetriske forhold. Imidlertid gaar jo selv de sydligste af forekomstens former saa langt nord som til Lofoten, saa man behøver ikke at anta, at afsætningen har vedvaret langt ind i den post- glaciale tid. Det maa jo ogsaa erindres, at de nyindvandrede former kan ha optraadt lidt tidligere her end i Kristianiafeitet. Om Gjevingelvens forekomst kan forøvrigt merkes, at grund- massen, hvori skjællene ligger, ikke er grus eller skjælsmulder, men temmelig rent, finslemmet blaaler. Vilkaarene for opbe- varing har derfor været udmerkede, saa at selv de spinkleste former som regel ei" lette at bestemme. Ovenpaa leret ligger i elveleiet fuldt af grus og rullesten som almindelig. Om materialet er bearbeidet, saa den primære lagning er forstyrret, tør jeg ikke sige. De forhold, hvorunder gravningen fandt sted, i en rindende bæks leie, var til hinder for al iagtta en mulig tilstede- værende forskjel i faunaen i de forskjellige skikter. Jeg fik ikke det indtryk, at dybvandsformerne og de arktiske former fortrinsvis fandtes i dybden, littoralformerne og de sydligere former fortrinsvis i overfladen. Den eneste iagttagelse, jeg gjorde, af denne art, var, at lige under grus- og rullestenslaget laa der temmelig mange skaller af neptunea despecta. Dette skulde jo ikke netop bestyrke den anskuelse, at afsætningen sluttede med grundvandsdannelser i postglacial tid; men det h'gger jo nær at anta, at neptuneaskallerne paa grund af sin størrelse har let for at sættes i bevægelse af våndet og saaledes faar en tilbøielighed til at holde sig paa overfladen. Skallerne var ofte sterkt medtat, saa de bar præg af at ha ligget og rullet paa bunden. Under et ophold af nogle timers varighed paa Tro m øen sommeren 1904 traf jeg ved gaarden Nord al paa et sted, hvor der nylig var gravet i jorden til adskillig dybde. Stedet ligger tæt ved sjøen og neppe mere end vel 2 meter hævet over dennes DANIEL DANIELSEN. nivåa. Ved henvendelse paa gaarden fik jeg besked om, at man havde gravet ned en 6 — 8 fod, saa man har temmelig sikkert gravet ned til sjøens nivåa. Det opgravede materiale var kastet i en haug ved siden af og bestod dels af almindeligt grus, dels af klumper med skjælførende 1er. Da tiden ikke strak til Hl straks at foreta en nøiere undersøgelse og udpluk- ning paa stedet, tog jeg bare et par liter med i en pose som prøve og plukkede heraf, da jeg kom hjem, ud følgende arter: Anomia ephippium, Lin., adskillige eksemplarer. A. aculeata, Lin., et par eksemplarer. Peden islandicus, Müll., adskillige brudstykker. Mytilus edulis, Lin., endel brudstykker. Astarte elliptica, Brown, et par hele eksemplarer. Timoclea ovata, Penn., et eksemplar. Lucina horealis, Lin., et brudstykke. Macoma calcaria, Chemn., endel eksemplarer. Saxicava pholadis, Lm. og s. ardica, Lm., adskillige eksemplarer. Boreochiton sp., et stykke. i Patella vulgata, Lm., et par brudstykker. i Lepeta cæca, Müll., adskillige eksemplarer af betydelig størrelse. Pundurella noachina, Lm., et eksemplar. > Margarita cinerea, Couth., et helt eksemplar. ' Gihhula cineraria, Lm., et par brudstykker. Lunatia grönlandica, Beck, et eksemplar. Littorina sp. (littorea?), et par brudstykker. Trophon dathratus, Lin., et helt eksemplar. Endehg fandtes et brudstykke, som var for hdet til, at man kunde afgjøre, om det var af polytropa lapillus, Lm. eller af trichotropis borealis, Brod & Sow. Desuden halanus-sp. Da man ved gravningen først havde arbeidet sig gjennem et lag med sand, er der sandsynligvis fra dette kommet med. SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 45 endel former af postglacial oprindelse. Som saadanne kan vel sikkert ansees timodea ovata, Penn., lucina horealis, Lin., patella vulgata, Lm. og gibhula cineraria, Lin., sandsynligvis ogsaa littorina littorea, Lin. Mytilus edulis, Lm. og de to anomia-arier stiller sig mere tvilsomme. Det kan vel hænde, de hører med til den glaciale forekomst, da de ikke fandtes saa sparsomt som de først nævnte og jo ogsaa kjendes fra andre senglaciale forekomster paa dette kyststrøg. Forekomsten er sandsynligvis ganske righoldig, naar et saa lidet materiale, hvoraf ovenikjøbet en stor del ikke var 1er, gav et saapas stort udvalg. Forekomsten ligger som nævnt lige nede i havets nivåa og fortsætter sandsynligvis under dette. Det sandsynligste er vel da, at den stammer fra landets sænkningstid. I saa fald maa den være lidt ældj'e end forekomsten i grustaget paa Gjeving, som har lignende fauna, men ligger i større høide, og omtrent af samme alder som nogle af Kristianssandsforekomsterne, som ogsaa ligger helt nede i havets nivåa. — Skulde denne forekomst, som neppe kan være dannet paa særlig dybt vand, stamme fra stigningstiden, maatte den være fra en tid, da landet var hævet til at ligge ca. 20 meter lavere end nu, d. v. s. om- trent i samme høide, som da de øvre tapesbanker dannedes. Der findes jo postglaciale skjælbanker paa Tromøen i vel 10 m. høide (se Brøggers „Sengl. og postgl. nivåforandr. i Kristiania- feitet", side 534 — 535), og ved deres dannelse maa vel havet ha staaet ca. 20 m. høiere end nu. Skulde derfor den her om- handlede glaciale lerforekomst stamme fra stigningstiden, maatte man med nødvendighed anta en postglacial sænkning, og det en af meget lang varighed, vistnok begyndende i senglacial tid. Det skulde da synes meget rimeligere, at denne forekomst er dannet under landets senglaciale sænkning, dengang da havet ikke naadde høiere end ca. 20 meter over nuværende strand. Denne forekomst er i saa fald den ældste eller i hvert fald en af de ældste, som kjendes paa dette kyststrøg. Det er muligt 46 DANIEL DANIELSEN. eller vel endog rimeligt, at endel af Hassalviksbanken er fra samme tid. Dette kan dog ikke være arcafaunaen, da den jo er en dybvandsfauna og derfor maa være noget yngre, fra et mere fremrykket stadium af nedsænkning. Derimod maa det være en fauna, bestaaende af nogenlunde de samme former som paa Tromøforekomsten, f. eks. astarte elliptica, Brown, ma- coma calcaria, Chemn., saxicava-arterne, lepeta cæca, Müll., o. fl. Disse former, særlig den første, hører netop til de mest fremtrædende, naar man kommer et stykke ned i banken i Hassalviken. At det lavestliggende 1er paa Nedeneskysten har en saadan fauna, mens det i Kristianiafeitet har en yoldiafauna, kan ikke ansees som nogen indvending mod, at dette 1er skulde være det ældste. At sammenligne forekomsterne netop paa basis af deres høide over nuværende havlinje, er jo i og for sig ganske vil- kaarligt. At det er en praklisk, hensigtsmæssig fremgangs- maade, kan nok indrømmes, naar man blot ikke lægger mere i det, end der bør lægges, og antar, at havlinjen engang, f. eks. i yoldialerets afsætningstid, indtog akkurat samme stilling hele kysten nedover som nu. Der er intet iveien for at anta, at den- gang havet i Smaalenene og Jarlsberg stod i samme høide som nu, og da der afsattes yoldialer langs kysten udenfor, at landet dengang her sydpaa laa endel høiere end nu. Isaafald maa jo yoldialeret her sydpaa søges et stykke tilhavs. Det er ikke for tiden hævet paa det tørre. Det tør her være paa sin plads at minde om „Raets" forløb. „Raet" ligger jo i Smaalenene og Jarlsberg paa land, mens det fra Langesundsfjorden af og syd- over ligger ude i sjøen og først paa Tromøen gaar paa land igjen. Nu findes jo det egentlige yoldialer i Kristianiafjordens omgivelser blot udenfor „Raet", og hvis det samme er tilfældet i Nedenes amt, maa yoldialeret ogsaa af den grund søges et stykke tilhavs. De ældste lerafsætninger, d. v. s. de lavest- liggende, er derfor ikke samtidige med yoldialeret paa Østlandet, men noget yngre, sandsynligvis fra arcatiden. En saadan er SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 47 da forekomsten paa Tromøen. Den ligger indenfor „Raet" og er efter min mening dannet paa relativt grundt vand i arca- tiden, gjerne i et noksaa tidligt afsnit af denne. Ved det samme besøg paa Tromøen tog jeg ogsaa med mig endel skjælmateriale fra en anden lavtliggende forekomst af ganske anden karakter. Forekomsten ligger i dalsænkningen indenfor den høideryg, hvorpaa Tromø kirke ligger, mellem denne og gaarden Bakke, og vistnok i ganske ubetydelig høide over havet. Skjælsanden er her, ialfald efter en flygtig over- sigt og det medbragte materiale at dømme, næsten ganske blottet for større former. Bittium reticulatum, Da Costa, som ogsaa gjennemsnitlig er mindre end vanligt, er for en ren kjæmpe at regne ved siden af de andre smaaformer. Faunaen har for- resten ikke større interesse og er heller ikke nøie undersøgt paa grund af besværligheden ved at bestemme smaaformerne. Foruden molluskskaller fmdes massevis af echinuspigge. Følgende former er fundet paa forekomsten: Anomia epMppium, Lin., liden, sparsom. A. acideata, Lm., ligesaa. Mytilus edulis, Lm., meget smaa eksemplarer, sparsom. Cardium exiguum, Gmel., sjelden. G. fasciatum, Mont., sparsom. Timoclea ovata, Penn., ligesaa. Tapes pullastra, Mont., meget liden, sjelden. Mactra suhtruncata, Da Costa, et eksemplar. Ahra alba, Wood, sjelden. Thracia villosiuscula, Magg., sparsom. Saxicava ardica, Lm., sparsom, meget liden. Boreochiton, sp., nogle stykker. Tedura virginea, Müll., sparsom. Gihbula cineraria, Lin., ligesaa. Littorina sp. (littorea?), et lidet eksemplar. Lacuna pallidula, Da Costa, ret almindelig, liden. L. divaricata, Fabr., ligesaa. 48 DANIEL DANIELSEN. Hydrohia sp., almindelig. Onoha striata, Mont., ligesaa. O. aculeus, Gould, ligesaa. Rissoa parva. Da Costa og andre rissoœ, i mængde. Bittium reticulatum, Da Costa, almindelig, oftest liden. Endvidere pigge og skalstykker af echinus og echinocyamus, brudstykker af halanus-sp., hrahheben m. m. Om forekomstens alder kan der vel ikke herske tvil, trods den beskedne rolle, som de lusitaniske former spiller. Den maa ifølge faunaens karakter forresten og ifølge sin beliggenhed hen- regnes til de lavere tapeshanker. Skal man saa tilslut fastslaa, saavidt det lar sig gjøre, rækkefølgen af disse skjælforekomster paa Nedeneskysten og deres plads i de afsnit, hvori Brøgger efter studier særlig i Kristianiafeitet har inddelt vort lands geologiske historie efter sidste nedisning, faaes følgende resultater: 1) Fra ratiden (det celdre yoldialers tid) kjendes ingen forekomster. Dette har sin naturlige forklaring i den omstæn- dighed, at „Raet" hernede ligger ude i sjøen. Ved Askerøen løber det som en grund banke („Baaen") omtrent parallelt med kysten udenfor de yderste skjær, i en afstand fra Askerøens indside af vel 2 km., og ryggen hæver sig aldrig høiere end til 9 meter under havfladen. Udenfor Sandøen hæver ryggen sig til 6 meter under havfladen, men synker saa atter udenfor Bor- øen, indtil den udenfor Flosterøen hæver sig over havfladen og danner rullestensholmen „Maalen". Fra det punkt af nærmer ] den sig indover mod Tromøen, paa hvis vestlige del den gaar paa land efter først at ha dannet holmen Tromlingen. Da jo yoldialeret ifølge Brøgger ikke findes indenfor „Raet" i Kristi- aniafeitet, kan man heller ikke hernede vente at finde yoldialer nogensteds hævet paa det tørre. SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 49 2) De laveste forekomster hernede maa da stamme fra tiden efter, da nedsynkningen var naaet saa langt, at havet stod ca. 20 m. høiere end nu. Den lavestliggende og ældste forekomst er den paa Tromøen og delvis Hassalviksforekomsten. De stammer antagelig fra et noksaa tidligt trin af arcatiden, er dannet paa relativt grundt vand i den tid. Det egentlige arealer er vistnok for tiden ikke hævet paa det tørre. Ihvert- fald findes blot ubetydelige rester af det i Hassalviken. Lidt yngre end disse forekomster er forekomsten i Gjevings grustag. Ved dens dannelse, som ogsaa har fundet sted i arcatiden, stod havet saapas høit, at enkelte yderposter af selve arca- faunaen kan ha levet i Hassalviken. 3) I Hassalviken kan mnligens ogsaa denne fauna ha holdt sig under den tid, som nu begyndte, og som afløste arcatiden, nemlig tiden for bræernes fornyede fremrykning, hvis vidnes- byrd findes i morænen i Gjevings gruslag oven paa leret. Og nu sank desuden landet yderligere, saa ogsaa de bathymetriske forhold blev mere passende for en dybvandsfauna. I den tid har da i Hassalviken levet foruden area glacialis. Gray, ogsaa antalis striolata, Stimps og andre dybvandsformer samt en hel del, som ogsaa trives paa grundere vand. 4) Omsider var ogsaa for denne gang isens herredømme brudt, bræerne tråk sig tilbage, og maximum af nedsynk- ning indtraadte, hvorpaa der atter blev stigning. Fra denne første del af stigningstiden stammer Gjevingelvens forekomst. Først har dybden paa stedet været stor, og der har levet en dybvandsfauna, blandt hvis repræsentanter vi for sidste gang møder vor gamle bekjendt area glacialis. Men stigningen har gaaet hurtig for sig, og omsider blev vilkaarene gunstige for den udprægede myabankefauna, som er den forherskende paa forekomsten. Vi er altsaa nu utvilsomt i myatiden. Hassal- viksbankens dannelse vedvarer sandsynligvis fremdeles, 5) Den følgende tid er den mindst kjendte; men saa er jo ogsaa tilfældet andetsteds. Endet af faunaen paa Hassalviks- Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIV. I. 4 &Ô DANIEL DANIELSEN. forekomsten stammer sikkert fra denne tid, sandsynligvis ogsaa en liden del af Gjevingelvsforekomstens fauna. Der kjendes ingen forekomster, som i sin helhed stammer fra denne tid, Brøggers „ostræahankernes tid". 6) Saa kommer tapeshankernes tid. De øvre tapesbanker er repræsenteret ved Kloppedalsforekomsten, de lavere ved forekomsterne paa Østre Askerøen, Hassalviken (å m. og m. 0. h.), Skotfurra og Tromøen samt tildels „Holla" og Mær- holmen. Den alleryngste postglaciale og den récente strand- fauna er endelig repræsenteret paa de to sidste og paa den laveste Hassalviksforekomst. Dette er de slutninger, jeg har troet at kunne trække af mine skjælbankestudier i Østre Nedenes. Enkelte af dem vil muligens forekomme forhastede eller mindre godt belagte med kjendsgjerninger. Nu, isaafald faar kjendsgjerningerne komme ved de fortsatte undersøgelser, som fremtiden vil bringe. Enkelte paastande vil muligens bli modbevist, andre bli staaende. Ihvert- fald lør det vel siges, at man nu kjender saapas til dette kyst- strøgs glacialgeologiske forhold, at man kan bringe overens- stemmelse island med forholdene baade østenfor og vestenfor. Men ét problem venter endnu paa sin løsning, problemet om den postglaciale sænkning. Fortsatte studier af disse forhold vil derfor fremdeles være nødvendige, baade for at løse oscil- lationsproblemet og for at faa mere "detaljeret kjendskab til faunaens indvandring og de klimatiske forandringer. SKJÆLBANKESTUDIER 1 DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 51 Supplement. Sommeren 1905 har jeg gjort nogle supplerende iagttagelser over skjælbankerne paa Askerøen med omgivelser. Resultaterne meddeles i et tillæg, da arbeidet allerede var indsendt til trykning, saa blot nogle forandringer i høideangivelserne kunde foretas under korrekturen. Sommerens undersøgelser blev gjort i den hensigt, om muligt, at bringe paa det rene, hvor stor de før beskrevne skjæl- bankers mægtighed er, og hvad underlaget bestaar af. Det viste sig imidlertid, at det 2 m. lange, tynde jordbor, jeg benyttede, næsten ingensteds naadde gjennem skjælbankerne. Jeg borede saaledes i bunden af en vel 2 m. dyb brønd paa Østre Asker- øen uden at komme gjennem skjællaget. Dettes mægtighed er altsaa her over 4 m. Heller ikke iKloppedalens midtre parti naadde boret gjennem skjælbanken. Da der paa det sted, hvor boringen foregik, tidligere er udgravet ca. 2 m. skjælmasse til veifyld, har ogsaa her mægtigheden været mindst 4 m. I det yderste og laveste parti derimod naadde boret et sted gjennem skjællaget og ned i et lerlag, hvis fauna dog ikke undersøgtes nøiere. I borprøven fandtes af bestembare dyrelevninger blot en echinuspig. Om høideii af Kloppedalsforekomsten kan her anføres, at det yderste og laveste parti naar ned til ca. 10 m. høide, det midterste parti op til ca. 15 m. høide over havet. Størsteparten af bankens overflade ligger i ca. 13 m. høide. Disse holder er 52 DANIEL DANIELSEN. ligesom de følgende maalt sidste sommer, ved hjælp af wrede- speil. De kan derfor ikke ansees for meget nøiagtige. Disse boringer har, som det vil sees, blot bekræftet, hvad man paa forhaand maatte anta, at skjælbankerne paa Askerøen har ikke ubetydelig mægtighed. Imidlertid kunde saadanne bo- ringer ogsaa gi besked om bankernes udstrækning udenfor det omraade, hvor de ligger fremme i dagen. Jeg fulgte paa en udflugt Kloppedalens dalføre vestover i skogen til de myrer og tjern, hvorfra Kloppedalsbækken har sit udspring. I denne skog- strækning fandtes ved boring skjæl paa mange steder i 1 — IV2 m. dyb. De former, som kom op i boret, var selvfølgelig næsten udelukkende smaaf ormer; men de gir dog ganske god besked om faunaens karakter: en egte tapeshankfauna. Disse skjæl- forekomster er da vistnok ogsaa bare forlsættelser eller udiøbere af Kloppedalsforekomsten, om de end delvis ligger i noget større høide. I en myr fandtes i 3 borprøver følgende former: Tedura virginea, Müll. Gibhula cineraria, Lm. Lunatia intermedia, Phil. (?) Lacuna divaricata, Fabr. Hydrohia sp. Onoba striata, Mont. 0. aculeus, Gould. Rissoa parva, da Costa. R. inconspicua, Ald. Rissostomia memhranacea, Ad. Bittium reticulatum, da Costa. Parthenia interstincta. Mont. Utriculus truncatulus, Brug. Overfladen af denne myr ligger ca. 17 m. 0. h. og skjællene i 1 m. dyb, altsaa ca. 16 m. 0. h. I en anden myr i ca. 18—19 SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 53 m. høide bestod underlaget af en mere leragtig jordart, hvori følgende former ifølge borprøven: Mytilus edulis, Lin, Cardium sp. (en af de smaa former). Bittium reticulatum, da Costa. Ogsaa her fandtes skjællene i ca. 1 m. dyb, altsaa 17 — 18 m. 0. h. I en 3dje myr, som laa lidt høiere, ca. 20 m. o. h., og isoleret fra de andre, fandtes virkeligt hlaaler med arMisJc fauna. I boret iagttages nemlig følgende former: Pecten islandicus, Müll., en hel del brudstykker. Lepeta cceca, Müll., et lidet, helt eksemplar og nogle brudstykker. Desuden tvilsomme rester af mytilus edulis, Lin. macoma calcaria, Chemn. og protida borealis, Lin. De yderste af de myrer, hvori jeg fandt skjælforekomster med tapesbankfauna, ligger omtrent midt paa øen, dog kanske nærmere udsiden. Helt paa udsiden, noksaa nær sjøen, borede jeg ogsaa i en myr i ca. 17 m. høide og fandt ogsaa her tapes- bankernes smaaformer. Denne myr ligger ganske adskilt fra de andre, og forekomsten her kan saaledes neppe betragtes som en udiøber af Kloppedalsforekomsten, om den end er dannet paa samme tid. Endelig borede jeg i en blød myr paa sydostsiden af Kloppe- dalen og fandt her: Gibbula cineraria, Lm. Bittum reticulatum, da Costa. Disse var de eneste bestembare former i den ene prøve, som toges. Men der kan vel neppe være nogen tvil om, at ogsaa dette er en tapeshanke. Høiden er her noget større, idet overfladen ligger ca. 22 m., skjællene ca. 21 m. o. h. 54 DANIEL DANIELSEN. Det kan saaledes faslslaaes, at tapesbankerne paa Askerøen naar op til niindst 21 m. høide. Omtrent i samme høide findes ogsaa glacialt 1er. Den naturligste forklaring paa dette forhold er vel da, at glacialleret stammer fra sænknings-, skjælbankerne fra stigningstiden. I skogen østenfor Østre Askerøen prøvede jeg ogsaa at bore flere steder. Enkelte af de myrer, jeg borede i, havde 1er i bunden; men ingensteds fandt jeg skjæl. Disse myrstrækninger ligger gjennemgaaende lidt høiere end de vestenfor. Ler fandtes optil ca. 30 m. høide. Medens paa Askerøen glaciale skjælforekomster blot synes at findes meget sparsomt i nogen høide over havet, er de nede i stranden overordentlig udbredt. Dog er der altid ind blandet former fra postglacial og recent tid. Saadan var det i Hassal- viken og saadan ogsaa paa en forekomst paa Løktene, som jeg besøgte isommer. Et par timers gravning i stranden her gav følgende udbytte: Terehratulina caput serpentis, Lin. Waldheimia cranium, Müll. Anomia epMppium, Lm. A. aculeata, Lin. A. striata, Brocghi. Ostræa edulis, Lin. Pecten varius, Lin. Jj P. islandicus, Müll., i et parti i ustyrtelig mængde i 1er, optil 105 mm. lang. P. tigrinus, Müll. Mytilus edulis, Lm. M. modiolus, Lm., i mængde i et parti, optil 125— 130 mm. lang. Nucula nucleus, Lin. Leda pernula, Müll. Cardium fasciatum, Mont. 1 SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 55 Lœvicardiuni norvegicum, Spengl. Gyprina islandica, Müll. Ästarte compressa, Mont. Ä. elliptica, Brown, i mængde. Timoclea ovata, Penn. Ludna borealis, Lm. Äbra longicallis, Scacchl Macoma calcaria, Chemn. Solen sp. Gorbula gibba, Olivl Mya truncata, Lin., i mængde i enkelte partier af leret. M. arenaria, Lin. Saxicava pholadis, Lin. og s. arctica, Lin., almindelige Gg store. Antalis striolata, Stimps. Lepeta cceca, Müll. Puncturella noachina, Lm. Gibbula cineraria, Lin. G. tumida, Mont. Littorina littorea, Lin. L. obtusata, Lm. Bissoa parva, da Costa. Rissostomia membranacea. Ad. Bittium reticulatum, da Costa. Polytropa lapillus, Lin. Nassa incrassata, Strøm. Buccinum undatum, Lin. Neptunea despecta, Lin, Hertil kommer balanus sp., placosiegus politus, Fabr., pomatoceros tricuspis Lin. o. s. v. Dette er vistnok ikke paa langt nær nogen udtømmende fortegnelse over arierne. Men den viser ialfald saa meget, at 56 DANIEL DANIELSEN. man her ligesom i den nærliggende Hassalviken har en blandet fauna, hvor det arktiske element ikke er det mindst fremtrædende. Forekomsten ligger paa en fremstikkende pynt paa Løktene. Skjællene i overfladen ligger i almindelig strandsand og grus; men man behøver neppe at grave en fod ned for at støde paa 1er, hvori de fleste skjæl ligger, særlig former som peden islan- dicus, Müll., mytilus modiolus, Lm., mya truncata, Lm. og saxicava-arterne. Disse sammen med astarte elliptica, Brown maa siges at være de forherskende. Tilsidst skal beskrives en postglacial skjælforekomst ved Bergendal mellem Gjeving og Størdalsvandet. Det er før nævnt, at der i et grustag i morænen paa sydsiden af Gjevingdalen findes en lerforekomst med lutter arktiske mollusker og et stykke længere inde i dalen, i Gjevingelvens leie, en forekomst, hvor de arktiske former i mindre grad er opblandet med sydligere. Følger man nu elveleiet videre indover, sees paa bunden skjæl af rent postglacial oprindelse. Paa elvens sydlige bred, syd for gaarden Bergendal, er forholdene ret gunstige for gravning i skjællaget, og her fandt jeg sidste sommer følgende former: Anomia striata, Brocghi., sparsom. Ostræa edulis, Lm., almindelig. Peden varius, Lm., sparsom. P. opercularis, Lm,, et eksemplar. P. islandicus, Müll., nogle brudstykker. Mytilus edulis, Lm., nogle defekte eksemplarer og mindre brudstykker. Nucula nudeus, Lm., et par eksemplarer. Cardium edule, Lm., ligesaa. C. nodosum, Turt. G. exiguum, Gmel. C. fasciatum, Mont. Gyprina islandica, Müll., et brudstykke. Tapes pullastra, Mont., ret almindelig. SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. 57 Lucina horealis, Lm., sparsom. Äxinus flexuosus, Mont., ret almindelig. Montaouta hidentata, Mont., nogle exemplarer. Ähra longicallis, Scacchi, i mængde. Solen sp., iiogle faa brudstykker. Corhula gibha, Olivi, et par eksemplarer. Mîfa truncata, Lm., nogle brudstykker. Saxicava pholadis, Lm. og s. ardica, Lm,, spar- somme. Boreochiton sp., nogle led. Tedura virginea, Müll., ret almindelig. Lepeta oceca, Müll., et eksemplar. Emarginula fissura, Lm., ligesaa. Gihhula cineraria, Lm., sparsom. Capulus hungaricus, Lm., et eksemplar. Lunatia intermedia, Phil., et lidet eksemplar. Littorina littorea, Lm., i mængde. L. rudis, Maton, meget almindelig. L. ohtusata, Lm., ret almindelig, Hydrohia minuta, Totten (?), et par eksemplarer. Alvania sp. {Jeffreysii ?), ligesaa. Rissostomia membranacea, Ad., ret almindelig. Aporrhais pes pelecani, Lm., et par eksemplarer. Triforis perversa, Lm., ligesaa. Odostomia sp., nogle eksemplarer. Nassa reticulata, Lin., i mængde. N. incrassata, Strøm, et eksemplar. De forherskende former var ostræa edulis. Lm., ahra longicallis, Sgagchi, littorina littorea, Lm. og nassa reticu- lata. Lm. Hvad høiden over havet angaar, kjendes den ikke nøiagtig. Imidlertid maa den være ca. 22 m., da dette er høiden af 58 DANIEL DANIELSEN. en bro ^ over elven lige udenfor, der ligger omtrent i samme nivåa. I saadan høide over havet findes altsaa en fauna af tem- melig varmt præg. Faunaens hele sammensætning synes at tyde paa, at banken maa regnes til de øvre tapeshanker. Beregner man det procentvise indhold af arktiske, boreale og lusitaniske former, faar man næsten nøiagtig den sammensætning, som Brøgger har opført som den gjennemsnitlige for de øvre tapes- banker i Kristianiafeitet. Forekomsten viser saaledes, at tapes- nivaaet i Nedenes amt naar op i en ikke ganske ubetydelig høide, mindst 25 — 30 m., maa man vel anta. Men kan der for- øvrigt trækkes nogen slutninger af forekomsten? Det er ikke alene den høieste kjendte tapesbanke, men i det hele den høieste kjendte postglaciale banke der i trakten. Det ligger noksaa nær at sammenligne den med de glaciale skjælforekomster i dalen lige udenfor. Den yderste og laveste af disse, i ca. 18 m. høide, har lutter arktiske former, den mellemste, i ca. 20 m. høide, har i det væsentlige myabankfauna, og den inderste og høieste, i ca. 22 m. høide, har en tapeshankfauna. Forholdet mellem de to yderste er tidligere søgt udredet. De skulde stamme, den første fra sænkningstiden, den anden fra den begyndende stig- ningstid. Det er nævnt, at der paa forekomsten i Gjevingelven ogsaa findes enkelte former, som sandsynligvis maa ha levet her senere end forekomstens karakterformer. Der kan vel neppe være noget væsentligt iveien for at tro, at disse mest sydlige former kan ha levet her umiddelbart før afsætningen af fore- komsten ved Bergendal. Flere former er jo fælles, og specielt er det iøinefaldende, at abra longicallis er saa almindelig paa begge forekomster. Forholdet kan forklares paa denne maade, ved at anta en nogenlunde samtidig afsætning af Bergendals- 1 Ifølge velvillig meddelelse af hr. amtsingeniør Holst. Det er ogsaa paa grundlag af hans høideangivelser, at jeg har sat høiden af de tid- ligere beskrevne forekomster paa Gjeving til henholdsvis 18 m. og 20 m. SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENEF. AMT. 59 forekomsten og den yngste del af Gjevingelvsforekomsten. Det skal imidlertid indrømmes, at en postglacial sænkning her vilde passe godt som forklaring. Den vilde forklare baade, at der i Gjevingelven ftndes sydlige former side om side med de arktiske, og at man indenfor, i større høide, har en udpræget tapeshanke. Der blir med andre ord her plads for en oscillation i postglacial tid. Men derfra og til at betragte dens eksistens som fastslaaet er jo et langt skridt. Nogen slags bevis for en postglacial sænkning paa denne del af kysten foreligger altsaa endnu ikke. 60 SKJÆLBANKESTUDIER I DEN ØSTL. DEL AF NEDENES AMT. Pl. I. Kartskitse over Askerøeii med omgivelser. ^^^ZZ = vei, X = skjæl forekomst. B. = „Baaen" („Raet"), D. = Dybvaag kirke, Gr. = Gjeving, H. = „Holla", Hl. = Holmen (Lyngør), H.v. = Hassalviken, K. = Kloppe- dalen, L. = Løktene, L.s. = Lyngørsiden (Lyngør), M. = Mærholmen, 0. = Odden (Lyngør), B. = Risøen, ä = „Skotfurra", St.ø. = Stensøen (Lyngør), S.v. = Størdalsvand, S.ø. = Sandøen, V. = Vinsterstø, V. A. = Vestre Askerøen, 0, A. = Østre Askerøen. Tallene betyder havdybden i meter. Trykt 14 december 1905. studier over norske planters historie. AF Jens Holmboe. III. En samling kulturplanter og ugræs fra vikingetiden. -l\^undskaben om vort lands kulturplanter i middelalderen har hidtil næsten udelukkende været bygget paa de kortfattede og i mange henseender ufuldstændige notiser, som findes spredt omkring i den gammelnorske literatur, særlig i sagaerne og i de gamle love. Det er F. G. Schübeler's store fortjeneste først at have samlet disse vidt spredte notiser og paa grundlag deraf at have givet en samlet fremstilling af vore forfædres landhushold- ning og havebrug^. Som resultat af fortsatte studier paa dette omraade har han givet mange nye bidrag i sine senere værker „Die Pflanzenwelt Norwegens" (1873—75) og „ Viridarium Nor- vegicum^^ (1885 — 89). I de senere aar har 0. Olafsen^ og Peter -NøviK^ fortsat Schübeler's undersøgelser, ligesom en samlet F. C. ScHÜBELER, Om Nordmændenes Landhusholdning i Oldtiden. (Budstikken. Bd. 3, pag. 1—20. Christiania 1861). — Nordmændenes Havedyrkning i Oldtiden. (Ulustreret Nyhedsblad 1862. No. 47). - Cfr. Die Culturpflanzen Norwegens, pag. IM— 174. Christiania 1862. 0. Olafsen, Havebrug og Frugtavl i Norge i Middelalderen. Christiania 1898. — Havebrugets og Frugtavlens Udvikling i Hardanger. Kristiania 1900. Peter Nø vik. Samlinger til Havebrugets Historie i Norge. Bd. 1. Christiania 1901. JENS HOLMBOE. oversigt over de nordiske landes kulturplanter i sagatiden er meddelt i et nylig udkommet, særdeles vigtigt værk af Johannes Hoops ^. Det er dog blot forholdsvis ganske faa arter, der omtales i den skrevne literatur, og for de ældre perioders vedkommende lader denne kilde os helt i stikken. For at udvide vor kundskab om kulturplanternes ældre historie i vort land vil det derfor være nødvendigt ogaa hos os at gribe til det middel, der med saa stort udbytte har været anvendt i de fleste af Europas lande : en botanisk unbersøgelse af de ved arkæologiske udgravninger frem- fundne planterester. Det er resultatet at en saadan undersøgelse, som i denne lille meddelelse skal fremlægges. Sommeren 1903 indsendte eieren af gaarden Oseberg i Sla- gen, mellem Tønsberg og Aasgaardstrand, til Universitetets old- sagsamling forskjelhge gjenstande fra yngre jernalder, som han havde fandet ved gravning i en haug paa et af gaardens jorder. Samlingens bestyrer, prof. dr. G. Gustafson, reiste straks ud til stedet, hvor han kunde konstatere, at haugen indeholdt et fuldstændigt skib fra vikingetiden. I løbet af den paafølgende sommer blev skibet fuldstændig udgravet under personlig ledelse af prof. Gustafson. Herved kom for dagen en stor mængde nyttegjenstande og kunstsager, som kaster nyt og ofte uventet lys over de forskjeUigste sider af vikingetidens kultur. Blandt de fundne sager var ogsaa nogle plantelevninger, som af prof. Gustafson blev övergivet mig til undersøgelse. Det undersøgte materiale bestaar dels af prøver af korn, frø, æbler, nødder, m. m. fra gravkammeret i skibets midtparti, dels ogsaa af ventrikelindholdet af en hest og to okser, som fandtes^henlagt paa forskjellige steder i og omkring skibet. Samtlige plantedele ' Johannes Hoops, Waldbäume und Kulturpflanzen im germanischen Altertum. Strassburg 1905. STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE. 63 var mærkværdig godt vedligeholdte, paa grund af haugens tætte bygning og jordbundens fugtighed. Fundet antages af prof. Gustafson — efter den foreløbige undersøgelse af materialet — at tilhøre første halvdel af det 9de aarhundrede efter Kristus. Her følger en liste over de arter, som jeg har kunnet be- stemme: a. Nytteplanter. Avena sativa L. Havre. Sammen med hvedekornene i gravkammeret fandtes tillige nogle faa havrekorn, der endnu var omsluttet af sine inderagner. Spidsen og den yderste del af agnerne mangler, saa at det ikke kan sees, om de har havt vel- udviklet snerp eller ei. — Havren synes at være den sidst ind- førte af vore kornarter, og de ældste efterretninger, som vi har om den fra Norge, stammer netop fra vikingetiden. I den nor- diske literatur omtales den for første gang — i en saa hjemlig forbindelse som „sild og havre" — i Harbardsljöd, et af Edda- kvadene, der af Finnur Jönsson antages at være forfattet i Norge omkring aar 900 à 925^. Man har ogsaa gjentagne gange i norske jernaldergrave fundet bagsteheller af smedejern, hvorpaa man rimeligvis har stegt fladbrød af havre-. Triticum vulgare L. H ve de. En stor mængde hvedekorn fandtes i en kiste ved gravkammerets sydvæg. Agner fandtes ikke, men selve kornene er vel vedhgeholdt, omend tømt for indhold og fladtrykte. Kornenes Jængde er ca. 7 mm. og deres bredde i fladklemt tilstand 3 — 4 mm. Desuden fandtes sparsomt smaastykker af aksstilken {racMs); dennes enkelte led er 3 à 3,5 mm. lange. Sammenlignet med de maal af hvedekorn fra for- historiske fund af forskjellig alder, som Buschan meddeler,^ er ^ Finnur Jönsson, Den oldnorske og oldislandske literaturs historie, Rd. I, p. 62 og 66. Kjøbenhavn 1894. ' F. C. ScHÜBELER. Die Culturpflanzen Norwegens, p. 150. Christiania 1862. ^ G. Buschan, Vorgeschichtliche Botanikj p. 13. Breslau 1895. 64 JENS HOLMBOE. kornene fra Osebei'gskibet gjennemsnitlig særdeles store. — Kor- nene viser stor lighed med Oswald Heer's „Binkelweizen" fra pælebygningerne i Schweiz, der af F. Körnicke og G. F. L. Sarauw henføres til dværghvede {T. vulgare *compactum Host)^; ogsaa aksleddenes korte længde gjør det sandsynligt, at denne underart forehgger. — Lige fra stenalderen har man saavel i Danmark som Sverige dyrket hvede, deraf dværghvede ialfald fra broncealderen^. I Norge omtales hvede aar 875 som en fra England indført vare, og omtrent ved samme tid blev den ogsaa indført fra landene ved Østersjøen. Sikre efterretninger om, at den har været dyrhet i vort land, kjendes først fra det 13de aar- hundrede^. Juglans regia L. Val nød. Et halvt, afbrukket valnødskal blev under udgravningen fundet i gravkammeret. — Valnødtræets oprindelige hjemland maa helt sikkert søges i det sydvestlige Asiens fjeldtrakter, hvor det endnu fleresteds træffes vildtvoksende. BuscHAN anfører nødderne fra flere jernalderfund i Frankrig og Italien ^ og ganske nylig er de desuden af E. JMeuweiler i Schweiz paavist i to neolithiske pælebygningsfund^ I sit „Gapi- tulare de villis" nævner Karl deji store aar 812 valnødtræet blandt de trær, der skulde plantes paa hans godser*^. At man skulde have plantet valnød i Norge i vikingetiden, kan ikke vel tænkes; den fundne nød er uden tvivl medbragt fra reiser i fjerne lande. Vi ved jo bl. a. fra den velkjendte beretning om kong Sigurd Jorsalefarers ophold i Miklagard (aar lill), at vore for- * G. F. L, Sarauw, Dværghvede {Triticum compadum Host) og Engelsk Hvede {Triticum turgidum L.), p. 96. (Bot. Tidsskr., Bd. 23, Kjøben- havn 1900). - G. F. L. Sarauw, De ældste Spor af Sædarternes Dyrkning i Sverige. (Förh. ved 15de skand. naturf. möte i Stockholm 1898). ^ ScHÜBELER, Viridarium Norvegicum, Bd. I, p. 284'. Christiania 1886. * BuSCHAN, 1. c, p. 108. ^ E. Neuweiler, Prähist. Pflanzenreste Mitteleuropas, pag. 37 og 40. Zürich 1905. ^ R. v. Fischer-Benzon, Altdeutsche Gartenflora, p. 183. Kiel u. Leipzig 1894. STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE. 65 fædre i syden lærte valnødder at kjende ^ ; om Sigurd Slembedegn (død 1139) fortælles det, at han eiede et fyrtøi, hvis knusk var indlagt i et valnødskal omgivet af voks og derved sikret mod væde^. Gorylus Avellana L. Hassel. Blandt fjærene i en dyne i gravkammeret fandtes en hel hasselnød samt nogle større og mindre skalstykker. Endog nøddernes fine haarklædning er smukt vedligeholdt. Alle, hvis form endnu kan sees, tilhører den korte, runde type^. Ogsaa paa bunden af skibets forstavn fandtes nogle faa nødder af den samme type. Fig. 1. Lepidium sativum fra Osebergskibet (^Vi). a. Skulpehalvdel. — 6. GjennemhuUet midtvæg af en skulpe. Lepidium sativum L. Karse. Frø af karse udgjorde hoved- indholdet af en liden, rund trææske, der fandtes hensat i en slæde i vikingeskibet. Frøene ligner i et og alt de récente frø, 1 P. A. Munch, Det norske Folks Historie. Anden Deel, p. 589—590. Christiania 1855. =* P. A. Munch, 1. c. p. 795. ' Jens Holmboe, Planterester i norske torvmyrer, p. 161 — 162. (Vidensk,- Selsk. Skr. I. Math.-naturv. Kl. 1903, no. 2). Nyt Mag. t Naturv. XXXXIV. I. 5 66 JENS HOLMBOE. som blev anvendt til sammenligning. Deres længde er som oftest 2,5—3 mm. og deres bredde 1,8 — 2 mm. Frøskallet er blevet sort. Overbudens celler er revnet, og deres slimindhold er iidtømt. Desuden fandtes talrige mere eller mindre opløste skulpeklapper. Paa de bedst vedligeholdte af disse kan saavel selve skulpens som vingekantens form tydelig gjenkjendes; lige- ledes under mikroskopet skulpevæggens karakteristiske stribning. Skulpernes længde varierer fra 4,5—6 mm. (vingekanten med- regnet) og klappernes bredde fra 2,5 — 3 mm. (fig. 1 a). Endelig fandtes nogle faa gjennemhullede tværvægge fra skulper (B'ig. 1 b). — Karsen synes vistnok, saavidt det af den tilgjængelige litera- tur kan sees, ikke tidligere at være kjendt fra forhistoriske fund, hverken i de skandinaviske lande eller andensteds. Ikke desto- mindre har den lige fra oldtiden været en vigtig kulturplante. Den er ikke med sikkerhed fanden i vildtvoksende tilstand, men det antages sædvanlig, at den stammer fra Persien eller Lille- asien. Som haveplante var den vel kjendt af de gamle klassiske forfattere, f. eks. Columella og Plinius samt af de tyske bo- taniske forfattere i middelalderen, saasom den hellige Hildegard ^. Ifølge Hoops blev den dyrket som kjøkkenhaveplante i England i den angelsachsiske tid^. I den danske literatur nævnes karsen saavidt vides første gang af Henrik Harpestreng (død 1244)^ og i den norske af Christian Gartner 1694 i hans „Horticul- tura"^. Nogle aar tidligere, nernhg i 1666, sees den forøvrigt at have været dyrket i Akershus slotshave^. Isatis tindoria L. V aid. I en knust træskaal i samme slæde som karsefrøene fandtes talrige frugter af denne plante. * Fischer-Benzon, 1. c, p, 102. ^ Hoops, Waldbäume und Kulturpflanzen, pag. 602. ^ 0. Olafsen, Havebrug og Frugtavl i Middelalderen, p. 44. Christiania 1898. * Christian Gartner, Horticultura, p. 15, 18, 23, 24. Kiøbenhafn 1694. (Facsimlleudgave Christiania 1898). ^ Peter Nøvik, Samlinger til Havebrugets Historie i Norge, Bd. I, p. 25. Christiania 1901. STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE. 67 De fleste er spaltet paa langs, men nogle er endnu hele. Desuden fandtes løse frø samt frugtstilke og smaastykker af frugtstan- dens grene. — Før indigo ved opdagelsen af sjøveien til Ost- indien blev en almindelig handelsvare i Europa, var vaid det vigtigste blaa farvestof man kjendte. J. Hoops antager af sprog- lige grunde, at den har været kjendt og benyttet til farvning allerede før grækernes og italikernes afspaltning fra de øvrige indogermaner^. Caesar omtaler, at britannerne farvede legemet dej'med, naar de skulde gaa i slag,^ og Karl den store paabød, at den overalt skulde dyrkes paa hans godser^. Nu har den mistet sin betydning. Dens oprindelige hjem er Sydeuropa, men den fmdes tillige almindelig forvildet i de fleste af Europas lande. Ogsaa i Norge er den funden, skjønt meget sjelden og paa langt adskilte voksepladse. Høist eiendommelig er dens forekomst paa Grønholmen udenfor Saltenfjordens munding, hvor S. G. Sommer- felt opdagede den i 1820-aarene,^ men hvor den senere er for- svunden, samt ved Elvenæs i Lavangen, Tromsø amt, hvor J. M. Norman 1879 fandt to exemplarer af den i en ur. Begge disse steder ligger fjernt fra al kultur, hvorfor den maa være bragt did ved naturens egne hjælpemidler^. Hvis planten virke- lig — som det nu synes — i ældre tid har været gjenstand for dyrkning ogsaa i vort land, kunde dette maaske bidrage til at forklare dens mærkeh"ge udbredelse. Pirus Malus L. Æble. Af vildæbler blev der fundet en betydelig mængde, dels i en kiste ved masten i gravkammerets sydende og dels i to bøtter i den ovenfor nævnte slæde. lalt har jeg havt anledning til at undersøge 54 nogenlunde hele æbler foruden smaastykker af nogle flere. Størsteparten af ' Hoops, Waldbäume u. Kulturpflanzen, pag. 473. ^ Caesar, De bello Gallico, V, 14. — Citeret efter Schübeler, Virid. Norv., Bd. II, p, 318. ^ Fischer-Benzon, 1. c, p. 83. * S. C. Sommerfelt, Supplementum Florae Lapponicae, p. 28. Christiania 1826. ^ J. M. Norman, Norges arktiske flora. Bd. I, p. 129. Kristiania 1894. 68 JENS HOLMBOE. æblerne er mere eller mindre fladklemte, medens andre har be- beholdt sin form mærkelig uforandret. Nogle har skrumpet adskilligt sammen, men paa andre sidder overhuden endnu glat og stramt over frugtkjødet. Flere har endog stilken helt eller delvis i behold. Frøene synes ialfald for den største del at have været fuldmodne. Her følger maalene for nogle af de smukkeste æbler, der neppe kan have skrumpet nævneværdigt: Længde: 25, 24, 17, 24, 18, 25, 22, 24, 24, 24, 25 mm. Bredde : 21, 23, 13, 23, 18, 19, 23, 19, 19, 22, 21 mm. Stilk: 23, 19 + , 13+, mgl., 17, 24, 12, 15, mgl., mgl, mgl. Gjennemsnithg: Længde: 23 mm. — Bredde: 20 mm. — Stilk: 18 mm. I det foreliggende materiale kan man adskilte ialfald to vel udprægede frugtformer. Hos den ene, der synes at være tilstede i størst antal, er tværsnittet tydelig femkantet; æblerne er bredest nedenfor midten og har en kort og skjævt udtrukken spids. Hos den anden form er æblerne bredest ved midten, næsten kuglerunde og mangler fremragende spids. Begge disse frugt- former, foruden adskillig flere, træffes i Norge ogsaa blandt nu- levende vildæbler, — Allerede i den yngre stenålder var æbler vel kjendt i Mellemeuropa; foruden de smaa sædvanlige vildæbler omtaler Oswald Heer fra flere pælebygningsfund tillige en større, maaske dyrket form^. I Danmark har man fundet to æbler i en ekekiste fra „Guldhøjen" ved Vamdrup^. Bekjendt er den rolle, som Iduns æbler spiller i vore forfædres mythologi. Ogsaa i Eddakvadene, Sagaliteraturen, Kongespeilet og Norges gamle love nævnes æbler gjentagne gange ^. Et andet vidnesbyrd om, at æbler allerede i en fjern fortid har vokset i Norge, fore- ligger i et gaardnavn apalds-vin (nu Abildsø i Østre Aker), som efter 0. Rygh's bestemmelse maa være ældre end vikingetiden*. 1 Buschan, 1. c, p. 169-173. ^ E. RosTRUP, Danmarks Planteverden i Fortid og Nutid, p. 221. (Dan- marks Natur. Frem. Kjøbenhavn 1899). ^ ScHÜBELER, Viridar. Norv. Bd. II, p. 463—465. * O. Rygh, Norske Gaardnavne, Bd. II. Akershus Amt, p. 115. Kristi- ania 1898. STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE. 69 Linwm usitatissimum L. Lin. Blot et enkelt frø — længde 4,2 mm., bredde 2,3 mm. — fandtes blandt karsefrøene. Det er derfor sandsynligt, at der har vokset lin som ugræs blandt karsen, ganske paa samme maade som man undertiden ser karse i vor tids linagre^. — Den dyrkede lin hører til menneskenes ældste kulturplanter, og man har oftere fundet levninger deraf i gam- melægyptiske pyramider og schweiziske pælebygninger^. I Norge har man fleresteds fundet linhekler fra den yngre jernalder, og lin nævnes gjentagne gange i de gamle love^. b. Ugræsplanter. Polygonum Convolvulus L. En nød blev funden blandt kornet i kisten ved gravkammerets sydvæg. — Tidligere kjendt fra talrige fund i Schweiz, Tyskland og Ungarn af indtil neoli- thisk alder-. Chenopodium album L. Ga. 25 frø blandt karsefrøene, 16 i kornkisten, — Denne plantes frø er tidligere fundet i saa stor mængde ved flere neohthiske pælebygninger, at de høist sand- synligt har været samlet som fødemiddel ^; arter af samme slægt kjendes desuden fra den „sorte jord" paa Björkö i Mälaren (yngre jernalder)^. Stellaria media L. Ca. 30 frø blandt karsen, 8 i korn- kisten. — Angives at Reid fra England og Skotland for en hel række afleiringer af indtil præglacial alder (Cromer forest bed) '', og den kjendes tillige fra neolithiske pælebygningsfund i Schweiz^. Urtica urens L. 12 nødder blandt karsefrøene. — Synes hidtil at have været ukjendt fra arkæologiske fund. ^ A. Blytt, Haandbog i Norges Flora, hefte 5, p. 391. Christiania 1904. ^ BUSCHAN, 1. c, p. 234, flg. 3 ScHÜBELER, Vindar. Norv. II, p. 442-443. * Neuweiler, Prähist. Pflanzenreste Mitteleuropas, p. 41. * Buschan, Vorgesch. Botanik, p. 150. — Neuweiler, 1. c, p. 42 — 43. ® Gunnar Andersson, Svenska växtvärldens historie. Andra upplagan, p. 99. Stockholm 1896. ^ Cl. Reid, Origin of the British Flora, p. 109. London 1899. * Neuweiler, 1. c, p. 46. 70 JENS HOLMBOE. Capsella Bursa pastoris L. Talrige frø blandt karsen. - Heller ikke denne art kan sees tidligere at være angivet fra forhistoriske fund. Lamium cfr. purpureum L. 1 delfrugt i kornkisten. — Angives for ældre jernalder i Østerrige^. Galeopsis Tetrahit L. 2 delfrugter i kornkisten. Paa grund af den forholdsvis smale form og skarpe kjøl synes frugterne at maatte henføres til denne art og ikke til G. versicolor Gurt. — Er funden i England og Skotland i senglaciale og yngre dannel- ser,^ i Mellemeuropa fleresteds paa yngre stenålders-förekomster^. c. Øvrige planterester. Juniperus communis L. Ener. En del naale fandtes i ventrikelindholdet af de to okser. — Eneren er udentvivl vört tidligst indvandrede naaletræ og kjendes fra torvmyrer fra langt ældre afleiringer*. , Carex sp. Stargræs. Frugter af flere arter, saavel Tri- som Distigmaticae, for det meste uden utriculus, fandtes i ven- trikelindholdet af en hest samt to okser. En nærmere bestem- melse af arterne lader sig neppe udføre.^ Luzula campestris L. De let kjendelige frø fandtes i ven- triklerne af begge okser. Overfladeskulpturen stemmer nøie overens saavel med Buchenau's beskrivelse som med recent sammenligningsmateriale^. Kjendes ikke fra tidligere arkæolo- giske eller palæontologiske fund i Norge eller de øvrige skandi- naviske lande. Betula alba L. Birk. En vingefrugt fandtes blandt karse- frøene og 3 rakleskjæl, tilhørende underarten odorata Bechst., ' Neuweiler, 1. c, pag. 83. ^ Reid, Origin, pag. 137. ^ Neuweiler, 1. c, pag. 82. *■ Jens Holmboe, Planterester, pag. 138. * F. BucHENAu, Ueb. die Sculptur der Samenhaut bei den deutschen Juncaceen, p. 211. (Botan. Zeitung 1867). I STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE. 71 blandt frugterne af Isatis. Begge steder maa de opfattes som en rent tilfældig forurensning. Ranunculus cîr. repens L. Talrige smaanødder, dels vel vedligeholdte, med griffel og tydelig overfladeskulptur, dels stærkt macererede, fandtes i den undersøgte hesteventrikel samt i begge okser. Til denne art hører antagelig 9 næsten hele kronhlade, som fandtes i den førstnævnte ventrikel. — Træffes ikke sjelden fossil i torvmyrer, i Sverige allerede i furnzonen^. Rosa sp. En ganske liden, ret barktorn af nyperose blev funden i den ene okseventrikel. Den ligner meget de smaa törne hos R. mollis Sm., men en sikker artsbestemmelse er ikke mulig. Calluna vulgaris L. Røslyng. Talrige smaa grenstykker fandtes som forurensning blandt karsefrøene og enkelte saadanne desuden i begge okseventrikler. — Ved en tidligere anledning har jeg sammenstillet de grunde, der gjør det sandsynligt, at røslyngen i en forholdsvis sen postglacial tid — dog inden den postglaciale sænkning ved vor vestkyst havde naaet sit maxi- mum — er indvandret til Norge, og at den først optraadte i den sydvestlige del af vort land ^. Fundene i Slagenhaugen er i denne sammenhæng af interesse, da de viser, at planten allerede saavidt tidlig som i vikingetiden maa have været almindelig i Vestfold. Tilslut skal i nogle faa ord sammenfattes, hvad de her be- skrevne fund oplyser om vikingetidens plantedyrkning i Norge. For kundskaben om vore forfædres plantedyrkning vilde det jo være af stor interesse, om man for hver enkelt af de i skibs- haugen fundne kulturplanter bestemt kunde afgjøre, hvorvidt de har været dyrket i Norge, eller om de er bragt med fra togter i fremmede lande. Netop hvor det som her gjælder gjenstande. ^ G. Andersson, Sv. växtv. hist. 2 uppl., p. 110. — Cfr. Holmboe, ]. c, p. 182. ^ Jens Holmboe, Planterester, p. 211—214. 72 JENS HOLMBOE. fundne i et vikingeskib, kunde jo den sidstnævnte mulighed synes noksaa nærliggende. Desværre maa dette i plantehistorisk henseende saa vigtige spørgsmaal i flere tilfælde staa uafgjort hen. Hvad særlig korn- arierne angaar er det neppe muligt at godtgjøre, at de virkelig har været avlet i vort land. De ordinære ugræsfrø, som fandtes i kisten i gravkammeret sammen med kornene, gjør ganske vist et meget hjemligt indtryk, men tilhører dog for vidt udbredte arter til at give noget bindende bevis. Paa den anden side synes der heller ikke at foreligge positive grunde til at drage korn- prøvernes norske oprindelse i tvivl. Vaidplantens frugter har i sig selv neppe nogensomhelst værdi, som kunde friste til at fragte dem hjem og give den døde dem med i graven ; det er af bladene man udvinder den prægtige blaa farve. Om denne plante tør vi derfor trygt slutte, at den virkelig har været gjenstand for dyrkning i vort land, eller at ialfald de fundne frugter har været indført i den bestemte hen- sigt al skulle saaes her. Karseplantens frø indeholder rigtignok, ligesom saa mange af dens slægtninge, en fed olje, der kunde give frøene et vist værd som handelsvare. Men om en saadan anvendelse af denne plantes frø i ældre eller nyere tid er intet bekjendt. Man kjendte ogsaa allerede dengang adskillige langt fordelagtigere oljeplanter, og i ethvert fald vilde der til saadant brug udkræves ganske anderledes betydelige mængder. Naar som i dette tilfælde en ganske liden frøportion blev funden gjemt som en kostbarhed i en liden æske, er det langt rimeligere, at frøene har været be- stemt til at saaes. Deres forurensning med trivielle ugræsfrø samt med kviste af røslyng forklares ogsaa bedst, om^man an- tager dem avlet i Norge. Af linfrø fandtes kun et enkelt, der vel nærmest blot har været tilstede som en tilfældig forurensning. Af tidligere fund (cfr. pag. 68) ved vi jo forøvrigt, at dyrkningen af lin er gammel i Norge. STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HISTORIE. 73 De œbler og hasselnødder, som fandtes i skibet, er ganske sikkert samlet paa vildtvoksende — eller fra skogen indplantede — trær. De ligner nemlig fuldstændig de frugtformer af de nævnte trær, der endnu den dag idag er almindelige i det sydlige Norge. Valnødskallet kan ikke ansees som noget norsk produkt, men stammer sikkert fra sydligere lande. Endvidere bekræfter fundet, hvad man allerede paa forhaand maatte vente: Agrene — hvis man om den tids dyrkede mar- ker kan bruge dette navn — var i Norge i vikingetiden ligesaa fulde af ugræs som f. eks. i det gamle Ægypten eller hos de schweiziske pælebygningsfolk. Saa fattig den ovenfor (pag. 68 — 69) meddelte liste er, er den dog særdeles kjærkommen, da vi hidtil har manglet saa godt som enhver exakt oplysning om vort lands ugræsflora forud for den tid, da den topografiske og senere den naturhistoriske literatur begyndte at nedtegne disse planters forekomst^. De fund ne arter hører samtlige til dem, der endnu er almin- delige blandt korn og i haver over den største del af vort land. Som ovenfor vist kjendes de næsten alle fra forhistoriske fund i andre af Nord- og Mellemeuropas lande. Om de fleste i vikingeskibet fundne ugræsplanter maa vi antage, at de samtidig med den begyndende plantekultur er ind- ført til Norge af mennesker. De er den dag idag, efter mere end 1000 åars forløb, fremdeles overalt tydelig bundne til folks bosteder. En undtagelse danner Galeopsis Tetrahit; foruden som ugræsplante er den tillige almindelig i lyse skoge og tørre urer, og det er ved fund i torvmyrer godtgjort, at den alt i tapes- tid er indvandret til landet ved egen hjælp^. Det er sand- ' I „Kongespeilet'''' nævnes, at skjadak stundom fordærver markens af- grøde (Speculum regale, pag. 73. Christiania 1848). If. Ivar Aasen menes hermed svimling, Lolium temulentum L. (Norsk Ordbog, pag. 672. Christiania 1873). ^ Holmboe, Planterester, pag. 191, 74 JENS HOLMBOE. STUDIER OVER NORSKE PLANTERS HIST. synligt, at noget lignende gjælder et par af de øvrige arter, navnlig Stellaria media. Ved undersøgelse af de torvstykker, hvoraf skibshaugen var bygget, fandt jeg levninger af forskjellige blomsterplanter, nios- arter og alger, som vidner om, at sletten ved Oseberg i vikinge- tiden udgjorde en vaad, sidlændt mark. En fuldstændig liste over arterne vil senere blive bekjendtgjort i den ud forlige be- skrivelse af skibsfundet. Her skal blot nævnes, at en hel frugt- samling af Leontodon autumnalis L. med modne frugter og delvis vedligeholdte fnokstraaler fandtes sammenklemt mellem to torvstykker. Denne art er ikke tidligere kjendt fra forhistoriske eller palæontologiske fund i de skandinaviske lande, men angives derimod af Reid for interglaciale lag i England og neolithiske i Skotland^. Desuden fandtes følgende mosearter, som skolein- spektør B. Kaalaas godhedsfuldt har bestemt: Äcrocladium cuspidatum (L.) Mitten, Hylocomium squarrosum (L.) Bryol. eur.. Climacium dendroides (L.) W, et M. og Thujidium Philiherti Limpr. Af disse arter er Hylocomium og Climacium tidligere af F, C. Kiær fundne i gravhaugen ved Gokstad^. ' Reid, L c, pag. 131. 2 F. C. Kiær, Mindst 800 Aar gamle Mosser. (Chria. Vid.-Selsk. Forh. 1884. Møder, pag. 3 og 6). Trykt den 28 december 1905. Bræoscillation i Norge 1905. Af P. A. Øyen. F< or ogsaa iaar at erholde en oversigt over vore bræers forandringer og for at samle endel materiale for den sædvanlige aarsberetning for Commission Internationale des Glaciers har jeg søgt at indhente, endel oplysninger om vore bræers stand i inde- værende sommer. Dette er opnaaet ved direkte maalinger, idet d'hrr. Ingeniør Large, gaardbruger A. Briksdal og føreren S. SuNDAL med understøttelse af den norske turistforening har eftermaalt endel af bræerne, henholdsvis i Jotunheimen og Fjær- land, Olden og Mauranger. Desuden er ogsaa i indeværende aar endel spredte beretninger erholdt dels gjennem førere og dels ogsaa gjennem forskjellige avismeddelelser. Om sne- og isforholdene i Jotunheimen og tilstedende trakter meddeltes 11.10 04, at hele Jotunheimen var overdækket af sne og alle smaavand og fjorde var helt tilfrosset. Bygdin og Tyin var delvis islagte, men isen endda meget tynd. Myrerne var til- frosset og nogenlunde farbare. 8de november 04 faldt der sne over hele Østlandet, I Øster- dalen og Gudbrandsdalen var der rent vinterveir med ca. -i- 15° C. Isen var allerede farbar ved flere sundsteder over Glommen. I Fredriksstad ødelagdes omtrent en fjerdedel af byens telefonnet af det sterke snefald. Fra Færder meldtes slud, ligeledes fra Oksø, hvor søen var meget høi. Fra Skien meldtes om vold- som snestorm. Fra Sandefjord og Arendal meldtes om snestorm gaaende over til sludveir. Ved Skudesnæs og i Bergen vai- 76 P. A. ØYEN. regn, slud og blæst. Over liele Nordmøre faldt 3 — 4 tommer sne. Fra Narvik meldtes nordvestlig snestorm og det betyde- ligste snefald i de sidste 20 aar; dampskibene forsinket og togene paa Ofotbanen i uorden. Fra Harstad meldtes om orkanagtig, nordvestlig snestorm. Hr. S. 0. SuNDAL ettermaalte Bondhusbræen og fandt, at den siden 1904 var gaaet frem 20 m. paa den vestlige kant og 13 meter paa den østlige. Oppe paa Folgefonnen kan derimod intet mærkes, kun at en hel del vintersne iaar blev tilbage. Hr. A. Briksdal eftermaalte Mjølkevoldsbræ, Briksdalsbræ og Aabrækkebræ. Mjølkevoldsbræen eftermaaltes 13de september. Afstan- den fra bræen til den nye varde var 69,5 m. og fra bræen til det gamle mærke var afstanden 97 m. Briksdalsbræen eftermaaltes 14de september. Afstanden paa sydsiden af elven fra bræen til den nye varde var 11 m. og fra bræen til det gamle mærke 17 m. Den nye varde, som blev opsat forrige aar, var ødelagt antagelig af et lidet sten- skred, hvorfor iaar sattes en anden varde 6 m. fra det gamle mærke. Paa nordsiden af elven var afstanden fra bræen til den nye varde 18,6 m. og fra bræen til det gamle mærke 35,6 m. Forrige aar havde Briksdalsbræen det sterkeste fremstod paa sydsiden, men iaar har den siden juli maaned trukket sig nogle meter tilbage paa sydsiden, medens den paa nordsiden iaar be- standig har trukket sig fremover. Aabrækkebræen eftermaaltes 19de september. Afstanden fra bræen til den nye varde i retning af mærke I var 72,2 m. og fra bræen til mærke I var afstanden 94 m. Fra bræen til den nye varde ved mærke II var afstanden 49,6 m. og fra bræen til den gamle varde ved mærke II var afstanden 81,2 m. Af gammel Sne laa endel igjen i fjeldene om Olden, dels paa grund af den ualmindelige mængde vintersne og dels paa grund af den kjølige sommer; elvene har ogsaa af denne grund været ganske smaa hele sommeren igjennem. RBÆOSCILLATION I NORGE 1905. 77 Bøiumbræen eftermaaltes 3die august. Af standen fra mærke I til brækanten i retning E 14° S var 168 m. Men kun nogle faa grader afvigelse giver kun ca. 90 m. Efter sigt i ret- ning N 17° E træffer man iaar ikke bræen, men et punkt 5 m. nedenfor. Store Suphellebræ eftermaaltes 3die august. Fra mærket sigtedes i retning N 5° W og maaltes her afstanden fra mærket til brækanten 154 m.; endvidere sigtedes fra samme mærke I retningen W 8° N til bræens nedre kant. Fra mærke II sig- tedes i retning N 26° W og maaltes her afstanden fra mærket til brækanten 65 m. Fra mærke III sigtedes i retningen N 19° E og afstanden fra mærket til brækanten var her 193 m. Vetlebræen maaltes fra mærke I til brækanten 110 m. I Tunsbergdalen berettedes 3die august om et stort elve- brud foraarsaget ved, at elven brød en isdæmning oppe ved bræen. I Jotunheimen eftermaaltes en hel række bræer: Steindalsbræ eftermaaltes 19de august. Afstanden fra varden til brækanten var 73,6 m. Leirungsbræen besøgtes 19de august. Varden kunde ikke opdages, muligens paa grund af de ugunstige veirforhold. Der hyggedes derfor ved bræens nedre ende en Hden varde paa en kjæmpeblok paa elvens venstre side; afstanden fra denne varde til brækanten var 26 m. Svartdalsbræ eftermaaltes 19de august. Afstanden fra var- den til brækanten var 49 m. Sletmarkbræ eftermaaltes 20de august. Afstanden fra varden til brækanten var 21 m. Langedalsbræ eftermaaltes 20de august. Afstanden fra varden til brækanten var 52,4 m. Vestre Mem urubræ eftermaaltes 17de august. Afstanden fra varden A til brækanten var 81 m. og fra varden B til bræ- kanten 60,5 m. 78 P. A. ØYEN. Østre Memurubræ eftermaaltes 17de august. Afstanden fra nærmeste varde til brækanten var 52 m. Blaatjernholsbræ eflermaaltes 18de august. Bræen var iaar noget tyndei-e, men ellers 'saaes ingen forandring. Efter sigtelinjen kunde ingen forskjel opdages. Veobræ besøgtes i august af føreren K. Storstensrusten, der byggede en varde, hvis afstand fra brækanten var 17 m. Glitter bræen besøgtes i august af føreren K. Storstens- kusten; afstanden fra varden til brækanten var 20,5 m. Heilstugubræ eftermaaltes 17de august. Afstanden f ra var- den til brækanten var 63 m. Tveraabræ eftermaaltes 16de august. Afstanden fra varden til brækanten var 39,2 m. Sveljenaasbræ eftermaaltes 16de august. Afstanden fra nærmeste varde til brækanten var 69,1 m. Stygge bræen eftermaaltes 16de august. Afstanden fra varden til brækanten var 56 m. S to rj UV bræen eftermaaltes 15de august. Afstanden fra varden af 1903 til brækanten var 87 m. Heimre I llaabræ eftermaaltes 15de august. Afstanden fra nærmeste varde til brækanten var 40 m. Nordre Illaabræ eftermaaltes 14de August. Afstanden fra varden af 1904 til brækanten var 16 m. Søndre Illaabræ afmaaltes 14de august. Afstanden fra varden til brækanten var 55 m. Vetlebræ afmaaltes 13de august. Afstanden fra varden til brækanten 60 m. S tor bræen afmaaltes 18de august. Afstanden fra varden til brækanten 80,5 m. Sandelvbræ afmaaltes 13de august. I den angivne sigte- linje var afstanden fra varden af 1904 til brækanten 41,0 m., medens ved en afvigelse af ca. 8° maaltes kun 28,0 m. Midtmaradalsbræ afmaaltes 10de august. Afstanden fra varden til brækanten var 26 m. BRÆOSCILLATION I NORGE 190o. 79 Maradalsbræ afmaaltes 31le august af føreren A. I. Odden. Afstanden fra varden i retning NW 20° til brækanten 98,5 m. G j e r t v a s b r æ e n afmaaltes 1 1 te august. Afstanden fra varden til brækanten var 34,5 ni. Og afstanden fra lateralvarden var 118,5 m. Styggedalsbræen afmaaltes Ilte august. Afstanden fra varden til bi-ækanten var 16,5 m. Skagastølsbræen eftermaaltes 10de august. Afstanden fra varden til brækanten var 4 m. Ringsbræen afmaaltes 9de august. Afstanden fra den gamle varde til brækanten var 69 m. og fra varden af 1903 var den 73 m. Nyaaret indlededes med et mærkeligt veiromslag; medens det saaledes f. ex. paa Tønset et par dage før nytaar regnede, noterede man paa det gamle aars sidste dag sammesteds -i- 33° C. Vinteren 1904—05 bragte i Hallingdal temmelig liden sne- mængde. I den øvre del af Valders var ogsaa snemængden mindre end de foregaaende aar. Fra Skiaker meldtes, at vin- teren i det hele taget havde været særdeles mild med forholdsvis mere nedbør end sædvanlig; paa mange aar har der ikke været en saadan mængde sne i høifjeldet. Paa Dovre var vinteren temmelig snerig. Paa Røros laa der endnu i midten af mai af den ualmindelig store snemasse igjen en mængde sne i lierne og paa fjeldene. Og 23de mai var der over Oplandene faldt adskillig sne; i Vardal, Biri, Ringsaker og tildels i Næs laa sneen tidlig om morgenen og dækkede markerna. Trykt den 28 december 1905. Skjælbanker i Kristiaiiiatrakten. Af P. A. Øyen. s. )aa rig end Kristianiadalen har vist sig at være paa kvartære fossiler opbevaret i lerlagene, saa sparsom har paa den aaden side forekomsten været af egentlige skjælbanker, og af disse igjen særlig forekomsten af de øvre, de ældste. Selv et mindre bidrag turde derfor være af interesse, Strømmeii-b anken. Naar man reiser med jernbanen fra Grorud, passerer man videre mod øst en række klippebarrierer med smaasumper ind- imellem straks før man naar Robsrud station, der er beliggende i en hden udvidning med lavt terræn i bunden. Derpaa følger Igjen et kupperet landskab med søer og sumper indimellem klippeknauserne ; paa sine steder finder man fordybninger udfyldt med morænegrus. Derpaa aabner sig et lavere og fladere terræn med lerfyldning og evorsionsdale lige før man naar Fjeldhammer papfabrik. Granskov er den fremherskende, idet atter følger en khppesnevring og morænegrus. Og nu har man saa videre det samme noget fladere terræn om Strømmen station. Denne ligger paa en lavere terrasse, der er sterkt evorderet af det nuværende elvesystem. Selve terrassefladen ligger her i samme høide som stationen, 147.5 m. o. h. Paa nordsiden af stationen og lige bag denne hæver sig en graa gneis i fast fjeld og høiere terrasse- former henimod tyve meter over stationen. Materialet i disse Nyt Mag 1 Naturv. XXXXIV. I. 6 82 P. A. ØYEN. høiere terrasser er gulgråa 1er og gruset 1er; overfladen af disse synes ogsaa forholdsvis nogenlunde plan, naar bortseet fra endel evorsionsformer. Det synes endnu at være den samme terrasse, som stiger op og hæver sig mod dalsiden, medens den lavere terrasse nu sænker sig mod Lillestrømmens lave landskab. Svagt, men jevnt stigende terrasseformer fører ogsaa over fra nedre til øvre Strømmenterrasse. Ved Strømmen station sees i jernbane- linjens niveau det svævende, sterkt mytilusførende lag af 1 — 3 dm. mægtighed liggende mellem blaa eller blaagraa 1er under og en graa noget gulbrun 1er over; mægtigheden af de to lerzoner kunde her ikke nærmere bestemmes, da profilet kun sees i selve stationsplanet. Selve det mytilusførende skikt bestaar egentlig af en hel række vekslende, tynde lag af sandblandet 1er og fin sand. Ved flere besøg her (8de, 20de, 24de august 1903) frem- fandtes følgende fauna i det f ossilf ørende sandskikt: Anomia ephippium, L. var meget almindelig, dels i den typiske form og dels i en squamula-lignenàe varietet. Peden islandicus Müll, forekom mere sparsomt i en noget liden, men ellers typisk form. Peden tigrinus Müll, forekom talrig i den typiske form i forholdsvis store eksemplarer af længde 28 mm. og høide 28 mm. Mytilus edulis Lin. i den typiske form var tilstede meget talrig, men i sterkt smuldrende tilstand. Mytilus modiolus Lm. var temmelig almindelig i typisk form af normal størrelse, tildels med opbevaret epidermis. Ahra lo7tgicallis Sc. af den normale form og størrelse, dog tildels noget a^&a-lignende. Macomacalcaria Chemn. af den typiske form, men liden ogtynd. Mya truncata Lin. forma typica, tyndskallet, længde 44 mm. og høide 33 mm. Saxicava pholadis Lin. forma typica, tyndskallet, i juvenil tilstand med noget arc^ica-lignende karakterer, tildels i hele, sammenklappede skaller; der maaltes L = 30 mm., H = 13 mm. Men længden gaar op til 35 mm. SKJÆLBANKER I KRISTIANIATRAKTEN. Lunatica grønlandica Beck var ikke sjelden i en noget liden (cfr. Svenengen), men ellers typisk form. Onoha striata Mont. forma typica, ikke sjelden. Neptunea despeda Lin. dels i den typiske form og dels med overgange i var. carinata G. 0. S. og denselirata-Vignende W. C. B. Størrelsen er den normale, cfr. f, ex. Bryn teglverk. Buccinum undatum Lin. var. cærulea G. 0. S. forekom talrig især i smaa eksemplarer af den normale type (cfr. Aremark- typen), men sterkt varierende; der maaltes L, = 20 mm., men der forekom ogsaa mere normale størrelser. Af echinodermer fandtes kun Strongylocentrotus drøbachi- ensis Müll, ikke sjelden. Af crustaceer forekom: Balanus porcatus da Costa, Darw. f. typ. sjelden. Balanus crenatus Brug., Darw. f. typ. almindelig. Verruca stroemia Müll., Darw. f. typ. ikke sjelden. Efter at en betydelig mængde gulgråa lersubstans var af- slemmet, var tilbage en middelskornet, graabrun sand, tildels noget finere, men tildels ogsaa noget grusblandet med talrige skjælfragmenter. I opkastet blaaler, fra mytiluslagets liggende, forekom ved siden af graa, noget gulbrune rørkonkretioner ogsaa nogle ganske faa og ganske smaa skalfragmenter af Nucula tenuis (?), Cy- lichna sp. og Balanus crenatus (?) ; saavel de stratigrafiske som faunistiske forhold minder i høi grad om forekomsten ovenfor Tuggerud i vestre Aker. Nøklevand-b ankeu. Over Ekebergsplateauet finder man en udpræget isskuring, der i det store og hele viser N — S. Grundfjeldsgneisens strøg holder sig ogsaa her oyer store strækninger i nord— sydlig retning, og Orienteret paa samme maade finder man smaa længdedale, dels mere tomme, dels fyldte, snart til smaa søer, tjern og 84 f- A. ØYEN. sumper, snart delvis udfyldte med morænegrus eller optrædende med grus- og lerterrasser, der her som regel finder sin afslut- ning opad i Nøklevandbankens høide. De af gulgråa 1er be- staaende terrasser, saaledes som dette udpræget viste sig i sin tid i en større skjæring ved Munkerud, afløses over den nævnte grænse af morænegrus, saaledes som dette f. eks. kan iagttages i omegnen af Nøklevand, der imidlertid selv er et egte klippe- basin. Ved den sydlige ende af Nøklevandet stødte man ved grav- ninger i anledning Akers vandledningsanlæg for flere aar siden paa en skjælbanke, hvorfra hr. ingeniør Heyerdahl indsendte til universitetets glacialsamling skal af Balanus porcatus; sam- tidig meddeltes gjennem professor Brøgger damhøiden at være 162 m. o. h. og veihøiden ved elven lige nedenfor 154 m. o. h. Paa anmodning af professor Brøgger foretog jeg saa høsten 1900 en undersøgelse af denne forekomst og leverede en fore- løbig beskrivelse deraf (Brøgger : Senglaciale og postglaciale niveauforandringer i Kristianiafeitet, pag. 246—248). Senere har jeg ved flere anledninger atter besøgt stedet for nøiere at stu- dere forekomsten; det har her lykkedes at fremfinde : Anomia ephippium L. Mytilus edulis L. af den normale form og størrelse. Mytilus modiolus L., der, som brudstykkerne antyder, har naaet en anselig størrelse. Abra alba Wood. Abra longicallis Sc. Macoma calcaria Ghemn. Denne art forekom ret hyppig, et par eksemplarer endog med sammenhængende skaller. Men den optræder kun i en forholdsvis liden form, længde 20 mm. som maximumstørrelse. Den viser en udpræget tendens til at optræde i forholdsvis meget skjæve former; især kommer dette skarpt frem ved et ganske lidet eksemplar, længde 13 mm. og høide 10 mm., der fuldstændig helt opbevaret og forøvrigt med ganske normal udvikling divergerer fra hovedtypen i den grad. SKJÆLBANKER I KRISTIANIATRAKTEN. 85 at man meget let kommer til at tænke paa en egen varietet. Der forekom to, forresten meget tynde skaller af en meget skjæv form, der i meget minder om M. torelli Steenstr. L = 16 mm., H = 12.5 mm. Macoma haltica L. forekommer ogsaa tildels i hele eksempla- rer og hører til de almindeligste arter. Den forekommer i stør- relser op til længde 18 mm. og bredde 14 mm. af idethele temmelig convexe former; i saa henseende naar vistnok et skal af længde 17 mm. og bredde 15 mm., høidepunktet med en convexitet af det ene skal af 4 mm. Samtlige eksemplarer til- hører forma typica G. 0. Sårs. om end den irigonalt udtrukne form ikke hos alle er lige meget fremtrædende. Men der fore- kommer ogsaa, især unge individer, der har en noget mere af- rundet cauda, og i noget deform tilstand er saadanne temmelig afrundede, smaa eksemplarer ogsaa fundet i Aremarksbankerne. Den forekommer ogsaa i sammenklappede eksemplarer. Som maaleeksemplarer kan anføres L. = 19 mm. og H. = 14.5 mm. samt L. = 17.5 mm. og H. = 15 mm. Mya truncata L. forekommer dels i den almindelige, dog ikke netop tynde form, forma typica, saaledes et skal af længde 76 mm. og høide 47 mm., og dels antydet ved brudstykker ogsaa i former, der mere danner overgange til var. uddevallen- sis, om end denne i typisk udvikling synes at mangle. Et ganske lidet skal viser sig forholdsvis meget tyndt. Saxicava pholadis L. optræder i størrelser op til en længde af 24 mm. og høide 12 mm., altsaa forholdsvis smaa former og med tilsvarende tynde skaller; det er kun i deform udvik- hng, at her enkelte skaller faar en tilsyneladende ydre lighed med S. arctica L. Lepeta cæca Müll, forekom i et lidet, men normalt ud- viklet eksemplar. Emarginula fissura L. Omtrent af samme størrelse som G. 0. Sårs anfører fra Lofoten og Vestfinmarken. M. Sårs an- fører den kun fra de laveste skjælbanker og lerforekomster. 86 P. A. ØYEN. hvorfor fundet af denne art paa et saavidt høitliggende sted er af niegen interesse. Lacuna diva ricata Fabr. forekom i en liden, semiglobu- lær form. Littorina sp. forekom i et enkelt, meget lidet og sterkt spiralribbet eksemplar af nær globulær form; den minder sterkt om L. rudis, men ei' vistnok L. littorea, juv. Af andre gastropoder fandtes kun et lidet brudstykke af en placophor. Af vennes fandtes kun Placostegus politus Sårs. Denne form fandtes siddende paa blokke, der laa mdleiet i grusmassen, men saa løst, at den faldt af ved den mindste berøring; man bør her lægge mærke til forekomsten af denne forholdsvis syd- lige og varme dyreform i en saavidt stor høide over havet. Desuden fandtes af echinodermrester er liden echinuspig, sandsynligvis Strong ylocentrotus drøhahiensis Müll. Af crustaceer forekom: Balanus porcatus da Costa, Darw. noksaa hyppig og til- dels i temmelig store, men smuldrende eksemplarer. Balanus crenatus Brug. Darw. Denne art er fundet i nogle ganske faa brudstykker, men forresten i den typiske form. De her nævnte skalrester var indesluttet i en gjenliggende rest af grus og sand, støttet mod klippevæggen paa elvens høire side lige paa nordsiden af veien lige nedenfor sagbruget. Efter arbeidernes udsagn havde denne grus- og sandmasse tidligere vistnok ikke havt saa ganske liden udstrækning, men ved mine besøg var den gjennemskaaret og forstyrret ved anlægget af den nye vandledning. I dette tildels temmelig grove grus forekom endel skjæl og fragmenter af saadanne, om end ikke i synderlig stor mængde, og den noget finere sand var heller ikke synderlig rig paa skjælrester. Skjællene forekom her i veiens niveau, 154 m. o. h., og 1 — 2 m. opad skraaningen, hvor her imidlertid ingen tydelig lagning var at se; vistok var grus- og sandmassen forstyrret endel ved de stedfundne arbeider. Men lidt længere SKJÆLBANKER I KRISTIANIATRAKTEN. 87 øst, op mod sagdammen, saaes en tydelig strandskiktning, med vekslende lag af grus, sand og tyndere, blaagraa lerskikter, som heldte med indtil 10—20 graders fald i sydlig retning. I leret kunde ingen fossiler opdages, men derimod saaes i indleiede lag af ganske fin sand tildels en smuldrende skjælmasse i en høide af ca. et par meter over den før angivne høide, altsaa ca. 156 m. 0. h. Stig-banken. Det var med en vis nysgjerrighdd, at jeg i juni maaned sommeren 1902 skred til undersøgelsen af denne banke, da jeg havde erholdt underretning om forekomsten af skjælbanke paa dette sted, ligesom der ogsaa blev mig forevist østersskaller, der antoges at skrive sig fra det tilsvarende niveau i omegnen. Denne skjælbanke, der bestaar af graat, gruset 1er med sten og nærmest kan betegnes som en mytilusbanke, ligger i nærheden af gaarden Stig, et par km. øst for Grorud st. Banken har en høide af ca. 4 m. Som middel af to temmelig nøie overens- stemmende aneroidmaalinger fandtes bankens top at ligge 36.3 m. o. Grorud st., altsaa 163.5 m. o. h. Det faunistiske indhold af denne banke var: Mytilus edulis L. karakteriserede ved sin masseforekomet i brudstykker denne banke. Formen og størrelsen, var den nor- male, den for Grorudbankerne almindehge. Mya trnncata L. forefandtes i et enkelt lidet brudstykke, ellers af den typiske form. Littorina sp. Der forekom en liden form, dels mere glat, dels mere spiral- ribbet, sterkt rudis-Wgnenåe {dr. M. Sårs: L. rudis); men ved sammenligning med et større materiale, som jeg selv har ind- samlet ved Bygdø søbad, paa Torveskjær, nær Stenkjær og ved Aasgaardsvik (Kristianssund), maatte den bestemmes som L. littorea, L. juv. Der forekom ogsaa et par eksemplarer, der 88 P- A. ØYEN. dels glat, dels sterkt spiralribbet ved sin globulære form minder meget om Ij. rudis, hvilken den i høi grad ligner til og med i den runde mundaabning og skjæve mundlobeform, men den komparative undersøgelse af denne form ved sammenligning med et materiale af L. littorea og L. rudis, som jeg selv har ind- samlet ved Aasgaardsvik (Kristianssund), gjør det noget sand- synlig, at man ogsaa her har for sig L. littorea, endskjønt det er muligt, at disse intermediære former helst burde udskilles for sig som en egen varietet. Et par af hr. cand. real. Nummedal ved Graakammen fundne eksemplarer viser ogsaa en paafal- dende stor lighed med L. rudis ved sin tildels skjæve mund- lobeform, men maa vel muligens helst opfattes som en til ræk- ken L. littorea hørende intermedicer form, Littorina littorea, var.! Buccinum undatum L. var. cærulea G. 0. S. foi-ekom noksaa almindelig i den typiske form og størrelse, dog hyppigst noget liden (cfr. Aremarktypen). Desuden forekom af crustaceer: Balanus porcatus da Costa, Darw^. meget sjelden og i en liden form crenatus-lignenàe. Balanus crenatus Brug., Darw^. meget almindelig i den typiske form og af normal størrelse, tildels en noget porcatus- lignende type. Ryenvarde-banken. Vaaren 1900 paavistes en skjælbanke i nærheden af Sand- stuen paa den sydlige side af Ryenvarde. Denne banke bestod dels af et noget skjælførende grus og sand, men dels ogsaa for en væsentlig del af balanus- og mytilus-smulåer med enkelte stene iblandt. Den smuldrende skjælmasse var ca. decimeter- mægtig, mellem afrundede, indtil hovedstore stene. Der fandtes tildels ogsaa rent strandgrus bestaaende af eg— nøddestore stene. Skjælrester fandtes ogsaa i det nærmest underliggende, sterkt sand- og grusblandede 1er af blaagraa til gulgråa farve. Banken overleires SKJÆLBANKER I KRISTIANIATRAKTEN. af et par decimeter graasort muld. Banken lig^ 170 m. o. h. Af det herfra medbragte materiale er foreta analyse: Anomia ephippium Lin Antal 1 Pecten islandicus Müll — 1 Mytilus edulis Lm — 30 Mytihis modiolus Lin — 1 Portlandia lenticula Moll. ... — 1 Gyprina islandica Lin — 37 Macoma calcaria Ghemn — 10 Macoma halthka Lin — 174 Mya truncata Lm . — 20 Saxicava pholadis Lm — 2 Zirphæa crispata Lm — 8 Placophora — 1 Littorina littorea Lm — 3 Neptunea despecta Lm — 3 Sum : Antal jer i en høide af get en statistisk Procent 0.34 0.34 10.27 0.34 0.34 12.67 3.42 59.59 6.84 0.68 2.74 0.34 1.02 1.02 Procent 99.95 De fleste af disse arter findes kun i brudstykker. Mytilus edulis Lm. fremtræder igrunden ikke i den stati- stiske analyse paa en maade, der synes at svare til dens fore- komst i banken, ialfald ikke som i enkelte lag. Grunden hertil er at søge i den omstændighed, at den meget hyppig optræder som et rent smulder. Macoma calcaria Chemn. naar en længde af 25 mm. Maconta halthica Lm. optræder, som det med tydehghed fremgaar af den statistiske analyse, meget talrig, ofte i hele, sammenklappede eksemplarer. Som regel, har man forma typica; men der forekommer ogsaa eksemplarer med mere af- rundet cauda. Saxicava pholadis Lin. naar en længde af 40 mm. 90 P. A. ØYEN. Af PlacopJiora forefandtes kun et enkelt brudstykke af et enkelt led. LiUorina littorea Lm. optræder i en liden form, der muli- gens kunde betragtes som en intermedicer type. Cfr. Brøgger: Sengl. og postgl. nivåforand. i Kristianiafeitet, pag. 254. Desuden optræder af crustaceer Balanus crenatus Brug., Darw. meget talrig i forskjellige varieteter, tildels ogsaa i hele eksemplarer. Endvidere fandtes et par smaa benstumper, der ved sammen- ligning synes at have tilhørt en hval (?). En vegtsanalyse viste følgende forhold : Pecten islandicus Müll 11 gram 3.00 procent Mytilus edulis Lm 38 — 10.35 — Mytilus modiolus Lm 2 — 0.54 — Cyprina islandica Lm 177 — 48.23 — Macoma calcaria Chemn 2 — 0.54 — Macoma halthica Lm 27 — 7.36 — Mya truncata Lm 61 — 16.62 — Saxicava pholadis Lm. .... 3 — 0.81 — Zirphæa crispata Lin 15 — 4.09 — LiUorina littorea Lm 1 — 0.27 — Neptunea despecta Lin 13 — 3.55 — Balanus crenatus Brug., Darw. . 17 — 4.63 — Sum : 367 gram 99.99 procent Det øvrige kan i vegt sættes ud af betragtning. Og om Balanus crenatus kan man gjøre gjældende de samme bemærk- ninger som ovenfor om Mytilus edulis. Graakam-b anken. Denne banke, der blev fremfundet af hr. cand. real. Numme- DAL høsten 1899, ligger straks ovenfor Graakammen st. paa Holmenkolbanen. Stationen ligger 170.1 m. o. h., og banken SKJÆLBANKER I KRISTIANIATRAKTEN. 91 gaar vel op til ca. 5 m. o. stationen, Brøgger angiver som fundet af Nummedal skalrester af 13 arter (Senglaciale og post- glaciale nivåforandringer i Kristianiafeitet, pag. 250 — 51). Jeg har ved flere anledninger senere besøgt denne banke og tildels underkastet den en temmelig indgaaende undersøgelse; men den af sand og grus bestaaende banke har ved disse bestandig været forholdsvis meget fattig paa skalfragmenter. Disse forekommer partivis i sandblandet og tildels lerblandet grus. Indimellem forekommer ogsaa klumpformede indleiringer af gulgråa mytilus- ler. Over den egentlige skjælbanke kommer saa et brunt, sterkt oxyderet strandgrus. Sandsynligvis har bankens ydre skal, som ofte er tilfældet, været som ved hr. Nummedals besøg rigere skjælførende. Det har nemlig ikke lykkedes mig at gjenfinde Balanus porcatus og Aporrhais pes. pelecani; at jeg ikke har gjenfundet Saxicava arctica, antager jeg, har sin grund i, at den her som saadan angivne kun er en varietet af S. pholadis. I denne banke har det lykkedes mig at fremfinde følgende arter : Mytilus edulis Lin. forekom noksaa almindelig i den nor- male form og størrelse. Cardium echinaium Lin. var sjelden, men ellers af normal form og størrelse. Cyprina islandica Lin. var temmelig almindelig i brud- stykker af normal form, men forholdsvis liden (cfr. Auke). Macoma calcaria Ghemn. var sjelden og tyndskaallet i en forholdsvis liden form. Macoma halthica Lin, forekom meget almindelig, tildels i hele, sammenklappede eksemplarer. Som regel forma typica (rotundata-trigona), men tildels ogsaa en noget mere af run- det cauda, især hos juvenile former. Længden naar op til 22 mm. Mya truncata Lin. forekom ikke sjelden i en middels tynd og middels lang form. 92 P- A. ØYEN. Saxicava phöladis Lin. var mere sjelden og forekom i en liden, tynd form af forresten normal type. Zirphæa crispata Ltn. forekom i nogle faa brudstykker af normal form og størrelse. Littorina littorea Lin. forekom i en ganske liden, juvenil form af meget rudis-Wgaende udseende, saa tanken let henledes paa en intermediær type. Af crustaceer forekom Balanus crenatus Brug., Darv^. i den normale type, men der fandtes ogsaa tildels mere lang- strakte eksemplarer, der tillige minder noget om porca^tts-typen ; celletversnittene er her længere og mere rektangulære. Denne art optraadte meget talrig. Desuden fandtes ikke sjelden Porilandia lenticula Møll. af normal type, længde indtil 6 mm. Ganske smaa, juvenile eksemplarer har som regel en oval form med omtrent ligelig udviklet anterior og posterior form. Den forekom tildels i hele, sammenklappede eksemplarer. Denne art er sandsynligvis ud- skyllet af et høiere liggende 1er og paa den maade sekundært indkommet i banken. Det samme er vistnok ogsaa tilfældet med den af hr. Nummedal fundne Leda pernula Müll. Saadant 1er forekommer nemlig endnu i smaa re«ter høiere op i denne trakt; derimod synes det 1er, som her forekommer i noget lavere niveau og vistnok er at opfatte som en noget dybere vands dannelse svarende til ovennævnte bankes afsætningstid, at være af en helt anden karakter. Der fandtes nemlig i grøfter ved den nær- liggende tennisplads en blaagraa, fin og tildels meget seig, ofte mudderagtig 1er, meget opfyldt af récente plantetrevler, tildels noget sandblandet; i denne 1er, som ved tørring bliver meget haard, fandtes ikke sjelden brudstykker af Mytilus edulis Lin., rigtignok i meget smuldrende tilstand, men dog nok til at fast- sætte den normale form og størrelse. I nærheden af en villa SV for Trosterud (Riis) fandtes høsten 1902 et grus indeholdende en heldet skjælfragmenter; det kunde ikke med sikkerhed paavises, om dette grus var opkastet paa SKJÆLBANKER 1 KRISTIANIATRAKTEN. 93 stedet eller ei. Den store overensstemmelse, som samtlige fundne arter viser med den tilsvarende type i forekomsten ved Graa- kammen, gjør imidlertid, at jeg antager, dette grus simpelthen var tilkjørt fra grustaget ved Graakammen. Der fandtes: Wly- tilus edulis, Cyprina islandica, Macoma haltica, Mya trun- cata, Zirphæa crispata, Balanus crenatus. Sammenstilles disse banker, faar vi altsaa: 1. Strømmen-banken . 147.5 m. 0. h % Nøklevand-banken . . 156 ni. 0. h 3. Stig-banken .... . 163.5 m. 0. h 4. Ryenvarde-banken . . 170 m. 0. h 5. Graakam-banken . . . 175 m. 0. h Eller med andre ord, en række banker af temmelig ens- artet præg, tilhørende et niveau 160 — 175 m. o. h. Det samme niveau, geologisk seet, gjenfinder vi ogsaa ude i Aremark, men der i en mindre høide over havet. Trykt 30. december 1905. Nye bidrag til Norges liymenopter- og dipterfaima. Av Embr. Strand. I. Snyltehvepse, samlede særlig i Hallingdal og Hatfjelddalen. Jd ølgende fortegnelse grunder sig paa en del av det paa mine stipendiereiser sommeren 1898 i Hallingdal og 1899 i Nordland, særlig i Hatfjelddalen, tilveiebragte material; for be- stemmelsen av dette har jeg at takke den fremragende specialist prof. S. Brauns i Schwerin. Skjønt de allerfleste av de i det følgende anførte arter jo forlængst er kjendte fra Sverige, hvorfra en stor del netop er beskrevet, tør dog fortegnelsen alligevel frembyde adskillig interesse, da kundskaben om Norges snylte- hv^epsfanna er yderlig ringe; siden min „Enumeratio Hymen- opterorum Norvegicorum" („Entomologisk tidsskrift", 1898) udkom, er det saavidt mig bekjendt offentliggjort kun en eneste opsats (Strand: „Ichneumonologiske meddelelser" i „Tromsø museums aarshefter", 23), der omhandler denne del av vor fauna. Den systematiske anordning er i tilslutning til Dalla Torres „Catalogus Hymenopterorum". Samletiden er angivet i de til- fælde, hvor den paa etiketterne var udtrykkelig noteret. Fam. Ichneumonidae. 1. Thersilochus moderator L. Aal ^/7 1898. 2. Aperileptus ohUquus Ths. Hatfjelddalen. 96 EMBR. STRAND. 3. Leptopygus (Poriøon) harpurus Schrk. Aal, august 1898; Hatfjelddalen. 4. Porizon (Gratophion) gravipes Grav. Aal. 5. Mesochorus silvarum Curt. Hatfjelddalen. 6. — vitticollis Hlmgr. Aal. 6. — pedoralis Ratz. Aal ^^/7; Ustedalen (Hal- lingdal); Hatfjelddalen. 7. — vittator Zett. Aal ^^/7; Hatfjelddalen. 8. Mesochorus {Astiphromma) strenuus Hlmgr. Hatfjeld- dalen. 9. Banchus volutatorius L. Aal ^/7. 10. Banchus falcator Fabr. Aal. 11. Exetastes levigator Y ILL. Aal. ^/7; Hemsedal; Gol -°/6 98. 12. Opheletes glaucopterus L. Røsvand. 13. Anilastus notatus Grav. Aal W7; Hatfjelddalen ^^/7 99. 14. Ganidia sp. Aal. 15. Olesicampe fulcrans Ths. Aal; Hol ^V7 98. 16. — radiella Ths. Aal. 16 b. — suhcallosa Ths. Hatfjelddalen. 17. Omorgus mutabilis Hlmgr. Hatfjelddalen. 18. — molestus Grav. Aal. 19. Fyracmon fumipennis Zett. Aal '-^V'- 20. Angitid fenestralis Hlbigr. Aal ^/7. 21. — rufipes Grav. Hatfjelddalen. 22. — exareolata Ratz. Hatfjelddalen. 23. Sagaritis varians Ths. Hatfjelddalen. 24. — latrator Schrk. Røsvand, Hatfjelddalen. 25. — femoralis Grav. Aal, august. 26. Gymodusa pehdans Hlmgr. Aal ^^/7. 27. Campoplex confusus Først. Aal. " 28. — monozonus Hlmgr. Aal, august. 29. Exochilum circumflexum L. Aal, augusts 30. Anomalon flaveolatum Grav. Kongsberg ^Vs 1899. 31. — claripenne Ths. Røsvand. Nyt Mag. f. Naturv. B A OCP 9W 5 'i», i| gW J" /X.vH Kartskitse over Askerøen med omgivelser. NYE BIDR. TIL NORGES HYMENOPTER- OG DIPTERFAUNA. 97 32. Ophion luteus L. Hatfjelddalen; Aal i^/?. 33. — obscurus Grav. Aal Ve 98. 34. Exochus gravipes Grav. Hatfjelddalen. 35. — pidus Hlmgr. Aal Vt. 36. Metacoelus niansuetor Grav. Hemsedal; Aal ^Vi; Uste- dalen 23/7. 37. Triclistus podagricus Grav. Næs (Hall.) 38. — pallipes Hlmgr. Aal. 39. Chorinaeus funebris Grav. Næs. 40. Orthocentrus protuberans Hlmgr. Hatfjelddalen. 41. — marginatus Hlmgr. Hatfjelddalen. 42. — frontator Zett. Hatfjelddalen. 43. — (Stenoinacrus) merula Grav. Hatfjelddalen. 44. Promethes albicoxa Ths. Aal, Hatfjelddalen. 45. Promethes festivus Fabr. Aal, august. 46. Bassus graculus Grav. Hatfjelddalen ^^/7 99. 47. — albosignatus Grav. Hatfjelddalen; Aal, aug. 48. — (Homotropus) bizonarius Grav. Hatfjelddalen. 49. — — pumilus Hlmgr. Hatfjelddalen. 50. — — ruficornis Hlmgr. Aal. 51. — — pallidipes Grav. Aal. 52. — — ornatus Grav. Aal. 53. — — lateralis Gray. Aal. 54. Trophodonus [Syndipnus) xanthostomus Grav. Aal. 55. Tryphon consobrinus Hlmgr. Aal. 56. — incestus Hlmgr. Aal. 57. — vulgaris Hlmgr. Aal. 58. — signator Grav. Aal V7. 59. — elongator Fabr. Aal, august. 60. — rutilator L. Aal. 61. Trematopygus nigricornis Hlmgr. Aal. 62. Polyblastus marginatus Hlmgr. Aal ^/7. 63. — variitarsus Grav. Aal. 64. Euceros egregius Hlmgr. Aal, Hatfjelddalen. Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIV. II. 7 EMBR. STRAND. 65. Erromenus frenator Grav. Aal, august. 66. Eæenterus connatus Hlmgr. Aal ^^/7. 67. Mesoleptus [Alexeter) ruficornis Grav. Aal, Hatfj eld- dalen. 68. Mesoleptus vulneratus Zett. Aal. 69. — pedoralis Grav. Aal ^/7. 70. — negledus Hlmgr. Aal. 71. Ipodonus chrysostomus Grav. Aal. 72. Catoglyptus foveolator Hlmgr. Aal, Hemsedal. 73. — (Stiphrosomus) fuscicornis Grav. Hatfjeld- dalen. 74. Callidiotes coxator Grav. Hatfjelddalen ; Aal, august. 75. Perilissus filicornis Grav. Aal. 76. Helcostizus (Mesocryptus) nigrocindus Grav. Aal ^^/7. 77. Clistopyga incitator Fabr. Aal ^/7. 78. Olypta hifoveolator Grav. Hatfjelddalen. 79. ConoUasta (Glypta) ceratites Grav. Hatfjelddalen, Røsvand. 80. Pimpla examinator Fabr. Aal, Næs. 81. — NordenskiöldiY{iMGK.{longicepsTYis,.)'^se^{¥idÅ\.), Hatfjelddalen. 82. — ovivora Boh. Aal. 83. — turionella L. Næs, Aal, Røsvand. 84. — brevicornis Grav. Røsvand. 85. Bassus pidus Grav. Aal. 86. Perithous mediator Fabr. Aal ^7. 87. Ephialtes antefurcalis Ths. Hatfjelddalen. 88. Lissonota bellator Grav, Aal V?. 89. — argiola Grav. Aal. 90. — dypealis Ths. Aal. 91. Phytodietus coryphaeus Gr. Aal. 92. Lampronota nigra Grav. [melancholica Grav.) Hatfjeld- dalen. 93. Hybophanes (Eclytus) fontinalis Hlmgr. Hatfjelddalen. NYE BIDR. TIL NORGES HYMENOPTER- OG DIPTERFAUNA. 99 94. Pycnocryptus peregrinator L. Næs (Hall.) 95. Chaeretymma (Cratocryptus) anatorius Grav. Aal, juli-august. 96. Chaeretymma — ruficoæis Ths. Hatfjeld- dalen. 97. Cryptus Dianae Grav. Hatfjelddalen ^°/i 99. 98. — difficilis Tchek. Skarmodaleii (Nordland); Aal. 99. — tarsoleufos Schrk. Aal ^^/e. — viduatorius Fabr. Aal ^/7. Goniocryptus clypearis Ths. Aal. Spilocryptus nasutus Ths. Ustedalen (Hall.) ^^h. Pezomachus agilis Grav. Aal, Næs, Hatfjelddalen. — instahilis Først. Aal, Hol, Kongsberg. — faunus Først. Hatfjelddalen. — rufuhis Først. Hatfjelddalen. — sericeus Først. Hatfjelddalen. calvus Først. Kongsberg ^Vo 99. Hemiteles gracilis Ths. Ustedalen ^^h 98, Aal. — m^Wve^^^m Ths. Hol. (Hall.) '-^2/7; Hatfjelddalen. — ruficomis Grav. Aal, august. — hicolorinus Grav. Aal V?. — capreolus Ths. Hatfjelddalen. — melanariiis Grav. [vicinus Grav). Aal. — fîdvipes Grav. Aal ^/7. — areator Panz. Aal, Hatfjelddaleu. — areolaris Ths. Aal. Phygadevon trichops Ths. Røsvand; Næs (Hall.) — fumator Grav. Aal, Hatfjelddalen. — dumetorum Grav. Aal ^^/7. — nydhemerus Grav. Røsvand. Pammacus ( Stenocryptus) nigriventris Ths. Hatfjeld- dalen. Calocryptus (Giraudia) congruens Grav. Aal. Microcryptus sperator Grav. Aal. 100 EMBR. STRAND. 125. Microcryptus erythrinus Grav. Aal. 126. — arridens Grav. Hol ^^/7 98. 127. — graminicöla Grav. (hrevicornis Grav.) Hat- fjelddalen ^^/i 99. 128. Stylocryptus minuhilus Ths. Aal. — I Dalla Torres Katalog staar som patria kun anført: „Turcia". 129. Leptocryptus claviger Tasche. Hatfjelddalen. 130. Exolytus laevigatus Grav. Hatfjelddalen ^^7; Aal '^^/q —8/7 98. 131. Atractodes (Asyncrita) f ovealata Gray. Hatfjelddalen W7. 132. Phaeogenes ischiomelinus Grav. Hol ^^/i 98. 133. — fuscicornis Grav. Aal, Hatfjelddalen. 134. — melanogonus Gmel. Aal, Næs. 135. — planifrons Wesm. Aal. 136. Diadromus subtilicornis Grav. Aal ^/7. 137. Aethecerus placidus Wesm. Kongsberg ^Vs; Aal. 138. — dispar Wesm. Aal. 139. Platylabus albinus Grav. {errabundus Grav.) Aal, aug. 140. Amblyteles Johansoni Hlmgr. Aal ^Ve 98. 141. — litigiosus Wesm. Aal. 142. — castigator Fabr. Kongsberg ^^/5 99. 143. Priocnemis gibbulus Ths. Aal; Kongsberg ^Vb. 144. Ichneumon gracilentus Wesm. Hemsedal. 145. — gracilicornis Grav. Aal ^Ve. 146. — annulator Fabr. Røsvand. 147. — latrator Grav. Aal ^^/7. 148. — sarcitorius Grav. Aal. 149. — castaneus Grav. Hatfjelddalen, Aal, Røsvand. 150. — septentrionalis Hlmgr. Aal, august. 151. — glaucatorius Fabr. Aal. 152. — albicinctus Grav. Løkta (Helgeland) ^^/ß 99; Hatfjelddalen ^Vi 99. 153. — vacillatorius Grav. Aal. 154. -j- bucculentus Wesm. Aal. NYE BIDR. TIL NORGES HYMENOPTER- OG DIPTERFAUNA. 101 155. Hoplismenus perniciosus Grav. [armatorius Panz) Aal ^/e. 156. Foenus (Gasteruption) affectator L. Aal V7. Fam. Braconidae. 1. Goelinius niger Nees. Aal ^h. 2. — (Chaenon) circulator Grav. Aal, Næs (Hall.) 3. Copidura {Chaenon) anceps Curt. Aal, Hatfjelddalen. 4. Alysia sp. Aal. 5. Macrocentrus marginator Nees. Aal, august. 6. Ichneutes reunitor Nees. Hatfjelddalen ^^/7 99. 7. Meteorus cinctellus Nees. Aal 20/7. 8. — ahdominator Nees. Aal. 9. — scutellator Nees. Hatfjelddalen, Skarmodalen. 10. Earinus delusor Wesm. Aal. 11. Agathis rufipalpis Nees. Aal ^/7 98. 12. — variipes Ths. Aal. 13. Microgaster sp. Aal, Næs. 14. — areolaris Ths. Aal ^/7 98. 15. Bhogas dimidiatus Spin. Aal. Fam. Proctotrupidae. 1. Godrus pallipes Jur. Aal, Næs, Hatfjelddalen, II. Nogle bier, bladhvepse o. s. v., særlig fra Hallingdal. 1. Trichiosoma lucorum L. Krafseli sæter i Næs. ^Ve 98. 2. Allantus Rossii Panz. Aal ^/7 98. 3. Dolerus pratorum Fall. Aal ^/7 98. • 4. Edemnius guttatus Lind. Aal. 5. Trypoxylon figulus L. Aal ^^/7. 6. Mellinus arvensis L. Aal. 7. Passaloecus gracilis Curt. Aal. 8. Psammophila hirsuta Kb. Gol ^^/e 98. 9. Ammophila sabulosa L. Aal. 102 EMBR. STRAND. 10. Pompilus trivialis Dlb. Aal. 11. Ancistrocerus trimarginatus Zett. Aal ^^h. 12. Odynerus quadrifasciatus F. Aal V?. 13. Chrysis ignita L. Aal, august. 14. Tetramorium caespitum L. Aal. 15. Pr osopis communis Nyl. Aal. 16. Andrena parvula Kb. Klovimoen i Vefsen. 17. — fulvago Chr. (?). Sandnæssjøen (Helgeland). 18. Osmia sp. Kongsberg. III. Nye norske lokaliteter for Diptera. Over en liden samling av Diptera, som velvilligst er be- stemte av overlærer P. Stein (Genthin), gives herved en forteg- nelse; denne vil, selv om ariernes antal ikke er saa stort, dog i nogen grad fuldstændiggjøre vor kundskab om dipternes ud- bredelse, særlig i det arktiske Norge og supplere en tidligere meddelelse av mig: „Norske lokaliteter for Diptera^'' (Kristiania Videnskabsselskabs forhandl. 1903, Nr. 3). — Hvad lokaliteterne angaar, saa ligger følgende i Nordlands amt: Hatfjelddalen, Røsvand, Skarmodalen, Klovimoen og Fellingfors i Vefsen, Hammerø, Tysfjorden, Lødingen, Hadsel og Langøen (Vester- aalen). De andre nedenfor nævnte lokaliteter ligger i det syd- lige Norge. 1. Simulia fuscipes Fries. Lødingen. 2. Ptiolina crassicornis Panz. Røsvandets omegn. 3. Hilara nitidula Zett. Tysfjorden. 4. Hercoston%us Sahlhergi Zett. Hammerø. 5. Eristalis intricarius L. Tysfjorden. 6. Scopolia sp. Røsvand. 7. Perichaeta unicolor Fall. Aal (Hall.) 8. Musea corvina Fabr. Lier. 9. Pollenia rudis F. Aal. 10. Muscina (Cycloneum) hortorum Fall. Klovimoen. NYE BIDR. TIL NORGES HYMENOPTER- OG DIPTERFAUNA j 03 11. Aricia hasalis Zett. Hatfjelddalen. 12. — longipes Zett. Røsvand, Klovimoen, Hammerø. 13. — morio Zett. Hatfjelddalen, 14. — luteisquama Zett. Røsvand. 15. — consobrina Zett. Røsvand, Langøen. 16. — albolineata Fall. Hammerø. 17. Spilogaster nigritella Zett. Hatfjelddalen, Skarmodalen, Røsvand. — Meget hyppig. 18. — lucorum Fall. Skarmodalen, Røsvand. 19. — marmorata Zett. Hatfjelddalen. 20. — obscur ata Fall. Hatfjelddalen. 21. — Sundevalli Zett. Skarmodalen. 22. Prosalpia silvestris Fall. Klovimoen, Lødingen. 23. — Billbergi Zett. Sande (Jarlsberg), Langøen (Vesteraalen). 24. Trichophthicus semicinereiis Wied. Hatfjelddalen, Røs- vand, Klovimoen, Lødingen. 25. — innocuus Zett. Skarmodalen, Røsvand. 26. — hirsutulus Zett. Hatfjelddalen. 27. — subrostratus Zett. Hatfjelddalen. 28. Allocostylus diaphanus Wied. Skarmodalen, Hatfjeld- dalen. 29. Hydrotaea dentipes Fabr. Aal. 30. Hydrophora conica Wied. Hatfjelddalen, Røsvand, Klo- vimoen, Lødingen, Skien. 31. Hylemyia variata Fall. Lødingen, Hadsel. 32. — strigosa F. Kristiania. 33. — pullula Zett. Kristiania. 34. — sp, Skarmodalen. 35. Anthomyia sulciventris Zett. Langøen, Lødingen ; Øde- mark. 36. Anthomyia radicum L. Lødingen. 37. Coelomyia suhpelluscens Zett. Hatfjelddalen. 38. Pegomyia pilosa Stein. Røsvand, Lødingen. 104 EMBR. STRAND. 39. Pegomyia flavipes Fall. Røsvand. 40. — rufipes Fall. Røsvand, Hatfjelddalen. 41. Azelia Zetterstedti Rd. Hammerø. 42. Chortophila angustifrons Rd. Røsvand, Kristiania. 43. — curvicauda Zett. Skien, Hadsel, Langøen, Klovimoen. 44. — lepida Fall. Lødingen. 45. — parva Mg. Skien. 46. — ignota Rd. Langøen, Tysfjorden. 47. — trapezina Zett. Hatfjelddalen, Skien. 48. — curvicornis Zett. Fellingfors (Vefsen). 49. Chortophila striolata Fall. Lødingen. 50. Homalomyia canicularis L. Røsvand. 51. — cothurnata Lw. Lødingen. 52. — sp. Aal. 53. Coenosia alma Mg. Onsø. 54. — decipiens Mg. Klovimoen, Hatfjelddalen. 55. Macrorchis intermedia Fall. Hatfjelddalen. 56. — means Mg. Røsvand, Skarmodalen, Hatfjeld- dalen, Lødingen, Hammerø. 57. Thelida occulata Fall. Røsvand. 58. Helomyza Miki Pok. Hatfjelddalen. 59. Discomyza incurva Fall. Kristiania. Trykt den 11. Januar 1906. Ueber einige Abarten und Varietäten palaearcti- scher ßhopaloceren. Von Oscar Schultz. 1. Papilio podsilirius L. cih. {nov) pa,llistriga Schultz. Ah. pallistriga m: strigis non nigris, sed pallide-brunneis. In meiner Sammlung besitze ich eine eigenartige Form von Papilio podalirius L., welche sich schon durch die licht ocker- gelbe Grundfärbung von typischen Exemplaren dieser Art unter- scheidet, besonders aber dadurch auffällt, dass sämmtliche Streifenzeichnung — auch der Saum — nicht wie bei typi- schen Exemplaren tiefschwarz, sondern licht braungelb gefärbt ist (= ah nov. pallistriga m). Auch unterseits ist die Grundfärbung mehr ockergelb und sämmtliches Schwarz typischer Exemplare ins Braungelbe ver- färbt. Der Leib, Thorax, Kopf, Augen, sowie die Schenkel sind ebenfalls nicht schwarz, sondern bräunlich gefärbt. Die Anlage der dunkleren Zeichnungen ist vom Typus nicht wesentlich verschieden. Herr Dr. med. Fischer in Zürich erzog diese merkwürdige Form auf experimentellem Wege. Von Papilio podalirius L. sind bisher folgende abwei- chende Formen benannt worden: 106 OSCAR SCHULTZ. Gen. aest. Zanclaeus Z. Isis 1847 p. 213. Var. {et ah.) Smyrnensis Eimer. Artb. I p. 94 fig. M. Ab. {et var.) Virgatus Butler. Proceedings of the Zoolo- gical Society of London 1865 p. 430, t. 25, lig. 1. Gen. vern. Miegii Th.-Mieg. Naturaliste 1889 p. 74, 197, Var. Feisthamelii Dup. Suppl. I p. 7, t. 1 fig. 1 (1832). Gen aest. Lotteri Aust. Pet. Nouv. 1879, p. 304, 293. Var. Podalirimis Obth. Études d'Entom. XIII p. 37 t. 9, fig. 99 (1890). Ah. Undecimlineatus Eimer. Artb. I 41, t. 1, fig, 3. Ab. Galenus Schultz. Berl. ent. Zeitschrift 1902 p. 126. Ab. Spoliatus Schultz. Berl. ent. Ztschr. 1902 p. 127. Taf. II fig. 1. Ab. Pundatus Schultz. Berl. ent. Ztschr. 1902 p. 127. Taf. II fig. 2. Ah. Redudus Schultz. Berl. ent. Ztschr. 1902 p. 128. Taf. II fig. 3. Ab. Nebulosoniaculatus Sandberger. Jahrb. Ver. f. JNat. Herzogtum Nassau, 11. Heft, 1857 p. 97. Abb. Ab. Nigrescens Eimer. Artb. I p. 82, fig. E. Ab. Schultzii Bathke. Ent. Zeitschr. Iris Dresden 1900 p. 332; Berl. ent. Ztschr. 1902 p. 128. Taf. II fig. 6. Ab. Ornata Wheeler. Butterflies of Svitzerland 1903 p. 52. Ab. Pallistriga Schultz. Vorstehend. Die Var. Diluta de Sélys (Ann. Soc. Ent. Belg. 1831 p. 4) ist eine monströse Bildung. 2. Pa,pilio alexa,nor Esp. va^r. ma,gna,. Einige Exemplare von Papilio alexanor Esp., welche aus Dalmatien stammen, zeichnen sich vor Exemplaren anderer Pro- venienz (Digne, Basses-Alpes, Alpes Maritimes, Italien) durch ihre stattliche Grösse aus, sodass ihre Bezeichnung als var. magna gerechtfertigt erscheint. Die Länge der Vorderflügel — ABARTEN UND VARIETÄTEN PALAEARCT. RHOPALOCEREN. 107 von der Basis bis zur Spitze gemessen — beträgt bei diesen 40—45 mm., während die grössten der aus anderen Gegenden mir vorliegenden Exemplaren hinter diesen Grössenangaben um einige MiUimeter zurückbleiben. Die gelbe Grundfärbung ist sehr lebhaft, die dunkle Streifen- zeichnung intensiv schwarz, der schwarze Streifen, welcher den ganzen Vorderflügel durchquert, sehr breit entwickelt. Den bereits benannten Formen: Var. Orientalis Rom. Mémoires sur Lépidoptères par Ro- manoff I p. 41 t. 5 flg. 1 (1884) und Ah. Maccahaeus Stdgr. Iris. Dresden 1891, p. 224 dürfte die var. magna noch zuzuzählen sein. 3. Pcipilio machaon L. ab. conßuens m. Ab. confluens: AI, ant. maculis costalibus confluentibus. Die beiden grossen schwarzen Costalflecken der Vorderflügel sind zu einem breiten schwarzen Vorderrandsfeld zusammen- geflossen. Ein prächtiges Exemplar dieser Abart, welches sich im Übrigen vom Typus nicht wesentlich unterscheidet, wurde 1904 in Niederschlesien (Umgegend von Sprottau) gefangen und be- findet sich in der Sammlung des Herrn Pastor Pfitzner in Sprottau, In meiner Sammlung befinden sich einige Übergangsformen zur Abart confluens; bei diesen sind die schwarzen Costal- flecken einander so genähert, dass die gelbe Grundfärbung nur noch in Form eines schmalen Striches zwischen beiden hervor- tritt, oder aber es finden sich zwischen den beiden Costalflecken, welche in typischer Weise von einander entfernt liegen, auf dem gelben Grunde Anhäufungen schwarzer Schuppen vor. Die ab. confluens wurde auch auf experimentellem Wege durch Temperatureinwirkungen erzielt; auch zeigte sich die Confluenz der beiden schwarzen Costalflecken zugleich in Ver- 108 OSCAR SCHULTZ. bindung mit den der Abart Nigrofasciatus Rothke eigentüm- lichen Characteren, cf. z. B. C. Frings, Soc. ent. Zürich XVIII p. 2: „Mehrfach fliessen die Gostalflecken gänzlich zusammen". 4. Pyrameis cardui L. ab. [nov) cardueh's Schultz. Im Unterschied zu der var. pallida Schøyen, welche die gelbrote Grundfärbung wesentlich aufgehellt zeigt, ist bei dieser neuen Abart, welche ich ah. carduelis nenne, die schwarze Zeichnung der Oberseite, insbesondere das Schwarz im Apicalfelde der Vorderflügel, auffallend blass. Das Schwarz ist weissgrau geworden. Sehr seltene Abart. — Coli. m. 5. Pyrameis cardui L. ab. [nov.) priameis Schultz. Auf den Hinterflügeln sind oberseits die obersten der runden Flecke, welche bei typischen Exemplaren vor dem Saume stehen, bei dieser Abart zu schwarzen Längsstrahlen ausgeflossen (= ab. priameis m.). Coli. Pilz. — Heinrichau. Von Pyrameis cardui L. sind nachstehende Formen mit besonderem Namen belegt worden: Ab. Inornata Brams. Ann. Soc. France 1886 p. 289. Var. Pallida Schøyen. Troms. Mus. Aarsh. IV (1881) p. 77. Ab. Carduelis Schultz. Vorstehend. Ab. Elymi Rambur. Annales des sciences d'observation II, 1829, t. 5, flg. 1, 2. Ab. Wiskotti Standfuss. Experimentell erzogen. Ab. Priameis Schultz. Vorstehend. Var. Minor Canlo. Miscell. Entom. Heft VI. ABARTEN UND VARIETÄTEN PALAEARCT. RHOPALOCEREN. 109 6. Callophrys rubi L. ab. cinerascens m. Ab. cinerascens: supra grisea, non fusca. Die Oberseite der Vorderflügel ist nicht schwarzbraun, wie beim Typus, sondern bleichgrau. Die Unterseite weicht von typischen Exemplaren nicht ab. Unter der Stammart. — Coli. Claassen. In der Soc. ent. XÏX p. 9 beschrieb ich ein Exemplar aus der Sammlung des Herrn A. Pilz in Heinrichau (Schlesien), welches einen Übergang zu der ab. cinerascens m. bildet: „Sämmtliche Flügel oberseits nach dem Aussenrande zu breit licht aschgrau, was besonders auf den Vorderflügeln her- vortritt. Die übrige Flügelfläche typisch schwarzbraun". Von Callophrys rubi L. finde ich folgende vom Typus ab- weichende Formen aufgeführt: Yar. Suaveola Stdgr. Stettiner entom. Zeitung 1881 p, 279. Var. Fervida Stdgr. Gat. Lep. ed. Ill p. 70. Var. .Borealis Krulikowski. Bufletins de la Société Impé- - riale des J>faturalistes de Moscou 1890. II. p. 19. Var. Polaris Gerh. cf. Rühl pal. Grossschmett. I, p. 19. Var Sibirica Rühl pal. Grossschm. I, p. 740. Ab. Cinerascens Schultz. Vorstehend. Ab. Immaculata Fuchs. Jahrb. d. Nassauischen Ver. für Nat. 1891 p. 211. Ab. Brunnea Tutt. Brit. Butt. p. 196. 7. Thecia, w. album Knoch. var. meridionalis m. Var. meridionalis: Forma subtus latefasciata. Mir liegen mehrere Exemplare dieser Art vor, welche sämmt- lich von der Riviera stammen und sich von deutschen Exem- plaren dadurch unterscheiden, dass die weisse Linie auf der Unterseite kräftiger entwickelt und breiter angelegt ist (= var. meridionalis m.). no OSCAR SCHULTZ. Auch Wheeler erwähnt in seinen „The Butterflies of Svitzerland" p. 48 diese Form „with broad wh. Hue u. s." und giebt u. a. als specielle Fundorte Nizza und Cannes an. 8. Thecla. pruni L, ? ab. pallescens m. Die gelbrote Fleckenbinde typischer Exemplare, welche sich vor dem Saume der Vorderflügel befindet, tritt bisweilen sehr blass auf und nimmt unter Umständen eine hcht bräunlich- gelbe Färbung an. Auch die schw^arzbraune Grundfärbung der Oberseite ist fahler. Man könnte diese Form als ab. pallescens bezeichnen. Hierher gehört wohl auch die weibliche Aberration, welche TuTT in seinen Brit. Butterflies p. 209 wie folgt beschreibt: „A bleached ?, most strange in appearance, being entirely of a pale fawn colour". 9. Zephyras qaercas L. ? a,b. beilas Gerh. Diese hübsche Form \^on Zephyrus quercus L., welche sich vom Typus durch das Auftreten eines oder mehrerer gelber Flecken (in der Discalzelle) auf der Oberseite der Vorderflügel unterscheidet, tritt auch in Schlesien auf. Von den Herrn A, Pilz in Heinrichau und A. Herrmann in Neuhof, Reg.-Bezirk Breslau, wurde aus einer grossen Zahl geklopfter Quercus-Rauipen die Abart hellus Gerh. in schön ausgeprägten Exemplaren in Mehrzahl gezogen (Coli. Pilz). 10. Zephyrus betulne L. ab. unistrigata, m. Ah. unistrigata m.: Subtus unica striga. Sehr selten tritt untei" dei' Stammart eine Aberration auf, welche sich durch das Schwinden des einen der beiden Quer- streifen auf der Unterseite der Flügel unterscheidet. ABARTEN UND VARIETÄTEN PALAEARCT. RHOPALOCEREN. Hl Von Zephyrus hetulae L, sind die folgenden Abweichungen vom Typus benannt worden : Ab. Spinosae Gerhard cf. Versuch. Monogr. europ. Schmetterlingsarten Thecla, Polyommatus etc. t. 3 fig. 2: 6 mit einem grösseren und 2 kleineren gelblichen Flecken auf der Oberseite der Vorderflügel. Ab. Pallida Tutt cf. Butterflies p: 203: Ô mit einem weissen Fleck und zwei kleineren weissen Flecken darunter. Ab. Fisonii 9 Wheeler cf. Butterflies of Svitzerland 1903 p. 47: Weibhche Form, bei welcher der Querfleck auf der Vorderflügel-Überseite nicht orangefarben, sondern gelb ge- färbt ist. Ab. ünistrigata Schultz cf. Vorstehend. Mit nur einem Querstreifen unterseits. Var. Crassa Leech cf. Butterflies from China, Japan and Gorea. London II, p. 384, t. 28, fig. 11. Langer ge- schwänzt. 11. Ådopaea, thaumas Hufn. ab. pallens m. Forma pallida. AhnHch wie bei Adopaea lineola O ab. pallida Tutt (ci Brit. Butt p. 136), so ist bei dieser Aberration von Adopaea thaumas Hufn. die Grundfärbung aller Flügel stark aufgehellt. Die typische goldgelbe Färbung ist in weisslichgelbes Colorit übergegangen = ab. paüens m. CoU. Pilz — Coli. Kempf. Gedruckt 11. Januar 1906. Eine Samniliing der wichtigsten Typen der Eruptivgesteine des Kristianiagebietes nach ihren geologischen Verwandtschafts- beziehungen geordnet. Von Prof. Dr. W. C. Brøgger. Di 'ie Eruptionsprovinz des Kristianiagebietes hat, wie be- kannt, eine ausserordentlich reichhaltige Repräsentation der ver- schiedenartigsten Gesteinstypen geliefert; dieselben sind — wie ich zuerst auf der Naturforscherversammlung in Kristiania 1886 nachgewiesen habe • — sämmtlich Differentiationsprodukte eines gemeinsamen natronreichen Stammmagmas. Von der Eruptionsgeschichle — gleichzeitig der Differen- tiationsgeschichte — dieser reichen Fülle von Massengesteinen, und von ihren gegenseitigen genetischen Beziehungen gab ich 1890 (Zeitschr. f. Kryst. & Min. ß. 16, Part I) eine ganz vor- läufige kurze Übersicht. Einzelne ausgewählte Abschnitte der Eruptionsgeschichte habe ich später, namentlich von rein petro- graphischen Gesichtspunkten aus, mehr speciell behandelt (Erup- tivgesteine des Kristianiagebietes I (1894), II (1895), III (1898)). Das übermässig reiche, durch V4 Jahrhundert von mir ge- sammelte Beobachtungsmaterial, namentlich aus den letzten 10 Jahren, als mir bessere topographische Karten zu Gebole standen, Nyt Mag. i Naturv. XXXXIV. 11. 8 114 w. c. BRØGGER. hat mir nach und nach immer neue Erläuterungen und z. Th. neue Gesichtspunkte betreffs des ganzen genetischen Zusam- menhanges der zahh'eichen Gesteinstypen geliefert, welche jetzt eine neue, ausführlichere Darstellung der gesammten Eruptions- geschichte erfordern. Ich kann eine derartige Bearbeitung jetzt ausser durch ein reiches Material von geologischen Beobachtun- gen namentlich auch durch sehr vollständige Analysenreihen (mehr als 150 Analysen liegen mir schon jetzt vor) sämmtlicher characterischen Gesteinstypen beleuchten. Da immer noch für einige Theile des grossen Gebietes zuerst eine gründlichere Durchforschung durch ergänzende Feldbeob- achtungen noth wendig ist, wird es aber voraussichtlich noch vielleicht wenigstens 2 Jahre dauern, ehe ich eine derartige Zu- sammenstellung vorlegen kann. Unterdessen habe ich mich der unaufhörlichen Anträge wegen, seitens geehrter Fachgenossen, um Vergleichsmaterial der Gesteinstypen des Kristianiagebietes, dazu genöthigt gesehen; vorläufig eine bedeutende Arbeit darauf zu spenden, eine einigermassen genügende Typensammlung der wichtigsten Gesteinstypen des Kristianiagebieles zusammenzu- stellen ; theils war es mir nämhch ohne dies nicht mehr möglich derartigen Anträgen, welche während der letzten Jahre einliefen, entgegenzukommen, da das Doubletten-Material der Gesteins- sammlung der Universität von diesen Gesteinen schon längst erschöpft war, theils hatte ich auch die Erfahrung gemacht, dass die Versuche, welche von anderen Seiten ^ gemacht waren, darauf der Nachfrage nach diesen Gesteinstypen Genüge zu thun, sehr schlecht ausgefallen waren, indem z. B. eine Anzahl der von mir beschriebenen neuen Typen in derartigen Sammlungen durch ganz andere Gesteine, als die von mir beschriebenen repräsentirt war etc. ' So ist z. B. eine kleine Sammlung von 30 Typen der Eruptivgesteine des Kiistianiagebietes seiner Zeit durch die Firma B. Stürtz in Bonn verkauft; eine andere grössere Sammlung wurde durch Herrn ¥. Mårthen in Kristiania verkauft; beide waren voll von unrichtigen Bestimmungen. WICHTIGSTE TYPEN D. ERUPTIVGEST. D. KRISTIANIAGEB. 115 Beinahe 9 Jahre hindurch habe ich und meine Assistenten nun mit dem Zusammenbringen einer derartigen übersichtlichen Repräsentation der wichtigsten Gesteinstypen des Kristiania- gebietes gearbeitet. Als das Resultat dieser Bemühungen sind nun schliesslich im ganzen 20 derartige Typensammlungen, jede derselben 227 einzelne Nummern umfassend, zusammengebracht. Diese Sammlungen sollen jetzt durch die Vermittelung der all- bekannten Firma F. Krantz in Bonn an Fachgenossen der ganzen Welt zerstreut werden, und werden dann vorläufig eine ziemlich gute, wenn auch bei weitem nicht erschöpfende Vorstel- lung von dem Reichthum der Gesteinstypen der Eruptionsprovinz des Kristianiagebietes liefern können. Um dabei etwas mehr als einen blossen Nummer-Catalog dieser Sammlung zu liefern, habe ich nun das Verzeichniss dieser 227 Gesteinsproben geologisch nach ihren Verwandt- schaftsheziehungen zu ordnen versucht. Ich habe dabei in erster Linie die Absicht gehabt, eine vorläufige Andeutung von der ganzen Differentiationsgeschichte des Eruptivmagmas des Krislianiagebietes zu geben; am besten hätten dann auch sämmt- liche vorliegenden, zum grössten Theil bis jetzt noch nicht publi- cirten Analysen der Gesteine gleichzeitig beigefügt sein sollen. Bei näherer Erwägung habe ich schliesslich doch davon abge- standen, weil ich es richtiger gefunden habe, diese Publikation auf die ausführlichere Bearbeitung der ganzen Eruplionsgeschichte aufzuschieben. Die jetzt vorgelegte genetische Ordnung der Typen mit den beigefügten kurzen orientierenden Bemer- kungen wird aber auch ohne die Analysen schon an und für sich jedem Kenner der Eruptivgesteine und ihrer gegenseitigen gesetzmässigen Beziehungen genügen, um die Angriffe, die durch eine Reihe von Jahren auf die Differentiationshypothese und speciell auf meine Arbeiten darüber erschienen sind, zu wider- legen; ich habe es in den späteren Jahren selbst stets überflüssig gefunden auf diese Angriffe zu antworten, da ich davon überzeugt war, dass sie nach und nach von selbst durch 116 W. c. BRØGGER. die Gewalt der Tliatsachen zur Erde fallen würden. Jetzt wird die zusammengebrachte Übersichts-Repräsentation der Gesteins- typen des Kristianiagebietes mit dem erläuternden Catalog selbst eine Antwort geben. Dann habe ich aber mit dieser genetischen Gruppierung auch noch eine weitere Absicht gehabt, diejenige nämlich, gleich- zeitig eine Andeutung einer genetischen petrographischen Systematik der Eruptivgesteine zu geben, durch dies Beispiel von dem Kristianiagebiete erläutert. Für mich ist die Pétro- graphie immer in erster Linie eine geologische Wissenschaft gewesen; jede Klassificirung der Eruptivgesteine, welche auf diese grundlegende Auffassung der Bedeutung der geologischen Verwandtschaft der Gesteinstypen keine Rücksicht nimmt, kann deshalb auch meiner Ansicht nach nie eine genügende Syste- matik werden. Zur näheren Erläuterung der thatsächlichen geologischen Grundlage der versuchten Klassifikation sind einige möglichst kurze orientirende Bemerkungen, namentlich über die gegen- seitige Altersbeziehung der Haupttypen, beigefügt. Ich will schliessHch nicht unterlassen zu bemerken, dass die Sammlung auch eine Anzahl neuer Gesteinstypen enthält, die früher nicht beschrieben sind; sie sind, wie die übrigen, sämmtlich analysirt, und ihre Beschreibungen sollen später publi- cirt werden. WICHTIGSTE TYPEN D. ERUPTIVGEST. D. KRISTIANIAGEB. 117 I. Älteste Spaltungsprodukte des Stammmagmas. Kalk-Alkaligesteine der Familien der Essexite und der Akerite. I a. Die basische (und ultrabasische) Familie der Essexite. A. Abyssische Hauptgesteine, a. Centrale Haupttypen. 1. Es S exit; nahe bei „Berget", am östlichen Fuss von Sölvs- berget, Kirchspiel Gran. 2. Essexit; unterhalb „Berget", am östlichen Fuss von Sölvs- berget, Gran. 3. Essexit; feinkörniger Typus ; Insel Tof teholmen, Kirchspiel Hurum, Kristianiafjord. 4. Essexit; normaler Typus; Mitte der Insel Randvikholmen, Hurum, Kristianiafjord. 5. Essexit; tafehger feldspathreicher (relativ leukokrater) Typus; SW. -Seite der Insel Randvikholmen, Hurum, Kristianiafjord. 6. Essexit; Übergang in Olivinmonzonit ; Dignæs, Südseite des Sees Tyrifjord. 7. Essexit; kleintafelig; Gipfel von Ullernåsen, Kirchspiel W. Aker bei Kristiania. 8. Essexit; kleintafelig, glimmerreich, Trasop, Husebyåsen, W. Aker, bei Kristiania. 9. Glimmeressexit; GHmmer unter den dunklen Mineralien vorherrschend; Trasop, Husebyåsen, W. Aker, bei Kri- stiania. 10. Essexit; grosstafelig; W. von Ullernbach, Mærradal, Ullern- åsen bei Kristiania. 118 W. c. BRØGGER. 11. Es s exit; grosstafelig, alkalireich, Übergang in foyaitische Facies (confr. No. 22); W. von Teien, Husebyåsen, bei Kristiania. 12. Ess ex i t; pyroxenreich, Übergang in Pyroxenit; Gipfel von Brandberget, Kirchspiel Brandbu (früher Gran). ß. Diaschiste (difFerenzirte) Randfacies. a. Melanokrate {basische und ultrabasische) Typen. 1. Angereichert mit MgO und CaO [Pyroxenite). 13. Pyroxenit, mit brauner Hornblende; Gipfel von Brand- berget, Brandbu (Gran). 14. Pyroxenit, mit braunem Glimmer; Randvikholmen, Hurum. 2. Angereichert mit TiO^ {wesentlich hornblendereiche Typen). 15. Hornblendeessexit, reich an Titanit und alkalireicher Hornblende; Übergang in foyaitische Facies; W. von Teien, Husebyåsen, W. Aker, bei Kristiania. 16. Hornblendeessexit; wie No. 15 aber frischer; von einer naheliegenden Stelle, Husebyåsen, W. Aker. 17. Hornblendeessexit, normaler Typus, Brandberget (W. Seite), Brandbu (Gran). 18. Hornblendeessexit, feinkörnig; Übergang in No. 19; kleiner Rücken am Ostabhang von Brandberget. 19. Hornblendeessexit; ganz feinkörnig; Übergang in Gamp- tonit; von Brandberget; Grenzfacies von No. 18; tritt auch gangförmig auf und geht dann vollständig über in Camptonit. Ebendaselbst. 19a. Glimmeressexit (Übergang in Åkerit); NW. Abhang von Brandberget, Brandbu (Gran). b. Leukokrate {intermediäre) Typen. 1. Massig angereichert mit Alkalien und SiO^, {Äkerite). 20. Åkerit; ältere elv^^as dunklere, verhältnissmässig weniger differenzirte Grenzfacies (Übergang in Glimmeressexit), WICHTIGSTE TYPEN D. ERUPTIVGEST. D. KRISTIANIAGEB. 119 wesentlich als Adernnetz in No. 12; S W. Abliang von Brandberget, Brandbu (Gran). 21. Åkerit; jüngere, hellere und saurere, alkalireichere Varietät, als Adernnetz in No. 12 und No. 20; ebendaselbst. 21a. Åkerit; noch jüngere und saurere Varietät, ebendaselbst. 2. Stärker angereichert mit Alkalien [Foyaite]. 22. Foyait; helle Grenzfacies des Essexit von Husebyåsen, W. Aker (confr. No. 10, 11, 15. 16). B. Hypabyssische Gesteine (Ganggesteine), a. Aschiste Ganggesteine. 23. Olivindiabas; intrusiver Lagergang in silurischen Schich- ten; Insel Oslo, Kristianiafjord. 24. Olivindiabas; intrusiver Lagergang in silurischen Schich- ten; Insel Kjeholmen. Kristianiafjord. ß. Diaschiste (complementäre) Ganggesteine. a. Melanokrate, ultrahasische Typen. 25. Py roxenitporphy rit; intrusiver Lagergang in silurischen Schichten; SO. -Spitze von Tofteholmen, Hurum. 26. Pyroxencamptonit; stark umgewandelt; Spaltengang NO. -Ende von Tofteholmen, Hurum. 27. Camptoni t; intrusiver Lagerg/mg in Aiaunschiefer; Egge, Ostabhang von Brandberget, Brandbu (Gran). 28. Camptonit; intrusiver Lagergang in Alaunschiefer; Mæna, W. Fuss von Brandberget, Brandbu. 29. Camptonit; Spaltengang in silurischen Schichten; Huseby- åsen, W. Aker. 29a. Camptonit; Spaltengang in silurischen Schichten; Ven- stöp, Gjerpen, W. von Skien. NB. Die Stellung dieses Gesteins etwas unsicher. 120 w. c. BRØGGER. b. Melanokrate, uUrabasische, pegmatitische Typen. 30. Hornblendeessexitpegmatit, Gänge in Essexit, Brand- berget, Gran. NB. No. 29, 27, 19, 18, 16, 30 bilden eine typische Paciessuite von hornblendereichen Essexit- gesteinen. c. Leukokrate, intermediäre Typen. 31. Mænait; intrusiver Lagergang in cambrischem Alaun- schiefer; Mæna am W. Fuss von Brandberget, Brandbu (Gran); NB, kommt mit dem complementären, melano- kraten Camptonit No. 28 zusammen vor. 32. Mænait; intrusiver Lagergang in cambrischem Alaun- schiefer; am Bahngeleise nahe bei „Augedals Bro" Brand- bu (Gran). 33. Mænaitporphy r (sogenannter „Osloporphyr"); Makrel- bach, O. vom Husebyåsen, W. Aker, bei Kristiania. 34. Mænaitporphy r (sogen. „Osloporphyr"); intrusiver Lager-- gang in cambrischem Alaunschiefer, Strasse bei Töien, Stadt Kristiania. 35. Mænaitporphy r (sog. „Osloporphyr"); SW. Spitze der Festungshalbinsel, bei Vippetangen, Stadt Kristiania. d. Leukokrate, saure Typen. 36. Akeri tporphyr, saurer Typus; Spaltengang, NW. Ende der Insel Tofteholmen, Hurum; durchsetzt No. 3, No. 26 etc. 36 a. Ak er i tporphyr; von einer anderen Stelle desselben Ganges, ebendaselbst; weniger frisch. C. Effusivgesteine. 37. Essexit m elaphyr („Augitporphyrit"); mit kleinen Ein- sprengungen von Pyroxen; aus Lavadecke auf Old red Sandstein ; Holmestrand. WICHTIGSTE TYPEN D. ERUPTIVGEST. D. KRISTIANIAGEB. 121 38. Essexitmelaph yr („Augitporphyrit"); mit grossen Ein- sprengungen von Pyroxen; aus Lavadecke auf Old red Sandstein ; Holmestrand. 39. Essexitmelaphyr-Mandelstein; aus Lavadecke, Holme- strand. 40. Essexitmelaphyr-Mandelstein; aus Lavadecke, Bucht bei Freberg, zwischen Holmestrand und Horten. 4L Essexitporphyrit („Labradorporphyrit"); aus Lavadecke, Holmestrand, 42. Essexitporphyrit („Labradorporphyrit"); aus Lavadecke, NW. vom See Borrevand; zwischen Holmestrand und Horten. NB. No. 37—42 sind Ergussgesteine des alten, zer- störten Vulkangipfels, welcher sich in frühdevonischer Zeit über dem Vuikankern der Inselgruppe Tofteholmene gewölbt hat; diese Gesteine entsprechen somit den Tiefen- gesteinen No. 3, 4, 5, 14, und zwar die Melaphyre am nächsten No. 14, die Essexitporphyrite am nächsten den feldspathreicheren Essexiten. 43. Essexitporphyrit („Labradorporphyrit"); aus Lavadecke bei Pipenhus, Sørkedalen, NW. von Kristiania. NB. Entspricht als Ergussgestein den grosstafeligen Tief engesteinen No. 10 und 11, von Ullernåsen, W. Aker. Anhang. Contadmetamorphosirte Ergussgesteine der ersten Serie. 44. Essexitporphyrit; grosstafelig, aus einer in Nordmarkit eingesunkenen Lavadecke, Huken bei Grorud, NO. von Kristiania; anfangende .Contaclmelamorphose durch die Eruption der jüngeren Nordmarkite. 45. Pyroxenitporphy rit-Schiefer; schieferig und durch und durch metamorphosirt; die Umwandlung ist eine „Con- tactdruckmetamorphose^\ verursacht durch die Eruption der jüngeren Larvikite und Ditroite (confr. Zeitschr. f. Krystallogr. u. Min. B. 16, I, S. 112-120); von der NW. -Spitze der Insel Arö, Langesundsfjord. 122 W. C. BRØGGER. I b. Die intermediäre Familie der Akerite. A. Abyssische Hauptgesteine. 46. Åkerit; feinkörnige relativ basische Varietät vom See Holo- kjern, zwischen Hurdalen og Fejring, W. von Mjøsen See; wii-d von Apophysengängen des später aufgedrun- genen jüngeren, unterHegenden Nordmarkit Hurdalens durchsetzt. 47. Åkerit; feinkörnig; Fuss von Vettakollen, W. Aker bei Kristiania; wird theils von Gängen von Larvikitporphyr (Rhombenporphyr) wie No. 68, theils von Apophysen- gängen von Nordmarkit durchsetzt. 48. Åkerit; zwischen Dammen und dem See Sognsvand, W. Aker, bei Kristiania; hängt mit dem Akeritgebiet Vettakollens zusammen, 49. Åkerit; feinkörnige, relativ basische Varietät als Ein- schlüsse in saurerem Åkerit (No. 50); Midtstuen, W. Aker, bei Kristiania. 50. Åkerit; Hauptgestein, Midtstuen, W. Aker; wird von Gängen von Larvikitporphyr (Rhombenporphyr) durchsetzt. 51. Åkerit; ursprünglicher Typus ; kleine Intrusivmasse in silu- rischen Schichten; SW. Gipfel von Ullernåsen, W.Aker, bei Kristiania; wird von Nordmarkitporphyr des Typus No. 144 und No. 148 durchsetzt und ist selbst entweder gleichzeitig mit oder bald nach dem Essexit Ullernåsens emporgebrochen; einige Handstücke schliessen Bruch- stücke von älterem basischem Åkerit oder von Glimmer- essexit ein. B. Hypabyssische Gesteine. 52. Akeritporphyr; Spaltengang in Essexit; NW.-Spitze der Insel Tofteholmên, Hurum, Kristianiafjord. 53. Akeritporhy r; intrusiver Lagergang in silurischen Schich- ten; Tøien, Stadt Kristiania; Gänge von diesem Typus WICHTIGSTE TYPEN D. ERUPTIVGEST. D. KRISTIANIAGEB. 123 setzen durch „Osloporphyr" und werden wahrscheinUch selbst von Nordmarkitporphyrgängen durchsetzt. Sie entsprechen deshalb aller Wahrscheinlichkeit nach den Akeriteruptionen des Kristianiathals. Übergangsgesteine zwischen der 1*^" und der 2*^" Hauptklasse. Larvikitmonzonite. A. Abyssische Hauptgesteine. 54. Larvikitmonzonit; normalkörnig; Kjelsås, N. vom Sörke- dal, NW. von Kristiania; wird von Gängen von Hedru- mit und Apophysengängen von Nordmarkit durchsetzt; setzt selbst durch deckenförmige Essexitporphyrite der ersten Hauptserie. 55. Larvikitmonzonit; sehr grosskörnige Varietät; ebenda- selbst. B. Hypabyssische Gesteine. 56. Monzonitporphy rit; Spaltengang, durchsetzt die Decken von Essexitporphyrit, setzt aber nicht durch die dieselben überlagernden Rhombenporphyrdecken. Bahnhnie S. von Holmestrand. C. Effusivgesteine. 57. Monzonitrhombenporphyr; 0. Fuss von Opkuven, W. von Agårdslien, Nordmarken; bildet eine Decke auf Essexitporphyrit und wird selbst von Decken von Lar- vikitrhombenporphyr überlagert. Entspricht als Erguss- gestein dem Tiefengestein No. 54. 124 VV. c. BRØGGER. II. Mittlere Spaltungsprodukte des Stammmagmas. Intermediäre Alkaligesteine der Familien der Lar- vikite und der Lardalite. II a. Familie der Larvikite (und Tönsbergite). II a 1. Abtheilung der Gesteine mit Larvikitfacies. A. Abyssische Hauptgesteine. a. Centrale Haupttypen. 58, Glimnierlarvikit; Rydningen, Hedrum, 0. von Lougenthal. 59. Larvik it; grünliche Varietät; Steinbruch Rambergåsen, Insel Nötterö, S. von Tönsberg. 60 a & b. Lar vi kit; dunkle Varietät (sog. „Labrador" der Steinindustrie); mit blauem Farbenspiel. Steinbruch Var- ild; Tjülling, zwischen Larvik und Sandefjord. a. ungefähr parallel zur Fläche des Farbenspiels; b. ungefähr senkrecht zur Fläche des Farbenspiels geschlagen. 61a & b. Larvikit; typische hellgraue Varietät; Steinbruch Byskoven, bei Larvik. a. ungefähr parallel zur Fläche des Farbenspiels; b. ungefähr senkrecht zur Fläche des Farbenspiels geschlagen. 62. Larvikit; typische hellgraue Varietät; Steinbruch Hovland, bei Larvik. 63. Larvikit; typische hellgraue Varietät; Steinbruch Insel Håö, Langesundsfjord. 64. Larvikit; grosskörnige Varietät; Roppestad auf der Insel Nötterö, SW. von Tönsberg. 65. Larvikit; pulaskitähnliche Varietät; Foss, Kirchspiel Tuft, Lougenthal. WICHTIGSTE TYPEN D. ERUPTIVGEST. D. KRISTIANIAGEB. 125 ß. Protoklastische Randfacies. 66. Bruchstück einer Linse von Larvikit, verkittet mit protoklastischem Ditroitschiefer; Beispiel der Linsenarchi- tektur der Randzone des Larvikitgebietes am Lange- sundsfjord; von Kjörtingholmen, Langesundsfjord. (Gonfr. Zeitschrift f. Krystallogr. u. Min. B. 16. L S. 106). (NB. Nicht formatisirt). B. Hypabyssische Gesteine. 67. Larvikitporphyr (sogen. „Rhombenporphyr"; Larvikit- rhombenporphyr); älterer Typus. Spaltengang im Grund- gebirge; Ekornröd, nahe bei Kullebund, 10 Km. S. von Kristiania. 68. Larvikitporphyr (Rhombenporphyr); älterer Typus; Spal- tengang in silurischen Schichten; Trosterud bei Ris, W. Aker, bei Kristiania. Durchsetzt den Åkerit von Vettakollen; wird selbst von jüngeren Nordmarkitpor- phyren durchsetzt. 69. Larvikitporphyr (Rhombenporphyr); älterer Typus; Spal- tengang in silurischen Schichten; Tyveholmen, Stadt Kristiania; typische Lokalität des Rhombenporphyrs L. v. Buchs; frische Varietät. Durchsetzt eine Reihe der Familie der Essexite und Akerite angehöriger Gesteine (Essexit, Mænait, Åkerit etc.), wird aber selbst schon von jüngerem Larvikitporphyr No. 72 durchsetzt. 70. Larvikitporphyr; ebendaselbst; weniger frische Varietät, ähnlich dem ursprünglich von L. v. Buch u, a. beschrie- benen Gestein. 71. Larvikitporphyr (Rhombenporphyr); älterer Typus; Spal- tengang in Essexit, Insel Tofleholmen, Hurum, Kristi- aniafjord. 72. Larvikitporphyr; jüngerer Typus; Spaltengang in siluri- schen Schichten, Insel Lindö bei Kristiania; durchsetzt den Gang No. 69. 126 w. c. BRØGGER. C. Effusivgesteine. 73. Larvikit porphyr (Rhombenporphyr); Lavadecke, Skän- åsen, 0. von Nykirke Bahnhof, in der Nähe von Horten. 74. Larvikitporphyr (Rhombenporphyr); Lavadecke, Ramberg bei Holmestrand. 75. Larvikitporphyr (Rhombenporphyr); Kolsåstypus; Lava- decke vom Gipfel Kolsås, bei Sandviken, unweit Kristiania. 76. Ausgewitterte Einsprenglinge von Natronmikro- klin; aus Larvikitporphyr des Kolsåstypus, nahe bei Fjulsrud, unweit Homledal am See Tyrifjord, W. von Kristiania. NB. Die Larvikitporphyre überlagern überall die älte- ren Ergussgesteme der Essexitfamilie, werden aber selbst von Nordmarkitporphyren etc. durchsetzt. IIa 2. Abtheilung der Gesteine mit Tönsbergit faciès. A. Abyssische Hauptgesteine. a Centrale Haupttypen. 77. Tönsbergit; Steinbruch „Hortensbruddet", von der Insel- gruppe Bollærene, OSO. von Tönsberg; Kristianiafjord. 78. Tönsbergit; Inselchen Jensskjæret, Bollærene, OSO. von Tönsberg. 79. Tönsbergit; Fagerheimsåsen, Insel Nötterö, gegenüber der Stadt Tönsberg. ß. Aschiste Randfacies. 80. Tönsbergit; halbporphyrisch; W. Fuss von Lönsåsen, Kirchspiel Vivestad, Jarlsberg. 81. Tönsbergitporphyr; Mærkedammen, Kirchspiel Vivestad, Jarlsberg, 82. Tönsbergitporphyr; Fagerheimsåsen, Insel Nötterö, gegenüber der Stadt Tönsberg; bildet Apophysen vom Tönsbergitmassiv in eine grosse eingesunkene Scholle WICHTIGSTE TYPEN D. ERUPTJVGEST. D. KRISTIANIAGEB. 127 von deckenförmigem Tönsbergitporphyr, ähnlich dem No. 84. 83. Tönsbergitporphyr (Tönsbergitrhombenporphyr); Grenz- facies des Tönsbergilmassives von Lönsåsen, Kirchspiel Vivestad, Jarlsberg. C. Effusivgesteine. 84. Tönsbergitporphyr (Tönsbergitrhombenporphyr); Lava- decke vom Gipi'el Slotsberget, Stadt Tönsberg. 85. Tönsbergitporphyr (Tönsbergitrhombenporphyr); Lava- decke, unterhalb des Gipfels von Lönsåsen, Kirchspiel Vivestad, Jarlsberg. NB. Die Gesteine dieser ganzen Abtheilung verdanken ihre rothe Farbe einer Zersetzung der Fe-Minerahen; diese Zersetzung ist wahrscheinlich kaum auf moderne nacheiszeitliche Verwitterung, sondern auf eine prägla- ciale seculäre Zersetzung zu beziehen. Die Tönsbergit- facies ist somit eme Zersetzungsfacies der LarvikitfamiUe. IS b. Familie der Nephelinsyenite (Lardalite). A. Abyssische Hauptgesteine. «. Centrale Haupttypen. 86. Lardalit; nephelinreicher Typus; Ono an der Ostseite des Farrisses, N. von Larvik. 87. Lardalit; ziemlich normaler Typus; Lövemoen, Lougenthal, NO. von Larvik. 88. Lardalit; typisches Vorkommen; Löve, Lougenthal, NO; von Larvik. 89. Lardalit; Lien-Typus; jüngerer Typus, Übergang in Pulaskit; Gjonelien, Lougenthal. 90. Lardalit; Lien-Typus; jüngerer Typus, Übergang in Pulaskit; von der Ostseite der Landstrasse 0. von der Pferdestation Gjona, Lougenthal; enthält grosse Bruch- stücke der No. 88. 128 w. c. BRØGGER. ß. Aschiste Randfacies. 91. Di troits chiefer, protolilastisch ; Insel Kjörtinghoimen, Langesundsfjord. (Confr. No. 66). ;/. Diaschiste Randfacies. 92. Aegirind i troits chiefer; protoklastisch schieferig und an- gereichert mit Fe-Oxyden durch Resorption von Pyroxe- nitporphyritschiefer (confr. No. 45); NW. Spitze der Insel Aro, Langesundsfjord. (Confr. Zeitschr. f. Kry- stallogr. u. Min., B. 16, I, S. 112-113). B. Hypabyssische Gesteine. «. Nahezu aschiste Ganggesteine. ' 93. Lardalitporphy r („Nephelinrhombenporphyr" ; Lardaht- rhombenporphyr) ; Spaltengang in Larvikit, Tunnel zwischen Andvik und Vasvik am Farrissee, N. von Larvik. ß. Diaschiste (complementäre) Ganggesteine. a. Melanokrate, ultr abasische und hasische Typen. 94. Jacupirangit; grosser Gang zwischen Kodal und dem Lougenthal, NO, von Larvik. 95. K vel li t; grosser Spaltengang in Foyait; Gebirge zwischen dem Lougenthal und dem Farrissee. 96. T jos it; grosser Spaltengang in Larvikit; Bahnlinie am Farrissee, Kirchspiel Tjose, N. von Larvik. 97. Camptonit; N. von der Bahnstation Tjose am Farrissee, N. von Larvik. 98. Farrisit; von der Bahnlinie unweit der Bahnstation Aklungen, am Farrissee, N. von Larvik. 99. Heu mi t; Heum, in der Nähe der Pferdestation Gjona, zwischen dem Lougenthal und dem Farrissee. 100. Bronzitkersantit; aus Gerolle von Hovland, N. von Larvik. WICHTIGSTE TYPEN D. ERUPTIVGEST. D. KRISTIANIAGEB. 129 101. Natron minette; Insel Håö, Langesundsfjord, Gang in Larvikit. 102. Natron rainette; Spaltengang in Lardalit, unweit Gjone- lien, Lougenthal. 103a. Natronminette; Brathagen, Lougenthal, NO. v. Larvik. 103b. Natronminette; Ganggrenze desselben Ganges (zer- setzt); ebendaselbst. h. Leiikokrate, intermediäre bis saure Typen. 104. Tinguait; Spaltengang zwischen Asbjörnsröd und Asilds- röd, Kirchspiel Hedrum. 105. Sölvsbergit (Aegiringlimmersölvsbergit); Bahnlinie zwi- schen Tjose und Aklungen, am Farrissee; 175 Km. von Kristiania, N. von Larvik. 106. Sölvsbergit (Katophoritsölvsbergit) ; ebendaselbst; 169.6 Km. von Kristiania. 107. Foyait (Aegiringhmmerfoyait);- Brathagen, Lougenthal, NO. von Larvik. 108. Foyait (Aegirinkatophoritfoyait); N. von Kveile Kirche, Lougenthal, NO. von Larvik. 109. Foyait (Glimmerfoyait); Brücke an der Landstrasse, nahe bei Gjona, Lougenthal. 110. Foyait (wesentlich Aegiringlimraerfoyait, auch mit Horn- blende); Übergang in Hedrumit; zwischen Sundet und Delingsdal am See Asrumvand, Lougenthal. 111. Lestiwaarit; Gang in Foyait, N. von Kveile Kirche, Lougenthal. 112. Lestiwaarit; Gang in Lardalit; nahe bei Gjonelien, zwi- schen dem Lougenthal und dem Farrissee. c. Leukokrate pegmatitiscJie Gänge. 113. Riesen foyait (Nephelinsyenilpegmatit); Insel Låven Langesundsfjord. Nyt Mag. f, Naturv. XXXXIV, IT. 9 130 w. c. BRØGGER. III. Jüngste Spaltungsprodukte des Stammmagmas. Saure Alkaligesteine. Familien der Pulasklte und Nordmarkite, der Ekerite, der Biotitgranite und der Rapakivigranite. Ill a. Familie der Puiaskite und der Nordmarkite. Illa 1. Abtheilung der Gesteine mit Pulaskitfacies. A. Abyssische Hauptgesteine. 114. Glimmerpiilaskit; Weg zwischen Kjelsås und Agårds- lien, Nordmarken. 115. Pulaskit; N. Ende des Sees Daltyven, Nordmarken. 116. Pulaskit; Sagbakken am Farrissee, N. von Larvik. B. Hypabyssische Gesteine. a. Aschiste Ganggesteine. 117. Pulaskit; basischer nephelinführender Typus; grosser Apophysengang in Lardalit, nahe bei Gjonesæteren, Kveile Kirchspiel, Lougenlhal. 118. Hedrum it; grosser Gang bei Vestrum, 0. vom Lougen- fluss; Stück I senkrecht zur Tafelebene der trachytoiden Structur. 119. Hedrumit; aus demselben Gang, ebendaselbst; Stück II parallel zur Tafelebene der trachytoiden Structur. 120. Hedrumit; grosser Gang, Näs, 0. vom Lougenfluss, NO. von Larvik. 121. Hedrumit; grosser Gang, Gjefsen, Kirchspiel Gran. ß. Gemischte Gänge. 122. Glimmerhedrumit; grosser Gang in silurischen Schich- ten;, Insel Ostö, Kristianiafjord; I Gangmitte. 123. Glimmerhedrumit; aus demselben Gang; ebenda- selbst; 11 Ganggrenze. WICHTIGSTE TYPEN D. ERUPTIVGEST. D. KRISTIANIAGEB. 131 124. Hed rum it (Pyroxenglimmerhedrumit) nephelinführend; grosser Gang in silurischen Schichten, am S. Ende des Sees Skirstadkjern, Gran. I Gangmitte. 125. Hedrumit; aus demselben Gang, ebendaselbst; II Gang- grenze. III a 2. Abtheilung der Gesteine mit Nordmarkit- facies (Nor dmarkite, Natronquarzsyenite). A. Abyssische Hauptgesteine. a. Centrale Haupttypen. 126. Glimm er nordmark it; älterer Typus; Steinbruch Kirke- bruddet bei Grorud, Ö Aker, NO. von Kristiania. No. 1. 127. Nord marki t; grobkörniger, älterer Typus; Steinbruch NO. vom Südende des Sees Ørfiskevand, Nordmarken. 128. Nordmarkit; grau, älterer Haupttypus; Steinbruch År- voldsskogen, 0, Aker. 129. Nordmarkit (Katophoritægirinnordmarkit); Steinbruch in der Nähe des Sees Sognsvand, W. Aker. 130. Nordmarkit; jüngerer Typus; Steinbruch Monsebråten bei Grorud. 131. Nordmarkit; jüngerer Typus; Steinbruch bei Frankrige (Gruvsletten) bei Grorud. Bricht durch den älteren Nord- markit, wie No. 128 auf und führt im Steinbruch scharf- eckige Bruchstücke desselben. ß. Randfaciestypen. 132. Halbporphyrischer Nordmarkit; Skjæggestad, Kirch- spiel Ramnäs, NW. von Tönsberg. 132a. Ha 1 b p r p h y r i s c h er N r d m a r k i t ; Trehörningen, Wald- gebiet Nordmarken, N. von Kristiania. 138. Halbporphyrischer Nordmarkit; Weg nach dem See Stenbruvand bei Grorud; No. II (confr. No. 126). 132 w. c. BRØGGER. 134. Nordmarkitporphyr; ebendaselbst, einige Meter von der Grenze des Nordmarkit gegen älteren, contactmeta- morphosirten Essexitporphorit (confr. No. 44); No. III (confr. No. 133). 135. Nordmarkitporphyr; ebendaselbst, nur ein Paar Meter von der Grenze gegen den Essexitporphyrit. No. IV (confr. No. 134). 136. Nordmarkitgranophyr; saure, leukokrate, granophyri- sche Facies; ebendaselbst; unmittelbai'e Grenze des Nord- markit; No. V (confr. No. 135). NB. No. 126, 133, 134, 135 und 136 bilden eine Faciessuite, von der Mitte des Nordmarkitmassives von Korpekollen gegen die Grenze hin. B. Hypabyssische Gesteine. n. Aschiste Ganggesteine. 137. Nordmarkit, relativ feinkörnig; Gang in abyssischem Nordmarkit, Steinbruch NO. von Grorud, 0. Aker. 138. Nordmarkitporphyr; älterer Typus, Spaltengang in silurischen Schichten, nahe der Nordmarkitgrenze, Linde- rud braten, 0. Aker. 139. Sölvsbergit; (Aegirinsölvsbergit); typisch, quarzführend (frisch); Gang in Essexit No. 1, oberhalb Berget, Sölvs- berget, Kirchspiel Gran. 140. Sölvsbergit; aus demselben Gang; anfangende Zer- setzung; in silurischen Schichten, bei Svenskerud, NO.- Abhang von Sölvsberget, Gran. 141. Nordmarkitporphyr; grosser Gang, nahe bei Augedals- bro, Kirchspiel Gran; durchsetzt Gang von Larvikit- porphyr (Rhombenporphyi'). 142. Nordmarkitporphyr (Glimmernordmarkitporphyr); älte- rer Typus; grosser Gang in silurischen Schichten nahe bei Huk, Insel ßygdö, W. Aker, bei Kristiania; wird von jüngerem Nordmarkitporphyr (No. 148) durchsetzt. WICHTIGSTE TYPEN D. ERUPTIVGEST. D. KRISTIANIAGEB. 133 143. Nordmarki tporphyr (Glimmernordmarkitporphyr); älte- rer Typus; Gang in Nordmarkit, nahe bei Skjærsjø- dammen, Nordmarken. ß. Gemischte Gänge. 144. Glimmernordmarkitporphyr; Typus Bygdø-Nak- holmen; Spaltengang in silurischen Schichten, SO.- Ecke von Ullernåsen (Ober-UUern). No. I. Gangmitte. 145. Glimmerproterobasporphyrit; basische Grenzfacies desselben Ganges; No. II, 0.2 Meter von der Gang- grenze. 146. Glimmerproterobasporphyrit; basische Grenzfacies desselben Ganges; No. Ill unmittelbare Ganggrenze. 147. Glimmerdiabasporphyrit; basische Apophyse von der Grenzzone desselben Ganges. No. IV. 148. Glimmernordmarkitporphyr; Typus Bygdö-Nak- holmen; Spaltengang in silurischen Schichten, bei Huk, Bygdö, W. Aker, bei Kristiania. Dieser Gang setzt durch den älteren Nordmarkit- porphyr (No. 142). No. I, Gangmitte. 149. Glimmernordmarkitporphyr; aus demselben Gang, ca. 1 Meter von der Ganggrenze. No. II. 150. Kersantit; Grenzfacies desselben Ganges; No. Ill, ca. 0,1 Meter von der Grenze einer Apophyse der Grenzzone. NB. Gänge des Bygdö-Nakholmen-Typus von Glim- mernordmarkitporphyr setzen in Ullernåsen durch Essexit und Åkerit, sowie an mehreren Stellen durch Gänge von älterem und jüngerem Larvikitporphyr {Rhombenporphyr), vs^ie z. B. bei Gaustad, W. Aker, ferner durch Gänge von älterem Nordmarkitporphyr, wie No. 142, so z. B. auf Bygdö; selbst werden die Gänge des Bygdö-Nak- holmen-Typus von Gängen von Quarzporphyren der Granititfamilie, sowie von den jüngsten Gängen der Diabasporphyrite etc. durchsetzt. 134 W. C. BRØGGER. y. Diaschiste (complementäre) Ganggesteine. a. Mélanokrate, hasische Typen. 151. Kersantitporphyr; hornblendeführend etc.; Gang in Essexitporphyrit (confr. No. 44); führt primäre Ein- schlüsse von Nordmarkit; von Stöitrenna bei Grorud, NO. von Kristiania. NB. Ein Gangzug von verwandten Gängen tritt in der Umgebung des Sees Maridalsvand, ferner bei Grorud etc. in Nordmarkit auf, z. Th. von parallelen Nordmarkit- aplitgängen begleitet. 152. Kersantit („Glimmerdiabas"); Gang in silurischen Schich- ten, in der Gesellschaft des Gangzuges von Nordmarkit- porphyr des Bygdö-Nakholmen-Typus (Confr. No. 144 — 150) auftretend; Väkkerö, W. Aker bei Kristiania. NB. Bemerk die nahe Verwandtschaft mit Gesteinen der Grenzzone der eben genannten Nordmarkitporphyre des Bygdö-Nakholmen-Typus. .152a. Nordmarkitminette; Gang in Nordmarkit (Pulaskit); NW, -Ende des Sees Hakloa, Nordmarken. 153. Diabasporphyrit (Glimmerdiabasporphyrit); Gang in silu- rischen Schichten, nahe der SO. -Spitze der Halbinsel Snarö, SW. von Kristiania. Gehört wahrscheinlich zu den Spaltungsgesteinen des Nordmarkitmagmas (confr. No. 147). 154. Diabasporphyrit, glimmerführend, stark zersetzt; Spal- tengang in Lardalit, nahe bei Gjonesæteren, Kveile Kirch- spiel, Lougenthal; wahrscheinlich ein melanokrates Diffe- rentiationsprodukt des Nordmarkit (Pulaskit-) -Magmas. 155. Diabasporphyrit (Glimmerdiabasporphyrit); stark zer- setzt; Gang in Nordmarkit; Ostabhang des Svartvandsås, Kirchspiel Hvarnæs, Lougenthal. Ziemlich sicher ein melanokrates Differentiationsprodukt des Nordmarkit- magmas; ähnliche Gesteine kommen im Waldgebiet WICHTIGSTE TYPEN D. ERUPTIVGEST. D. KRISTIANIAGEB. 135 Nordmarken mit Noidmarkitapliten zusammen als Gänge in Nordmarkit vor. 156. Nordmarkitporphyr, basisch und stark zersetzt; Gang in Nordmarkitsphærolitfels (No. 166); O. von Åsen, SO. von Eidsfoss, Jarlsberg. No. I Gangmitte. 157. Basische Randfacies desselben Ganges, eben- daselbst. No. II Ganggrenze. NB. No. 156 (mit 157) gehört einem grossen Gang- zug von Lindöitgängen, ausstrahlend von der Rand- zone des grossen Nordmarkitlakkolithes von Sande. b. Leukokate, saure Typen. 158. Grorudit (Arfvedsonitgrorudit); N. von Gråkammen Bahn- station, W. Aker. (Gonfr. No. 159 und 160). 159. Lin doit; Gang in Larvikitporphyr (Rhombenporphyr); Törtberg bei Store Frön, W. Aker. No. I Gangmitte 160. Grorudit (Arfvedsonitgrorudit); aus demselben Gang, ebendaselbst; No. II Ganggrenze. 161a. Gro ruditische r Lin doit. Venstöp; Kirchspiel Gjerpen. N. von Skien. 161b. Lindöit; Gang in silurischen Schichten, nahe bei Grå- kammen Bahnstation, W. Aker. 162. Lindöit; typisches Vorkommen; Gang in silurischen Schich- ten, bei Maurers Brücke, Insel Lindö bei Kristiania. 163. No rdmarkitaplit; zwischen dem See Movand und Nite- dal, Waldgebiet NO. von Kristiania. 164. Nordmarkitsphærolithfels; Gang in silurischen Schich- ten, nahe der Nordmarkitgrenze, zwischen dem Hofe Rotnæs und Nitedal Bahnhof, NO. von Kristiania. NB. Die groruditischen Lindöite und die typischen Lindöite setzen durch die Rhombenporphyre und werden selbst von jüngeren Quarzporphyren etc. dei" Granitit- familie durchsetzt. 136 w. c. BRØGGER. C. Effusivgesteine. (NB. Theilweise vielleicht intrusive lakkolithische Massen). 165. Nordmarkitgranophyr (Quarzporphyr); Eidsfoss, am S W. -Ende des Ekernsees; Jarlsberg. NB. Confr. 136. 166. Nordmarkitsphærolithfels; aus der eingesunkenen Scholle eines Stromes (oder aus einer grossen Intrusiv- masse?); von einer flachen Kuppe bei Äsen, am See Bergsvand, nahe bei Eisfoss. 167. Sphærolithe aus demselben Gestein; auf zersetzter Oberfläche deutlicher hervortretend. Ebendaselbst. NB. No. 166 wird durchsetzt von einem Gangzug von nordmarkitischen Ganggesteinen, namentlich Lin- döiten, dann auch von eigenthümlichen mehr basischen Nordmarkitporphyren wie No. 159. Ill b. Familie der Ekerite (Natrongranite). A. Abyssische Hauptgesteine. a. Centrale Haupttypen. 168. Ekerit (Natrongranit; vorherrschend Arfvedsonitgranit); Sagen, Kirchspiel Eftelöt, Lougenthal. 169. Ekerit (Natrongranit; Arfvedsonitægiringranit); Gunildrud am Ekernsee. 169a. Ekerit (Natrongranit); am S.-Ende des Sees Helgeren, Nordmarken, N. von Kristiania. 170. Ekerit (Natrongranit; Arfvedsonitægiringranit); am See Myklevand, im Gebirge zwischen dem Lougenthal und dem See Nordsjö. NB. Die Ekerite in dem Gebiet am Helgeren brechen deutlich durch ältere Nordmarkitgesteine; wahrscheinlich ist dasselbe auch sonst überall im Kristianiagebiet der Fall. Selbst werden sie von Gängen der jüngeren Quarz- porphyre aus der Familie der Granitite durchsetzt. WICHTIGSTE TYPEN D. ERUPTIVGEST. D. KRISTIANIAGEB. 137 ß. Aschiste Randfacies. 171. Ekeritporphyr; Grenzfacies des Ekeritmassives; Skulle- stad, Kirchspiel Eftelöt, Lougenthal. 172. Ekeritporphyr; Grenzfacies des Ekeritmassives; Vinäs, Kirchspiel Eftelöt, Lougenthal. 173. Ekeritporphyr, feinkörnig; Grenzfacies des Ekerit; SSO. von Finnerud, Rudsåsen, Kirchspiel Eftelöt, Lougenthal. B. Hypabyssische Gesteine. a. Wesentlich aschiste Ganggesteine. 174. Ekeritporphyr; grosser Apophysengang in Decke von Rhombenporphyr; nahe dem Hofe 0, im Kirchspiel Vivestad, Jarlsberg. ß. Diaschiste (complementäre) Ganggesteine a. Melanokraie {wesentlich mit CaO, MgO und FeO- Oxyden angereicherte) Typen. 175. Diabasporphyrit; stark contactmetamorphosirt durch jüngeren Granitit. Der Pyroxen wesentlich in Biotit und farblosen Diopsid umgewandelt; in weniger stark contactmetamorphosirten Theilen desselben Ganges ist der Pyroxen in grüne Hornblende metamorphosirt. Spal- tengang in contactmetamorphosirten Silur- und Devon- Schichten; Grinderud, SW. von Konnerudkollen, Skouger bei Drammen. 176. Eisenreiches, diaschistes Ganggestein; contact- metamorphosirt durch jüngeren Granitit; die grüne Horn- blende des Gesteins wahrscheinlich aus Pyroxen hervor- gegangen. Spaltengang in obersilurischen Schichten, W. von Midtiveien, am Südabhang von Konnerudkollen bei Drammen. Der Gang enthielt Bruchstücke von ægirin- reichem Ekeritaplit (conh-. No. 178). 138 W. c. BRØGGER 177. Eisenreiches, diaschistes Ganggestein; contact- metamorphosirt durch jüngeren Granitit ; die grüne Horn- blende und der braune Glimmer der Grundmasse wahr- scheinlich aus Pyroxen hervorgegangen ; in stärker meta- morphosirten Theilen des Ganges ist die Hornblende vollständig durch Biotit ersetzt. Einsprengunge von basi- schem Plagioklas, sowie von Alkalifeldspath, und stellen- weise auch von Quarz. Spaltengang in silurischen Schichten S. vom See Steglevand, Kirchspiel Skouger, Jarlsberg. NB. Dieser Gang führt Bruchstücke theils von dem Gestein No. 176, theils auch von sehr saurem Quarzporphyr. NB. Die Gesteine No. 175 — 177 gehören einem gros- sen Gangzug in der Silur- und Devon-Mulde von Skouger SW. von Drammen ; sie sind sämmtlich durch die Erup- tion des jüngeren Granitit (im Liegenden der ebenfalls stark contactmetamorphosirten Mulde) stark contactmeta- morphosirt und sind somit sicher älter als der Granitit. Auf der anderen Seite führen diese Gänge Bruchstücke von Ekeritaplit und sehr saurem Quarzporphyr und sind somit jedenfalls jünger als die ältesten Ekeriteruptionen. Sie sind deshalb mit grösster Wahrscheinlichkeit selbst Differentiationsprodukte des Ekeritmagmas, in voller Analogie mit den entsprechenden basischen Abspaltun- gen des Nordmarkitmagmas, welche in den No. 151 — 157 repräsentirt sind. Es ist jedoch nicht ausgeschlossen, dass einzelne Gänge dieses grossen Gangzuges z. B. No. 175 schon der Nordmarkitreihe angehören können. b. Eisenreiche, aplitische saure Gesteine. 178. Grorudit (Aegiringrorudit); grosser Gang in silurischen Schichten, 0. von Holmen, Südabhang von Konnerud- kollen bei Drammen. AVICHTIGSTE TYPEN D. ERUPTIVGEST. D. KRIStIANIAQEB. 139 179. Gro rudi t (Aegiringrorudit); typisches Gestein; grosser Spaltengang durch Silurschichten, Essexitpoi'phyrit, Rhombenporphyr und Nordmarkit; Gruvsletten Grube, bei Grorud, Ö. Aker, NO. von Kristiania; No. I Gang- mitte. 180. Grorud it (Aegiringrorudit); feinkörnig, angereichert mit Aegirin; ebendaselbst. No. II Ganggrenze. 180a. Grorud it (Aegiringrorudit); zwischen Sandermyren und Bomstuen, N. von Kristiania. 181. Grorudit (Aegiringrorudit); Spaltengang in Nordmarkit etc.; Kapteinsmyren, im Waldgebiet N. von Kristiania. NB. No. 104, 105, 106, 139, 179, 178 etc. bilden, wie ich früher nachgewiesen habe, ein hübsches Beispiel einer Gesteinsserie. c. Eisenreiche, pegmatitische saure Gesteine. 182. Ekeritpegmatit; Spaltengang in silurischen Schichten; Rundeniyr, Eker; Waldgebiet zwischen Drammen und Vestfossen. NB. Ursprüngliches Vorkommen des Akmit. 183. Ekeritpegmatit; Spaltengang in silurischen Schichten; nahe bei Midtiveien, Südabhang von Konnerudkollen, bei Drammen. NB. No. 30, 113, 182 & 183 zeigen, dass pegma-, titische Glieder ganz allgemein dem Ganggefolge der Tiefengesteine angehörig sind; auch den Larvikiten, den Pulaskiten und Nordmarkiten sowie den Biotitgraniten entsprechende pegmatitische Glieder sind aus dem Kri- stianiagebiet bekannt, Hessen sich aber zu schwierig zu typischen Handstücken schlagen, um in der Sammlung repräsentirt werden zu können. NB. No. 181, 180, 179, 178, 173, 172, 169 a, etc., 182 etc. bilden ziemlich nahe eine Faciessuite ægirin- reicher saurer Gesteine. 140 W. c. BRØGGER. Ill C. Familie der Biotitgranite (Granitite). A. Abyssische Hauptgesteine. a. Centrale Haupttypen. 184. Biotitgranit (Granitit); Steinbruch bei Stöa, Drammens- fjord. No. I. 185. Biotitgranit (Granitit); grau; Lahellebolmen, Drammens- fjord. 186. Biotitgranit (Granitit); Hæggedal Bahnhof, Kirchspiel Röken, zwischen Kristiania und Drammen. 187. Bio tit granit (Granitit); Gomerudfjeld, Lier Kirchspiel, NNO. von Drammen. No. II. NB. No. 9, 58, 114, 126, 184 etc. bilden eine Gesteins- serie gUmmerreicher Tiefengesteine. ß. Randfacies-Gesteine (leukokrate). 188. Übergangsgestein zwischen Granitit und Grano- ph yra plit, aus der Grenzzone des Granititgebietes; Fuss von Hörtekollen in Sylling am Tyrifjord (Hols- fjord); No. III. 189. Granophy raplit; ebendaselbst, oben am Abhang Hörte- kollens, nahe an der unmittelbaren Grenze gegen die überlagernde Decke von contactmetamorphosirten Silur- schichten. No. IV. 190. Ap li t (Granititaplit); Apophyse des Grenzgesteins in die contactmetamorphosirten Silurschichten; ebendaselbst. No. V. NB. No. 184, 187, 188, 189 und 190 bilden eine Faciessuite. B. Hypabyssische Gesteine. a. Nahezu aschiste Gesteine. 191. Felsophyr (Quarzporphyr); lakkolithische Intrusivmasse in Essexitporphyrit- und Larvikitporphyritdecken; Bragernäs- åsen bei Drammen. I WICHTIGSTE TYPEN D. ERUPTIVGEST. D. KRISTIANIAGEB. 141 192. Breccien-Quarzporphyr; liegende Grenzzone dersel- ben Inlrusivmasse; nahe dem Bahnhof Brageröen bei Drammen. 192a. Quarzporphyr; dunklere Var.; Gampåsen, Kirchspiel Lier, am See Glitrevand, Finmar- ken. No. I. 192b. — » — ; hellere Var.; in Prismen abgeson- sondert; ebendaselbst. No. II. 192 c. — » — ; anfangende Umwandlung; zwischen Borviken und Sandungselven ; ebendaselbst. No. III. 192d. — » — ; in Greisen umgewandelt; Sandungs. elven; ebendaselbst. No. IV. ß. Gemischte Gänge. " 193. Quarzporphyr; Spaltengang in silurischen Schichten; Inselchen Torvoskjær, bei Hövik, SW. von Kristiania. Leukokrate Gangmitte. No. I. 194. Diabas (Proterobas ; mit brauner Hornblende und Biotit) ; ebendaselbst. Melanokrate Ganggrenze von demselben Gange. No. IL 194a. Auskeilendes Ende desselben Ganges; NB. volle Breite des Ganges; SO. -Seite der Insel Ostö, Kristianiafjord. No. III. NB. Die Abspaltung dei" beiden Gesteinsmischungen No. 193 und 194 aus einem gemeinsamen Magma wird dadurch wahrscheinlich gemacht, dass: 1) eine Anzahl genau analoger gemischter Gänge aus dem Kristiania- gebiet, namentlich aus der Gegend von Holmestrand, das Biolitgranitgebiet umgeben; 2) das melanokrate Gestein tritt an allen diesen Gängen in der ganzen Länge der Gänge an beiden Seiten auf und zwar ganz unab- hängig von der Beschaffenheit des umgebenden Neben- gestems (gleichgültig ob dieses ein Kalkstein, Schiefer, Sandstein, Essexitmelaphyr u. s. w.); 3) das melanokrate 142 w. c. BRØGGER. Gestein führt ziemlich regelmässig durch seine ganze Masse „dihexaëdrische" Einsprenghnge von Quarz (oft auch von AlkaHfeldspath) entsprechend denen des Quarz- porphyrs, während umgekehrt 4) dieser häufig kleine runde Einschlüsse (erstarrte Tropfen?) des melanokraten Gesteins enthält, und auch stellenweise kleine Apophysen in das zuerst erstarrte basische Gestein der Grenzzone hineinschickt. — Das Stück No. 194, welches die ganze Gangbreite des auskeilenden Ganges zeigt, beweist über- zeugend (durch den grossen Gehalt an Quarzeinspreng- lingen) die genetische Verwandschaft beider. Die Gänge des Quarzporphyrs setzen durch alle die oben angeführten älteren Haupttypen von Ganggesteinen (z. B. durch Osloporphyre und Camptonite, durch Larvikit- porphyre, Nordmarkitporphyre, Lindöite, Grorudite (der Ekeritfamilie), Ekeiite, etc. /. Diaschiste (complementäre) Ganggesteine. a. Melanokrate, basische Typen. 195. Diabas (proterobasartig, mit brauner Hornblende und Biotit), stark zersetzt; Gang in silurischen Schichten, Uranienborg, Stadt Kristiania. Häufiges Ganggestein in der Umgebung des Biotit- granitgebietes ; genau entsprechende, gewöhnlich stark zersetzte Gänge bilden innig verbunden mit Granititaplit- gangen einen Gangzug von parallelen Gängen zwischen Spikkestad (Röken) und Lier, im Granititmassive ; da derartige Diabasgesteine z. Th. mit denjenigen der Grenz- zone der Quarzporphyrgänge (wie No. 194) nahe über- einstimmen und da ausserdem Bruchstücke derartiger Diabase bei Tangen am Drammensfjord in jüngej-em Rapakivigranit (No. 199) eingeschlossen sind, dürften Diabasgänge dieser Gruppe jedenfalls z. Th. ziemlich sicher als Spaltungsprodukte des Biolitgranitmagmas angesehen werden können. WICHTIGSTE TYPEN D. ERÜPTIVGEST. D. KRISTIANIAGEB. 143 h. Leukokrate, saure Typen. 196. Graniti taplit; Spaltengang in Biotitgranit; Kobberviks- thal, nahe bei Drammen. NB. No. 195 und 196 können mit grosser Wahrschein- lichkeit als complementäre Gesteinstypen aufgefasst werden. 197. Granititsphærolithfels; Intriisivgang in silurischen Schichten; Steinklevpladsen im Waldgebiet, N. vom Drammensfluss, ungefähr gegenüber Mjöndalen Bahnhof. NB. Bemerk die Grundmasse von reinem (schwarz pigmentiertem) Quarz, welcher aus dem ursprünglichen Glas hervorgegangen ist. (Confr. z. B. Sphærolithfels am Fuss der Festung von Lipari). 197a. Granititaplit; grosser Gang in silurischen Schichten, zwischen Movand und Nitedal. Die Zugehörigkeit dieses stark zersetzten Gesteins zur Biotitgranitfamilie ist vor- läufig zweifelhaft; vielleicht gehört dasselbe schon zu der Essexitfamilie. C. Effusivgesteine. 198. Palæoliparit; von einer grossen eingesunkenen Scholle, Lindum, Kirchspiel Skouger, SO. von Drammen. NB. Das Gestein der Scholle enthält Bruchstücke von allen älteren Ergussgesteinen. Ill d. Die jüngsten Tiefengesteine des Kristianiagebietes. Familie der Rapakivigesteine. A. Abyssische Hatiptgesteine. 199. Rapaki vigranit; Nöste S. von Tangen am Drammens- fjord; bildet am Drammensfjord ein besonderes, scharf abgegrenztes Gebiet im Graniti tgebiet. 199a. Ra p a k i V i g r a n i t ; Bahnlinie, Kobberviksthal bei Drammen. B. Gaggesteine. 199 b. Rapa k i via pli t; ebendaselbst. Apiitische Apophysen des Rapakivigranits setzen an der Bahnlinie im Kobberviksthal durch den Biotitgranit. 144 w. c. BRØGGER. WICHTIGSTE TYPEN DER ERUPTIVGEST. Anhang. Diabasartige Ganggesteine von unbestimmtem Alter; zum grossen Theil granitisch, zum Theil postgranitisch. âOO. Proterobas; Spaltengang in Granitit; Grundvik am Dram mensfjord. âOl. Proterobas; grosser Gang in silurischen Schichten; Inselchen Brandskjær, Stadt Kristiania. ^02. Proterobas; durchsetzt Olivindiabas No. 24, Kjeholmen, Kristianiafjord. (NB. Confr. No. 195). 202a. Proterobas; Kjeholmen, Kristianiafjord. 502 b. Diabas; Ostö, Kristianiafjord. 203. Diabasporphyrit; grosser Spaltengang in silurischen Schichten bei Hasselbakken (Sinsen), Stadt Kristiania; enthält massenhaft mitgeschleppte Bruchstücke von ar- chäischen Gesteinen; jedenfalls jünger als die Nordmarkit- eruptionen, wahrscheinlich wie 200, 201, 202, 202a und 202 b, entweder postgranitisch, oder vielleicht eher Spal- tungsprodukte des Granititmagmas. 204. Diabasporphyrit; Spaltengang durch silurische Schich- ten, Essexit und Larvikitporphyr (confr. No. 3 und No. 71); Insel Tofteholmen, Hurum. 205. Diabasporphyrit; Spaltengang durch silurische Schich- ten und Larvikitporphyr; Insel Langö bei Holmestrand. Gedruckt 24. März 1906. über die Chaetog-natlien des Nordmeeres. Von Hjalmar Broch, Bergen. (Tafl. II, 111). w. ährend der letzten Jahre ist das Plankton des nor- wegischen Nordmeeres und der angrenzenden Gebiete ziemlich eingehend bearbeitet worden; die Bearbeitung ist aber etwas ungleichmässig gewesen ; einige Gruppen, z. B. das Phytoplankton und die Copepoden haben das Hauptinteresse auf sich gezogen, während andere Gruppen nur wenig berücksichtigt worden sind. Eine solche bis jetzt wenig untersuchte Familie bilden die Chaetognathen, die mit ihren relativ wenigen Arten doch eine grosse Rolle im Plankton unseres Gebietes spielen. Während der Bearbeitung der in den letzten Paar Jahren auf den norwe- gischen Teiminfahrten gesammelten Planktonfänge, habe ich diese Familie speciell studiert; da die einzelnen Arten eine ebenso charakteristische, von den hydographischen Verhältnissen be- stimmte Verbreitung haben wie viele andere Formen, und da eine in ihrer Verbreitung und morphologischen Eigenschaften sehr charakteristische Art noch nicht beschrieben worden ist, möchte ich schon jetzt eine vorläufige Mitteilung über die ge- fundenen Arten publicieren. In dem Nordmeere spielen unter den Chaetognathen drei Arten die Hauptrolle. Es sind Sagiiia hipundata, Quoy. & Gaim., Sagitta gigantea, n. sp, und Krohnia hamata (Möbius). Das ' Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIV. II. 10 146 HJALMAR BROCH. Vorkommen von Sagitta Jiexaptera (D'Orb.) scheint sehr zwei- felhaft ; die Art ist oft mit S. gigantea verwechselt worden ; es ist jedoch nicht ausgeschlossen, dass sie in dem südlichen Teil auch vorkommen könne; sichere Aufgaben hierüber scheinen doch noch nicht vorzuliegen. Durch die Färöe-Rinne dringt wahrscheinlich eine fünfte Art, Sagitta Whartoni Fowler ein wenig in das Nordmeer hinein, ohne dass sie hier besonders häufig zu sein scheint. Zuletzt sei auch erwähnt, dass in der Nähe von den norwegischen Küsten nahe Stadt, ein vereinzeltes Exemplar von Spadella cephalopter a {Bjj sen) planktonisch gefischt worden ist; es ist somit nicht ausgeschlossen, dass diese kleine Form den norwegischen Küsten entlang vorkommt, trotzdem sie in den nördlichen Fahrwassern bisher nur bei Skagen (Däne- mark) gefunden worden ist. Die Verbreitung der beiden erstgenannten Arten, Sagitta hipunctata und S, gigantea, scheint sehr karakteris tisch zu sein (Vergl. die Karte, Taf. II). Scigitta bipunctata, Quoy & Gaim. Diese Art ist in unserem Gebiet eine mehr südliche Form, die einen neritischen Charakter zu haben scheint. Ausser an den Stationen im Mai 1905 (Taf. II) wurde Sagitta hipunctata fast in allen Oberflächenzügen in der Nähe von den Küsten gefun- den; hier an der Küste kann sie — wie z, ß. in Skagerrak Au- gust 1905 ^) — eine absolut dominierende Rolle unter den Plankton- Organismen spielen, während sie weiter aussen im Nordmeer nicht zu finden ist. Nach meinem Material zu urteilen ist Sagitta hipunctata eine ausgeprägte Oberflächenform. Sagitta gigantea n. sp. (Tafl. III, Fig. 1—7). Diese Art scheint mit Sagitta hexaptera (D'Orb) verwech- selt worden zu sein, ist aber von dieser Form sehr verschieden. ' Bulletin des Résultats acquis pendant des Courses périodiques, Schwe- den: Skagerrak Août 1905, Copenhague 1905. ÜBER DIE CHAETOGNATHEN DES NORDMEERES. 147 Sagiüa gigantea wird bis auf etwa 9 cm. lang. Der Kopf ist ziemlich gross (Taf. III, Fig 1 und 2). Der Schwanz be- trägt V4 bis Vs der ganzen Länge. Die beiden seitlichen Flos- senpaare stossen zusammen, so dass sie mit einander am nächsten verschmelzen. Die Zahl der stark gekrümmten Greifhaken (Fig 3) beträgt jederseits 5 — 8, die Spitze derselben ist kegelförmig (Fig 4). Die Zahl der vorderen Zähnchen beträgt 5—6, die der hinteren 7 — 8 auf jeder Seite; ihre Spitzen sind glatt, kegelförmig (Fig 5). Unterhalb der hinteren Zähnchen finden wir eine Reihe von eigentümlichen Organen ^ (Fig 6 und 7 A). Die Reihe streckt sich bogenförmig von der Mundöffnung bis ein wenig rückwärts von den hinteren Zähnchen ; die inzelnen Organe (Fig 7) sind mehr oder weniger genau halbkugelig mit einer central gelegenen, kleinen Spitze. Einige Messungen ^ und Zählungen an S. gigantea. St. 6 B. St . 11 B. Durclischnit- liche Prozent- Ij- zahl, auf der 1 2 3 4 5 ! 1 2 3 4 5 Totallänge bezogen. Körperlänge. . 86 74 70,5 69 63 75 74 72,5 69,5 60.5 Kopflänge (Kopfsegment) 3,5 3 3 3,5 2,5 3,5 3 3,5 3 2,5 ^,4 °/o Rumpfsegment 63,5 54 51,5 49,5 45,5 53,5 54 53,5 51,5 43 72,7 - Scliwanzseg- ment .... 19 17 16 16 15 18 17 15,5 15 15 22,9 - Seitenflossen j (Summe von den Längen beider Flos- sen) .... 49 42 42 42 38 43 43 41 38 35 57,9 - Zahl der Greif- haken (links— rechts) . . . .5-5 7-8 6-7 6-7 6-6 6-6 6-6 6-6 6-6 7-7 ' „Vestibular ridge" Fowler: The Chaetognatha Biscayan. Plankton Col- lecter During of H. M. S. „Research" 1900 (Transact. Lin. Soc. London 1905). Die Masse sind in Millimeter angegeben. 148 HJALMAR BROCH. Diese Art, die mit Sagitta Whartoni, Fowler nahe verwandt zu sein scheint, unterscheidet sich von dieser durch ihre Grösse, ihre kleinere Anzahl von Greifhaken und ihre grössere Anzahl von Zähnchen. Ausser dem macht die Thatsache, dass die hydro- graphischen Verhältnisse auf den Fundorten dieser beiden For- men sehr verschieden sind, es w^ahrscheinlich, dass wir es hier mit zwei verschiedenen Arten zu thun haben; die S. Vihartoni ist hauptsächlich in der süd-westlichen Partie der Faeroe-Shetland- Rinne in dem atlantischen Teil derselben zu finden, während S. gigantea eine charakteristische Nordmeer-form ist. Von Sagitta hexaptera unterscheidet sich S. gigantea sofort durch die Flossen und durch die höhere Zahl sowohl von den vorderen als von den hinteren Zähnchen. Sagitta gigantea ist eine Gharakterform in den tiefen und kalten Teilen des Nordmeeres, Schon im Jahre 1900 wurde diese grosse Sagitta am Bord des norwegischen Fischerei- dampfers „Michael Sars" beobachtet und ist auch später mehr- mals gefunden worden (Vergl. die Karte, Taf. II). Auch in dem Material von der dänischen Ingolf-Expedition habe ich in Ko- penhagen gelegentlich Exemplare von dieser Art gesehen. Wie aus der Karte hervorgeht, ist ihre Verbreitung im Nordmeere eine sehr ausgedehnte. Niemals ist sie an der Oberfläche beo- bachtet worden; einmal ist sie (auf St. 49) zwischen 400 und 200 m Tiefe mit Nansens Schhessnelz (Öffnungsdiameter 1 m) ge- fischt worden, sonst ist sie nur mit den grösseren Netzen und aus den grösseren Tiefen heraufgebracht worden, und dann in der Regel in vielen Exemplaren. Dass sie auf der Station 35 nicht gefunden ist, rührt daher, dass hier nur mit kleinen Netzen gefischt worden ist. Es unterliegt keinem Zweifel, dass Sagitta gigantea eine für das tiefe und kalte Nordmeer absolut charak- teristische Art ist. ÜBER DIE CHAETOGNATHEN DES NORDMEERES. 149 Krohnm hamata (Möbius). Diese Art kommt überall in dem Nordmeere vor; in der Nähe von unseren Küsten ist sie eine Hauptform in der Tiefe und dringt in die tieferen Teilen von Skagerrak und in den Kristianiafjord hinein. Während Jugendstadien an der Ober- fläche sowohl als in der Tiefe in dem offnen Nordmeere überall — jedenfalls im Monat Mai — häufig zu finden sind, steigen die erwachsenen Tiere auch hier nur ausserordentlich selten zur Oberfläche hinauf. In den Fängen, die mit den grösseren Netzen in der Tiefe in dem Nordmeere in Mai 1905 von „Michael Sars" gemacht wurden, war Krohnia hamata immer einer der domi- nierenden Organismen. 150 H. BROCH. ÜBER DIE CHAETOGNATHEN DES NORDMEERES. Litteratur über Chaetoguatlien : 1. FovvLER, Dr. G. Herbert: Plankton of tbe Faeroe-Cliannel, No. 1 (Proc. Zool. Soc.) London 1896. 2. Hertwig, Dr. Oscar: Die Chaetognathen, ihre Anatomie, Systematik und Entwickelungsgeschichte (Studien zur Blättertheorie) Jena 1880. 3. Levinsen, Dr. G. M. R. : Chaetognatha (Spolia Atlantica) Kjøbenhavn. 4. Strodtmann, Dr. Sic: Die Systematik der Chaetognathen und die geographische Verbreitnng der einzelnen Arten im Nordatlan- tischen Ozean (Wiegmanns Archiv für Naturgeschichte, B. I) Berlin 1892. 5. — ,,— Die Chaetognathen (Nordisches Plankton, III Lief.) Kiel 190.5. Während des Druckes ist erschienen : Fowier, Dr. G. Herbert: The Chaetognatha — Biscayan Plankton Collected during a Cruise of H. M. S. Research 1900. (Trans. Lin. Soc.) London 1905. Erklärung der Abbildungen: Tafel II. Karte über das Nordmeer mit den Plankton-Stationen der Maifahrt sammt denjenigen Stationen aus früheren Jahren, wo Sagitta gigantea von „Michael Sars" gefischt worden ist. © Station auf welcher Sagitta gigantea gefunden worden ist. /\ Station, wo Sagitta bipundata gefunden worden ist. Diejenigen Stationen, wo das Jahr nicht angegeben ist, beziehen sich auf der Maifahrt 1905. Tafel III. Sagitta gigantea n. sp. von unten gesehen (Nat. Gr.) — „ — von oben (Nat. Gr.) Ein Greifhaken derselben (30 Mal vergr.) Die Spitze eines Greifhakens (220 Mal vergr.) Vorderzähnchen von S. gigantea (220 Mal vergr.) Der Kopf von unten (13 Mal vergr.) Die rechte Kopfseite von oben gesehen (56 Mal vergr.) V. z. : Vordere Zähnchen, h. z. : Hintere Zähnchen. A: Die Organenreihe unterhalb der hinteren Zähnchen. („Vesti- bular ridge"). Fig 1. O n n 3. n 4. )) 5. )i 6. 7. Gedruckt 26. März 1906. Bemerkungen über den Formenkreis Ton F^eridinium depressum s. lat. Von Hjalmar Broch, Bergen. u nter dem Namen Peridinium depressum, s. lat. ist bis zur letzten Zeit eine ganze Reihe von deutlich von einander zu trennenden Formeti einbefasst worden. Da es mir in dem Plankton-Material, das ich bearbeitet habe, auffällig gewesen ist, dass diese verschiedenen Formen nicht nur von systemati- schen sondern auch von oceanographischen Gesichtspunkten von Interesse sind, möchte ich jetzt meine obschon lückenhafte Beob- achtungen veröffentlichen, damit andere Forscher die Lücken aus- füllen können, wozu mein Material nicht hinreichend gewesen ist. In diesem Formenkreis habe ich bisher die folgenden Sub- species und Formen in meinem Material trennen können : A. Querfurche und Flügelleisten sehr schräg (so dass man die letzteren fast um die ganze Zelle herum verfolgen kann, wenn die Zelle in ihrer Gleichgewichtslage im Präparate liegt (Fig 1 und 2 a)). 1. Die Antapikalhörner hohl, bis zu ihrer Spitze mit Proto- plasma gefüllt. P. depressum s. sir. 2. Die Antapikalhörner kompakt. P. {depressum subsp.) parallelum. 152 HJALMAR BROCH. B. Querfurche und Flügelleisten nur wenig schräg (man sieht die letzteren nur lateral, wenn die Zelle in ihrer gewöhn- lichen Stellung liegt (Fig. 3 und 4). P. {depressum subsp.) oceanicuni. 1. Zelle gross, 270-300 in lang.i /. typica. 2. Zelle klein, 130-170 ,u lang.i f. öblonga. Feridinium depressum, Bail, s. str. Die antapikalen Fortsätze sehr dick, gross und hohl, bis zu ihrer Spitze mit Protoplasma gefüllt. Zelle stark abgeplattet; die apikale Schale unten flach, oben in eine lange Spitze aus- gezogen ; auch die antapikale Schale ist sehr flach. In der Gleichgewichtslage, in welcher die Zellen gewöhnlich in den Präparaten liegen bleiben (vgl. Fig. 1) mit der Querfürche b Fig. 1. Feridinium depressum Bail. (Vergr. 110). a. Aus der Nordsee, h. Aus dem Nordmeere. ^ Länge vom Vorderende des Apilcalhorns bis zur hinteren Spitze der Antapikalhörner. FORMENKREIS V. PERIDINIUM DEPRESSUM 153 fast horizontal, ragen alle die Fortsätze sehr weit über die Kante der Zelle hinaus. Peridinium paralleluw, n. subsp.^ Die antapikalen Fortsätze sind von ihrer Basis an dünn und kompakt. Die Zelle nähert sich mehr der Kugelform als bei P. depressmn s. str., indem sowohl die apikale als die ant- apikale Schale ziemlich stark gewölbt sind. Das Apikaiende zu einer verhältnissmässig kurzen Spitze ausgezogen. Fig. 2. Peridinium paralleliim, n. sp. (Vergr. 110) aus dem Nordmeere. a. Gewöhnliche Stellung in den Präparaten. In der gewöhnlichen Gleichgewichtslage (vgl. Fig. 2 a) ragen alle Fortsätze nur sehr wenig über die Kante der Zelle hinaus. Nach Übergangsformen zwischen diesen beiden Formen ist gesucht worden. P. depressum s. str. ist sehr stark variierend ^ Die hier beschriebene Form hat mehrere Charaktere gemeinsam mit der neulich beschriebenen Art P. antarcticum Schimper (bei Karsten, Valdivia-Expedition Bd. II, p. 131, t. XIX, f. 1—4); ob sie mit dieser Art vereinigt werden kann, wird doch erst durch spätere Untersuchungen zu entscheiden sein. 154 HJALMAR BROCH. ihrer Form und Grösse bezüglich; jedoch konnte ich immer die beiden ersten dm'ch die Verschiedenheit an den antapikalen Fort- sätzen auseinanderhalten. Es ist mir nur einmal in dem Nord- meere gelungen — N. Br. 64° 12' Lg. W Greenich 0° 42' — ein Paar Exemplare zu finden, die in ihrem Habitus zweifelhaft waren; jedoch mussten sie unzweifelhaft zu P. depressum geführt werden, weil die antapikalen Fortsätze bis zu ihrer Spitze hohl und mit Protoplasma gefüllt waren. In August dieses Jahres habe ich einige Exemplare von P. parallelum aus Skagerrak bekommen, die in ihrem Habitus P depressum sehr ähnlich waren; ihrer kompakten, antapikalen Fortsätze wegen sind sie jedoch zu P. parallelum gerechnet worden. Peridinium ocea^nicum, Vanhöffen.i Die antapikalen Fortsätze dick, gross und hohl, bis zu ihrer Spitze mit Protoplasma gefüllt. Zelle langgestreckt, stark dorsi- ventral abgeplattet. 1. /. typica. ■ Fig. 3. Peridinium oceanicton f. typica, aus der nordlichen Nordsee. (HO Mal vergrössert). Die Zelle is gross, 270—300 /n lang. Die antapikalen Fort- sätze an ihrer Basis an der inneren Seite mit mehreren kleinen Zähnchen versehen. 1 Vanhöffen, E. : Die Fauna und Flora Grönlands. (Grönlands-Expedi- tion d. Gesellschaft für Erdkunde zu Berlin, 1891-93, Bd. II. Th. I. Berlin 1897). FORMENKREIS V. PERIDINI.UM DEPRESSUM. 155 2 f. oUonga, Aurivilliüs.^ Fig. 4. Peridinium oceanicum, f. oblonga, aus dem Skagerrak. (110 Mal vergrössevt). Weicht von dem typischen P. oceanicum durch ihre geringe Grösse (Länge 130 — 170 /.i) und ihre verhältnissniässig grössere Breite ab; ausserdem sind ihre Flügelleisten verhältnissmässig schwächer entwickelt. Auch sind die antapikalen Fortsätze an der inneren Seite je nur mit einem basalen Zähnchen ausgestattet. Mein Material von diesen beiden letzten Formen ist nicht besonders gross gewesen, und ich habe zwischen ihnen so- wie zwischen diesen und den beiden zuerst erwähnten Unterarten keine Übergangsformen finden können. Diese verschiedenen Subspecies und Formen dürfen wegen ihrer sehr charakteristischen Verbreitungsverhältnisse von einan- der getrennt gehalten werden. Peridinium paralleluDi muss nach meinen Untersuchungen zu urteilen als eine boreale oder boreal-arktische Form auf- zufassen sein. Im Mai 1905^ wurde diese Art nicht südlicher im Gebiet oder näher an den norwegischen Küsten als 62° 8, N. Br., 0° 43' Lg. 0. (No. 4) und 62° 56' N. Br., 2° 48' Lg. 0. (No. 38) angetroffen. Auf den Stationen, die weiter aussen im Nordmeere genommen wurden, war P. parallelum fast über- all vorhanden und fiel in seine Verbreitung mit Ceratium arc- ticum fast zusammen. In der Tiefe scheint sie nach meinen Beobachtungen nicht so häufig als P. depressum s. str. vorzu- ^ AuRiviLLius, Carl VV. S. Vergleichende Thicrgeographische Unter- suchungen über die Plankton-Fauna des Skageraks (Kgl. Vetensk.-Akad. Handlr. Bd. 30). Stockholm 1898. 2 Norwegen: Nordmeer in Bulletin des Résultats acquis pendant des Courses périodiques. Mai 1905, Copenhague 1905. 156 HJALMAR BROCH. kommen. In einem ausserordentlich reichhaltigen Peridineen- Plankton aus der Nordsee von September— Oktober 1904 habe ich kein einziges Exemplar von P. parallelum finden können. Somit dürfte man glauben, dass es ein rein oceanischer Organis- mus sei. Um so mehr auffällig ist es mir dann gewesen, dass ich in Plankton- Proben aus Skagerrak im August dieses Jahres^ Exemplare gefunden habe, die zu P. parallelum geführt werden müssen. Es steht die Frage offen, ob wir hier mit einer con- stanten Species zu thun haben, oder ob es eine durch gewisse hydrographische Verhältnisse hervorgerufene Form sei. Es ist notwendig die genauen Verbreitungsverhältnisse von P. paral- lelum und P. depressum f. typica zu kennen, ehe wir das eben- genannte Problem lösen können. Im Gegensatz zu dem borealen P. parallelum steht die atlantische Subspecies P. oceanicum, f. typica. Die letztgenannte Unterart ist in unseren Fahrwässern in ihrer typischen Form wohl nur als ein Gast aufzufassen ; gewiss, sie kommt hier regel- mässig vor; sie ist aber wesentlich nur in der nördlichen und nordwestlichen Nordsee und in dem südlichen und südwestlichen Nordmeere vorhanden, und dies nur zu den Zeiten, wenn das atlantische Plankton eine dominierende Rolle spielt. Massenhaft tritt sie nach den bisherigen Untersuchungen auch in diesen Gebieten niemals auf. Nochmals wird die Aufmerksamkeit dadurch gefesselt, dass wir in dem Skagerrak ^ eine eigentümhche Form finden, die mit dem typischen P. oceanicum so nahe verwandt ist, dass sie wohl höchstens als eine Varietät derselben aufgefasst werden darf. Das ist P. oceanicum f. ohlonga. Vorläufig wird es das beste sein diese beiden Formen genau auseinanderzuhalten,^ weil es uns auch hier an einer ausreichenden Kenntnis der Verbrei- 1 Schweden: Skager Rak in Bulletin des Resultats . . . Août 1905. 2 Vgl. Schweden: Skager Rak in Bulletin des Resultats . . . Août. 1905. 3 Wie übrigens Ostenfeld in den Bulletins des Résultats — Dänische Gewässer — macht. FORMENKREIS V. PERIDINIUM DEPRESSUM. 157 tungsverhältnisse dieser Formen fehlt. So weit ich nach meinem bisherigen Material urteilen darf, scheint es als ob die kleine f. oblonga eine für Skagerrak und Kaltegat charakteristische Form sei. Dies wird jedoch zuerst nach späteren Untersuchungen mit Sicherheit festgestellt werden können. Was die Verbreitung betrifft, steht P. depressum, s. str., zwischen den beiden Subspecies P. parallelum und P. oceani- cum f. typica. Die Art ist auch in ihrer hier gegebenen Begrenzung ziemlich variabel ihrer Habitus betreffend. So variiren alle die Fortsätze ihrer Länge bezüglich, die ganze .^elle kann stärker oder schwächer zusammengedrückt sein, und die antapikalen Fort- sätze sind von fast parallel bis zu stark divergierend in ihrem Verlauf. Nach den jetzigen Untersuchungen zu urteilen ist diese Form in ihrer Verbreitung in dem Gebiet südlich, und obschon sie unter i'ein oceanischen Verhältnissen auch nur sehr selten fehlt, fällt ihr hauptsächhches Massenauftreten in dem heritischen Plankton. Bergen, 12ten Decbr. 1905. Gedruckt 26. März 1906. Om Vegetationen paa Yoss og Vossestranden. Af S. K. Seiland. (Med PI. IV.) Ïj or omtrent 80 aar siden botaniserede professor M. JN. Blytt paa Voss, idet han 1822 undersøgte Hangerfjeld, Løne- horgen og de lavere dele af bygden og i 1833 fjeldet Graasideo og Dyrvedalen. I sin „Indberetning om en botanisk Reise i Som- meren 1833" (Magazin foi- Naturvidenskaberne 2 r. J3d, 2, Chri- stiania 1835) har han redegjort for resultaterne af disse under- søgelser i en udførlig fortegnelse over de fundne karplanter, der tæller 370 arter. I 1827 gjennemreiste provst S. C. Sommerfelt Vossestranden og Voss til Ævanger og angiver i sin indberetning, „Bemærk- ninger paa en botanisk Excursion til Bergens Stift" (Magazin for Naturvidenskaberne bd. 9, Chr.a 1828), 17 karplanter fra Vosse- stranden og Voss, hvoraf 5 ikke er nævnte i M. N. Blytts „Indberetning". I M. N. & A. Blytt „Norges Flora" citeres jevnlig de ovennævnte iagttagelser, og der forekommer desuden 4 nye angivelser efter M, N. Blytt og professor dr, 0. Norstedt. I A. Blytt „Nye bidrag til kundskaben om karplanternes udbredelse i Norge" (Christiania Videnskabs-Selskabs Forhand- linger for 1892. No. 3) fmdes 10 nye angivelser efter Axel 160 S. K. SELLAND. Andersen, M. N. Blytt, Johan Havaas, Adolf Heiberg, S. Murbeck og nærværende forfatter. I Johan Havaas „Floristiske undersøgelser i Søndre Bergen- hus amt 1896" (Bergens Musenms Aarbog 1897. No. III) er en ny art angivet for Voss. S, 0. F. Omang har efter mine samlinger anført en ny art af Hieracium for Voss i „Hieraciologiske undersøgelser i Norge II" (Nyt Magazin f. Naturvidenskab. B. 41) og 5 hieracier, nye for Voss og Vossestranden, i „Hieraciologiske undersøgelser i Norge III" (Nyt Magazin f. Naturvidenskab. B. 43). Endelig findes i A. Blytt og Ove Dahl „Haandbog i Nor- ges flora" to nye angivelser for Voss i de udkomne 7 hefter. lalt har jeg saaledes i den mig tilgjængelige litteratur fundet 398 arter af karplanter angivne for Voss og Vossestranden. Men da herrederne Voss og Vossestranden er vidtstrakte, samt underlaget og naturforholdene iøvrigt noget skiftende, var det at vente, at der maatte være mere at finde. Dette har ogsaa stadfæstet sig. Med stipendium af det Rathkeske legat botaniserede jeg paa Voss sommeren 1902 og paa Vossestranden 1903, I de g.f M. N. Blytt ikke undersøgte dele af Voss fand- tes en hel del flere plantearter end af ham opgivet; ligesaa i de lavere dele af bygden, hvoi- jeg ogsaa botaniserede. Flere plante- arter sees at optræde bare paa enkelte snævert begrænsede om- raader, hvorfor det nærmest er et træf, at de bliver fundne. lalt tæller karplantefloraen paa Voss og Vossestranden nu 572 kjendte arter. Voss, der omgives af Aurland, Ulvik, Granvin, Ullensvang, Vikør, Ævanger og Vossestranden, er 928,01 km.^ stort. I her- redets centrum ligger Vangsvandet, 45 m. o. h. Paa dettes nordside strækker sig jernbanelinjen fra Vossevangen til Bergen. Fra Vangsvandet udgaar flere dalfører, der adskilles ved mellem- liggende aaser og fjelde. I østlig og sydøstlig retning gaar et OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 161 dalføre over til Granvin i Hardanger. Væsentlig paa dette dal- føres sydside (skyggesiden) vokser granskogen paa Voss. I nordlig og østlig retning gaar Tykkebygden og Raundalen, der gjennemstrømmes af Raundalselven. I dette dalføre gaar jern- banelinjen til Østlandet. I nordlig retning gaar Borslranden, der gjennemstrømmes af Strandeelven. Denne kommer fra Opheinis- vangen paa Vossestranden, med tilløb fra Myrkdalen, og danner paa Voss et større vand, Lønevandet, og to mindre, Melsvand Og Lundarvand. Strandeelven og Raundalselven forener sig og falder i Vangsvandet. Paa Borstrandens vestside hæver Løne- horgen sig op til en høide af 1424 m. og, ret i nord for Vosse- våndet, Hangerfjeld, som naar op til 795 m. o. h. Længere mod vest og parallelt med Borstranden gaar den kortere Dyrve- dal, der fortsættes i en fjelddal op mod Lønehorgen. Vest for Vangsvandet gaar Vestbygden mod Ævanger. I sydlig retning fra Vossevangen gaar Bordalen op mod fjeldet Herdabreid (Hera- brei), hvis sydvestlige skraaninger dannes af blødere skifere med en rig vegetation af fjeldplanter. I den sydøstlige del af herredet paa grænsen af Granvin naar Skaandalshorgen op til 1024 m. 0. h. Paa Bordalens vestside og Vangsvandets sydside naar Graasiden og flere med den sammenhængende fjeldpartier op til 1342 m. Mod sydvest sænker fjeldmassen sig ned mod Torfin- vand (867 m. o. h.) og Hamlegrø (591 m. o. h.). Det faste underlag paa Voss dannes baade af haardere og blödere bergarter. Omkring Vangsvandet optræder lerglimmer- skifer.; ligesaa langt opover Borstranden, Bordalen, opover^ til Hamlegrøvand og over til Skaandalshorgen paa grænsen mod Granvin. Men ellers er haarde bergartei- overveiende, gneis, granit og kvartfeit. De høiere parlier af Graasiden dannes saa- ledes af granit, Lønehorgen af kvartsit, i de østlige dele af herredet er gneisen fremherskende. Den aarlige regnmængde paa Vossevangen er 1084 mm. og aarets middeltemperatur -|- 5,2 C.^ ^ Cfr. J. ViBE, Søndre Bergenhus amt, p. 20 og 12. Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIV. II. 11 162 S. K. SELLAND. Vossestrandens herred og prestegjeld dannes af sognene Vinje og Opheim. Det hørte før sammen med Voss, hvorfor plantefund herfra i litteraturen oftest opføres under Voss. Her- redet Ugger mellem Sogn og Voss, er 554,96 km.^ stort og dan- nes væsentlig af et hoveddalføre, der fra Borstranden paa Voss fortsælter i nordlig og østlig retning, og som i Sogn gaar over i Nærødalen. Hoveddalføret gjennemstrømmes af Strandeelven, som kommer fra Opheimsvandei. og falder i Lønevandet paa Voss. Nær Vinje kirke aabner sig et sidedalføre, Myrkdalen, omkring Myrkdalsvandet, der gjennem en trang kløft, Osgjelen, skaffer sig afløb til hovedelven. Fra de omgivende bygder er Vossestranden skilt ved høie og oftest vilde fjelde. Det faste underlag dannes for det meste af haarde bergarter, gabbro over mod Sogn; blødere skifere (lerglimmerskifer) fandt jeg paa stræk- ningen fra Opheimsvandet til Myrkdalen. I Malmagrønsnosi, der naar op til 1170 m. o. h., paa sydsiden af Opheimsvandet, var haarde bergarter de overveiende. Karplantefloraen paa Vossestranden har meget til fælles med Vosse-floraen, men er fattigere paa arter. Paa Voss findes Vestlandets eneste større granskog. Om granens forekomst paa Voss siger M. N. Blytt i „Indberetning om en botanisk Reise i Sommeren 1833" p. 67: ,,Pinus Abies. Den findes i temmehg Mængde paa Fladlandsmoen imellem Graven og Tykkebøiden paa Voss, saavelsom hist og her i Skovene paa Voss. Øverst i Dørvedalen stod en liden vantreven Lund af Granen noget høiere end Fyrregrænsen. Forresten skal den ogsaa findes vestligere i den saakaldte Modal i Hosan- gers Præstegjæld. Man paastaar, at Granen i de sidste Decennier udbreder sig i Voss, da man seer den fremkomme paa flere Steder, hvor man ikke før har bemærket den". Forstmester H. A. T. Gløersen, der i „Den norske Forst- forenings Aarbog for 1884" har skildret „Vestlands-Granen OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 163 og dens Indvandrings-Veie", udtaler følgende om granens ud- bredelse paa Voss og Vossestranden, p. 118 og 119: „ Paa Stal- heims Nabogaard Slæen findes flere Graner, og i hele Dalføret nedover mod Vos forekommer den hist og her, men altid i ringe Antal, der først tiltager væsenthg, naar den nærmer sig Vossevangen. Her skifter Landskabet aldeles Karakter; det faar et eiendommeligt østlandsk Tilsnit med bred Dalbund, store Skovmoer, Kjæder af smaa Indsøer og Elvedrag med svagt Fald. Ogsaa Bjergarten forandres til let opløselig Lerskifer, der danner god frugtbar Jord paa Fjeldsiderne og Dalskraaningerne. Paa Vos har Granen fundet et Hjem netop efter sin Tilbøielighed, det eneste af nogen Udstrækning vestenfor Langfjeldenes Ryg. Her har den dannet en kraftig Koloni, der har været istand til at fortsætte P'remrykningen baade mod Vest og Syd, i hvilke Retninger den har udsendt lange Arme eller Udløbere. Næsten paa hver Gaard, der har Barskov i Behold, saa langt som Vos strækker sig, altsaa paa en Længde af 50 Kilo- meter fra Øst mod Vest, findes der Gran, ofte ikke flere, end man bekvemt kan tælle dem paa Fingrene, undertiden talrige eller i Mængde. Endnu talrigere forekommer dog Furuen; paa de store Elvegrusmoer hersker denne næsten ubestridt, og kun paa faa Steder er Granen i den Blandingsskov, de somoftest danne, i af gjort Qvervægt; dette er kun Tilfældet hist og her paa Skyggesiden af den saakaldte Kvislerotting fra Hardangergrænd- sen 6 — 7 Kilometer vestover; her forekommer, især omkring den saakaldte Flatlandsmo, endog nogle Partier, hvor Granen op- træder i ren eller næsten ren Bestand. Da Arealet er stort, bliver dog i ethvert Fald Vos den Vestlandsbygd mellem Lin- desnæs og Agdenæs, der indeholder den største Granmængde. Det er paa Strækningen mellem Vossevangen og Hardanger- grændsen, hvor Dalbunden ligger paa en Høide af 120—834 Fod (67,64—262 Meter) at Granen forekommer hyppigst. Vestenfor Vossevangen følger den vistnok Vasdraget paa hele dets Løb mod den salte Sø først gjennem Hovedsognet, hvor den ogsaa 164 S. K. SELLAND. tfænger op i Sidedalene, og derpaa gjennem Annexet Evanger, men i stærkt aftagende Mængde; imidlertid gives der hellerikke paa Evanger ret mange Gaarde med en Smule Skov, uden at de i det Mindste have nogle Grantrær i Skoven". Granskogen maa siden 1833 have trukket sig længere frem mod Bordalen, og lokalkjendte folk udtaler, at i dette strøg ovenfor gaardene Lie, Hauge og Songve har granen tiltaget be- tydelig i mængde i de sidste 30 — 40 aar. I tættere bestand er åen ogsaa vokset frem oppe i Dyrvedalen og paa Hangerfjeldets nordøstlige skraaning; men ogsaa i det mellemliggende strøg findes mange grantrær. Paa Hangerfjeldet gaar granen op til ca. 750 m. o. h., men bliver her buskagtig og har oftest tør top. I efterfølgende opregning af de paa Voss og Vossestranden fundne karplanter findes mange, der ikke er opforte i M. N. Blytts fortegnelse fra 1833. En del af disse maa være ind- vandrede i den senere tid. Flere forekommer kun tilfældig; men mange ser ud til at holde sig og faa borgerret i herredernes flora. Af arter, der maa være indvandrede i den senere tid, merkes : Alopecurus pratensis, i kunstig eng. Phalaris canariensis, tilfældig. Avena elatior. Forekommer ofte paa steder, der ikke ligger under dyrkning og gjør saaledes indtryk af at være helt indfødt. Den omtales ikke af M. N. Blytt, men forekom- mer nu hyppig i strøg, hvor han maa have botaniseret. Cynosurus cristatus, tilfældig. Festuca elatior, især i eng. Cannabis sativa, tilfældig. Atriplex patula. Jeg fandt den paa Voss ved leiren paa Tvil- demoen paa et sted, hvor alskens affald henkastedes. Fagopyrum esculentuin, tilfældig. OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 165 F. tataricum. Optræder nu hyppig som ugræsplanle i ågre. Tanacetuin Leucanthemum . Sikkert indført med græsfrø og nu meget udbredt ogsaa udenfor kunstig eng. Anthémis tinctoria, paa jernbaneskraaninger og i kunstig eng. A. arvensis, i kunstig eng paa Vossestranden. Achillea Ptarmica. Indvandret før 1891 paa Tvildemoen. Senecio silvaticus. Indvandret paa Tvildemoen mellem aarene 1892-1896. Centaurea Cyanus, tilfældig. Sonchus asper. S. arvensis. Galium Mollugo. Paa jernbaneskraaningen ved Vossevangen, hvor den er indvandret før 1891. Glechoma hederacemn. Ved jernbaneskraaningen, hvor den har holdt sig i flere aar. Lamium intermedium. Galeopsis Ladanum, tilfældig. Echium vulgare, ved jernbanelinjen. Echinosperuin Lappula, tilfældig. Odontites rubra, tilfældig. Primula officinalis, tilfældig. Ægopodium Podagraria. Har vistnok holdt sig som ugræs i længere tid. Coriandrum sativum, tilfældig. Nasturtium silvestre. Barharea vulgaris, i kunstig eng. Berter oa incana, tilfældig. Cochlearia officinalis, tilfældig paa jernbaneskraaningen. Sisymbrium pannonicum, paa Vossestranden, tilfældig. Erysimum cheiranthoides. Camelina silvestris, tilfældig. Neslia paniculata. Sinapis alba. Nu hyppigt ugræs i ågre. Viola arvensis. 166 S. K. SELLAND. Silene dichotoma, tilfældig. Agrostemma Githago. Findes nu mange steder i kunstig eng og i ågre. Vaccaria segetalis. Linum usitatissimum, baade i ågre og i kunstig eng. Melilotus officinalis, lilfældig. Trifolium hyhridum. Pisum arvense. Mange steder i ågre. Vida sativa. En del indvandrede planter fandtes paa jernbaneskraaningen; men da banelegemet i 1902 netop var under udvidelse til bredt spor, var skraaningerne paa mange steder forstyrrede. Acer platanoides og Alnus glutinosa, der af M. N. Blytt angives for Voss, men som det ikke lykkedes mig at gjenfinde, er rimeligvis uddøde. Jeg havde hele tiden opmerksomheden henvendt paa disse arter og søgte noksaa meget efter dem paa de af M. N. Blytt angivne voksesteder. Lokalkjendte folk vidste heller intet om, at de skulde vokse der. I efterfølgende fortegnelse er de i litteraturen ikke tidligere for Voss og Vossestranden anførte arter merkede med et plus ^-|-)- Hvor ikke findernavn er anmerket ved underarter og for- mer er disse ogsaa nye fund. — Nogle lokalnavne paa planter er tilføiede i anførselstegn, og skrivemaaden er lagt saa nær udtalen som muligt. Paa det medfølgende kart (pl. 4) vil de vigtigste voksesteder findes anførte. Til professor dr. N. Wille, konservator Ove Dahl, ama- nuensis Jens Holmboe, overlærer E. Jørgensen og adjunkt S. 0. F. Omang, der har bistaaet mig med veiledning og bestem- melse af planter, frembæres min hjerteligste tak. OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. [67 Fortegnelse over de paa Voss og Vossestranden fundne karplanter. Equisetaceæ D. G. Equisetum arvense L. /. alpestre Wg. Tilfjelds. f. decumhens Mey. Vossestranden: Opheim. -f- E. pratense Ehrh. Flere steder. E. silvaticum L. „Kjeringarokk". Alm. + E. palustre L. Flere steder. + E. fluviatile L. „Le(d)a-stör". Baade hovedarten og *limo- sum (L.) alm. -\- E. variegatum Schleich. Voss: Herdabreid. Filices L. Polypodium vulgare L. „Siseljerot". P. Phegopteris L. -f P. rhæticum L. Hyppig tilfjelds. P. Dryopteris L, „Fuglablom". Woodsia ilvensis R. Br. Alm. + W. hyperhoreaR.BR. Voss: Skaandalshorgen, Vossestran- den: Sundvesberget; Osgjelen. Aspidium Lonchitis S w. A. angulare W. K. Flere steder paa Voss. Polystichum Oreopteris D. G. Almindeligst i en høide af 300—500 m. o. h. P. Filix mas Roth. P. spinulosum D, G. f. dilatatum (Hoffm.). Hist og her. Cystopteris fragilis Bernh. Asplenimn Filix femina Bernh. Denne og de fleste bregne- arter kaldes „Blom". Meget alm. 168 S. K. SELLAND. A. Trichonianes L. A. viride Huds. + A. septentrionale Sw. Ikke hyppig. + A. rida muraria L. Voss: Hangerfjeld. Vossestranden: Vinje. Pteris aquilina L. „Einstabbe". Blechnum Spicant Roth. Mange steder. Stridhiopteris germanica W^illd. Mange steder. Allosurus crispus Bernh. „Torrbola". Mange steder. + Botrychium Lunaria Sw. Voss: Paa en holme i Kroka- vatnet nær grænsen af Granvin. Isoeteæ Rich. -j- Isoëtes lacustris L. Vossestranden : Opheimsvand ; Myrk- dalsvand. -\- I. echinospora Dur. Voss: Lønevand; Melsvand. Nogle lidet udviklede eksemplarer fra Opheimsvandet synes at tilhøre denne art. Lycopodmceæ D. G. Lycopodium Selago L. „Lusagras". L. inundatum L. Voss: Haugamoen; Skutle; Dyrvedalen (if. M. N. Blytt). -|- L. annotinum L. Mange steder, L. alpinum L. L. clavatum L. Selaginella spinulosa A. Br. Gr amin eæ Juss. 4- Alopecurus pratensis L. Voss: Bolken; Istad. Vosse- stranden: Opheim. A. geniculatus L. Phleum pratense L. OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 169 P. alpinum L. Gaar flere steder langt ned, saaledes ved Opheimsvandet til 291 in. o. h., ved Bryn paa iVoss til ca. 80 m. o. h. og ved Vosseelvens udløb i Vangsvandet, 45 m. 0. h. Findes oftere ved veie, hvor høiet kjøres hjem fra fjeldslaatterne. Phalaris arundinacea L. -j- P- canariensis L. V^ossevangen 1903 ved murene efter et nedrevet hotel. + Holcus mollis L. Voss: Mellem Løne og Tvinde. Anthoxanthum odoratum L. Meget alm. Milium effusum L. Vossestranden: Myrkdalen. Tidligere angivet for Myrkdalen af S. G. Sommerfelt. ^ Agrostis vulgaris With. -f- A. alba L. Hist og her. A. canina L. A. rubra L. -f Calamagrostis Epigeios Roth. Vossevangen og flere steder. C. purpurea Trin. Alm. ^ Aira cæspitosa L. Alm. Kaldes „Punt" paa Vossestranden. A. alpina L. A. flexuosa L. /. montana L. Tilfjelds (M. N. Blytt). + Vahlodea atropurpurea Fr, Alm. tilfjelds. Gaar fra Malma- grønsnosi paa Vossestranden helt ned til Opheimsvandet, 291 m. o. h. -f Avena elatior L. Mange steder i de lavere dele af Voss. Triodia decumbens P. B. Poa annua L. + P. laxa Haenke. Vossestranden: Malmagrønsnosi. ' Cfr. S. C Sommerfelt Bemærkninger paa en botanisk Excursion til Bergens Stift, p. 4 (Magazin for Natiirvidenskaberne 1828). ^ Det maa vel være denne art, som M. N. Blytt betegner som C lan- ceolata Roth i Indberetning p. 71. 170 S. K. SELLAND. -|- P. alpina L. Gaar ved Gjelle paa Voss ned til 200 m. o. h. V. vivipara L. Høit tilfjelds (M. N. Blytt). + P' trivialis L. Alm. P. nemoralis Wahlenb. P. cæsia Sm. Alm. under flere former, saaledes /. glauca (Vahl) ved Vossevangen og i Dyrvedalen (if. M. N. Blytt). + P. compressa L. Ved Vangsvandet. P. pratensis L. Glyceria fluitans Wahlenb. Melica nutans L. Molinia coerulea Moench. Dactylis glomerata L. + Cynosurus cristatus L. Voss: Ringheim. Festuea ovina L. /. vivipara L. (M. N. Blytt). F. rubra L. + F. elatior L. Mange steder. Bromus secalinus L. Voss (if. M. N. Blytt), Ikke gjenfunden. B. mollis L. Triticum, repens L. Mange steder. T. caninum Sghreb. Mange steder. Nar dus strida L. Cyperaceæ D. C. Carex dioica L. Mange steder. -\- C. puUcaris L. Voss: Hauge; Dyrvedalen; Traa. Paa aile steder i mængde. C. pauciflora Lightf. C. rupestris All. Voss: Hangerfjeld (if. M. N. Blytt); Herdabreid. C. helvola Bl. Voss: Torfinsdalen, Graasiden, Lønehorgen (if. M. N. Blytt ^); i en dal ved Grønahorgen. Cfr. M. N. Blytt Norges Flora, p. 189. OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 171 -|- C. muricata L. Voss: Hangerfjeld. Vossestranden: Op- heim; Vinje. C. lagopina Wahlenb, Mange steder. C. leporina L. C. stellulata Good. C. Persoonii Sieb. C. canescens L. f. rohustior Bl. Fjeldene i Voss (if. M. N. Blytt). C. loliacea L. Paa Vossestranden mellem Oldalen og Myrk- dalen (if. S. G. Sommerfelt). + C. rufina Dr. Voss: Herdabreid. Vossestranden: Malma- grønsnosi; mellem Jordalen og Brekkedalen; Svolefjeld. + C. alpina Sw. Voss: Herdabreid; Børsæthorgen. Ved Gjelle gaar den ned til ca. 200 m. o. h. og ved Palme- fossen i Raundalselven til ca. 70 m. o. h. -f- C. Buxbaumii Wahlenb. f. alpicola Ands. Voss: Her- dabreid. C. atrata L. Gaar ved Palmefossen paa Voss ned til ca. 70 m. 0. h. C. saxatilis Gunn. C. pulla Good. Voss: Herdabreid; ved Grønahorgen. C. vulgaris Fr. Former fra Lie og Bryn paa Voss nærmer sig '* juncella (Th. Fr.). G. ericetorum Pollich. Voss ^ (if. M. N. Blytt). C. pilulifera L. Alm. G. flava L. + G. Oederi Ehrh. Mange steder. C, vaginata Tausch. G. panicea L. C. pallescens L. G.limosaL. Voss paa flere steder. Vossestranden: Framnes. G, irrigua L. Alm. » Cfr. M. N. Blytt Norges Flora, p. 224. 172 S. K. SELLAND. -)- C. rariflora Sm. Voss: Herdabreid. -f- C. iistulata Wahlenb. Voss: Herdabreid. C. capillaris L. + C. digitata L. Mange steder. + C. filiformis L. Voss: Tjernene i Skutlesaasen ; Midttjern ved Opeland. Vossestranden: Framnes. + G. vesicaria L. Mange steder. C. ampullacea Good. Alm. Rhynchospora alba Vahl. Flere steder. Scirpus pauciflorus Lightf. Voss: Dyrvedalen (if. M. N. Blytt) : Hauge. Vossestranden : Vinje. S. ccespitosus L. 4" S. silvaticus L. Vossestranden: Mørkve i Myrkdalen, ca. 260 m. o. h. ; Sundvesflyerne. -j- Heleocharis palustris R. Br. Voss: Tjernet ved Opeland; Lundarvand. H. uniglumis Koch. Mange steder paa Voss. Eriophormn alpinum L. E. vaginatum L. E. capitatum Host. E. angustifolium Roth. „Fivedl." Alm. E. latifolium Hoppe. Voss (if. M. N, Blytt). Alismaceæ R. Br. Triglochin palustre L. Flere steder paa Voss. + Scheuchzeria palustris L. Voss: Ved tjernene i Skutles- aasen; Krossasæte. Vossestranden: Ved Opheimsvandet; Myrkdalen. Juncaceæ Agardh. Juncus conglomeratus L. Voss: Lone. J. filiformis L. J. castaneus Smith. Voss: Herdabreid. OM VEGETATIONEN PA A VOSS OG VOSSESTRANDEN. 173 -\- J. higluniis L. Voss: Herdabreid, Skaandalshorgen ; Grøna- horgen. Vossestranden: Malmagrønsnosi. J. triglumis L. Voss: Skaandalshorgen. J. tri fidus L. J. articulatus L. -}- J. alpinus Vill. Mange steder. J. supinus MoENCH. f. uliginosus Roth. Opheimsvand. -|- J. squarrosus L. Voss: Nær Krossasæte, ca. 620 m. o. h. J. huffonius L. Luzula pilosa Willd. L. campestris D. C. Alm. under flere former, saaledes *muUiflora (Ehrh.) Hoffm. f. sudetiça (Willd.) Gel. mellem Jordalen og Brekkedalen paa Vossestranden. Voss (if. M. N. Blytt). L. hyperborea R. Br. Voss: Graasiden (if. M. N. Blytt). -|- L. arcuata Hook. Voss: Hondalsnuten. Vossestranden: Malmagrønsnosi. L. spicata Desv. Narthecium Ossifragum Huds. Melanthaceæ R. Br. Tofieldia borealis Wählend. Ved Palmefossen paa Voss gaar den ned til ca. 70 m. o. h. Lilmceæ Juss. -f- Gagea lutea Schult. Voss (if. N. Grønlien). -\- Allium oleraceum L. „Vill løk." Vossestranden: Hole paa et huslag; Osgjelen; Løkskaar paa Kvarme. Smilciceæ R. Br. Paris quadrifolia L. Voss, -f- Convallaria verticillata L. Vossestranden: Myrkdalen; Sundvesberget. 174 S. K. SELLAND. + G. Pdlygonatum L. Vossestranden : Vinje. G. majalis L. Majanthemum hifolium D. G. Orchideæ R. Br. -\- Orchis masGula L. Voss: Raugstad. Vossestranden: Svolefjeld. 0. maculata L. + Gymnadenia conopsea R. Br. Mange steder i de sydøst- lige dele af Voss. Flere steder paa Vossestranden. Platanthera hifolia Rchb. Peristylis viridis Lindl. P. albidus Lindl. Voss: Grønlien. Listera cordata R. Br. Potameæ Juss. ~{- Potamogeton natans L. Voss: I et tjern i Raundalen; et tjern nær Flatlandsmoen. Vossestranden: Opheimsvandet. Lemnaceæ Duby. Lemna minor L. Voss (if. M. N. Blytt). Ikke gjenfunden. Typhaceæ D. G. + Sparganium affine ScumTZL. Voss: Lønevand; Melsvand; Lundarvand; våndet ved Flatlandsmoen. Sterile eksem- plarer fra Opheimsvandet tilhører vistnok denne art. /. deminutum JNeum. Voss: Flatlandsmoen. Vosse- stranden : Lunde, i en sump ved veien. + S. submuticum Hartm. Voss: Skutle; Raundalen; Flat- landsmoen. Vossestranden: Sundvesflyerne; Lunde. -\- S. minimum Fr. Voss: Flatlandsmoen; Skutlesaasen, Cupressineæ Rich. Juniperus communis L. OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 175 Abietineæ Rich. Pinus silvestris L. Picea excelsa Link. Voss: Den danner nu en væsentlig del af skogen fra grænsen med Granvin, ovenfor gaarden Moe, til Bordalen, ligesom der flere andre steder paa Voss findes mindre partier (saaledes i Dyrvedalen og paa Hangerfjeldets nordøstlige skraaning). Tættest og mest ublandet vokser den ved Flatlandsmoen. Vossestranden: Nogle faa eksemplarer hist og her. Callitrich aceæ Lindl. + Callitriche stagnalis Scop. Voss: Seim i Vestbygden. C. verna Kützg. Alm. ^ -|- C. hamulata Kützg. Voss: Vestbygden. Vossestranden: Lidet udviklede eksemplarer fra Myrkdalsvandet synes at tilhøre denne art. Myricaceæ Rich. Myrica Gale L. Betulaceæ Bartl. Betula verrucosa Ehrh. Voss: I de lavere egne. Paa Vossestranden meget sjelden," B. odorata Bechst. Alm. + B. intermedia Thom. Vossestranden; Tverfjeld raellem Myrkdalen og Opheimsdalen. + B. nana L. Voss : Raundalen mellem Kleivane og Almen- dingen; Skaandalshorgen. Alnus incana D. C. Alm. A. glutinosa Gärtn. Angives af M. N. Blytt for de lavere dele af Voss ved bredderne af Vossevand (Vangsvandet) og elvene. Det lykkedes mig ikke at gjenfinde den. i(^Naar M. N. Blytt i sin Indberetning p. 51 opfører C. autumnalis for Vossevand, maa det bero paa en forveksling. k 176 S. K. SELT.AND. Cupuliferæ Rich. Querciis pedunculata Ehrh. Sparsom paa Voss; berner- kedes ikke paa Vossestranden. Corylus Avellana L. Ulmaceæ Mirb. Ulmus montana Sm. Forekommer flere steder baade paa Voss og Vossestranden. Paa enkelte gaarde plantet om- kring husene. - Urticaceæ Endl. Urtica dioica L. Alm. U. urens L, Voss: Vossevangen; Kløve. Vossestranden: Myrland i Myrkdalen. Cannabineæ Endl. Hutnulus Lupulus L. Hunplanten fandtes flere steder i nærheden af husene. I urerne under Sundvesberget paa Vossestranden i mængde; blev tidligere dyrket. -f- Cannabis sativa L. Vossestranden : Opheim, i kunstig eng. Salicineæ Rich. -h Salix fragilis L. Plantet flere steder paa Voss. aS. caprea L. /S. aurita L. Mange steder. ^ (Den er af S. G. Sommerfelt angivet for Myrkdalen). f. cinerascens Ands. Vossestranden : Viki. „Den er noget afvigende ved de temmelig store blade paa ' raklestilkene." Ove Dahl in litteris. S. repens L. Mange steder. f. fusca (Willd.). Vossestranden: Brekke. ^ Det er rimeligvis S. aurita, som M. N. Blytt i sin Indberetning be- tegner som iS. cinerea. OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 177 S. hastata L. S. phylicifolia (L) Sm. Jeg har samlet eksemplarer fra Rong i Bordalen („lidt afvigende ved de temmelig skarpt tandede blade." Ove Dahl in litteris), mellem Tvinde og Løne paa Voss og fra Kjønnagard paa Vossestranden. S. arhuscula L. Voss ^ : Brynebro, 65 m. o. h.; ved Palme- fossen, ca. 70 m. o. h. Begge steder ligger ved Raun- dalselven, der fører snevand langt frem paa sommeren. S. nigricans Sm. Mange steder ^ . S. glauca L. Alm. tilfjelds. /. nigrescens Ands. Vossestranden: Malmagrønsnosi. S. lapponutn L. Voss: Graasiden. Vossestranden: Kar- sæthovden; Kjønnagard; ved Opheimsvandet, 291 m. o. h. /. inferalpina Bl. in herb. if. Ove Dahl. Vosse- stranden: Opheim. S. lanata L. -j- S. myrsinites L. Voss: Herdabreid. S. herhacea L. „Musøyra". Alm. tilfjelds. f. fruticosa Ands. Vossestranden : Seiland. -j- S. reticulata L. Voss: Herdabreid. S. alpestris Ands. ß media Ands. Voss: Torfinsdalen ^ (if. M. N. Blytt). S. Sommerfelta Ands. Voss: Torfinsdalen^ (if. M. N. Blytt). Populus tremula L. Flere steder i mængde. Salsolaceæ Moq. Chenopodiutn album L. Alm. -\- Atriplex patula L. Voss: Leiren ved Tvildemoen, hvor den maa være indvandret i de senere aar. Vossestran- den : Opheim. * Cfr. Blytt Norges Flora, p. 440. ^ Af M. N. Blytt rimeligvis indbefaltet under S. phylicifolia. ^ Blytt Norges Flora, p. 479. ^ I. c, p. 480. Nyt Mag. f Naturv. XXXXIV. IL 12 J78 S. K. SELLAND. Polygoneæ Juss. Oxyria reniformis Hook. Rumex domesticus Hartm. Aim. ^ R. Âcetosella L. R. Acetosa L. Underarten arifolius (All.) i Torfinsdalen paa Voss (if. M. N. Blytt). Polygonum aviculare L. Aim. + P. Hydropiper L. Flere steder paa Voss. P. Persicaria L. Aim. P. lapathifolium L. Voss: Vossevangen; Tvildemoen; Løne. P. viviparuni L. Kaldes „Fuglarùg" paa Vossestranden. P. Convolvulus L. -|- P. dumetoruni L. Voss: Bolken, -f- Fagopyrum esculentum Moench. Voss: Vossevangen; Lie; Bolken. Vossestranden : Opheim. -|- F. tataricum Gärtn. Mange steder paa Voss. Vossestran- den: Opheim. Plantagineæ Vent. Littorella lacustris L. Voss: Lønevand; Melsvand. Vosse- stranden: Opheimsvandet; Myrkdalsvandet (if. S. C. Sommerfelt). Plantago major L. 4- P lanceolata L. Alm. Valerjcineæ D. G. Valeriana samhucifolia Mikan. Alm. Dipsaceæ Juss. Knautia arvensis Coult. Succisa pratensis Moench. M. N. Blytt opfører i sin Indberetning p. 63 kun B. crispus, der ikke er gjenfuiiden. OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 179 Compositæ Vaill. Petasites frigida B'r. Voss : Torfinsdalen (if. M. N. Blytt) Vossestranden: Fjeldet mellem Myrkdalen og Opheims- dalen. Tussilago Farfara L. Voss paa mange steder. Solidago Vir ga aurea L. v. alpesiris Rchb. Tilfjelds (M. N. Blytt). -f- Erigeron acre L. Mange steder paa Vossestranden. E. alpimmi L. v. leucocephalum Fr. Vossestranden: Osgjelen, ca. 220 m. o. h. -\- E. unifloruni L. Voss: Grønahorgen. Gnaphalium silvaticum L. G. norvegicum Gunn. G. uliginosiim L. G. supinum L. Gaar paa Vossestranden ned til Opiieims- vandet, 291 m. o. h. Antennaria dioica Gärtn. /". hyperhorea G. Don. Voss: Graasiden. Vosse- stranden: Stalheim. -|- Ä. alpina Gärtn. Voss: Herdabreid; Grønahorgen. Artemisia Absinthium L. M. N. Blytt siger, at den skal være vildtvoksende i Myrkdalen; det lykkedes mig ikke at finde den. A. vulgaris L. + Tanacetum vulgare L. Plantet mange steder, særlig paa Vossestranden, og vel tildels forvildet. + T. Leucanthemum Schz. Den fandtes spredt over hele Voss lige til de øverste gaarde i Bordalen og Raundalen. I Vossevangens nærmeste omegn stod engene flere steder ^ hvide af den i blomstringstiden. Den fandtes ogsaa mange steder paa Vossestranden, tildels i mængde, men ikke saa almindelig udbredt som paa Voss. Matricaria inodora L. 180 ?• K. SELLAND. -j- Änthemis tindoria L. Voss: Paa jernbaneskraaningen ved Hondve og Vossevangen. Vossestranden: Myrkdalen, i kunstig eng. -f- A. arvensis L. Vossestranden : Løn ; Stalheim. Paa begge steder i kunstig eng. Achillea Ptarmica L. Voss: I 1891 fandt jeg den sparsomt paa to steder i leiren paa Tvildemoen^. Nufandtesden spredt over hele leiren. A. Millefolium L. Senecio vulgaris L. -|- (S', silvaticus L. Voss: Leiren paa Tvildemoen; først be- merket 1896. Cirsium lanceolatum Scop. C. palustre Scop. C. heter ophyllum All. C. arvense Scop. Mange steder i ågre paa Voss. Carduus crispus L. Alm. i ågre. Centaurea Jacea L. -\- C. Cyanus L. Voss: Vossevangen; Saue. Saussurea alpina D. G. • Gaar paa Vossestranden ned til Opheimsvandet og Osgjelen. Lappa minor D. G. Lampsana communis L. LÆontodon autumnale L. f. Taraxaci Hartm. Tilfjelds (M. N. Blytt). Taraxacum officinale Web. „Styggemansgras." Lactuca muralis Fres. Sonchus oleraceus L. Voss : Vossevangen. -|- /S. asper Vill, Voss: Tykkebygden; Seim; Vossevangen. H- 5. arvensis L. Voss: Tvildemoen; Tykkebygden. Crépis tectorum L. Voss: Vossevangen; Hauge; Vaale i Raundalen. Vossestranden: Løn; Seiland; Stalheimsberget. 1 Cfr. A. Blyit Nye bidrag til kundskaben om karplanternes udbredelse i Norge, 1892. OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 181 Mulgedium alpinum Less, Voss: Torfinsdalen (if. M. N. Blytt). Vossestranden: Myrkdalen. Soyeria paludosa Godr. Hieracium. De indsamlede hieracier er bestemte af adjunkt S. 0. F. Omang. Pilaselloidea. H. pilosella L. subsp. Voss: Skaandalshorgen; Bryn; Rong- Vossestranden: Løn; Opheim. -[- H. cernuum Fr. v. rongeuse Omang n. var. »Skilt fra hoved- formen (Lbg. Hier. Scand. exs. no. 3) ved længere svøb med længere kjertler, ved lysere og blødere haarbeklæd- ning paa de vegetative organer, samt ved svagere haa- rede, paa oversiden næsten aldeles glatte rosetblade." S. 0. F. Omang in litteris. Voss: Rong. H. auricula L. f. Voss: Bryn. Vossestranden: Løn; Vinje. + H. cochleatum Norrl. formæ. Voss: Rong. Vossestran- den: Naasi; Finnes vaarstøl. -\- H. scandicum N. & P. Voss: Hegg i Raundalen. Vosse- stranden : Svolefjeld. -J- H. suhpræaltum Lbg. formæ. Vossestranden: Vinje; Mørkve i Myrkdalen ; Løn. H. hyalotrichum Omang ^. Vossestranden: Vinje. Anm. H. perlanatmn Omang n. f. vokser i Granvin paa grænsen mellera Granvin og Voss i Skaandalshorgen. (Cfr. S. 0. F. Omang Hieraciologiske undersøgelser i Norge III. p. 214 og S. K. Selland Om vegetationen i Granvin (N. Mag. f. Natur v. B. 42) p. 189). Alpina. H. alpinum (L.) Backh, Voss: Skaandalshorgen; Graasiden; Herdabreid. Vossestranden: Naasi; Malmagrønsnosi; fjeldet mellem Myrkdalen og Opheimsdalen. ' Dahlst. Herb. Hier. Scand. cent. XVI, no. 81. (Eksemplarerne er fra Granvin i Hardanger, hvor denne form opdagedes først). Cfr. S. 0. F. Omang Hieraciologiske undersøgelser i Norge III, p. 214. 182 S. K. SELLAND. H. alpinum L. var. Voss : Hangerknollen. Vossestranden : Fjeldet mellem Jordalen og Brekkedalen; Malmagrøns- nosi; fjeldet mellem Myrkdalen og Opheimsdalen. H. alpinum L. * frondiferum Elfstr. f. Vossestranden: Naasi. *adspersum Norrl. /. Vossestranden: Naasi. En anden til de follose alpinuni-former hørende subspecies er samlet paa Rong paa Voss. H. nigrescens Fr. (coil) subsp. Voss: Rong. Vossestran- den: Fjeldet mellem Jordalen og Brekkedalen. Oreadea. -j- H. Schmidtii Tausch, f. Voss: Skaandalshorgen. + H. saxifragmn Fr. subsp. Voss: Rong; Palmefossen; Tvinde. Vossestranden : Stalheimsberget. H. ariglaucum Omang n. f.^ Voss: Palmefossen; Flage i Vestbygden. Vossestranden: Sundve; Naali; Naasi. -|- H. trichopleum Omang.^ Voss: Palmefossen: Gjeraker; T vilde; Hangerfjeld. Vokser paa tørre bakker. H. rosulans Omang n. f.^ Voss: Rong. + H. norvegicum Fr. forma prope farinosum Leg. Voss: Nesthus. Silva tica. -f- H. silvaticum L. (coil.) nov. suhsp. Voss: Graasiden; Han- gerfjeld ; Rong. Vossestranden: Stalheimsberget; Geita- juklen i Myrkdalen: Vinje. -f- iî. slenolepis Lbg. f. Vossestranden : Vinje. -f- H. cæsionigrescens Fr. var. Vossestranden: Stalheimsberget. Andre silvaticum-former fra Voss: Rong. Vosse- stranden: Stalheimsberget; Geitajuklen; Vinje. ^ Cfr. S. 0. F. Omang Hieraciologiske iindersøgelser i Norge III, p. 234. - Dahlst. Herb. Hier. Scand.^ cent XVI no. 85. ^ Cfr. S. 0. F. Omang Hieraciologiske iindersøgelser i Norge III, p. 237. OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG \ OSSESTBANDEN. 183 -f- H. cæsium Fr. Voss: Graasiden. H. cæsium Fr. formæ. Voss: Graasiden; Herdabreid; Eg- gjareid i Raundalen; Rong. f. atropilosa Omang. Voss: Skaandalshorgen. H. hasifolium (Fr.) Almqu. f. Vossestranden : Svolefjeld. Voss: Løne.^ + H. Sommerfeltii Lbg. /. Vossestranden: Stalheim. -j- R. gravasteUumDAULST. formæ. Vossestranden: Stalheims- berget; Løn; Myrkdalen. + H. constringens Norrl. /. Voss: Rong. -{- H. montincolens Omang n. Vossestranden: Opheim. Vulgata genuina. -\- H. subramosum Lønnr. suhsp. Vossestranden: Slæn. H. diaphanoides Lbg. Voss : Haugamoen.^ + H- nitens Lbg. Voss: Meilern Takle og Istad; Tvildemoen; Kvitno i Bordalen; Rong. Vossestranden: Vinje; Op- heim; Stalheim. -j- H. irrigiium Fr. n. subsp. Voss : Kvitno i Bordalen ; mel- lem Takle og Istad. + H. grammolepium Dahlst. var. Vossestranden: Naasi. + H. siibrigidum Almqu. formæ. Voss: Vestbygden; Tvinde. Vossestranden; Sundve; mellem Framnes og Vinje; Stal- heim. H. pyramidale Omang. Voss: Tvinde; Tvildemoen.^ Andre vulgatum-former samlede fra Voss: Bolken; Borstranden; mellem Takle og Istad. Vossestranden: Myrkdalen. ' Cfr. S. 0. F. Omang Hieraciologiske undersøgelser i Norge III, p. 279. 2 1. c, p. 305. ^ S. 0. F. Omang Hieraciologiske undersøgelser i Norge II, p. 353. 184 S. K. SELLAND. Bigida. -\- H. rigidum Hartm. subsp. n. Voss: Bolken. -|- H. esketanense Stenstr. f. Voss: Brynebro. -j- H. trichophidum Omang (== H. Friesii Hn. v. alpestre Lbg.). Voss: Tvinde. Vossestranden: Stalheim; Finnes vaars tøl ; /ormcB. Voss: Løne. Vossestranden: Mellem Framnes og Vinje. -f- H. sinuatum Lbg. f. Voss: Tvinde. Vossestranden: Ved Bruhuset. + H. lineatuni Almqu, /. Voss: Væle i Bordalen. + H. diminutum Lbg. f. Voss: Tvinde, Vossestranden: Fin- nes vaarstøl. + H. siphlanthum Omang (= H. Friesii Hn. v. basifolium Lbg. Hier. Scand. exs. no. 140). Vossestranden : Op- heim; Sundve. v. elachycephalum Omang. Voss: Tvinde; Rong. + H. floccifolium Dahlst, Voss: Tvinde. -f- H. notopastwtn Omang. Voss: Tvinde. + H. hirtifolium Omang n. f. Voss: Tvinde. -\- H. tridentatiim Fr. var. Voss: Tvinde. Frenanthoidea. -\- H. prenanthoides Vill. f. glabrescens Omang. Vossestran- den: Naasi. En anden herhen hørende form fra Rong paa Voss. Foliosa. H. wnbellatum L. formce. Voss: Nesthus; Kvitno i Bor- dalen. Vossestranden: Mellem Framnes og Vinje. I sin Indberetning om en botanisk Reise i Sommeren 1833 anfører M. N. Blytt følgende hieracier fra Voss: H. Pilosella, H. Auricula, H. alpinum, H. nigrescens Willd., H. umhella- turn L., H. alpinum parviflorum Retz., H. pumilum Hoppe., OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 185 H. murorum, H. murorum var., H. vulgatum Fr. og H. boreale Fr. De 6 sidstnævnte er ikke med sikkerhed gjenfundne. Lobeliaceæ Bartl. -|- Lobelia Dortmanna L. Voss: Tjernet ved Opeland; Flat- landsmoen; Lønevandet. Vossestranden: Opheimsvandet. Campanulaceæ Bartl. Campanula latifolia L. C. rotundifolia L. Kaldes „Brurabjødle" paa Vossestranden. Bubiaceæ Juss. Galium boreale L. G. palustre L. + G. Mollugo L. Voss: Ved jernbanelinjen, flere steder i mængde; jeg saa den første gang i 1891. G. verum L. rf- G. saxatile L. Voss: Tvinde; Hæve i Dyrvedalen. G. uliginosum L. G. Aparine L. „Tene". -|- Asperula odorata L. Vossestranden, flere steder. Caprifoliaceæ A. Rich. Linnæa borealis L. + Viburnum Opulus L. Flere steder. Oleaceæ Lindl. Fraxinus excelsior L. Alm. paa Voss ; paa Vossestranden mindre hyppig og i Opheim sogn for det meste kun plantet nær husene. Gentianaceæ Lindl. Gentiana purpurea L. „Søterot". Voss: Graasiden, især ved Torfinsvand; Lønehorgen (if. M. N. Blytt); Herda- 186 S. K. SELLAND. breid ; Vold, Hegg og Eggjareid i Raundalen. Vosse- stranden: Naasi; Geitajuklen i Myrkdalen; Svolefjeld. G. nivalis L. Voss: Ved Torfinsvand (if. M, N. Bl ytt); Herdabreid. Vossestranden: Malmagrøn-sæter. -J- G. campestris L. Flere steder. Paa gaarden Hauge paa Voss med hvide blomster. Menyanthes trifoliata L. Labi at æ Juss. Mentha arvensis L. + Gleclwnia hederaceum L. Voss: I krat ved jernbanelinjen nær jernbanebroen, som fører over bækken mellem Finne og Seim. Ajnga pyramidalis L. ^gldbrata Hartm. Voss: Øverst i Dyrvedalen (if. M. N. Blytt). Vossestranden: Svolefjeld. Stachys silvatica L. Ä palustris L. Lamium purpureum L. -|- L. intermedium Fr. Voss: Tvilde ved jernbanelinjen. Galeopsis Tetrahit L. G. speciosa Mill. „Dæe". -f G.LadanumL. * intermedia [Vill.) Briq. flore albo. Voss: Vossevangen, tilfældig som ugræs. Calamintha Acinos Clairv. Voss : Skaandalshorgen ^ ; Tvilde; Lød ve; Hangerfjeld; Bolken. Vossestranden: Vinje; Sundvesberget. G. Clinopodium Benth. Origanum vulgare L. Prunella vulgaris L. I Sundvesberget paa Vossestranden med røde blomster. + Scutellaria galericulata L. Flere steder paa Voss. Cfr. A. Blytt Nye bidrag til kundskaben om karplanternes udbredelse i Norge, 1892, p. 42. OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 187 Asperifoliæ L. -\- EcMuni vulgare h. Voss: Bolken, paa jernbaneskraaningen. -\- Myosotis lingulata Schultz. Flere steder i de lavere dele af Voss. M. silvatica Hoffm. M. arvensis Roth. Änchusa arvensis M. Bieb. Voss paa flere steder; paa Rogne nær Vossevangen i mængde. -j- Echinospermum Lappula Lehm. Vossevangen, tilfældig som ugræs. -|- E. deflexum Lehm. Voss: Hangerfjeld; Skaandalshorgen. Vossestranden: Vinje; Myrkdalen; Sundvesberget. Sola^naceæ Bartl. Solanum nigrum L. Voss(estranden) : Opheim^ (if. Adolf Heiberg). Scrophulariaceæ Lindl. Verbascum nigrum L. Flere steder. Kaldes „Lungerot" paa Vossestranden. + V. Thapsus L. Voss: Vossevangen; Hellesnes; Hangerfjeld. Vossestranden: Sundvesberget. Scrophularia nodosa L. Linaria vulgaris Mill. Digitalis purpurea L. Mange steder paa Voss ; den bemer- kedes ikke paa Vossestranden. -f- Veronica arvensis L. Mange steder. V. serpyllifolia L. V. saxatilis L. Voss: Torfinsdalen (if. M. N. Blytt); Her- dabreid. Vossestranden: Vinje; Svolefjeld. V. alpina L. ' Cfr. A. Blytt Nye bidrag til kundskaben om karplanternes udbredelse i Norge, 1892, p. 44. 188 S. K. SELLAND. V. officinalis L. V. Ghamœdrys L. Y. soutëllata L. Voss^: Lie; Hauge; ved Melsvand; ved tjernet ved üpeland. Vossestranden: Opheim; Lunde. Euphrasia officinalis L. Det indsamlede materiale er be- stemt af overlærer E. Jørgensen : * ^eM-ms (Brenn.) Wettst. Voss: Haugamoen. Vos- sestranden : Opheim ; Vinje. Eksemplarer fra Opheim er af prof. Wettstein erklærede for at tilhøre denne underart; de afviger meget fra ^brevipila, medens de synes at være nær beslegtede med * montana (Jord.), der ogsaa forekommer paa Vestlandet. * hrevipila (Burn, et Gremli). Voss : Gjerde ; Graasiden. var. (maaske ^hrevipilay^ * tenuis) Voss: Borstranden. "^strida (Host.). Vossestranden: Naali. "^ curla (Fr.). Vossestranden: Opheim. ^minima (Jacq.). Vossestranden: Malmagrønsnosi; NaaU; Naasi. En form fra Tvilde paa Voss ligner paafaldende * Tatræ Wettst., men er sandsynligvis en bastard af * tenuis eller en nærstaaende underart og ^'minima eller * curla. * gracilis (Fr.) Voss (S. G. Sommerfelt if. M. N. & A. Blytt Norges Flora p. 801). -|- Odontiles rubra Gilib. Voss: Nær Vossevangen i en vei- skraaning. Bartsia alpina L. Älectorolophus minor Wjmm. et Grab. Meget alm. Pedicularis palustris L. Melampi/rum pratense L. M. silvaticum L. ' Gfr. A. Blytt Nye bidrag til kundskaben om karplanternes udbredelse i Norge, 1892, p. 45. OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 189 Lentibulariaceæ Lindl. Pingtiicula vulgaris L. + Utricularia minor h. Voss: Nedenfor Flatlandsmoen. Vosse- stranden: Sundvesflyerne i grøfter. Kun steril. Primulaceæ Vent. -f Primula officinalis Jacq. Voss: Uliestad, i eng (funden af N. Grønlien). P. scolica Hook. Voss: Herdabreid.^ Lysimachia thyrsiflora L. -{- L. vulgaris L. Rogne ved Vossevangen. Trientalis europæa L. f. rosea Neum. Tilfjelds. Ericaceæ Endl. Yaccinium Myrtillus L. y. uliginosum L. V. vitis idæa L. Oxycoccos palustris Pers. ^vulgare A. Bl. Vossestranden: Viki. *microcarpum Turcz. Alm. Arctostaphylos alpina Spreng. Andromeda polifolia L. -f- A. hypnoides L. Voss: Herdabreid; Grønahorgen. Vosse- stranden: Malmagrøn-sæter; Svolefjeld. + Phyllodoce coerulea Gr. et Godr. Mange steder. Erica Tetralix L. Flere steder.^ + Calluna vulgaris Salisb. „Bustalyng". Alm. ' Cfr. Johan Havaas Floristiske undersøgelser i Søndre Bergenhus Amt 1896, p. 5. ^ Cfr. A. Blytt Nye bidrag til kuudskaben om karplanternes udbredelse i Norge, 1892, p. 49. 190 S. K. SELLAND. Hypopityaceæ Klotsch. Pyrola minor L. + P. media Sw. Voss: Raundalen. Vossestranden: Naali. Monesis uniflora Patze. Voss^: Paa mange steder i den sydøstlige del af bygden fra Graasiden til Flatlandsmoen, især i granskogen. Vossestranden: Mellem Opheimsvan- det og Stalheim. Ramischia secunda Gke. Umbelliferæ Juss. -f- Ægopodium Podagraria L. Vossevangen, i haver. Carum Carvi L. Pimpinella Saxifraga L. /. vulgaris A. Bl. Alm. f. disseda Retz. Hist og her, saaledes i Osgjelen paa Vossestranden. Heracleum sibiricum L. Angelica silvestris L. Archangelica officinalis Hoffm. Voss: Øverst i Torfinsdalen (if. M. N. Blytt); Herdabreid. Vossestranden: Geita- juklen i Myrkdalen. Torilis Anthriscus Gmel. Voss : Bolken ; Hellesnes. Anthriscus silvestris Hoffm. Coriandrum sativum L. Vossevangen, i en ager 1903 (if. Fredrik Lange)^. Araliaceæ Juss. -\- Adoxa moschatellina L. Voss: Ved Baabroen nær Vosse- vangen. Cornaceæ Lindl. Cornus suecica L. I Naasi paa Vossestranden i blomst 15de angust 1903. „Skrubbebær". 1 Cfr. A. Blytt Nye bidrag til kundskaben om karplanternes udbredelse i Norge, 1892, p. 49. ^ Cfr. A. Blytt og Ove Dahl Haandbog i Norges flora, p. 544. OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 191 Crassulaceæ D. G. Sedum Rhodiola D. C. Mange steder. Ä Telephium L. Voss (if. M. N. Blytt); ikke gjenfunden. S. annuum L. -j- S. villosufn h. Vossestranden: Opover skraaningen til Svole- fjeld i Myrkdalen. S. album. L. S. acre L. Saxifragaceæ D. C. Saxifraga Cotyledon L. S. stellaris L, S. nivalis L. Gaar i Osgjelen paa Vossestranden ned til ca. 220 m. o. h. S. oppositifolia L. S. aizoides L. f. aurantia Hartm. Voss: Herdabreid. Vossestranden: Brekke ved Stalheim. aS. rivularis L. S. cæspitosa L. Voss: Dyrvedalen (if. M. N. Blytt); Herda- breid. Chrysosplenium alternifolium L. Bibesiaceæ Endl. Ribes rubrum L. Voss: Tvinde. Mange steder paa Vosse- stranden. Ranunculaceæ Juss. Thalidrum alpinum L. Voss. + T. minus L. Voss: Skaandalshorgen paa grænsen med Granvin, ca. 800 m. o. h. -|- Anemone nemorosa L. Alm. 192 S. K. SELLAND. Ranunculus glacialis L. Voss: Graasiden (M. N. Bl ytt). Vossestranden : Malmagrønsnosi. R. platanifolius L. Flere steder. R. Flammula L. Voss. R. reptans L. Voss: Ved bredderne af Vangsvandet og fl. st. Vossestranden: Ved Opheimsvandet, og Myrkdalsvandet. R. pygmæus Wahlenb. R. repens L. R. acer L. R. auricomus L. Mange steder. R. Ficaria L. Voss (if. M. N. Blytt). Caltha palustris L. ^ Aconitum septentrionale Koll. Voss: Meilern Skiple og Opsæt i Raundalen. -\- Actæa spicata L. Voss: Skutle. Vossestranden: Vinje; Opheim; Slalheimsberget. Fumariaceæ D. G. Fumaria officinalis L. Alm. i ågre paa Voss. Cruciferæ Adans. A^asturtium palustre D. G. -]- N. silvestre R. Br. Nær Vossevangen 1904. -|- Barharea vulgaris R. Br. Voss : Vossevangen.^ Vossestran- den: Løn; Vinje; Sundve; Helgeland. B. strida Fr. Voss: Ved bredden af Vangsvandet fra Vos- sevangen til Bolken. Vossestranden: Osgjelen. Turritis glabra L. Voss: Mellem Lene og Tvinde. Vosse- stranden: Opheim; Sundvesberget; Osgjelen. Arahis hirsuta Scop. A. Thaliana L. ^ Naar M. N. Blytt i sin Indberetning p. 45 anfører B. vulgaris R. Br. for Voss, menes hermed rimeligvis den følgende art. Cfr. M. N. & A. Blytt Norges Flora, p. 969. Nyt Mag. f. Naturv. B. 44. Tafel II. /\ Fundorte von SagiUa bipundata. — - S. gigantea. Nyt Mag. f. Naturv. B. 4'^t. Tafel iil u ^. Hj. Broch gez.. lUrt.sLItogräf.koil.Kr. Nyt Mag. f. Naturv. B. 44. Tavle IV. ^VVVVV^^^^^^VVV \vv vvv^\^\^v\\\\\v\\\vv^ ^ OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 193 Ä. petræa Lam. Vossestranden: Nedenfor Stalheim i Nærø- dalen (if. M. N. Blytt). f. glabra. Voss: Sicaandalshorgen.^ Ä. alpina L. Voss. Cardamine pratensis L. C. hirsuta L. * silvatica Aschers. Flere steder. C. WHdifolia L. Voss: Lønehorgen (if. M. N. Blytt); Herdabreid. Vossestranden : Malmagrøn-sæter. + Berteroa incana D. C. Voss: Vossevangen; Rogne. Draha hirta L. Voss: Herdabreid. Vossestranden: Myrk- dalen (if. S. C. Sommerfelt). + D. incana L. Voss: Skaandalshorgen. Vossestranden: Stal- heimsberget. + Cochlearia officinalis L. Vossevangen paa jernbaneskraa- ningen 1904 (funden af frøken E. Hansen). Thlaspi arvense L. -f- Sisymbrium pannonicum Jacq. Vossestranden : Et eksem- plar fandtes paa gaarden Lunde ved veien. -}- Alliaria officinalis Andrz. Voss: Bolken under Rausmulen. Vossestranden: Vinje, paa to steder ca. 310 og 400 m. o. h. 4- Erysimum hieraciifolium L. Mange steder. + E. cheiranthoides L. Voss : Rogne nær Vossevangen. Vosse- stranden: Opheim. Camelina sativa Rchb. Voss : Hist og her i ågre (if. M. N. Blytt); ikke gjenfunden. + G. silvesiris W AhLR. Vossestranden: Opheim, i kunstig eng. Capsella bursa pastoris Moench. -f Neslia paniculata Desv. Voss: Møen; Vossevangen. Brassica asperifolia Lam. JMange steder paa Voss. Vosse- stranden : Opheim. Sinapis arvensis L. Alm. paa Voss, sjeldnere paa Vosse- stranden; f. hispida Sond. hist og her. ^ Cfr. A. Blytt Nye bidrag til kundskaben om karplan fernes udbredelse i Norge, 1892, p. 56. Nyt Mag. f Naturv XXXXIV IIT. 13 194 S. K. SELLAND. -)- S. alba L. Findes paa mange steder i mængde i agrene. Baphanus Eaphanistrum L. Som foregaaende. Suhularia aquatica L. Alm. ved våndene. Nymphæaceæ Salisb. Nyniphæa alba L. Voss: Tjernene i Skutlesaasen; tjernet ved Opeland; våndet ved Flatlandsmoen. -{- Nuphar pumilwn Sm. Voss: Tjernene i Skutlesaasen; Midt- tjern nær Opeland; nedenfor Flatlandsmoen. Droseraceæ D. G. Drosera rotundifolia L. Alm. D. longifolia L. Alm. ß obovata Kocu. Voss: Rong. Vossestranden: Nesheim i Myrkdalen; Hemre ved Opheimsvandet. Parnassia palustris L. Violaceæ Juss. Viola palustris L. Alm. Eksemplarer fra Malmagrønsnosi paa Vossestranden „ligner V. palustris i bladenes form og glathed, men høibladene paa stængelens øvre del som hos Y. epipsila". (Ove Dahl in litteris). V. biflora L. Voss: Grungane og Herdabreid. V. Riviniana Rchb. Alm. V. canina L. Alm. V. tricolor L. „Blaosoleia". Alm. under flere former; hyppigst er a genuina Wittr./. typica Wittr. og/, versicolor Wittr. En form fra Ulvund i Myrkdalen havde biegt blaaviolette kronblade og synes at staa mellem de to ovennævnte former. Især paa skifrigt underlag mellem Framnes ved Opheimsvandet til Myrkdalen fandtes former, der nærmer sig aureobadia Wittr. og /. lutescens Wittr., særlig sidstnævnte. Almindelig var de tre nedre kronblade gule OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 195 og de øvre violette; men den violette farve stak ofte i gult, eller ogsaa var de øverste kronblade bleggule. Lignende former fandtes ogsaa paa Sivle nær Stalheim. /. albescens Wittr. paa Vossevangen. -|- V. arvensis Murr. Vossevangen. Portulacaceæ Lindl. Montia fontana L. ^ minor (Gmel.). Alm. *rivnlaris (Gmel.). Vossestranden: Opheim. Paronychieæ St. Hil. Scleranthus annuus L. Mange steder. I M. N. Blytts Indberetning er kun nævnt S. perennis for Voss; men denne lykkedes det mig ikke at finde, Alsinaceæ Bartl. Spergula arvensis L. Alm. Sagina procumbens L. xS. saxatilis Wimm. Voss: Graasiden; Herdabreid. Vosse- stranden: Karsæthovden. S. nodosa Fenzl. Voss: Ved Vangsvandet. /. glandulosa Bess. Vossestranden: Sundvesberget, ca. 225 m. 0. h. Moehringia trinervia Glairv. Arenaria serpyllifolia L. Stellaria nemorum L. aS. media Vill. S. graminea L. Alm. sammen med /. Pacheri Wohlf. S. Friesiana Ser. S. uliginosa Murr. S. borealis Big. Voss: Øverst i Raundalen. Cerastium alpinum L. Gaar paa Vossestranden ned til Osgjelen, ca. 220 m. o. h. 196 S. K. SELLAND. C. trigynum Vill. C. vulgatuni L. Silenaceæ Lindl. Silene infläta Sm. 4" S. maritima With. Voss : Ved Vangsvandet og elven neden- for; Hangerfjeld til en høide af ca. 300 m. o. h. Dette sidstnævnte voksested ligger 25 km, i lige linje fra det inderste af Bolstadfjorden og 23 km. i lige linje fra det inderste af Granvinsfjorden i Hardanger. S. rupestris L. S. acaulis L. + S. dichotoma Ehrh. Vossevangen, tilfældig som ugræs. -f- Ägrostemma Githago L. Voss : I kunstig eng paa Vossevan- gen ; i agre paa Lie, Aure, Møen, Rogne, Bolken og Saue. Vossestranden: Opheim, i kunstig eng. Lychnis flos cuculi L. Voss: Hauge; mellem Eggjareid og Vold i Raundalen ; Tvinde. Vossestranden : Sundve, i kunstig eng. -|- Viscaria vulgaris RoEHL. Voss: Tvilde; Mølster. Alm. paa Vossestranden. Stundom med meget lyse blomster. V. alpina Fr. Melandrium vespertinum Fr. Voss, paa mange steder i de lavere dele af bygden. Vossestranden : Opheim, i kunstig eng. M. diurnum Fr, Alm. Vaccaria segetalis (Neck.) Garcke. Voss: Vossevangen^ 1902; Hauge 1904. TiJiaceæ Juss, Tilia parvifolia Ehrh. Voss: Hangerfjeld; Bolken; Vosse- vangen; mellem Løne og Tvinde. Vossestranden: Os- gjelen; mellem Opheim og Vinje. * Cfr. A. Blytt og Ove Dahl Haandbog i Norges flora, p. 320. OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 197 Hypericaceæ Lindl. -|- Hypericum montanum L. Voss: Hangerfjeld. H. quadrangulum L. H. perforatum L. Voss, paa mange steder. Vossestranden : Sundvesberget, Åceraceæ Lindl. Acer platanoides L. Voss: Hangerfjeld (if. M. N. Blytt). Det lykkedes mig ikke at gjenfinde den. Polygalaceæ Lindl. + Polygala vidgaris L. Voss: Herdabreid; øverst i Raundalen. Vossestranden: Berge; Vinje. Rhamnaceæ Lindl. Rhamnus Frangida L. Empetreæ Nutt. Empetrum nigrum L. Euphorbiaceæ R. Br. Euphorbia Helioscopia L. Voss, fl. st. Geraniaceæ D. G. Geranium silvaticum L. G. Robertianum L. Linciceæ Lindl. Linum catharticum L. + L. usitatissimum L. I ågre paa Voss: Vossevangen; Saue paa Borstranden; Aure; Møen. Vossestranden: Opheim i kunstig eng. 198 S. K. SELLAND. Oxalidaceæ Lindl. Oxalis Acetosella L. „Gaukasyra". Balsaminaceee Lindl. Impatiens noli tangere L. Flere steder. Onagraceæ Lindl. Epilöbium angustîfolium L. „Gjeitskor". E. montanum L. *collinum Gmel. Vossevangen. E. anagallidifoliimi Lam. Voss: Graasiden^; Herdabreid; Skaandalshorgen. Vossestranden: Malmagrøn-sæter. E. lactiflorum Haussen. Voss: Øvre Raundalen^; Herda- breid; Skaandalshorgen. Vossestranden: Malmagrøn-sæter. E. Hornemanni Kghb. Alm. tilfjelds.^ E. alsinefolium Vill. Voss (if. Murbeck ^). E. alsinefolium Vill. \ palustre L. Voss: Mellem Opsæter og Gravehalsen (if. Murbeck °), E. palustre L. Med hvide blomster paa Vossestranden paa gaarden Lunde. Circæa alpina L. Halorageæ R. Br. + Hippuris vulgaris L. Voss: Melsvand; elven ved Flat- landsmoen. Vossestranden: Sundvesflyerne. Myriophyllum alterniflorum D. G. I de fleste vande paa Voss. ^ * Cfr. A. Blytï Nye bidrag til kundskaben om karplanternes udbredelse i Norge, 1892, p. 66. ' 1. c, p. 66. 3 I. c, p. 66. * 1. c, p. 67. ' 1. c, p. 67. ® Det maa være denne art, M. N. Blytt opfører som M. spicatutn i sin Indberetning, p. 51. OM VEGETATIONEN PAA VOSS OG VOSSESTRANDEN. 199 Pomaceæ Lindl. -\- Pyrus Malus L. Voss: Hangerfjeld; Løne. I Hangerfjeldets skraaninger i en høide af over 200 m. o. h. vokste et eksemplar, der 1 m. over jorden maalte 2,06 m. i om- kreds. Straks ovenfor delte stammen sig i mange svære grene, som bar rigelig frugt (1902). S. Aucuparia L. S. fennica Kalm. Voss: „Nedenfor Fyrrens Grændse paa Graasiden" (if. M. N. Blytt) ; Vivaas; Kløve. Kun et enkelt træ paa hvert sted. + Cotoneaster vulgaris hi^iDL. Voss: Skaandalshorgen. Vosse- stranden: Vinje, Rosaceæ Juss. Alchemilla vulgaris L. Alm. som f. alpestris (Schmidt) og f. filicaulis (Bus.). f. vestita (Bus.). Vossestranden: Opheim. A. alpina L. Gaar ned til de laveste egne. Rosa glauca Vill. [R. canina L. f. Reuteri (Cottet)). R. mollis Sm, {R. villosa L. Bl. N. Fl. p. p.). Paa Voss almindeligst med hvide blomster. Rubus idæus L. R. suberedus Ands. Voss : Øvre Vassenden ^ (i nærheden af Bolken station); Vossevangen,^ paa et indgjærdet mark- stykke. R. saxatilis L. R. Chamæniorus L. -|- Dryas odopetala L, Voss: Herdabreid. Sibhaldia procunibens L. Alm, tilfjelds, Geuni rivale L, ' Cfr. M. N. & A. Blytt Norges Flora, p. 1157. - Det er rimeligvis denne art, M. N. Blytt i sin Indberetning p. 49 be- tegner som B. fruticostis, og som sammesteds angives for Vossevangen. 200 s. K. SELLAND. G. urhanum L. Coniarum palustre L. Potentilla anserina L, Vossevangen. P. norvegica L. Mange steder. P. argentea L. P. verna L. * major Wahlenb. (M. N. Blytt). P. Tormentilla Scop. Fragaria vesca L. Spirœa Ulmaria L. Kaldes „Mjaourt" paa Vossestranden. Drupaceæ D. C. -J- Prunus Padus L. Mange steder. Papilioiiaceæ L. Änthyllis vulneraria L. -)- Melilotus officinalis Willd. Voss: Vossevangen; Bolken. Trifolium repens L. + T. hybridum L. Flere steder, ved jernbanelinjen og i kunstig eng. T. pratense L. -|- T. medium L. Voss: Tvilde; Gjeraker. Lotus corniculatus L. + Astragalus alpinus L. Voss: Herdabreid. Orohus tuherosus L. Voss (if. M. N. Blytt). Lathyrus pratensis L. + Pisum arvense L. Voss, som ugræs i mange ågre, tildels mængde. Vida silvatica L. Flere steder. V. Cracca L. V. sepium L. -j- V. sativa L. Voss paa fl. st. Vossestranden: Opheim i kunstig eng. Trykt den 31. Marts 1906. Om chromatinmodmngen i sexualcellerne af Dr. Alette Schreiner. (Med Tavle V). Foredrag, holdt i det biologiske selskab i Kristiania den 16de mars 1906. Oom almindelig bekjendt, adskiller man i cellernes livs- cyklus to hovedperioder, den saakaldte hvileperiode og delings- perioden. Den første kan hos de forskjellige celler være af over- ordentlig forskjellig varighed, men indtager altid den ganske over- veiende del af en cellegenerations liv, medens de til delingen knyttede forandringer foregaar i-elativt raskt. Den del af cellen, som vi her skal beskjæftige os med, er det saakaldte chromatin, som efter al sandsynlighed udgjør cellekjer- nens vigtigste bestanddel og i generationscellerne er den egentlige bærer af individets egenskaber og overfører disse paa afkommet. Under cellens hvileperiode er chromatinet fordelt gjennen hele kjernen i form af talrige, sterkt farvbare korn, som holdes sam- men til et net verk af fine, lidet farvbare traade (linin). Det er i denne skikkelse, at chromatinet lever sit aktive liv, at det ud- fører sine ydre og indre livsfunktioner; det er under cellens hvileperiode, at chromatinet vokser, og at delingen af dets enkelte dele, som vi kan kalde chromatinenhederne, forberedes. 202 ALETTE SCHREINER. Naar en celledeling slåar for døren, samles chromatinet, som almindelig bekjendt, i et vist antal vel begrænsede, sterkt farv- bare, stav- eller sløifeformede legemer, chromosomerne; disse har i begyndeisen en betydelig længde, men kontraheres i løbet af delingens prophase til kortere stave eller endog til rundagtige legemer. I enkelte tilfælde kan man finde, at chromosomerne alle- rede nogen tid før kjernemembranens opløsning, muligens allerede fra sin første opstaaen af — vi har selv gjort bestemte iagt- tagelser i denne retning — viser en længdedeling, som deler dem i to nøiagtig lige lange og lige tykke dele; disse to længdedele er bestemt, en for hver af de ved celledelingen dannede datter- celler. For de fleste objekters vedkommende har man hidtil vistnok først iagltaget chromosomernes længdedeling under selve mitosen, efteråt delene allerede var noget fjernet fra hinanden ; vi tror imidlertid, at delingen i virkeligheden ogsaa her er til- stede paa tidligere stadier, saaledes at man i almindelighed kan antage, at der forud for den ydre deling gaar en todeling af hver af de enkelte dele, som opbygger chromosomerne (chromatin- enhederne); det synes ogsaa, som om den ofte meget langstrakte form, som chromosomerne viser, naar de fremgaar af kjernenettet, netop maa have den betydning at sikre en nøiagtig deling af hver af disse enheder, saaledes at de to længdedele kommer til at indeholde identiske dele af moderchromosomet (Roux). Med dannelsen af de længdedelte chromosomer, de delings- modne chromosomer, som vi ogsaa kan kalde dem, er chroma- tinets aktive liv foreløbig endt; chromatinet gaar saa at sige til hvile i chi'omosomerne. Det paaligger nu cellens overordentlig sindrig hyggede delingsapparat at besørge den mekaniske ad- skillelse og fordeling af chromosomernes dele, saaledes at de to datterkjerner tilføres en længdedel af hvert chromosom, d. v. s. identiske dele af moderkjernens chromatin. Efteråt denne for- deling er udført, begynder i de unge kjerner chromosomerne atter at lokre sig op, saaat deres enkelte dele blir fri og kan gjen- optage sin virksomhed. OM CHROMATINMODNINGEN I SEXUALCELLERNE. 2()3 Medens studiet af chromatinets niorphologi i de hvilende celler hidtil kun har bragt f aa sikre resultater af almindeligt værd, saa har det lykkedes de sidste aars forskninger at trænge et be- tydeligt stykke ind i de formede chromosomers almindelige mor- phologiske forhold. Jeg skal her nævne de vigtigste af de ting, man har bragt paa det rene om chromosomerne. Som en almindelig regel kan det siges, at chromosomernes antal er konstant i alle et individs celler og hos alle individer af en og samme art; dette gjælder, som alt, hvad jeg hidtil har nævnt, inden saavel plante- som dyreriget. Hos de forskjellige objekter har man fundet et meget forskjelligt chromosomtal, fra 2 til opimod 200. Efter hvad det synes, er der ingen direkte sammenhæng mellem en arts chromosomtal og dens stilling i systemet; som exempter kan nævnes, at blandt andre mennesket, rotten og sviblen har 16 chromosomer i sine celler, salamanderen, musen, liljen og flere andre dyr og planter har 24 o. s. v., medens paa den anden side af saa nærstaaende arter som Ascaris mega- locephala og Ä. lumbricoides, den første har 2 (eller hos en varietet 4), den anden 24 chromosomer. Formaar man saaledes ikke at tillægge chromosomtallene nogen dybere betydning, saa har dog altid disse tal én fælles eiendommelighed — de er dele- lige med 2. Ved nærmere undersøgelse finder man som regel, at en celles chromosomer ikke alle er af samme størrelse; hos en del objekter er forskjellen i størrelse mellem de enkelte chromosomer lidet paafaldende, hos andre derimod, som f. eks. hos Spinax og hos mange insekter, er den meget udpræget. Man finder da to meget interessante ting. For det første: chromosomernes størrelsefor- hold er hgesom deres antal konstant hos en art; for det andet: af en bestemt størrelse er der altid to tilstede i en celle, med andre ord, chromosomerne er parrede. Vi udtrykker ogsaa dette sidste forhold saaledes, at cellerne indeholder to chromosom- rækker, hvis enkelte led er parvis homologe; til et chromosom a svarer et aS til et & et b^ o. s. v. 204 ALETTE SCHREINER. Af den konstans, som et individs chromosomer viser, baade i antal og størrelse, sammen med andre meget interessante iagt- tagelser, som vi her ikke kan gaa ind paa, har man trukket den slutning, at de enkelte chromosomer bevarer sin identitet fra deling ti! deling ; det unge chromosom a, som efter celledelingen indgaar i dannelsen af den unge kjernes kjernenet, holder sig som a gjennem heie hvileperioden og gaar, efteråt have fordoblet sin størrelse, som det selvsamme, nu voksne og delingsmodne a ind i en ny deling. Og paa den maade kommer det samme a igjen fra generation til generation af celler og fra generation til genera- tion af individer. Det er dette, vi kalder læren om chromoso- mernes identitet, eller i en noget mere udformet skikkelse, idet man anser chromosomerne som en slags elementærorganismer, som fører sit selvstændige liv i cellen (Boveri), læren om chro- mosomernes individualitet. Fra den netop omtalte regel om chromosomernes konstante antal gives der én, meget vigtig undtagelse. Det var i aaret 1883, at Van Beneden ved undersøgelse af befrugtningen hos Ascaris gjorde den overordentlig betydningsfulde iagttagelse, at hver af de to forkjerner, som ved befrugtningen smeltede sammen, kun indeholdt det halve antal chromosomer af det lor arten karak- teristiske; under kjønscellernes modning maatte der altsaa have fundet en reduktion af chromosomernes anlal, saavelsom af chromatinets samlede masse, til det halve sted; ved befrugtningen blev saa atter det for arten karakteristiske forhold retableret. Senere undersøgelser har vist, at dette Van Beneden's fund har almindelig gyldighed i hele dyre- og planteriget. Hvordan kommer nu denne chromatinreduklion i generations- cellerne island ? Det er vel det spørgsmaal, som fremfor noget andet har ledet den cytologiske forsknmg i de sidste 20 aar ; og det kan ikke undre nogen, at saa er tilfældet. Vi har jo her at gjøre med eiendommelige forandringer af den substans, som med god grund ansees for at være bæreren af det enkelte individs samlede sjælelige og legemlige kvaliteter, den, hvori hele dets OM CHROMATJNMODNINGEN I SEXUALCELLERXE. 205 væsen er koncentreret, og som fremfor nogen anden har til op- gave at sikre de levende organismers fortsatte bestaaen paa jorden. Vi ser da ogsaa, at der helt fra begyndeisen af, ved siden af og indflettet i beretningerne om de resultater, de cytologiske undersøgelser havde bragt paa dette feldt, er vokset frem en omfangsrig litteratur af spekulativ filosofisk art, som, paa grundlag af ofte meget sparsomme kjendsgjerninger, ja selv uden noget gi-undlag af sikre kjendsgjerninger, har bygget op indviklede teorier om arvelighedens mekanisme. Skjønt disse teoretiske spekulationer naturhgvis ikke har forniaaet direkte at føre os et eneste skridt fremover mod forstaaelsen af naturens hemmeligheder, saa kan det alligevel ikke negtes, at de, paa grund af disse spørgsmaals store almindelige interesse og takket være den genialitet, med hvilken de særlig fra ét hold (Weismann 's) er bragt frem, har været den mægtigste drivfjær til de møi- sommelige og ofte i sig selv noksaa aandløse undersøgelser, som alene er island til at bygge os en sikker vei frem mod forsknin- gens store maal; de har været vore dode præparaters levende sjæl. Før vi nu gaar nærmere ind paa reduktionsproblemet, vil vi tage et lidet overblik over de vigligste, almindelig kjendte træk af sexualcellernes udvikling. I den første og længste periode af disse cellers udvikhng, formeringsperioden, deler de sig gjentagne gange uden at under- gaa væsentlige forandringer fra generation til generation. Vi kalder denne periodes celler oogonierne og spermatogonierne. Af den sidste af disse cellers delinger fremgaar en generation, som varer særlig længe og er karakteriseret ved forskjellige eiendommelige forandringer, særlig af chromatinets udseende. Denne generations levetid benævnes gjerne vækstperioden; dette navn passer imidlertid igrunden kun for de hunlige celler, medens de hånlige som regel kun tillager ubetydelig i størrelse i denne tid, og væksten for dei'es vedkommende er af under- ordnet betydning; vi har derfor foretrukket at give den et navn, 206 ALETTE SCHREINER. som staar den oprindelige betegnelse nær, nemlig modnings- perioden. Cellerne kaldes oocyter og sperm-atocyter. Til modningsperioden slutter sig de to modningsdelinger, som i mange tilfælde følger umiddelbart paa hinanden, men som hos andre objekter er skilt ved et længere mellemrum, som dog vistnok altid er betydelig kortere end nogen af de tidligere gene- rationers levetid. Modningsdelingerne fører for de hånlige cellers vedkommende til dannelse af 4 spermatider af hver spermatocyt, for de hunlige cellers derimod til udstødning af de to saakaldte retningslegemer] der dannes saaledes kun én moden ægcelle af hver oocyt. Med de to delinger er chromatinets modning endt; de hånlige celler har imidlertid endnu en special procès at gjennemgaa, før deres udvikling er tilendebragt, spermatidernes omdannelse til spermier. I planteriget foregaar kjønscellernes udvikling paa principiell samme maade som i dyreriget. Vi vil nu se lidt nærmere paa reduktionsproblemet og de maader, hvorpaa man har prøvet at løse det. Det vilde føre os for langt, om vi her skulde gaa ind paa detaljer — reduktionen er, kan man næsten sige, hos de forskjellige objekter skildret paa alle tænkelige forskjellige maader, Gaar vi imidlertid ud fra individualitetsteoriens almindelige gyldighed, saa kan der i hovedsagen kun tænkes 3 forskjellige processer, som kunde bevirke en saadan reduktion af chromoso- mernes antal (Boveri): 1. Halvdelen af chromosomerne udstødes eller degenererer under kjønscellernes udvikling. Dette er i virkeligheden den første forklaring, man gav af reduktionen; det har imidlertid senere vist sig, at reduktionen aldrig kommer island paa denne maade. 2. Ved en af kjønscellernes delinger føres halvdelen af chromosomerne udelte over i den ene, halvdelen i den anden datter- celle. Dette er grundlaget for den WEiSMANN'ske reduktionsteori ; den deling, ved hvilken hele chromosomer tilføres dattercellerne, OAl CHROMATINMODNINGEN I SEXUALCELLERNE. 207 kaldte han en reduMionsd eling-, i modsætning hertil kaldte han alle andre celledehnger ækvationsdelinger, fordi der i dem til- føres dattercellerne identiske dele (længdedele) af alle moder- cellens chromosomer. Støttende sig til sine iagttagelser af ret- ningslegemernes forhold ved modningen af æg, som udvikler sig parthenogenetisk, fremsatte Weismann den antagelse, at 2den modningsdeling var reduktionsdelingen. Senere har han udkastet den tanke, at begge modningsdelinger er reduktionsdelinger, idet chromosomernes antal før disse delinger skulde fordobles, for saa ved de raskt paa hinanden følgende to dehnger at ned- sættes til det halve. Betydningen af, at reduktionen — iallefald under ægudviklingen, spermiogenesen var dengang endnu meget ufaldstændig kjendt — indtræffer, efteråt cellerne har ophørt at formere sig, er efter Weismann den, at derved den største for- skjellighed i de modne cellers chromatingehalt, d. v. s. den største variabilitet af afkommet muliggjøres. Vi antager ikke nu, at reduktionen noget sted foregaar saa- ledes, som Weismann har tænkt sig ; overhovedet kan man ikke forestille sig, at chromatinportioner kan skilles ved en mitotisk procès uden først at være forbundet med hinanden. Vistnok foreligger der fra den sidste tid en beretning, efter hvilken chromatinmodningen hos en trematodeart skulde foregaa efter det oprindelige WEiSMANN'ske skema; men denne iagttagelse staar alene, og dens rigtighed kan ikke ansees som bevist. Imidlertid viser dog vor nuværende opfatning af reduktionen store overensstemmelser med Weismann's ideer; og det staar for os som utvivlsomt, at den ene modningsdeling maa opfattes som en reduktionsdeling. 3. Ghromosomerne forener sig under generationscellernes modning parvis med hinanden, de konjugerer, som Boveri først kaldte det, idet han derved forstod en virkeHg sammensmeltning af to chromosomer til en ny enhed. Efter den opfatning, som nu mere og mere vinder terræn, er en saadan parvis forening af chromosomerne det vigtigste træk i hele chromatinmodningen» 208 ALETTE SCHREINER. Og følgelig i kjønscellernes modning overhovedet Vi mener imidlertid ikke, at denne forening er af en saa intim natur, som BovERi først tænkte sig. Det er nu omtrent 14 aar siden, at tanken om en konjugation i\i chromosomer under sexualcellernes modning blev fremsat; den fremgik ganske naturlig af den iagttagelse, som efterhaanden var blit gjort hos flere forskjellige objekter, at chromosomerne alle- rede før den første modning sdeling s indtræden optraadte i reduceret antal, medens de i den nærmest foregaaende deling var tilstede i normalt antal ; naar følgelig reduktionen ikke kom island under en celledeling, saa kunde den, hvis man antog læren om chromosomernes individualitet, kun bevirkes ved en parvis forening af chromosomer. Antager vi det nu som et faktum, at reduktionen kommer island paa denne maade, saa kan det, som staar igjen af reduk- tionsproblemet, og det er jo igrunden det meste, formuleres i følgende to hovedspørgsmaal: 1. Hvordan foregaar denne forening af chromosomerne ? 2. Hvordan forholder de ved konjugationen dannede bi- valente chromosomer sig i de to modningsdelinger ? Hvad det første af disse spørgsmaal angaar, saa tænkte man sig i begyndeisen gjerne, at foreningen foregik paa den maade, at naar det sammenhængende spirem, kjernetraaden, som man før antog altid var tilstede i kjernen før delingen, skulde deles op i sine tverdele, chromosomerne, saa udeblev hveranden af disse tverdelinger, saaledes at to og to chromosomer blev hæn- gende sammen ved en af sine ender. Senere tænkte man sig almindeligere, at spiremet opdeltes i det fulde antal chromosomer, men at saa disse kort tid før kjernedelingens begyndelse atter smeltede parvis sammen ende til ende. Denne form af chromatinkonjugation ansees endnu af mange, kanske de fleste, som den egentlige type for konjugationen, og i alle haandbøger staar den skildret som karakteristisk for en hel række forskjelhge dyrearter. OM CHROMATINMODNINGEN I SEXUALCELLERNE. 209 I 1901 blev saa for første gang den tanke fremkastet, at konju- gationen foregaai ved en parvis forening efter længden af chromo- somerne, og at denne forening foregaar tidlig i modningsperioden paa et stadium, som var karakteriseret ved en eiendommelig sammenklumpning af hele ctiromatinmassen i den ene halvdel af cellen, det saakaldte synapsis-stadium. Senere er en saadan paralel konjugation fundet hos flere dyr, og særlig hos mange planter. Før vi nu gaar over til at se paa de bivalente chromosomers forhold under modningsdelingerne, vil vi omtale en overordentlig betydningsfuld iagttagelse, som for et par aar siden blev gjort af 2 amerikanske zoologer, Montgomery og Sutton. Det var disse forskere, som bragte den tidligere nævnte, nu almindelig antagne kjendsgjerning for dagen, at cellerne indeholdei- to rækker chromosomer, hvis enkelte led er parvis homologe. Det var paa generationsceller, at denne iagttagelse blev gjort. Det viste sig nu ved undersøgelse af den relative størrelse af de før Iste mod- ningsdeling optrædende bivalente chromosomer, at hver af disse svarede til to homologe chromosomer i de tidligere delinger. Let er altsaci de homologe cliromosomer, som under kjøns- cellernes modning forener sig med hinanden, a forener sig med a^, b med &^ o. s. v. Det viser sig nu videre, at saavel i 2den modningsdeling, som naar de modne kjønscellers chomosomer atter kommer til- syne i de to forkjerner, saa er chromosomerne uparrede, der er kun ét a, ét b o. s. v.; idet nu de to forkjerner smelter sammen, retableres i furingskjernen det for arten karakteristiske forhold, kjernen f aar atter 2 a' er, 2 &'er o. s. v., og dette forhold kommer saa igjen i furingsdelingerne og alle senere delinger af det unge individs celler. Disse iagttagelser tillader os, som det maa synes med fuld sikkerhed, at trække den slutning, at af de to parvis homologe chromosomrækker, som findes i alle et individs celler, den ene rcekke skriver sig fra individets fader (gjennem spermien), den anden fra dets moder (gjennem ægget). Disse faderlige og Nyt Mag, f. Naturv. XXXXIV. UL • 14 210 ALETTE SCHREINER moderlige chromosomer lever saa side om side i cellerne gjennem hele individets liv ; kun paa ét sted i udviklingen, nemlig under generationscellernes modning, indtræder det merkehge forhold, at de med hinanden homologe chromosomer af de to rækker parvis forener sig med hinanden til dobbelte chromosomer, a og a^ forener sig til det bivalente chroniosom [a -\- cv^) o. s. v. Vi gaar nu over til det andet af vore to hovedspørgsmaal; hvordan forholder de bivalente chromosomer sig i modnings- delingerne ? Dette spørgsmaal kan igjen deles i to : 1. Hvordan forholder de bivalente chromosomer sig som lielhed ? og 2. hvordan forholder deines to komponenter sig ? Hvad nu det første af disse spørgsmaal angaar, saa har man dels fundet, at de bivalente chromosomer blir tverdelt i begge modningsdelinger; antagelsen af to tverdelinger er imid- lertid for flere aar siden ganske forladt, selv af dem, som op- rindelig havde fremsat den. Saa har man hos en stor del ob- jekter fundet, at de bivalente chromosomer blev tængdedelt i den ene af modningsdehngerne og tverdelt i den anden; tver- delingen kunde enten optræde i Iste eller hyppigere i 2den modningsdehng. Endelig er hos en række dyr og planter begge modningsdelinger skildret som længdedelinger, og i den retning gaar de fleste af den sidste tids iagttagelser. Hvordan forholder nu hvert af de i et dobbeltchromosom forenede enkeltchromosomer [konjuganterne, som vi kan kalde dem) sig i modningsdehngerne ? Vi har her med forhold at gjøre, som det er meget vanskeligt at trænge ind i ved den direkte iagttagelse alene, og hvor man derfor altid har været tilbøiehgtil at tage sin forudfattede mening om reduktionens væsen tilhjælp for at naa til en positiv løsning. Tidligere mente man som nævnt, at chromosomerne altid konjugerede ende til ende, og man ansaa efter dette en tverdehng som ensbetydende med en reduktionsdeling, en længdedeling som ensbetydende med en ækvationsdeling. Efter denne opfatning fremgaar den mening, man tidligere gjorde sig om konjuganternes forhold i modnings- OM CHROMATINMODNINGEN I SEXUALCELLERNE. 211 delingerne, direkte af det ovenfor nævnte: Hos nogle objekter mente man, at Iste modningsdeling var en reduktionsdeling (præreduktion), hyppigere fandt man, at reduktionen bevirkedes ved 2den deling (postreduktion). I begge tilfælde kom de modne kjønsceller til at indeholde et chromosom af hveit af de i tid- ligere delinger optrædende chromosompar: ét a, ét h o. s. v. Hvor imidlertid begge modningsdelingeroptraadte som iængde- delinger, der kunde der efter den tidlidere opfatning ikke eksistere nogen reduktionsdeling. For de forskere, som mente, at der fandt en konjugation af individualiserte chromosomer sted (hvad ikke alle gjorde), raaatte da den antagelse staa som den rimeligste, at de to konjuganter straks smeltede sammen til en ny enhed, hvori de opgav sin individualitet {a og a^ smeltede sammen til Ä 0. s. V.), og at begge modningsdehnger bevirkede ækvations- delinger af disse nye enheder. Paa denne maade tænkte Boveri sig oprindelig forholdet. Siden den paralelle konjugation blev opdaget, har vi faaet et andet syn paa modningsdelingerne, og en reduktionsdeling er ikke længer ensbetydende med en tverdeling; tvertimod er en virkelig tverdeling af bivalente chromosomer, som er dannet ved paralel konjugation, efter vor nuværende opfatning af chromoso- merne en utænkelig ting. Efter denne konjugationsmodus maa jo, som man let vil indse, en éventuel reduktionsdeling ogsaa fremtræde som en længdedeling. Selv om vi altsaa nu finder, at hos et objekt de bivalente chromosomer dannes ved paralel kon- jugation og derefter undergaar to længdedelinger, saa er vi derved ikke trængt tilbunds i reduktionens natur hos dette objekt; vi har endnu igjen at træffe valget mellem to i sine konsekvenser væsensforskjellige tydninger af dette fund; for det første kan vi tænke os, at kon jugan terne atter skilles fra hinanden ved den ene af de to modningsdelinger. Iste eller 2den, som altsaa er en reduktionsdeling, medens den anden af modningsdelingerne be- virker en ækvationsdeling af konjuganterne ; dette er, som vi snart skal se, vor opfatning af chromatinmodningen i sin almin- 212 ALETTE SCHREINER. delighed. Eller det kan ogsaa tænkes, at k o nju gan terne ikke skilles fra hinanden i nogen af modningsdelingerne, som altsaa begge maa opfattes som ækvationsdelinger; forsaavidt stemmer denne opfatning med de forskeres, som tidligere, før opdagel- sen af den paralelle konjugation, ansaa begge modningsde- linger som længdedelinger. Hvad imidlertid de enkelte kon- juganters forhold angaar, saa kan der tænkes en forskjel fra den tidligere opfatning ; man kan nemlig ikke a priori udelukke den mulighed, at de to chromosomer, som ved paralel konjugation har forenet sig til et bivalent chromosom, tiltrods for at de ikke straks opgiver sin individualitet og smelter sam- men til en ny enhed, alligevel blir i forbindelse med hinanden gjennem begge modningsdelinger, idet de hver for sig to gange længdedeles. Paa denne maade er i virkeligheden chromatin- modningen i den aller sidste tid blit opfattet hos en parasitisk snegl; chromosomerne skal her under begge modningsdelinger, som ogsaa i de to forkjerner og i de første furingsdelinger, vise en dobbelthed, som skriver sig fra konjugationen. I dette til-, fælde maa altsaa alle modne kjønsceller indeholde en række chromosomer, som kan udtrykkes ved formlen: -+Î)' (I + 2-) "■'■"■' Jeg antager, at mine tilhørere af denne oversigt over de for- skjellige løsninger, man har givet af reduktionsproblemet, har faaet det indtryk, at chromatinmodningen i kjønscellerne hos de forskjellige objekter ikke er underlagt nogensomhelst almindelig lov, nogen fælles ledende lanke; det kan se ud, som om det i det enkelte tilfælde bare gjælder om at faa en reduktion istand, og at dette maal hos én art kan naaes paa en, hos en anden paa en anden maade. Der har da ogsaa, helt fra dette spørgs- ^ En lignende sammensætning af de modne kjønscellers chromosoraer er forøvrigt ogsaa blit antaget hos enkelte andre objekter, hvor man ikke havde fandet den paralelle konjugation. OM CHROMATINMODNINGEN 1 SEXUALCELLERNE. 213 maal begyndte at lægge beslag paa forskernes opmerksomhed, ved siden af dem, som i overbevisning om sine funds rigtighed har villet tillægge dem en almindelig gyldighed, været andre, som indstændig har advaret mod en saadan generalisering, og som har fremholdt, at om det end er aldrig saa sikkert paavist, at reduktionen foregaar paa en bestemt maade hos et objekt, saa ved vi derfor intet om, hvordan den foregaar hos et andet. Dette kan jo i og for sig være meget förnuftigt og indeholder natur- ligvis en utvivlsom sandhed; men det er ingen løsning af spørgs- maalet, som kan tilfredsstille den mod tingenes inderste væsen higende forsker, og det kan derfor i beiden ansees som et fore- løbigt standpunkt. Forskerens maal er jo, sædig med hensyn til spørgsmaal som dette, ikke saameget at udforske, hvordan processen foregaar hos hvert enkelt objekt, som at trænge ind i de store naturlove, som styrer processen i sin almindelighed. Ser vi nu paa den kjønnede formering overhovedet, saa kan der vel ikke i nogen naturforskers sind herske tvivl om, at den i hele den organiske verden, hos de laveste som hos de høieste former, er behersket af én fælles lov. Men chromatinreduktionen synes jo at være uløselig knyttet til den kjønnede formering, og den tanke kan ikke ligge fjernt, at det er en del af den kjønnede formerings inderste væsen og kanske den aller vigtigste del, som afspeiler sig i de processer, der ledsager chromatinreduktionen. Og ser vi nu noget nøiere paa disse processer, saaledes som de møder os hos de forskjelligste repræsentanter for den organiske verden, saa er kanske alligevel lighederne større end ulighederne: Overalt finder vi den periode, hvori generationscellernes formering foregaar, afløst af en anden, hvori chromatinet gjennemgaar karakteristiske forandringer, og ved udløbet af hvilken chro- mosomerne optræder i reduceret antal; der følger nu, hos begge kjøn og hos alle dyr og planter, to raskt paa hinanden følgende delinger, og dermed er chromatinmodningen endt. Og ser vi nærmere paa disse to delinger, som afslutter modningen, saa blir lighederne endnu større. Baade lige før og under disse optræder 214 ALETTE SCHREINER. de bivalente chromosomer hos de forskjelligste objekter, dyr som planter, under ganske paafaldende overensstemmende billeder, billeder, som man ellers ikke træffer noget sted. Særlig er det Isle modningsdeling, som synes at være noget for sig, forskjellig fra alle andre delinger; dette gav allerede tidlig anledning til, at man gav den et eget navn, den heterotypiske deling; dens vigtigste eiendommeligheder er, for det første, at naar de bivalente chromo- somer her gaar til deling, saa optræder de ikke som ellers i form af længdedelte stave eller sløifer, men meget hyppig som ringe; for det andet h'nder vi, at den længdedeling af chromosomerne, som først skal effektueres i 2den modningsdeling, allerede er synlig under Iste, ja i mange tilfælde endog tidlig i dennes prophase; den 4-deling, som de bivalente chromosomer derved kommer til at vise, er udtrykt i deres gamle, adskiMig misbrugte navn, tetra- derne eller de 4-værdige chromosomer. Med alle disse ligheder for øie kan man, forekommer det mig, vanskelig komme bort fra den tanke, at chromatinmodningen i kjønscellerne i sin almindelighed er ledet af én fælles lov, og at de forskjelligheder, som møder os fra det ene objekt til det andet, er af underordnet og mere tilEældig betydning. At saa virkelig er tilfældet, har de undersøgelser, som jeg sammen med K. E. Schreiner i de par sidste aar har foretaget af modningen hos endel forskjellige objekters generationsceller, givet os en fast overbevisning om. Før jeg nu gaar over til at skildre resultaterne af vore under- søgelser ^ vil jeg nævne, hvad der efter vor mening er den største Den udførlige beskrivelse af vore undersøgelser har vi nedlagt i følgende arbeider : A. u. K. E. Schreiner : Die Reifungsteilungen bei den Wirbeltieren. Anatom. Anz. Bd. XXIV. 1904. — „— Über die Entwickelung der männlichen Ge- schlechtszellen von Myxine glutinosa (L). I— IL Archives de Biologie, T. XXI, 1905. — „— Neue Studien über die Chromatinreifung der Geschlechtszellen. I— IL Archives de Biologie, T. XXII. 1906. OM CHh'OMATlNMODNINGEN 1 SRXÜALCELLERNE. 215 mangel ved de fleste ældre og ogsaa ved flere nyere undersøgelser og den vigtigste grund til, at de i mange tilfælde har ført til utvivlsomt feilagtige resultater og derved bragt saamegen for- virring ind i reduktionsspørgsmaalet. Det er dels mangel paa fuldt tilfredsstillende tekniske metoder, dels og kanske i endnu høiere grad manglende forstaaelse af de forskjellige metoders rækkevidde og begrænsning. Udforskningen af de chromalin- forandringer, som er knyttet til den første del af modningsperioden, og som er af den største betydning for en rigtig forstaaelse af chromatinmodningens hele væsen, stiller nemlig meget store for- dringer til teknik og teknisk forstaaelse. Chromatinet optræder her i en tilstand af overordentlig dehkat natur og lader sig meget vanskelig konservere paa en tilfredsstillende maade^. Selv i voie bedste præparater er der som regel kun visse partier, hvor saavel konservering som farvning kan siges at være lykkedes fuld- stændig, og et og samme stadium kan i de forskjellige præparater, og ogsaa i forskjellige dele af samme præparat, optræde under meget forskjellige billeder; det er da, som man vil forståa, ikke ganske let at skaffe sig en sammenhængende rækkefølge af dadelløse billeder. Jeg gaar nu over til en kort fiftmstilling af vore specielle iagttagelser af chromatinmodningen^. Af de forskjeüige objekter, hos hvilke vi har undersogt denne procès, er den gjennem alle stadier traadt os ulige klarest og mest utvetydig imøde i de hånlige generationsceller hos en pelagisk annelide, Tomopteris onisciformis, og jeg vil der- for først skildre modningsprocessen, saaledes som vi her har fundet den. ' Efter vor mening skyldes saaledes de saa almindelig beskrevne „synap- sis" billeder en uheldig indvirkning af fiksationsvædskerne paa kjerne- strukturen. - Under foredraget demonstreredes en række lysbilleder efter foredrags- holderens originaltegninger. 216 ALETTE SCHREINER. I sperniatogoniedelingerne hos Tomopteris optræder chromo- somerne som 18 slanke sløifer, af hvilke to er betydelig kortere end de øvrige; de viser allerede tidlig i prophasen en tydelig længde- deling, som under deres senere kontraktion forviskes noget for atter at træde klart i dagen under kjernemembranens opløsning. Datterchromosomerne viser sig efter sin adskillelse — i delingens anaphase og særlig i telophasen — noget kortere end i tidligere stadier af delingen; dette beror derpaa, at de folder sig noget sammen; samtidig viser der sig huller i dem, de begynder at oplokres, og der optræder traadformede forbindelser mellem de enkelte chromosomer. Efteråt de nu er blit omsluttet af en fælles kjernemembran og danner den unge celles kjerne, fort- sættes denne oplokring, og de tiltager derved i længde; isamme grad vokser den unge kjerne, og nàar den meget nær er vokset ud til en hvilende spermatogoniekjernes størrelse, finder vi frem- deles chromosomerne i form af lange bøiler, som i regelmæssig orden gjennemsætter kjernen, idet de alle vender sine frie ender mod den nydannede cellevæg og sine ombøiningssteder mod den del af cellen, hvor under dehngen centret var beliggende; nu finder vi imidlertid ikke mere centret paa dette sted, det er vandret ud til siden. Chromatinbaandene har nu en meget løs sammensætning og en ujævn, takket begrænsning; de lader sig kun tydelig skille fra hinanden, naar vi ser dem nøiagtig fra siden, mindre sikkert paa tversnit. De er sammensat af talrige smaa farvbare korn, som holdes sammen af fine traade. Det stadium, vi nu har skildret, er fælles for alle unge kjerner, som fremgaar af en spermatogoniedeling; fra nu af viser der sig imidlertid en meget karakteristisk forskjel mellem de kjerner, som udgaar fra den sidste spermatogoniedeling og saaledes nu skal gaa ind i modningsperioden, og de kjerner, som hører til tidligere generationer. I disse fortsættes oplok- ringen af chromosomerne, indtil grænserne mellem dem helt for- viskes; vi har da de hvilende spermatogoniekjerner for os. I de kjerner, som tilhører den sidste generation derimod, begynder OM CHROMATiNMODNINGEN I SEXUALCELLERNE. 217 nu de eiendommelige forandringer, som indleder chromatin- modningen. Vi ser da først, at de løst hyggede chromatinbaand, som repræsenterer de enkelte chromosomer, atter ligesom fæstner sig og blir skarpere afgrænset; de bhr derved tyndere, mere traad- formede. Denne procès begynder ved bøilernes frie ender og skrider fra begge sider frem mod midten. Samtidig vedbliver kjernen og centret at dreie sig i forhold til hinanden, saaledes som vi hørte, at de allerede begyndte at gjøre under telophasen, og i det øieblik, da chromosomernes endepartier begynder at træde distinkt frem, finder vi sfæren med sine dobbeltkorn lig- gende i cytoplasmaet lige udenfor disse ender. Under hele den senere del af modningsi)erioden beholder sfæren denne stilling til kjernen. Under chromosomernes omdannelse ser vi ofte, at de tynde, mere afgrænsede traade, som udvikler sig af de brede bøiler, i begyndeisen viser et siksakagtigt eller korketrækker- snoet forløb inden grænserne af disse, ligesom om chromatin- kornene skulde være ordnet uregelmæssig perlesnoragtig efter hverandre til haand, som i de brede chromosomer var sterkt sammenfoldet og snoet, men nu er ifærd med at rette sig ud. Ved enden af denne procès træder de enkelte chromosomer frem som lange, skarpt begrænsede, perlebaandhgnende traade, som er adskillig længere end de tidligere brede baand og derfor har et mere slynget forløb. De er opbygget af en regelmæssig række lige store chromatinkorn, som holdes sammen af tyndere, mindre farvbare partier; de enkelte korn træder skarpere frem og er rykket hinanden nærmere end paa tidligere stadier. Man kan let overbevise sig om, at antallet af disse tynde slynger stemmer med chromosomernes antal, noget som jo ogsaa fremgaar af den maade, hvorpaa de dannes; ved at betragte kjernen fra polen af lige mod slyngernes frie ender eller ved at indstille noget dybere i kjernen paa deres optiske tversnit kan de ikke sjelden med sikkerhed tælles ; vi har da talt 36 tversnit svarende til de 18 slynger. 218 ALETTE SCHRIENER. Ser vi nu noget nøiere paa de mod sfæren pegende ende- partier af slyngerne, saa finder vi, allerede før chromosomernes omdannelse er tilendebragt i midtpartierne, et merkeligt forhold: disse endepartier konvergerer parvis mod hinanden og støder sammen mod kjernemembranen; det er den begyndende konju- gation af de homologe chromosomer, vi her har for os. Det er øiensynlig ikke altid to lige ved siden af hinanden liggende slynger, som konjugerer, ofte ser vi slyngerne krydse over hinanden, som om enderne af de homologe chromosomer gjensidig opsøgle hinanden; paa den maade faar hele kjernen et mere uregelmæssigt udseende end før. Snart ser vi nu, at konjuganterne fra enderne af og opover antager et paralelt forløb; altid kommer da de enkelte korn i hver af dem til at ligge ligeoverfor hinanden, side ved side; og de to traade forener sig snart med hinanden til dobbeltbaand, idet korn forener sig med korji; paa den maade skrider konju- gationen fra enderne af korn for korn frem mod midten, indlil konjuganterne i hele sin længde har forenet sig med hinanden. Det er saaledes som regel i midtpartierne af slyngerne, at kon- jugationen sidst indtræder; denne regel er imidlertid ikke absolut. Og hvad de alleryderste ender angaar, saa ser vi ikke sjelden, at de relativt sent forener sig med hinanden. Efter en tids forløb — enkelte slynger blir gjerne noget tilbage for de øvrige under konjugationen — finder vi nu, at kjernen istedenfor af 18 tynde slynger gjennemsættes af 9 brede; det er de bivalente chromosomer eller dobbeltslyngerne, som vi paa dette stadium kan kalde dem. En af disse dobbeltslynger er tydelig kortere end de øvrige, svarende til de 2 korte chromo- somer, som vi fandt i spermatogoniedelingerne. Slyngerne har den samme anordning, som de enkelte chromosomer har vist helt siden sidste celledelings telophase; deres ender er altid frie. Den dobbelthed af slyngerne, som skriver sig fra konjugationen, forviskes under det følgende mere og mere; om den helt for- svinder, lader sig vanskelig med fuld sikkerhed afgjøre; kun OM CHROMATINiMODNlNGEN I SEXUALGELLERNE. 219 ved de yderste ender synes der ofte at holde sig en let sprikning af konjuganterne, Dobbeltslyngerne holder sig nu længe tilsyneladende ganske i sin oprindelige skikkelse; kun vokser de noget, særhg i bred- den; dette stadium indtager den overveiende del af hele mod- ningsperioden. Saa begynder de atter at vise sig tydelig dobbelte, længdedelte, der optræder smaa huller i denne delingshnje, og meget hurtig indtræder nu en spaltning efter hele længden af slyngerne, og de to spaltedele fjerner sig noget fra hinanden, saa der blir et fuldkommen frit mellemrum mellem dem; kun paa et eller to steder, ved eller hyppigere lidt indenfor de frie ender, blir de to konjuganter i forbindelse med hinanden, og denne forbindelse løses ikke før under Iste modningsdehng. Eftersom spaltedelene er forbundet med hinanden ved den ene eller ved begge ender, faar de bivalente chromosomer formen af dobbeltbøiler eller ringe ; deres udseende blir meget karakteri- stisk derved, at forbindelserne, som nævnt, som regel ligger et kortere eller længere stykke indenfor endepunkterne, saaledes at de frie ender spriker ud fra forbindingsstederne. Vi finder da det merkelige forhold, som ogsaa er iagttaget af enkelte andre undersøgere, at det ikke alene er den relative størrelse af chromo- somerne, som er konstant, men at ogsaa de samme former vender tilhage fra celle til celle. Som man vil se, er den spaltning af de bivalente chromo- somer, som nu er gaaet for sig, noget ganske andet end den længdedeling, som chromosomerne viser i prophasen til andre dehnger, og som neppe nogensinde under normale forhold ud- vikler sig til en virkelig adskillelse af delene. Vi mener da og- saa, at der ikke kan herske tvivl om, at denne spaltning af de bivalente slynger skiller konjuganterne fra hinanden, at den be- tegner konjugationens ophør. Vi har nu atter de gamle 18 chromosomer for os, men parvis forbundne med hinanden til bivalente elementer; forbindelsen mellem dem er sandsynligvis nu af rent mekanisk natur og tjener til at muliggjøre deres for- 2-20 ALETTE SCHREINER. deling ved en mitotisk procès, saaledes som den finder sted i Iste modningsdeling. For den opfatning, at spaltningsplanet falder sammen med konjugationsplanet, taler ogsaa den tidligere nævnte iagttagelse, at der under konjugationen ikke sjelden synes at holde sig en let sprikning af konjuganternes yderste ender. Med spaltningen af de bivalente slynger er vi kommet over i Iste modningsdelings prophase, og de forandringer, chromo- somerne nu gjennemgaar, svarer til dem, vi fmder forud for en- hver mitose — chromosomerne kontraheres og samles lige under kjernemembranen. De 18 parvis forbundne enkeltchromosomer har en størrelse, som svarer til de delingsmodne spermatogonie- chromosomers. Under prophasen, ofte lige efter spaltningen, fmder vi, at disse enkeltchromosomer viser sig længdedelte, paa samme maade, som vi fandt i spermatogoniedelingernes prophase; denne længdedeling blir imidlertid ikke, som vi straks skal se, effek- tueret i Iste, men i 2den modningsdeling. Under chromosomer- nes kontraktion forviskes den gjerne noget for saa under og efter kjernemembranens opløsning atter at træde tydelig frem. Vi ser da, at der i løbet af prophasen for de fleste chromo- somers vedkommende er foregaaet den forandring med de uden- for konjuganternes sammenklæbningspunkter liggende frie ender, at deres længdedeling her har ført til en virkelig spaltning; paa den maade kommer der i enkelte tilfælde til at udgaa 4 frem- spring fra disse sammenklæbningspunkter; som regel fmder vi imidlertid fremdeles kun to fremspring, som nu i modsætning til tidligere staar lodret mod den øvrige del af dobbelt- chromosomet, og som er fremkommet paa den maade, at de mod hinanden staaende spaltedele af de to konjuganter sekun- dært har klæbet sig sammen. Vi har ikke kunnet danne os nogen mening om betydningen af denne eiendommelige form- förändring, men nævner den, fordi den synes at være en al- mindelig forekomst ogsaa hos andre objekter. OM CHROMATINMODNINGEN I SEXUALCELLERNE. 221 Efter kjernemembranens opløsning fæster der sig nu en spindeltraad paa hver af de bivalente chromosomers komponenter (konjuganterne), saaledes at den ene af dem forbindes med den €ne, den anden med den anden spindelpol; de bivalente chromo- somer strækkes ud mellem polerne og indstilles i dehngsfiguren med sammenklæbningspunkterne og de fra dem udgaaende frie ender faldende i ækvatorialplanet. Det er saaledes konjugan- terne, de homologe chromosomei', som i Iste modningsdeling skilles fra hinanden, vi har her en reduktionsdeling for os. Efter adskillelsen af konjuganterne fortsættes den længde- spaltning af dem, som allerede begyndte under prophasen, saa- ledes at deres længdedele snart helt fjernes fra hinanden og kun blir hængende sammen ved midtpunkterne, hvor spindel- traadene er fæstet; chromosomerne faar derved, sædig naar de sees under- og ovenfra, en karakteristisk korsform. Denne for- bindelse mellem de to søsterbøilers midtpunkter løses først i 2den modningsdelings metaphase. De spindeltraade, som gjorde tjeneste ved Iste modnings- deling, resorberes snart; der dannes imidlertid ingen kjerne- membran om de to datterplader, og der kommer ingen forbin- delser island, hverken mellem de enkelte chromosomer eller mellem de 4 brancher af et og samme chromosom. Allerede under anaphasen eller den begyndende telophase ser vi nu, at hvert af centrerne todeles, der ud vikler sig en centralspindel mellem de to unge centrer, og de to poler fjernes ved dennes vækst fra hinanden, m. a o. Iste modningsdelings telophase gaar direkte over i 2den modningsdelings prophase. I denne deling, som ved chromosomernes form faar et meget eiendom- meligt udseende, skilles nu konjuganternes længdedele fra hin- anden, denne deling er saaledes en ækvationsdeling. Hermed er chromatinmodningen endt; de 9 bøiler, som er ført over i hver datterplade, omsluttes nu af en fælles membran, lokres op og danner derved de unge spermatiders kjernenet, i hvilket de efterhaanden vokser ud til delingsmodne chromosomer, 222 ALETTE SCHREINER. saaledes som vi efter en eventuBl befrugtning finder dem i den hånlige forkjerne. Spørges der nu, hvordan reduktionen kommer istand hos Tomopteris, saa maa vi svare, at den kommer istand i Iste modningsdeling. Konjugationen synes at være en procès for sig, som utvivlsomt har en dybere betydning end den at hjælpe til at bringe en reduktion istand. Dens resultat er vistnok en slags numerisk reduktion, men dette er i virkeligheden kun en pseudoreduktion, som man har kaldt den. Under Iste modnings- delings prophase indèholder kjernen fremdeles de 18 chromo- somer, som vi fandt i spermatogoniedelingerne, de har samme størrelse som i disse og viser sig længdedelte. M. a. o., kjernen mdeholder ogsaa før Iste modningsdeling 18 voksne, delings- modne chromosomer, kun er de parvis forbundne med hinanden. Det fremgaar heraf, at modningsperioden, hvad chromosomernes vækst angaar, ækvivalerer en af de tidligere generationers hvile- perioder. De enkelte chromosomer staar altsaa ved indledningen til Iste modningsdeling færdige til deling; men saa kommer der en anden procès, som sky der sig imellem og afbryder dehngen, den procès nemlig, som fører til en fordeling af de 18 chromo- somer paa 2 kjerner, reduktionsdelingen. Som man vil se, er der kun én virkelig karyokinese under kjønscellernes modning, svarende til den ene hvileperiode, hvis ækvivalent vi har i modningsperioden. Denne ene karyokinese er 2den modnings- deling. Gjennem den række af chromatinforandringer, som jeg nu har skildret, og hvoraf vi har givet en let skematiseret frem- stilling paa planche V, er det, som man vil se, lykkedes os at forfølge hele chromatinets modningsproces, trin for trin, i billeder, hvis tydning neppe kan være underkastet tvivl. Nu viser imidlertid de billeder, vi fmder under generations- cellernes udvikling hos de forskjeUigste andre objekter, dyr som planter, saa store ligheder med dem, vi finder hos Tomopteris^ OM CHROMATINMODNINGEN I SEXUALCELLERXE. 223 at det maa ansees som ganske overveiende sandsynligt, at de niaa opfattes paa samme maade. Vi har derfor, i betragtning af den næsten skematiske klarhed, med hvilken modningspro- cessen fremtræder hos Tomopteris, opstillet denne som grund- typen for chromatinmodningen i sin almindelighed. Selv om der skulde findes enkelte afvigelser fra denne type, saa har den aliigevel sin store betydning som et sikkert og enkelt udgangs- punkt for den sammenlignende undersøgelse af forholdene i hele den organiske verden, som alene kan sætte os istand til at danne os en mening om, hvordan den naturlov er beskaffen, som behersker chromatinets modning i generationscellerne. Vi har selv undersøgt chromatinmodningen indgaaende hos nogle livirveldyr for at se, i hvilken grad modningsprocessen her stemmer med den, vi har fundet hos det hvirvelløse dyr Tomopteris. Først vil vi da se paa, hvordan forholdene arter sig hos en repræsentant for Amphibierne, Salamandra maculosa. Vi har med særlig hensigt valgt dette objekt til vor kritiske undersøgelse, for det første, fordi Amphibierne jo er det klassiske objekt for celle- studier i almindelighed og for studiet af sexualcellernes modning i særdeleshed, for det andet, fordi chromatinmodningen hos Amphibierne, tiltrods for, at den tildels fremtræder med en næsten enestaaende klarhed og skjønhed, aliigevel er bHt og endnu blir tydet paa meget forskjellige maader. — Hvad det første trin i chromatinmodningen, den paralelle konjugation, an- gaar, saa var den, da vi gjorde vore undersøgelser, endnu ikke beskrevet hos Amphibierne, men er imidlertid i et netop ud- kommet arbeide blit skildret hos en Amphibie af en cytologisk forsker (belgieren Janssens), som ved sine udstrakte under- søgelser af generationscellernes modning er kommen til resultater, som gaar i samme retning som vore. Vi kan fatte os kort med hensyn til chromatinmodningen hos Salamandra; den foregaar nemlig, næsten i alle detaljer, paa samme maade som hos Tomopteris. Vi har, om end mindre 224 ALETTE SCHREINER. tydelig end hos denne, kunnet forfølge de enkelte spermatogonie- chromosomer, hvis antal er 24, over i de tynde slynger, som ved paralel konjugation forenes med hinanden. Ogsaa konjuga- tionen selv er vanskeligere at forfølge hos Salamandra end hos Tomopteris. Under den senere del af chromatinmodningen finder vi den forskjel mellem de to objekter, at mellemrummet mellem begge modningsdelinger, som vi med den belgiske botaniker Grégoire vil kalde interkinesen, varer noget længere hos Salamandra, der dannes en kjernemembran om de 12 enkeltchromosomer, og der danner sig enkelte forbindelser mellem dem. Chromosomerne opgiver imidlertid heller ikke her den eiendommelige kors- eller dobbeltbøiieform, som de antog umiddelbart efter sin adskillelse i Iste modningsdeling, og som de endnu viser under indstillingen til 2den modningsdeling. Vi har altsaa fundet, at chromatinmodningen hos Sala- mandra (og da sikkerlig hos Amphibierne i det hele) foregaar efter Tomopteristypen. Hos Spinax niger, en paa de større dybder i Kristiania- fjorden talrig forekommende liden haifisk, finder vi i cellerne et stort antal chromosomer (60 — 70), som er af meget forskjellig størrelse. I de ældre spermatogoniegenerationers delinger har de større chromosomer udtalt sløifeform, disse indtager periferien af ækvatorialpladerne, medens de mindre, som har form af runde klumper ned til smaa korn, ligger i midten. Det er i mange tilfælde meget let at erkjende chromosomernes parrethed, de homologe chromosomer synes, ialfald som regel, at ligge tæt sammen, ofte forbundet med hinanden. I den sidste spermatogonie- deling er som regel alle chromosomer kontraheret til koi'te klumper, deres bøileform giver sig imidlertid tilkjende saavel i prophasen, hvor de allerede tidlig viser en udtalt længdedeling, som særlig tydelig i telophasen. Saavel chromosomernes omdannelse som konjugationen er, for en del paa grund af det store antal chromosomer, ret van- OM CHROMATINMODNINGEN 1 SEXUALCELLERNE. 225 skelig at forfølge i detalj hos Spinax, men foregaar iitvivlsomt paa samme maade som hos Tomopteris. Spaltningen af de bivalente slynger træder hos Spinax frem under billeder, som har et ganske andet udseende end dem, vi fandt hos vore to første objekter; delte beror derpaa, at den altid først synes at begynde, efteråt slyngerne allerede er be- tydelig kontraheret og har opgivet sin oprindelige regelmæssige anordning. Imidlertid viser de enkelte bivalente chromosomer de samme eiendommelige former, som vi kjender fra før, og som kommer island derved, at konjuganterne efter spaltningen blir i forbindelse med hinanden ved eller oftere lidt indenfor den ene eller begge ender. De større dobbeltchromosomer har hos Spinax gjerne ringform, de mindre stavform, medens de allermindste viser sig som manualer eller dobbeltkorn. Den anden længdedehng kan erkjendes nogenlunde tidlig i prophasen. Det stadium, da chromosomerne før kjernemembranens opløsning ligger jævnt fordelt lige under denne, er meget smukt hos Spinax, og chromosomernes ringform træder her særlig tydelig frem ; paa senere stadier forviskes denne form noget ved den fortsatte kontraktion af chromosomerne. Efteråt de to konjuganter under indstillingen i delingsplanet er blit trukket noget ud fra hinanden, blir atter ringformen meget let at erkjende, og vi finder da ikke sjelden, at sammenklæbningsstederne er markeret ved korte fremspring, som falder i delingsplanet. Længdedelingen af enkeltchromosomerne træder saavel nu, som særlig i anaphasen, tydelig frem, den udvikler sig imidlertid ikke, saaledes som hos Tomopteris og Salamandra, til en virkelig spaltning, men blir tværtimod atter utydeligere under telophasen, som her har om- trent samme karakter som efter en spermatogoniedeling. Interkinesen er hos Spinax af relativt meget lang varighed, og der danner sig talrige anastomoser mellem de enkelte chromo- somer, som ogsaa lokres noget op. Vi kan imidlertid ikke tale om nogen virkelig „hvileperiode" mellem modningsdelingerne; de enkelte chromosomer lader sig, om end ikke overalt ganske Nyt Mag. f. Naturv. XXXXIV III. 15 ALETTE SCHREINER. tydelig, adskille fra hinanden, og deres længdedeling kan altid erkjendes. Under prophasen til 2den modningsdeling samles nu atter chromosomerne til velbegrænsede legemer, som i begyn- delsen har formen af dobbeltstave, men derpaa, efter kjernemem- branens opløsning, kontraheres sterkt; idet længdedelene hver for sig kontraheres til rundagtige legemer, faar chromosomerne, naar de indstilles i delingsplanet, en udpræget manualform; de tidligere længdedele skilles nu fra hinanden og fordeles paa to datterkjerner. Som man efter denne beskrivelse vil kunne tænke sig, er de billeder, hvorunder chromatinmodningen træder frem hos Spinax, betydelig vanskeligere at tyde end de, vi fandt hos Tomopteris og Salamandra, og tydningen kan neppe paa alle punkter blive fuldt sikker, udenat vi samtidig tager hensyn til forholdene hos andre objekter. Vi finder imidlertid, at billederne hos Spinax ogsaa for sig alene naturligst lader sig tyde saaledes, som vi har gjort, og vi har da ogsaa tidligere, før vi endnu havde studeret forholdene paa gunstigere objekter, udtalt den samme opfatning af denne procès hos Spinax som nu. Chromatinmodningen hos Myxine glutinosa, slimaalen, ligner meget den for Spinax skildrede procès. Vi finder her 52 chromosomer, som i spermatogoniernes mitoser har form af runde eller noget kantede legemer; kun to af demj'^som er noget større end de øvrige, er stav- eller let bøileformede; i den tidlige prophase finder vi imidlertid ogsaa hos Myxine chromosomerne som lange, længdedelte baand. I telophasen fordeles først de korte chromosomer gjennem hele den unge kjerne, men begynder saa ogsaa'^her at vokse ud i længden og antage den regelmæssige anordning, som vi fandt hos Tomopteris. Under denne procès, som forløber paa samme maade i de unge spermatogonier og spermatocyter, kan vi hos Myxine let forfølge den begyndende dreining af kjernen og sfæren i forhold til hinanden. Saavel den omdannelse af chromosomerne, som indleder chromatinmodningen, som konjugationen selv OM CHROMATINMODNINGEN I SEXUALCELLERNE. 227 træder meget smukt og tydelig frem hos Myæine; chromosomer- nes store antal vanskeliggjør imidlertid her som hos Spinax en sikker forfølgelse af de enkelte chromosomers skjæbne; hver- ken før eller efter konjugationen lader det sig gjøre at tælle slyngerne, som hos Myxine som regel er meget lange i forhold til kjernernes størrelse og derfor har et slynget forløb. Skjøndt vi derfor ikke med den sikkerhed som hos Tomopteris og Salamandra kan udtale, at hver af de konjugerende slynger svarer til ét chromosom, saa anser vi det dog som overveiende sandsynligt, at saa er tilfældet, saameget mere, som vi paa gode præparater sikkert har kunnet overbevise os om, at de mod sfæren pegende ender af slyngerne er frie. Under konjugationen finder vi hos Myxine et eiendommeligt forhold, som vi ogsaa har iagttaget hos andre objekter, men mindre tydehgt end her. Idet chromosomerne omdannes til sin tyndtraadede form, udvikles der i sammenhæng med deres midt- punkter et eller flere legemer, som vi har kaldt knudelegemer. Vi ser nu, at paa de steder, hvor to konjugerende chromosomer dukker ind i et fælles knudelegeme, indtræder konjugationen sidst, og naar ved konjugationsperiodens ophør enkeltchromosomerne atter begynder at fjerne sig fra hinanden, ser vi spalten mellem dem først optræde ved knudelegemet ; man faar det indtryk, at konjugationen paa dette sted er af mindre intim natur end paa andre steder; ja, i endel tilfælde synes det endog, som om konjugationen ikke kommer istand paa de knudelegemet nærmest liggende dele af chromosomerne. I alle tilfælde blir senere spaltningen af de bivalente slynger som regel først synlig ved knudelegemerne. I forbindelse hermed vil jeg omtale en anden iagttagelse, vi har gjort hos Myxine. Forholdene er hos dette dyr i det hele meget variable, og vi finder talrige abnormiteter. Nu har vi ikke sjelden fundet follikler, hvori modningsprocessen syntes at forløbe atypisk, idet konjugationen udeblev paa lange strækninger af flere eller færre chromosomer, og det syntes, som om dette ikke hindrede en videre udvikhng af modningen og et ALETTE SCHREINER. tilsyneladende normalt forløb af modningsdelingerne. Begge de her nævnte iagttagelser støtter, som man vil se, vor antagelse, at ved spaltningen af de bivalente slynger konjuganterne skilles fra hinanden. Spaltningen indtræder hos Myxine til ret forskjellig tid, vi har fundet den, medens dobbeltslyngerne endnu havde hele sin oprindelige længde (som hos Tomopteris og Salamandra), medens den i andre tilfælde først traadte tydelig i dagen, efteråt de var blit sterkt forkortet og mere uregelmæssig fordelt gjennem kjernen (som hos Spinax). I sin form stemmer de enkelte chromosomer med dem, vi fandt hos Spinax, dog mangler vi hos Myxine det smukke ringstadium, vi fandt hos denne. Idet de indstilles til Iste modningsdeling, ser de bivalente chromo- somer hos Myxine gjerne ud som uformelige klumper, som intet lader erkjende af deres tidligere struktur; i sjeldne tilfælde finder vi dem imidlertid under metaphasen, og særlig under den be- gyndende anaphase, som tydelige, længdespaltede ringe, paa hvilke vi endog af og til kan erkjende korte fremspring, som svarer til sammenklæbningsstederne mellem konjuganterne, og som falder i delingsplanet. Bed st lykkes det gjerne at forfølge det ene store chromosom, som her svarer til de to store i spermatogoniedelingerne. Det synes os saaledes hævet over enhver tvivl, at ogsaa hos Myxine konjuganterne i Iste modnings- deling fordeles paa de to datterkjerner. Den 2den længdedeling har vi i visse tilfælde kunnet er- kjende meget tidlig hos Myxine; ved den sterke kontraktion, som senere indtræder, blir den gjerne dækket, og den kan ogsaa under Iste modningsdelings metaphase og anaphase kun i sjeldne tilfælde erkjendes, men da meget tydelig. Interkinesen forholder sig som hos Spinax, men synes i almindelighed at vare noget kortere; overensstemmende hermed finder vi, at chromosomernes udseende forandres mindre i denne tid hos Myxine end hos Spinax. Vi maa imidlertid tilføie, at vi ogsaa i denne henseende har fundet forholdene ret vekslende I OM CHROMATINMODNINGEN I SEXUALCELLERNE. 229 hos Myxine. Længdedelingen er let at erkjende og træder ofte frem som en virkelig spaltning. T 2den modningsdeling for- holder chromosomerne sig paa samme maade hos begge fiske. For Myxine gjælder det samme, som jeg tidligere fremholdt for Spinaxs vedkommende, at man paa enkelte punkter vanske- lig kan komme til en fuidt sikker tydning af billederne uden at ty til en sammenligning med de hos andre objekter gjorte fund; vi kom imidlertid ogsaa her, før vi havde undersøgt gunstigere objekter, til væsentlig samme resultater som nu. Den væsentlige forskjel mellem modningsprocessen, saaledes som vi finder den, paa den ene side hos Myxine og Spinax, paa den anden hos Tomopteris og Salamandra, bestaar, naar vi bortser fra chromosomernes forskjellige kontraktionsgrad paa tilsvarende stadier, deri, at interkinesen er saameget længere hos de to fiske end hos vore to andre objekter, og at den der fører til forandringer af chromosomerne, som gaar i retning af en hvileperiode. Hvis vi skulde opgjøre os en mening om betyd- ningen af denne forskjel, saa maatte det være den, at medens de enkelte chromosoraer hos Tomopteris, og vel ogsaa hos Salamandra, maa ansees som fuldt udvoksede og delingsmodne ved reduktionsdelingens indtræden, saa maa vi tænke os, at hos de to fiske reduktionsdelingen saa at sige trækkes noget frem i tiden, saaat den kommer til at afbryde chromosomernes ud- vikling, før de endnu har naaet sin fulde modenhed. Foruden hos de objekter, vi nu har behandlet, og hvor vi har undersøgt chromatinmodningen meget indgaaende, har vi ogsaa studeret forholdene hos enkelte andre. Blandt de hvirvel- løse dyr har vi saaledes undersøgt en repræsentant for insek- ternes gruppe, inden hvilken chromatinmodningen har været tydet paa indbyrdes meget afvigende maader, nemlig en græs- hoppe, Locusta viridissima, og vi har kunnet overbevise os om, at chromatinmodningen her i sin helhed stemmer meget nøie overens med den hos Tomopteris skildrede procès. Desuden har vi iagttaget den paralelle konjugation hos en copepode, 230 ALETTE SCHREINER. Euchaeta norvegica, medens konjugationen hos copepoderne tidligere er opfattet og staar skildret i vore haandbøger paa en ganske anden maade. Blandt hvirveldyrene har vi overbevist os om, at en paralel konjugation er tilstede, og at saavel denne som den senere spaltning af de bivalente slynger foregaar paa principielt samme maade, som vi har skildret hos vore øvrige objekter, ogsaa hos Triton alpestris, hos duen, rotten, katten og mennesket. Til disse vore iagttagelser slutter sig en række fund af andre zoologer, som er kommet til opfatninger af modnings- processen, som meget nærmer sig vor. Hvad forholdene i planteriget angaar, saa tyder de fleste mere bemerkelsesværdige beretninger fra de sidste aar paa, at chromatinmodningen her i sin helhed, for mange stadiers vedkommende ind i de mindste detaljer, forløber paa samme maade som hos Tomopteris. Paa den anden side maa vi fremholde, at ingen fra vor afvigende opfatning af modningsprocessen hos noget objekt er blit doku- menteret ved en fuldstændig og uangribehg serie af billeder. Vi mener derfor at kunne udtale, at om det end ikke kan ansees som fuldkommen bevist, at chromatinmodningen i hele den .organiske verden foregaar efter samme type, saa er det alligevel en saa overveiende sandsynlighed for rigtigheden af en saadan antagelse, at det nu faar være deres sag, som for sine objekter hævder en anden opfatning af modningsprocessen, at fremlægge beviser for sin opfatnings rigtighed i form af serier af billeder, som i klarhed og fuldstændighed ikke staar tilbage for dem, vi har bragt. Naar vi nu altsaa udtaler det som vor bestemte formodning, at chromatinmodningen overalt i dyre- og planteriget foregaar efter Tomopteris-iy^pen, saa maa vi imidlertid tage et vist for- behold. Der er vistnok i den type, vi har opstillet, træk, som er af mindre betydning, end andre, og fra hvilke afvigelser vel kan tænkes. Som et saadant træk anser vi saaledes det forhold, at af de to delinger, som afslulter modningen, reduktionsdelingen OM CHROMATINMODNINGEN I SEXUALCELLERNE. 231 gaar forud for ækvationsdelingen ; dette er vistnok at opfatte mere som en hensigtsmæssig anordning end som en naturnød- vendighed; i det øieblik, at enkeltchromosomerne ved reduktions- delingens indtræden er fuldt delingsmodne, maa det vel kunne tænkes, at ækvationsdelingen under visse forhold kan bringes til udførelse før reduktionsdelingen ; det er saaledes ikke umuligt, at modningsdelingerne er at opfatte paa denne maade hos Ascaris. Ved et bestemt forhold i naturen maa det endog ansees som sandsynligt, at denne afvigelse fra vor type finder sted, nemlig ved modningen af visse æg med parthenogenetisk ud- vikling. Som bekjendt, udstødes ved saadanne ægs modning i endel tilfælde kun ét retningslegeme, medens den anden ret- ningsdeling blir abortiv; i andre tilfælde udstødes vistnok 2 ret- ningslegemer, men det andet træder atter ind i ægget og forener sig med ægkjernen, ægget befrugtes, som man træffende har sagt, af 2det retningslegeme. Saavel hvor 2den retningsdeling paa et tidligere eller senere trin undertrykkes, som hvor den fører til dannelse af et retningslegeme, som atter forener sig med ægkjernen, ligger det nær at antage, at denne deling re- præsenterer reduktionsdelingen. I hvilken grad lader det sig nu gjøre at bringe arveligheds- forholdene, saaledes, som vi træffer dem i naturen, i samklang med de chromatinbilleder, vi møder under generationscellernes modning? Vi maa erkjende, at det endnu ikke er muligt for os at give et fuldt tilfredsstillende svar paa dette spørgsmaal. Saameget kan vi alligevel udtale, at de mikroskopiske billeder ikke giver nogensomhelst forklaring paa, hvordan den ulige fordeling af de to forældres kvaliteter paa afkommet, som vi saa ofte træffer, kommer island ; som tidligere fremhævet, indeholder jo nemlig 232 ALETTE SCHREINER. alle et individs celler, fra det befrugtede æg af, homologe chromatindele fra begge forældre. Der maa her gjøre sig faktorer gjældende, som er utilgjængelige for den direkte iagtlagelse. — Hvad derimod en ulige fordeling paa af kommet af hedsteforældrenes kvaliteter, paa den ene eller begge sider, angaar, saa kan den maade, hvorpaa chromatinreduktionen kommer istand, utvivlsomt give en slags forklaring herpaa. Vi maa nemlig antage, at det ved reduktionsdelingen beror paa et tilfælde, hvilket af de to homologe chromosomer, som er for- bundne til et bivalent element, føres til den ene, og hvilket til den anden side, saaledes at der i et individs modne kjønsceller kan komme meget forskjellige kombinationer af dets forældj'es chromosomer (f, ex. a, b^, c^ . . . ..og a^, b, c . . , .). Det skulde efter delte synes, som om spillerummet for varia- biliteten hos en art skulde være en funktion af chromosomernes antal, noget, som imidlertid kun daarlig stemmer med de forhold, vi træffer i naturen, saaat vi ogsaa her er nødt til at antage^ at andre faktorer spiller ind. Det maa da være naturligt at tænke, at der i den eiendom- melige procès, som gaar forud for reduktionen, i konjugationen, ligger muligheder for en forandring af de enkelte chromosomers sammensætning. Hvad foregaar nu egentlig ved den paralelle konjugation? Vi ser her chromosomerne antage en skikkelse, som de ellers aldrig har, de korn, som opbygger dem, chromatinenhederne, ordnes efter hinanden i regelmæssig række, og idet nu de homologe chromosomer nærmer sig hinanden, finder vi, at hvert korn i det ene synes at svare til et bestemt korn i det andety og man faar det indtryk, at disse til hinanden svarende korn af kræfter, som nu, og kun nu, gjør sig gjældende i kjernen, føres mod hinanden og en tid lang holdes intimt forenede for saa, som ved en omstemning i kræfterne, atter at stødes fra hinanden. Det synes, som om denne procès, der foregaar med en saaadan regelmæssighed, og som mere end nogen anden OM CHROMATINMODNINGEN I SEXUALCELLERNE. 233 kjendt chromatinforaiidring lader os ane en bestemt lovmæs- sighed i de enkelte chromosomers bygning, kun kan tilsigte en inderlig vekselvirkning mellem hver enkelt af de homologe chromosomers enheder, og at denne vekselvirkning maa være af særlig betydning, foråt chromatinet kan blive skikket for den rolle, det skal spille i de modne generationsprodukter; ja, det maa vel være tilladt at tænke, at den danner et nødvendigt led af den typiske kjønnede formering. Som tidligere fremholdt, mener vi, at de spaltedele, som efter konjugationen skilles fra hinanden, er de oprindelige homo- loge chromosomer, at disse saaledes ikke opgiver sin individualitet ved konjugationen, men kun undergaar visse forandringer. Og det er vel sandsynligt, at disse forandringer fra celle til celle kan variere, kvalitativt og kvantitativt, saavel for de enkelte chromosomers vedkommende, som for de enkelte dele af et og samme chromosom. Der aabner sig her for os et vidt perspektiv af forskjellige variabilitetsmuligheder, hvorved den ved reduk- tionsdelingen bevirkede variabilitet paa forskjellig maade kan modificeres. Forklaring til planche V. Let skematiseret fremstilling af chromatinmodningen hos Tomopteris. Den ene rækkes 'chromosomer fremstillet med hvidt, deres homologa af "^mH^te. 'x"^ ■ ^^KmMEå Æ ,» .; ' * ^ ■ ^:^" ' . -'J^^I^^Hi ' .jä '■''^-. 'f ''f^-j^Hkäi S'f--' \ . ' 7^mV "^^^^IH^fll ^^HHH^^^^HBplgi^Sj^l -'-*■■■■ ■ ' '.1^ wmm^Êm. mÊ^. ■ i.'J9H :t''^^; ^ IHIHH? ^-jH h^^^^h^^Ih'' '*' ^ HhI j ^^^I^^IHhHkI. "^^I ^^^^^^^^^^^^^^^sHHi5uBi^^ ^'^ -^ ^ .^M 1. ^IB^M fe ^^EhHI ^^^ JMiM,V ^iSi^^B^i i^^KH^Hr iilbi I^K .J^Ha ■i niBn^ ^IS^ wX' • VM ■i'ii**,j& '". '• jj^w^^K ^ffî^âH^H^lL il ^ ^ '^ '^^^^^^^^N / t^M ■^" m^^Kf'" %\ ^^RR«tt. ^ ^'\ ■^tHP^'^.^ wlÊ^w' . -' -^ ^HK^^^- \> ^rølKsagifl ' -"; }£%' ' W';».- '-■"' aÉmm\' ' 9m ^u \"^'^^HH mMmTWÊÊiÊmmf ■Ä'l^^ Hb' "^ ^ I |H.^„ \' fm^^W Jk 1 1 '< ^'' ^ ^ HB ,' , 'ij^ ■ l9P^\ ' ^JBk li-^^^p^- " -/i À" Nyt Mag. f. Naturv. B. 44. Tafel IX. Nyt Mag. f. Naturv. B. 44. Tafel X. Nyt Mag. f. Naturv. B. 44. Tafel Xt. Nyt Mag. f. Naturv. B. 44. Pl. XII. A. H. cirrostylum. B. H. Uthophüon. C. H. lingnifrons. Nyt Mag. f. Naturv. B. 44. Pl. XIII. A & B. H. stenopum. Vr. Nyt Mag. f. Naturv. B. 44. Pl. XIV. A. H. clysfrichotmn. B. H. parmulatum. 'U Nyt Mag. f. Naturv. B. 44. Tafel XV. Jens Ho],:Mii(iK del. NYT MAGAZIN FOR NATURVIDENSKABERNE GRUNDLAGT AF DEN PHYSIOGRAPHISKE FORENING I CHRISTIANIA BIND M, Hefte 1 REDAKTION: H. Mohn, Th. Hiortdahl, W. G. Brøgger, F. Nansen, Hovedredaktør N. Wille. CHRISTIANIA I KOMMISSION HOS T. 0. BRØGGER A. W. BRØGGERS BGGTRYKKERI 1906 x Aaret 1906 vil der af „Nyt Magazin for Natur- videnskaberne" udkomme Bind 44 med samme Udstyr og lignende Indhold som B. 43, idet „Nyt Magazin for Natur- videnskaberne" herefter kun optager Afhandlinger over natur- historiske Emner inden de botaniske, geografiske, geolo- giske, mineralogiske og zoologiske Videnskaber. Tidsskriftet nyder nu en Statsunderstøttelse af Kr. 2000 aarlig, men dette er ikke tilstrækkeligt, hvis det ikke tillige støttes ved Abonnement af Personer og Institutioner, som har Interesse af Naturhistoriens Fremme i vort Land. Saasnart Tidsskriftets Økonomi tillader, er det Meningen ikke alene at udstyre Afhandhngerne rigeligere med Afbildninger, men ogsaa at lade medfølge de paa norsk skrevne Afhandlinger et Resumé paa et større Kultursprog. Forfatterne vil erholde 50 Separataftryk gratis. „Nyt Magazin for Natur videnskaberne" vil udkomme med 4 Hefter aarlig, hvert paa 6 Ark og Abonnementsprisen er 8 Kr. om Aaret, frit tilsendt med Posten inden de skan- dinaviske Lande. Tidsskriftets Kommissionærer er: For Norge, Sverige, Danmark og Finland : T. O. Brøgger, Carl Johansgade 12, Christiania. For andre Lande: R. Friedländer & Sohn, Carlstrasse 11, Berlin N. W. For Redaktionen N. WILLE. DIE UMSCHAU BERICHTET ÜBER DIE FORTSCKRIlTrK UND Bewegungen der Wissen- schaft, Technik, Litteratur und Kunst in packenden Aufsätzen, Jährlich 52 Nummern. Illustriert. «Die Umschau" zahlt nur die hervonagendsten Fachmänner zu ihren Mitarbeitern. Prospekt gratis durch Jede Buchhandlung, sowie den Verlag //. Sechhold, Frankfurt a. M., Neue Krame 1Q\2I, BERGENS MUSEUM. Prisbelønning af Henrik Sundts legat. Legatets fundats bestemmer bl. a., at der hvert tredie aar uddeles en prisbelønning paa kr. 500 for et videnskabeligt arbeide over kemisk fysiologi, forfattet af en norsk eller i Norge bosat videnskabsmand. I henhold hertil indbydes til konkurrence om denne prisbelønning, som eventuelt vil komme til uddeling den 17de november 1907. Konkurrerende arbeider maa i manuskript være indsendte til bestyrelsen for Bergens Museum inden udgangen af september samme aar og skal være forsynede med motto og ledsagede af forseglet brev indeholdende forfatterens navn og adresse og betegnet med samme motto. Arbeiderne kan være aifattede paa et af de nordiske sprog eller paa tysk, fransk eller engelsk. Det eventuelt prisbelønnede arbeide blir at udgive paa bekostning af det Henrik Sundtske legat. Bergens Museum den 10de november 1905. G. A. Hansen. Bruachorst. Indhold. Sida DANIEL DANIELSEN. Skjælbankestudier i den østlige del af Nede- nes amt. (1 pl.) I JENS HOLMBOE. Studier over norske planters historie III ... 61 P. A. ØYEN. Bræoscillation i Norge 1905 75 P. A. øVeN, Skjælbanker i Kristianiatrakten 81 EMBR. STRAND. Nye bidrag til Norges hymenopter- og dipterfauna 95 Boganmeldelser I Bidrag til Magazinet bedes indsendt til Prof. Dr. N. WILLE, Tøieu.' Kristiania. Forfatterne er selv ansvarlige for sine Afhandlinger. Opfordring. Undertegnede har fra 1904 af övertaget at referere den norske botaniske literatur i Just's „Botanische Jahresbericht". Jeg vilde derfor være tak- nemmelig, dersom d'herrer forfattere fremtidig, efterhvert som deres arbeider udkommer, godhedsfuldt vilde sende mig et eksemplar deraf til gjennem- syn. Om ønskes skal de tilsendte skrifter efter benyttelsen blive tilbage- sendt. Jens Holmboe, Bygdø allé 14, Kristiania. NYT MAGAZIN FOR NATURVIDENSKABERNE GRUNDLAGT AF DEN PHYSIOGRAPHISKE FORENING I CHRISTIANIA BIND 44, Hefte 2 REDAKTION: H. Mohn, Th. Hiortdahl, W. G. Brøgger, F. Nansen, Hovedredaktør N. Wille. KRISTIANIA I KOMMISSION HOS T. 0. BRØGGER A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI 1906 x Aaret 1906 vil der af „Nyt Magazin for Natur- videnskaberne" udkomme Bind 44 med samme Udstyr og lignende Indhold som B. 43, idet „Nyt Magazin for Natur- videnskaberne" herefter kun optager Afhandlinger over natur- historiske Emner inden de botaniske, geografiske, geolo- giske, mineralogiske og zoologiske Videnskaber. Tidsskriftet nyder nu en Statsunderstøttelse af Kr. 2000 aarlig, men dette er ikke tilstrækkeligt, hvis det ikke tillige støttes ved Abonnement af Personer og Institutioner, som har Interesse af Naturhistoriens Fremme i vort Land. Saasnart Tidsskriftets Økonomi tillader, er det Meningen ikke alene at udstyre Afhandlingerne rigeligere med Afbildninger, men ogsaa at lade medfølge de paa norsk skrevne Afhandlinger et Resumé paa et større Kultursprog. Forfatterne vil erholde 50 Separataftryk gratis. „Nyt Magazin for Naturvidenskaberne" vil udkomme med 4 Hefter aarlig, hvert paa 6 Ark og Abonnementsprisen er 8 Kr. om Aaret, frit tilsendt med Posten inden de skan- dinaviske Lande. Tidsskriftets Konimissionærer er: For Norge, Sverige, Danmark og Finland : T. O. Brøgger, Carl Johansgade 12, Christiania. For andre Lande: R. Friedländer & Sohn, Carlstrasse 11, Berlin N. W. For Redaktionen N. WILLE. ââîx DIE UMSCHAU BERICHTET ÜBER DIE FORTSCHRITTB UND Bewegungen der Wissew- scHAFT, Technik, Litteratur und Kunst in packenden Aufsätzen. Jährlich 52 Nummern. Dlnstriert. JDie Umschau" råhlt nar die hervorragendsten Fachmänner zu ihren Mitarbeitern. Prospekt gratia durch jede BacbbandJuag, sowie den Verlag H. ßechhotd, Frankfurt a. AI., Neue Krame iç\2î. PRISOPGAVE I FYSIKALSK KEMI. For professor dr. C. M. Guldbergs medalje, der er indstiî- tet ved midier, som professorens venner og disciple har samlet for at hædre hans mipde, er opstillet følgende opgave : Undersøgelserne af gasarters specifike varme i høiere tem- peraturer har endnu ikJce givet tilstrækkelig definitive resulta- ter. Der forlanges en kritisk og experimentet undersøgelse paa dette omraade. Om medaljen, som skal have en værdi af mindst 400 kr. i guid, kan enhver norsk, svensk og daook mand eller kvinde konkurrere. Den uddeles første gang 2den september 1908. Besvarelser indsendes til kollegiet inden 15de april 1908. De skal alene være betegnede med et kort motto og være ledsagede af forseglede navnesedler. Kristiania i det akademiske kollegium den 30te januar 1906. N. Wille, formand. Orland. Indhold. Side EMBR. STRAND. Nye bidrag til Norges hymenopter- og dipterfauna 97 OSCAR SCHULTZ. Ueber einige Abarten und Varietäten palaearcti- scher Rhopaloceren , 105 W. C. BRØGGER. Eine Sammlung der wicbtigsten Typen der Erup- tivgesteine des Kristianiagebietes nach ihren geologischen Ver- wandtschaftsbeziehungen geordnet 113 HJALMAR BROCH. Ueber die Chaetognathen des Nordmeeres. (Tafl. II, III) 145 HJALMAR BROCH. Bemerkungen über den Formenkreis von Peri- dinium depressum s. lat 151 S. K. SELLAND. Om vegetationen paa Voss og Vossestranden (Pl. IV) 159 Boganmeldelser V Bidrag til Magazinet bedes indsendt til Prof. Dr. N. WILLE, Tølen, Kristiania. Forfatterne er selv ansvarlige for sine Afhandlinger. Undertegnede har fra 1904 af overlaget at referere den norske botaniske literatur i Jusfs „Botanische Jahresbericht". Jeg vilde derfor være tak- nemmelig, dersom d'herrer forfattere fremtidig, efterhvert som deres arbeider udkommer, godhedsfuldt vilde sende mig et eksemplar deraf til gjennem- syUi Om ønskes skal de tilsendte skrifter efter benyttelsen blive tilbage- sendt. Jens Holmboe, Bygdø allé ti, Kristiania. NYT MAGAZIN FOR NATURVIDENSKABERNE GRUNDLAGT AF DEN PHYSIOGRAPHISKE FORENING I CHRISTIANIA BIND 44, Hefte 3 REDAKTION: H. Mohn, Th. Hiortdahl, W. G. Brøgger, F. Nansen, Hovedredaktør N. Wille. KRISTIANIA I KOMMISSION HOS T. 0. BRØGGER A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI 1906 J. Aaret 1906 vil der af „Nyi Magazin for Natur- videnskaberne" udkomme Bind 44 med samme Udstyr og lignende Indhold som B. 43, idet „Nyt Magazin for Natur- videnskaberne" herefter kun optager Afhandlinger over natur- historiske Emner inden de botaniske, geografiske, geolo- giske, mineralogiske og zoologiske Videnskaber. Tidsskriftet nyder nu en Statsunderstøttelse af Kr. 2000 aarlig, men dette er ikke tilstrækkeligt, hvis det ikke tillige støttes ved Abonnement af Personer og Institutioner, som har Interesse af Naturhistoriens Fremme i vort Land. Saasnart Tidsskriftets Økonomi tillader, er det Meningen ikke alene at udstyre Afhandlingerne rigeligere med Afbildninger, men ogsaa at lade medfølge de paa norsk skrevne Afhandlinger et Resumé paa et større Kultursprog. Forfatterne vil erholde 50 Separataftryk gratis. „Nyt Magazin for Naturvidenskaberne" vil udkomme med 4 Hefter aarlig, hvert paa 6 Ark og Abonnementsprisen er 8 Kr. om Aaret, frit tilsendt med Posten inden de skan- dinaviske Lande. Tidsskriftets Kommissionærer er: For Norge, Sverige, Danmark og Finland : T. O. Brøgger, Carl Johansgade 12, Christiania. For andre Lande: R. Friedländer & Sohn, Carlstrasse 11, Berlin N. W. For Redaktionen N. WILLE. DIE UMSCHAU BERICHTET ÜBER DIE FORTSCHRITTH lUND Bewegungen der Wissen- ' SCHAFT, Technik, Litteratur und Kunst in packenden Aufsätzen. Jährlich 52 Nummern. Illustriert. ^ie Umschau" zählt nur die hervorragendsten Fachmänner zu ihren Mitarbeitern. Prospekt gratis durch jede ßucbhandlung, sowie den Verlag H. ßeclibold, Frankfart a. M., Neue Krame 1Q\21. BERGENS MUSEUM. Prisbelønning for Joachim Frieles legat. Legatets fundats bestemmer bl. a., at der af renterne hvert 3die aar udredes en prisbelønning, bestaaende af en guldmedalje af 400 kroners værdi, for det videnskabelige arbeide med emne hørende under Norges land eller havfauna, som museets bestyrelse, efter udstedt opfordring til konkurrence, finder værdigt til saadan belønning. Ligeledes udredes af legatets renter det fornødne til udgivelse af det prisbelønnede arbeide. I henhold hertil opfordres videnskabsmænd, der ønsker at konkurrere om denne prisbelønning, til inden udgangen af september 1908 at indsende sijie konkurrencearbeider til Bergens museum. Saafremt noget af de ind- sendte arbeider findes værdigt til at prisbelønnes, finder uddelingen sted den 18de december s. a. Afhandlingerne, der kan være affattede paa et af de nordiske sprog, paa tysk, fransk eller engelsk, indsendes i manuskript og skal være for- synede med et motto samt ledsagede af forseglet brev betegnet med samme motto og indeholdende forfatterens navn og adresse. Bergens museum den 2den juli 1906. B. E. Bendixen, vicepræses. H. Schetelig. Indhold. Side S. K. SELLAND. Om vegetationen paa Voss og Vossestranden (Pl. IV). (Slutn.) 193 ALETTE SCHREINER. Om chromatinmodningen i sexualcellerne. (Tavle V) 201 THEKLA R. RESVOLL. Pflanzenbiologische Beobachtungen aus dem Flugsandgebiet bei Röros im inneren Norvregen. (Tafel VI— XI) 235 Bidrag til Magazinet bedes indsendt til Prof. Dr. N. WILLE, Tøien, Kristiania. Forfatterne er selv ansvarlige for sine Afhandlinger. Opfordring. Undertegnede har fra 1904 af övertaget at referere den norske botaniske literatur i Just's „Botanische Jahresbericht". Jeg vilde derfor være tak- nemmelig, dersom d'herrer forfattere fremtidig, efterhvert som deres arbeider udkommer, godhedsfuldt vilde sende mig et eksemplar deraf til gjennem- syn. Om ønskes skal de tilsendte skrifter efter benyttelsen blive tilbage- sendt. Jens Holmboe, Bygdø allé 14, Kristiania. ^^. ^"- ..:ß^ .^ r>^. NYT MAGAZIN FOR NATURVIDENSKABERNE GRUNDLAGT AF DEN PHYSIOGRAPHISKE FORENING I CHRISTIANIA BIND 44, Hefte 4. REDAKTION: H. Mohn, Th. Hiortdahl, W. C. Brøgger, F. Nansen, Hovedredaktør N. Wille. KRISTIANIA I KOMMISSION HOS T. 0. BRØGGER A. W. BRØGGERS BOGTRYKKERI 1906 x Aaret 1907 vil der af „Nyt Magazin for Natur- videnskaberne" udkomme Bind 45 med samme Udstyr og lignende Indhold som B, 44, idet „Nyt Magazin for Natur- videnskaberne" bereiter kun optager Afhandlinger over natur- historiske Emner inden de botaniske, geografiske, geolo- giske, mineralogiske og zoologiske Videnskaber. Tidsskriftet nyder nu en Statsunderstøttelse ai Kr. 2000 aarlig, men dette er ikke tilstrækkeligt, hvis det ikke tillige støttes ved Abonnement af Personer og Institutioner, som bar Interesse af Naturhistoriens Fremme i vort Land. Forfatterne vil erholde 50 Separataftryk gratis. „Nyt Magazin for Naturvidenskaberne" vil udkomme med 4 Hefter aarlig, hvert paa 6 Ark og Abonnementsprisen er 8 Kr. om Aaret, frit tilsendt med Posten inden de skan- dinaviske Lande. Tidsskriftets Kommissionærer er: For Norge, Sverige, Danmark og Finland : T. O. Brøgger, Carl Johansgade 12, Christiania. For andre Lande: R. Friedländer & Sohn, Carlstrasse 11, Berlin N. W. For Redaktionen N. WILLE. DIE UMSCHAU BERICHTET ÜBER DIE FORTSCHRm'8 UND Bewegungen der Wissen- schaft, Technik. Ljiteratur uni> Kunst in packenden Aufsätzek. Jährlich 52 Nummern. Illustriert. JDie Umschau" zählt nar die hervorragendsten Fachmänner zu ihren Mitarbeitern. Prospekt gratis durch jede Buchhandlung, xowie den Ver/ag /f. ßechbold, Frankfurt a. M., Neue Kiäwe tg.2t. Indhold. Side THEKLA R. RESVOLL. Pflanzenbiologische Beobachtungen aus dem Flugsandgebiet bei Röros im inneren Norwegen. (Tafel VI— XI) 289 S. O. F. OMANG. Hieracium-Sippen der Gruppe Alpina aus dem südlichen Norwegen. I. (Tafel XII -XIV) 303 HANS KIÆR. Aarsberetning for Det biologiske selskab i Kristiania 1905 345 JENS HOLMBOE. Einige abweichende Formen von Anemone Hepatica L. aus der Umgegend von Christiania (Taf. XV.) ...... 357 Boganmeldelser ^j Fortegnelse over bytteforbindelser XVII Bidrag til Magazinet bedes indsendt til Prof. Dr. N. WILLE, Tøien, Kristiania. Forfatterne er selv ansvarlige for sine Afhandlinger. Opfordring. , Undertegnede har fra 1904 af övertaget at referere den norske botaniske literatur i Just's „Botanische Jahresbericht". Jeg vilde derfor være tak- nemmelig, dersom d'herrer forfattere fremtidig, efterhvert som deres arbeider udkommer, godhedsfuldt vilde sende mig et eksemplar deraf til gjennem- syn. Om ønskes skal de tilsendte skrifter efter benyttelsen blive tilbage- sendt. Jens Holmboe, Bergen, Museet. MBL WHOI Library - Serials